Hvorfor ser vi ikke arbejdere og unge i Danmark der protesterer og strejker i stort tal, som det sker lige nu i mange europæiske lande? Hvorfor får den sorte regering og arbejdsgiverne arbejdsro til at gennemføre deres politik? De spørgsmål har KPnet stillet Dorte Grenaa, medlem af APK.
KPnet: Et spørgsmål mange stiller sig lige nu er, hvor vi ser arbejdere og unge i mange europæiske lande protesterer og strejker i stort tal, hvorfor sker det ikke i Danmark? Hvorfor får den sorte regering og arbejdsgiverne arbejdsro her til at gennemfører deres politik?
Ja, det er rigtig, vi har gennem måneder set, hvordan der er rejst en kamp for højere lønninger til værn mod inflationen og energipriserne, mod udvidelsen af arbejdstiden og pensionsalderen, mod nedskæringer i uddannelser, mod imperialisterne krig og at krigsudgifterne skal betales med sociale nedskæringer. Og det er rigtig opmuntrende og inspirerende.
Medierne har jo travlt med at udbrede fortællingen om, at her i Norden løser vi derimod konflikter ved forhandlinger og kompromiser på en ordentlig og civiliseret måde. Der er så lige startet en storkonflikt på det norske arbejdsmarked for højere løn og i Stochholm en såkaldt ulovlig strejke blandt jernbanearbejdere omkring løn og arbejdsforhold. Så den med at forskellen er traditioner, temperament eller vejret holder ikke vand, og har i øvrigt aldrig gjort.
Hvad skyldes det så? For det er jo ikke fordi, at mange ikke kan se, at det går den forkerte vej. Der findes vrede, frustration og modstand. Lad mig svare på spørgsmålet om den manglende udvikling af modstanden mod regeringens politik først.
Vi har en rigtig sort regering. Med både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen på en gang og med et klonet Venstre – så det er ikke bare dobbelt op. Det er tre gange arbejdsgiverregering, tre gange krigsregering. Og det er slemt.
Vi får at vide, at en samlingsregerings hen over midten er det der er brug for i tider med skærpede internationale konflikter, med krig i Europa, energi -og miljøkrise og en økonomisk krise, der lurer i horisonten.
Men hvad er det en samling af? Reelt er der tale om en samlingsregering af partier, der repræsenterer forskellige fraktioner af dansk kapital – privat, offentlig eller pensionsfonde. Og som midlertidig har sat sig sammen for at kunne gennemfører angreb, der skærer dybt på arbejderklassens vilkår, på uddannelsesområdet, på sundhedsområdet, og det der er tilbage af det offentlige system at profitere på. Angreb som regeringen ikke lægger skjul på, skal financiere voldsomme stigninger i militær- og krigsbudgetter og øget dansk krigsdeltagelse i både Ukraine og Afrika. Altså en beskidt arbejder- og ungdomsfjendsk politik i modstrid mod flertallets ønsker.
De såkaldte blå partier har brug for Socialdemokratiet for at sikre ro i fagbevægelsen og dets støttepartier. Var det Løkke og Ellemann alene ville modstanden være langt mere synlig og omfattende. Den såkaldte røde blok i Mette Frederiksens tidligere regeringer spillede lydigt og pænt sin rolle med at få gjort Socialdemokratiet stuerent og troværdigt igen efter Thorning og Corydon, så det kunne genvinde regeringsmagten. Og nu er støttepartierne i rød blok sat i skammekrogen, hvor de forurettet surmuler uden at forstå, hvad der lige ramte dem. Heller ikke her udgør de hverken en reel opposition, er arbejderklassens stemme eller står op for dens interesser.
Så det korte af det lange er, at vi har en lammet, impotent venstrefløj, der hverken kan eller vil udgøre nogen reel opposition til Socialdemokratiet, hverken i Folketinget eller i fagbevægelsen. Som, da regeringen gennemførte tyveriet af Store Bededag, var med til helt at adskille det fra overenskomsten, selvom det handlede om at øge arbejdstiden. Vi så en af de største demonstrationer længe, der viste en stor modstand mod lovforslaget, men i stedet for at udvikle denne modstand blev den underlagt FH’s plan med at lukke modstanden ned i den sæk, der hedder underskriftindsamling for et borgerforslag til Folketinget. Det er nøjagtig det modsatte af, hvad der sker i f.eks. Frankrig, hvor modstanden bliver ved med at være synlig, på gaden, organiserer sig og hele tiden udbygger med strejke- og aktionsdage, så Macron’s regering ikke skal få ro. Hvor der arbejdes med at skabe og udvide enheden på en fælles klassekampsplatform – væk med pensionsreformen.
