En stor bølge af strejker og solidaritet gav migrantarbejdere, med og uden papirer, deres eksisterende rettigheder. Det er værd at huske i en tid hvor også den franske regering er ved at fjerne disse igen samtidig med de ønsker mere udenlandsk arbejdskraft.
Macron’s franske regering kigger mod den ”danske” migrations- og nul-asylpolitik for at få et sæt nye love om mere udenlandsk arbejdskraft til landet. Danmark har som bekendt strakt EU’s politik på dette felt til den yderste grænse (hvis en sådan findes under kapitalismen).
EU-landenes regeringer, inklusive Danmarks og Frankrigs, står med samme ønske om at stoppe strømmen af flygtninge og lette udvisningen af både disse og samtidig sikre langt mere udenlandsk arbejdskraft, der kan udbyttes hårdere og billigere. I Frankrig ikke mindst i forbindelse med afholdelse af OL i Paris til sommeren 2024.
Frankrigs kommunistiske Arbejderparti, PCOF, fortæller her, hvordan de eksisterende rettigheder for legalisering for papirløse migranter blev vundet, da strejkevåbnet og solidariteten i arbejderklassen blev taget i brug.
”Den 26. august i år demonstrerede et stort antal migrantarbejdere, mange af dem papirløse, sammen med folk der står solidarisk mod forslaget om en ny immigrant lov. Og for at fejre årsdagen for udvisningen af de papirløse arbejdere fra Saint-Bernard-kirken den 23. august 1993. Efter en otte uger lang besættelse af kirken reagerede den daværende regering ved at bruge magt for at bryde sultestrejken og tøvede ikke med at sende sikkerhedspolitiet (uropatruljer) CRS for at smadre kirkedøren med en økse.
De første strejker blandt arbejdere uden papirer (Modeluxe, Buffalo Grill i 2006 og 2007) fik enorm indflydelse, og Sarkozy-regeringen blev tvunget til at inkludere en bestemmelse i sin reform af loven om udlændinges indrejse og ophold og retten til asyl (CESEDA). Den åbnede døren for legalisering, men på arbejdsgivernes vilkår.
I 2008 og 2009 var der under fagforeningen CGT’s ledelse store bølger af koordinerede strejker, hovedsageligt i Paris-regionen, for at kræve ordnede forhold af disse arbejdere ud over bestemmelserne i CESEDA- loven.
Denne bevægelse blev støttet af andre fagforeninger (Solidaires, FSU, CFDT, CNT) og demokratiske organisationer som kvindeorganisationen Femmes Egalité, og skabte en stærk bølge af solidaritet.
De papirløse arbejderes engagement og beslutsomhed tvang regeringen til at imødekomme kravene fra hundredvis af strejkende. Med F. Hollandes ankomst blev den nye regering, stadig under pres fra strejkebevægelsen, tvunget til at offentliggøre det berømte Valls-cirkulære, som tillod tusindvis af papirløse arbejdere at få arbejds- og opholdspapirer.
Strejkerne stoppede dog ikke med at gøre det muligt for disse arbejdere at få adgang til denne ret. Sloganet: “De arbejder her, de bor her, de bliver her, legalisering af alle papirløse arbejdere” blev et fast element i fagbevægelsen. Også den dag i dag.
I Dunkerque, i næsten to måneder, og derefter i Grande-Synthe, strejkede papirløse arbejdere fra Emmaüs for at kræve deres rettigheder og realløn. Hos DPD (et datterselskab af det franske postvæsen) er omkring hundrede arbejdere stadig i strejke. Og for nylig besatte arbejdere fra et datterselskab af affaldsindsamlingsselskaber (Véolia, Paprec, Suez) et affalds sorteringscenter i det 15. arrondissement i Paris, støttet af den regionale fagforening CGT og transportforbundet CGT.
Det er i denne kontekst, at indenrigsminister Darmanin forsøger at forhandle en ny immigrationslov med højrefløjen på baggrund af et reaktionært parløb. Den skal gøre det muligt at rulle de muligheder for legalisering af papirløse arbejdere tilbage, som er vundet gennem kamp og strejker.
Demonstranterne den 26. august råbte højt og tydeligt deres modstand mod denne lov.”
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
