Dansk imperialismes placering i verden og krigspolitikken

Danmark er et lille land, men med en 100 procent imperialistisk politik og indstilling til verden og sin egen befolkning, hvor krig og markedsandele prioriteres benhårdt over velfærd og menneskelig udvikling. Det er de store monopoler der styrer – med de imperialistiske alliancer NATO og EU i front.

Af Tine Spang Olsen, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Oplæg holdt på APK’s sommerlejr juli 2023

Dansk imperialisme

Her i oplægget vil jeg fokusere på dansk imperialismes placering i verden og krigspolitikken, med eksempler på hvordan danske politikere og kapital opererer for at få både adgang til billige råstoffer, handel og investeringer. Og på hvordan den danske imperialisme indgår i politiske og militære alliancer og styrker, der skal sikre, at kapitalismen fortsætter, og at “vores” alliancer står stærkt i verden.

Imperialisme er kapitalisme i sit højeste stade, hvor monopolerne og deres interesser styrer samfundsudviklingen. Den del er allerede diskuteret grundigt på lejren, så jeg vil blot slå fast, at indenrigspolitikken og udenrigspolitikken er to sider af samme sag. Det grundlæggende i imperialismen er udbytningen af arbejderklassen både hjemme og ude, at skaffe sig max profit i produktionen og på markedet.

Den kapitalistiske produktion kræver billige råstoffer, energi og arbejdskraft, den kræver handelsaftaler i den vestlige imperialismes favør, afsætningsmarkeder osv. Den er global. Tilbagevendende kriser og konkurrence vil igen og igen føre til skiftende styrkeforhold mellem landene med konstant risiko for nye omfordelingskrige.

Dansk kapital har siden 2. verdenskrig knyttet Danmark tæt til USA og til europæisk kapital, konkretiseret i medlemskab af NATO og EU, to alliancer, der styrker monopolkapitalens stilling i enorm grad, både i den hjemlige klassekamp og globalt.

Da det er monopolkapitalen, der tager de afgørende beslutninger i driften af Danmark, er det også monopolkapitalens interesseorganisationer som Dansk Industri m.fl., der lægger linjen for Danmarks udenrigspolitik.

Danmarks rolle i verden

Danmark har i den seneste tid indtaget en bemærkelsesværdig og fremtrædende rolle. I juni måned var regeringen vært for et halv-hemmeligt Københavnsmøde med deltagelse af USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan, repræsentanter for den ukrainske regering, for EU og G7-lande og for Indien, Brasilien, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Sydafrika. Formålet var dels at forberede en konference senere på året, hvor en ’fredsplan’ for Ukraine skal behandles. En såkaldt ’varig fred’ – reelt en sejrherrernes fred. Denne fred skal tage udgangspunkt i Zelenskyjs 10-punktsprogram for fred, som han siger er ”uden territoriale kompromiser”. Mødet skulle også sætte ind for at trække de lande nærmere, der ikke bakker op om krigsdeltagelsen i Ukraine eller sanktionerne mod Rusland, så den vestlige front kan blive styrket. Et af overbevisningsmidlerne var løfter om kornaftaler med Ukraine. København er foreslået som værtsby for den endelige konference, der planlægges til senere på året.

Danmark har også været i spidsen for Vestens våbenhjælp til Ukraine, ligesom Danmark sammen med Holland står som initiativtager til at træne ukrainske piloter, og regeringen erklærer sig positiv i forhold til at donere F-16-kampfly til krigen. Og vi ved, hvordan oprustningen i øjeblikket får et kæmpe boost over hele linjen med stadigt øgede milliardbeløb til Ukraine og 143 ekstra milliarder til militæret i det ny forsvarsforlig, der samtidig har en gummiparagraf om endnu flere penge efter behov.

På NATO-topmødet her i juli måned hyldede Mette Frederiksen Danmarks overmåde tætte forhold til USA og erklærede sig som tilhænger af ethvert oprustningskrav, USA måtte lægge på bordet. I et interview i Børsen op til topmødet blev Mette Frederiksen spurgt: Hvad nu hvis ikke kravet hedder to procent? Hvad hvis det hedder tre procent? Går Danmark så med? – Ja, det gør vi da. Det gør vi da, lød svaret fra statsministeren.

