Enhedslisten: Håbløshedens akse

Lige meget om Enhedslistens plan om at skabe ”Håbets akse” sammen med SF og Alternativet lykkes eller ej, så repræsenterer den ikke noget håb om politisk forandring. Det er en vision om et lidt rødere Socialdemokrati.

Kommentar af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Enhedslisten har fået sig en ny mission. Nemlig at blive det nye centrum-venstre parti, der skal samle Enhedslisten, SF og Alternativet om at blive større end Socialdemokratiet. Det skal få Mette Frederiksen til at opgive sin nuværende nationale flertalsregering og i stedet igen se til venstre. Enhedslistens nye ordfører Pelle Dragsted kalder missionen for ”Håbets akse”.  

Det handler om, at de tre partier skal samle stemmer nok ved de næste valg til få flere mandater i Folketinget end Socialdemokratiet. Dermed vil de kunne genvinde den tabte parlamentariske indflydelse i Folketinget. Og for Enhedslisten selv har Pelle Dragsted den sidste uge oprullet en drøm om at blive det nye socialdemokrati – et folkeligt venstre centrum.

Det er klart, at Enhedslisten er nødt til at håbe på at få flere stemmer og mandater. Som parlamentarisk parti er det, som hele deres eksistens er hængt op på. De har de sidste 10 år kæmpet hårdt for at komme ind i varmen og blive anerkendt som troværdig samarbejdspartner. De har holdt hånden under socialdemokratiske regeringer, hjulpet dem tilbage til regeringsmagten som venstrealibi – for så ved sidste valg at blive smidt udenfor døren uden at vide, hvad der ramte dem. Det er klart, at de må håbe og forsøge at placere sig selv centralt i et parlamentarisk samarbejde med SF og Alternativet.

Hvorfor så kalde Enhedslistens mission og plan for ”Håbløshedens akse” ?   

Svaret er, fordi lige meget om deres plan lykkes eller ej, så repræsenterer den ikke noget håb om politisk forandring. 

Ikke engang hvis man bare ser på den aktuelle dagskamp og ser bort fra at Enhedslisten for længst har opgivet tanken om at erstatte det nuværende samfundssystem med et socialistisk uden udbytning.

I Enhedslistens nyeste udspil vil de give mere til dem på lave sociale ydelser f.eks. folkepensionister. ”De skal vide, de har vores ryg” udtalte Pelle Dragsted i Deadline. Ved nærmere eftersyn drejer det sig om et 5% midlertidigt tillæg i 2024, der forsvinder igen. Altså ikke blivende kroner på grundydelserne, som er kravet fra de sociale bevægelser og Ældre Sagen. Så langt vil Enhedslisten ikke gå. 

Heller ikke da det kom til en anden indgang til at hæve de sociale ydelser havde arbejderklassen Enhedslistens ryg. Hvis sygeplejerskerne, de offentligt ansatte og de privat ansatte havde fået reelle lønstigninger i stedet for minusoverenskomster, havde det betydet varige stigninger på de sociale ydelser, da de bliver automatisk reguleret ifht. lønstigningerne. Men selv i situationer som med Mette Frederiksens regeringsindgreb i sygeplejestrejken for højere og ligeløn, holdt Enhedslisten hånden under en socialdemokratisk regering. De valgte side og vendte ryggen til dem, der kæmpede for højere løn. 

Enhedslisten er ligesom Socialdemokratiet et EU- og NATO-parti, trods alle Enhedslistens snak om kritisk tilslutning. De er begge krigspartier. Ja, for selv om man i ord er for fred og mod krig, er det der tæller ens handlinger og Enhedslisten støtter f.eks. alle krigsregeringens økonomiske og militære krigsbidrag i den imperialistiske krig i Ukraine.

Enhedslisten bliver fortsat et alibi for dansk imperialismes oprustning og militarisering, når de påstår, at man kan og skal bruge milliarder på at modernisere og opgradere dansk militær, uden at det skal indgå i en NATO – og EU-hær og i deres krige. For der findes hverken fredelige missiler eller bomber. Enhedslisten forsøger at bilde arbejderklassen og ungdommen ind, at dansk imperialisme kun vil forsvare sine økonomiske interesser i Danmark og ikke rundt om i verden, som er det vi ser i Afrika og Mellemøsten. 

Venstrefløjen skal stå samlet og med et tydeligt politisk alternativ til regeringen, lyder det fra Enhedslisten. Der samtidig meget betegnende kalder de tre partier for ”os der er rødere end socialdemokraterne”. Men lidt rødere eller lidt grønnere end det borgerlige reformistiske Socialdemokrati er hverken noget at sætte sine forhåbninger til eller kalde et tydeligt politisk alternativ. 

Derimod er det tydeligt, at der er ikke noget parti, der repræsenterer arbejderklassen og som vi kan stemme på – hverken Enhedslisten, SF eller Alternativet. Og det er et reelt problem. Men heller ikke et alternativ til Enhedslisten kan skabes gennem parti-topplans samarbejde og slet ikke af partier med store illusioner omkring at presse Socialdemokratiet og fagtoppen til venstre. Det skabes nedefra gennem klassekampsbevægelser, så det har en reel massebasis, hvis krav kan fremmes og bakkes op på den parlamentariske bane. Den situation står vi ikke i nu og det er en lang og sej vej at nå dertil. 

Det bedste vi kan gøre nu og her i klassekampen er at være med til at rejse sociale, økonomiske og politiske krav mod regeringens og dens arbejdergiver- og krigspolitik og gennem det at arbejde for at styrke enheden og modstanden mod den førte politik.