KPnet: Men OK23 – der blev jo stemt ja til arbejdsgivernes og fagtoppens minusforlig
Der var høje tal for ja-stemmer. Ikke af begejstring for resultatet, men af manglen på alternativet. Ikke med troen på at lønstigningerne hentes hjem på lokale og individuelle forhandlinger og slet ikke til de lavlønnede. Og så læg mærke til – i dette åh så demokratiske system – at kun 2/3 af de privatansatte er overhovedet stemmeberettiget, nemlig fagforeningsmedlemmerne, men resultaterne berører alle. Og nok så vigtigt, sammenkædningsreglerne gør, at forbund og afdelinger der stemmer nej bliver fuldstændig kørt over i det nuværende OK-system, der er designet til at hindre modstand i at bryde igennem. Og som vi må kæmpe videre for kravene på trods af.
For fagtoppen stod der rigtig meget på spil, da dele af regeringen ønsker at mindske deres og fagbevægelsens indflydelse. Så de skulle overfor arbejdsgiverne og regeringen bevise deres værdi som klassesamarbejdspartner, der kunne få arbejdsgivernes krav igennem uden forstyrrende protester. Og til det har de en mindre hær af fagforeningsansatte og betalte folk, der skal sikre det. Men det er ikke kun det. Den modstand og Stem Nej bevægelse der var, havde svært ved at komme længere ud end lokale markeringer. Ledelsen fra tidligere OK-kampe var i realiteten gået i vinterhi, trods store ord om storkonflikt, allerede for måneder siden. Det landsdækkende Stem Nej tillidsmandsmøde havde været et godt initiativ, hvis det var blevet indkaldt i efteråret, til at organisere og bygge en landsdækkende bevægelse op, men indkaldt i ellevte time blev det et alibi og slag i luften fra venstrekræfter, der havde givet op på forhånd.
Vi taler klassekamp, for det er hvad overenskomstkampen er en del af. Arbejdsgiverne og regeringen fører klassekamp mod os. Og den vindes ikke ved at bakke forhandlere op, der hverken rejser vores krav eller vil udløse arbejderklassens kollektive kampkraft til at opnå dem. Det er den lige vej til nederlag, men det er den vej både de små og store socialdemokratiske partier tager, hvad de så end kalder sig.
Så nej, det er hverken på grund af tradition, temperament eller vejret, vi ikke ser den samme modstand i Danmark som i andre europæiske lande lige nu mod den samme politik. Men en tung dyne af klassesamarbejdspolitik, hvor modstanden ikke kan trække vejret og få luft, der kun kan gennemhulles gennem at organisere protester fra og blandt de folk, der mener det seriøs, at vi hverken og skal finde os i det længere, at nok er nok. Det bliver vi nødt til at gøre os klart
KPnet: Hvad skal der til?
Det var så lige et mega spørgsmål. Der er rigtig mange ting der skal kæmpes videre for. Også at det kapitalistiske system vi lever i, ikke er til at løse de grundlæggende spørgsmål som fred, klima, mad, menneskeværdige forhold for verdens befolkning. Et helt konkret skridt her og nu er 1. maj. Jeg vil opfordre de, der har mulighed for det til at komme på APK 1.maj arrangementer, være til at vise modstanden mod den arbejdsgiver-og krigspolitik der føres. Og opfordre til at tage kontakt til Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, hvis du også synes der skal en revolutionær forandring til eller er nysgerrig på at høre hvad vi mener med det og hvorfor.
På 1.maj – Arbejderklassens internationale kampdag – er vi en del af og viser vores solidaritet med den kæmpende bevægelse og arbejderklasse i Europa, i verden.
Se APK’s hjemmeside
Kontakt APK på mail:apk@apk2000.dk
Her finder du APK 1. maj København – Odense – Århus
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