De nordiske lande, der nu snart alle vil være NATO-lande, erklærede fra topmødet i enighed, at de – som topmødet i øvrigt – lover fuld krigsstøtte til Ukraine, uanset hvor længe den måtte vare.

Men hvad laver Danmark egentlig i Ukraine?

At erobre Ukraine vil betyde at rykke NATO’s front et skridt nærmere Rusland i konkurrencen mellem imperialistmagterne. Og Ukraine er nyt land med arbejdskraft og råstoffer, hvor kapitalen kan ekspandere. Ukraine er et land, der råder over verdens bedste landbrugsjord i store mængder, der er vigtige mineraler, og NATO kan her placere sin hær og sine atomvåben tæt op mod Ruslands grænse, hvis Ukraine bliver medlem af NATO.

Her kommer dansk kapital ind i billedet. Danske virksomheder har for længst vundet en konkret by, de skal genopbygge, allerede nu under krigen, nemlig havnebyen Mykolaiv, kendt som skibsbyggernes by. Det var den gave Zelenskyj havde med, da han talte til Folketinget tidligere i år. Jyllands-Posten skrev: Mykolaiv skal blive et ”lille Danmark ved Sortehavet” – lige så bæredygtigt, velstående, digitaliseret og konkurrencedygtigt som forbilledet og med en byplan, der sætter mennesket i centrum. Og så skal Mykolaiv selvfølgelig være lige så ukorrupt som Danmark, så man kan tiltrække udenlandske investeringer.

Genopbygningen er allerede gået i gang. Det ligner måske humanitær hjælp, men er benhård forretning, hvor brancheorganisationer og virksomheder finder en plads. En lang række danske virksomheder deltager også på konferencerne under initiativet ”Rebuild Ukraine”. Bl.a. A.P. Møller Mærsk, Aarsleff, Cowi, Danfoss, DFDS, Forsyning Danmark, Grundfos, Velux og Vestas – firmaer, som vil kunne nyde godt af økonomisk støtte fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), fra den syv milliarder store Ukrainefond og fra EU’s ’genopbygningsplan’.

Ca. 100 danske virksomheder er involveret, ifølge Dansk Industri. Alt fremstilles som uselvisk hjælp. I Danmark har Dansk Industri, DI, i maj 23 skabt ”Ukraine Investeringsforum”, hvor 150 virksomheder deltog ved grundlæggelsen, og hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og erhvervsminister Morten Bødskov var værter for markeringen. Ikke for ingenting kaldes Ukraine i dag for ”Verdens største byggeplads”.

Globale virksomheder kappes om at komme først og få lukrative aftaler i genopbygningen. Danske virksomheder er, som vi ser, allerede i gang, mens krigen endnu raser. Noget for noget – Zelenskyj kender sine venner.

Eksemplet Ukraine tydeliggør, at imperialisme ikke er noget fjernt, hvis følger kan iagttages og kæmpes imod langt væk fra Danmark, i ’det globale syd’. Vi har vores hjemlige imperialister, der i alliance med en blok af klassefæller vil holde verden i deres jerngreb, så udbytningen kan fortsætte og intensiveres både hjemme og ude. Absolut uden menneskelige hensyn. Placering og magt i verden er et must. Der skal skaffes råstoffer, jord, varer, eksport og billig arbejdskraft. Kapitalismen er verdensomspændende og kan ikke overleve inden for et enkelt lands grænser. Den ofrer også gerne sikkerhed og velfærd for sit eget lands arbejdere og befolkning. Det være sig i produktionen, eller når omfordelingskrigene udkæmpes og pengene skal skaffes til at betale krigen.

Danmarks rolle i imperialismens krigsforberedelser er trådt tydeligere og tydeligere frem

Danmark har i en periode officielt fremstået som et lidt fodslæbende land i NATO. På NATO-topmødet i 2014, hvor Ukraine-processen var sat grundigt i gang af USA med Maidan-kuppet, nikkede daværende statsminister Thorning Schmidt ja til at følge 2 %-kravet om militær oprustning, men det lå lidt stille. Tiden var ikke moden, og krisen ikke dyb nok. Heller ikke til fuld tilslutning til EU’s militære union. Skiftende regeringer måtte fremstå en smule EU-skeptiske og oprustningsskeptiske – mens man lod tingene arbejde for sig. Der var ikke krigsbegejstring i befolkningen, men modstand imod Irak-krigen og krigen i Afghanistan eller skepsis over de lovede resultater. Man ønskede ikke ny krigsdeltagelse, mange sagde nej til de nye dyre kampfly. Hvad skulle vi med dem? Krig var ikke vejen frem.

Krisen i imperialismen og den skærpede konkurrencekamp betyder, at USA og NATO nu stiller større og større krav til de allierede lande om at spytte i kassen og stille deres lande til rådighed med alt, hvad det indebærer – også at blive bombemål og ødelagt i en krig. Her har Ruslands angreb på Ukraine kunnet bruges som en kæmpe propagandamaskine.

Nu svarer de danske politikere ja med klar stemme, når USA kalder. 2 %-målet bliver nået til tiden. Alle krigspolitikerne er hjertens enige – dette er kun en bund, ikke et loft. Vil USA have militærbaser i Danmark? Ja, klart nok, ingen tøven eller frygt for befolkningens NEJ.

Skal vi poste penge og våben direkte ind i Ukraine-krigen? Ja, selvfølgelig, Danmark går stolt forrest.

Vil I have kampfly, bataljoner, raketter til fronten mod Rusland – Danmark leverer. Værnepligt til kvinder? Så gerne. De grønlandske politikere mingeleres også på plads og bakker op om det nye forsvarsforlig. Grønland skal spækkes med yderligere overvågning og fri adgang for USA – uanset hvad befolkningen ønsker.

Danmark tager rollen som USA’s lille bulldog og satser på, at dette er vejen frem for dansk kapital. Og det sker ikke i modsætning til EU eller EU’s oprustningsplaner, tværtimod kører det side om side, og Danmark står nu åbent begge steder som oprustnings- og krigshøge.

Dansk kapital har brug for at være en del af en stærk magt og et militær, der rykker med, når forretningerne skal sikres ude i verden. Når A.P. Møller Mærsk skal sikres fri sejlads på verdenshavene, eller der skal skabes adgang til mineraler i Afrika. De såkaldt ’fredsbevarende missioner’ har altid et helt konkret formål, der har med imperialistiske interesser at gøre.

En særlig gren er også våbenindustrien, hvor USA har forstået at knytte Danmark til store våbenprojekter som underleverandør. Sideløbende med projektet om Joint Strike Fighter og købet af F-35-kampfly har Danmark bundet sig endnu tættere til USA og ændret sin politik for våbensalg til nu at være helt uden etiske hensyn. Dette blev også demonstreret i købet af israelske våben for nylig. Danmark knytter sig åbenlyst til de værste diktaturer.

Med krigspropagandaen omkring Ukraine er selv våbensalg blevet smukt og humant, noget man nu skal være stolte af og ikke fordømme. I forbindelse med NATO-topmødet kom også en appel fra NATO om at kaste pensionskassernes kapital ind i våbenproduktionen. Her er danske pensionskasser allerede i fuld gang. PensionDanmark investerer f.eks. gennem offentlig-private projekter i både militære bygninger og i amerikanske våbenfirmaer som f.eks. Lockheed Martin, der producerer F-35. Ifølge adm. direktør Torben Möger Pedersen ”gør det verden til et bedre sted”, som pensionskassernes regler foreskriver. Kun våbnene skal tale. Enhver bestræbelse på nedrustning, afspænding o.l. er fortid i den offentlige debat.

De danske havne er sat af som militære transit- og forsyningshavne for NATO. Danmark er øremærket til at være opmarchområde for eventuelle hærstyrker og materiel fra USA, NATO og EU i en krigssituation. Danmark udgør en aflytningscentral for det amerikanske efterretningsvæsen NSA gennem en hemmeligstemplet aftale. Og det hele bliver frækt fremlagt som værende for vores eget bedste og som værn for frihed, fred og demokrati.

Ukraine er naturligvis ikke det eneste sted i verden, hvor danske monopoler sætter sine fodspor. I sin strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitik, der blev fremlagt tidligere på året, giver regeringen et overblik over, hvor interesserne koncentreres lige nu for både investeringer og militær tilstedeværelse, to ting, der hænger tæt sammen. Politikken for at skaffe billige råstoffer, arbejdskraft og markeder dækker sig som sædvanligt ind under, at Danmark, det bedste og mest demokratiske land i verden, vil hjælpe alle verdens folk ved at sælge dem danske monopolers løsninger og udbrede dansk kultur. Helt som det blev fremhævet i Ukraine, hvor den tildelte by skal blive til ”et lille bæredygtigt og velstående Danmark”. Den fortælling går fint i spænd med den særlige markedsføring af grønne løsninger til hele verden.

I den udenrigspolitiske strategi lægger Danmark en taktik, hvor man vil føre sig frem med ligeværdighed og lytten til f. eks. de afrikanske landes problemer og behov. Det danske tilbud skal fremstå bedre og mere humant end det kinesiske og russiske. Når danske og europæiske monopoler skal vinde endnu mere indpas i Afrika i konkurrence med Kina og Rusland, sker det bl.a. ved at skabe aftaler om at bygge landenes infrastruktur og energiforsyning med veje, jernbaner, fiberkabler, 5G-mobilnetværk og klimaprojekter.

A.P. Møller Mærsk har opbygget et stort investeringsnetværk i Afrika, bl.a. i kraftværker, havne til sine containerskibe, jernbaner, kornlagre og anlæg til komprimeret spildgas. Andre store danske firmaer i Afrika, der kan nævnes, er Arla, Vestas, Kamstrup og Grundfos. Og penge fra pensionsfonde kanaliseres den vej. De havne og kommunikationsmidler, de bygger, står samtidig også til rådighed for virksomhederne selv. Danske politikere fører de danske monopoler frem som repræsentanter for en smuk og renfærdig udgave af kapitalismen, en kapitalisme med grønne løsninger, som kun markedet kan skabe. Men netop dette vil altid være en uløselig modsigelse. Markedets løsninger vil altid være dem, der skaber mest profit til ejerne, ikke de rigtige løsninger.

Det er utroligt vigtigt for at opretholde magten, at befolkningen ser verden med imperialisternes øjne og i deres billede. Her har krigen i Ukraine været en kæmpe mulighed for at banke krigspolitikken igennem. En konfrontation med Rusland var fremprovokeret gennem årtier fra Vestens side, og russisk imperialisme valgte at svare med invasionen i Ukraine. Og ligesom angrebet på World Trade Center i 2001 frigav en tsunami af krig, står vi nu midt i den næste bølge af lynhurtig militarisering.

Baggrunden er som altid kapitalens behov for maksimal profit og konstant udvidelse, sat over for den øgede konkurrence fra andre imperialister med Kina som den opkommende supermagt. Med krigspropaganda og fjendebilleder skal befolkningerne i USA og Europa indgydes en frygt, der skal få os til at acceptere imperialisternes verdensbillede og løsninger, så vi symbolsk set og i meget større målestok vil give vores helligdage til krigsoprustning. 2. verdenskrigs offervilje for en fælles kamp mod fjenden skal genoplives, så vi tror på, at krigen i Ukraine er en retfærdig forsvarskrig.

Venstrefløjens rolle er et kapitel for sig. Enhedslisten er i ekspresfart gået til at erklære sig som NATO-tilhængere og give opbakning til at støtte den ene imperialist mod den anden i krigen i Ukraine. Dette parti har et stort medansvar for lammelsen af befolkningens krigsmodstand. Ligesom de også har saboteret EU-modstanden.

Dette var oplægget om dansk imperialisme og den danske udenrigs- og krigspolitik, som skal være med til at danne baggrund for eftermiddagens diskussion om, hvordan vi organiserer modstanden mod regeringens krigspolitik og imperialismens løgne.

Oplæg holdt på APK’s sommerlejr juli 2023

Oplægget er bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp 3,2023

Se abonnement for 4 numre årligt:
100 kr for online abonnement – 380 kr for online og trykt udgave