Valgkommentar af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Vi må stille modkrav til de store prisstigninger og den hurtigt stigende inflation. Der må organiseres omkring kravene for reelle store lønstigninger nu og højere sociale ydelser, folkepension og dagpenge nu.
Inflationen er oppe på 10%. Den højeste siden 1982. Den er mere end fordoblet bare i år. Godt nok er direktørlønninger i banker og finansselskaber steget med 16 – 20 % alene det sidste år og tælles i millioner, men for alle os andre uden aktier og fede pensioner, så står den på et reallønsfald, der smækker. Når ens budget brænder sammen nu – eller lige om lidt – så er det ikke, fordi vi ikke er gode nok til at spare. Det er reallønnen og realindkomsten hver måned, der er blevet markant mindre værd.
El, gas og andet brændsel var i august på årsbasis steget med 46,8 pct, og natur- og bygas steg med hele 150 procent – altså langt mere end en fordobling. Fødevarer var i gennemsnit steget med 16,7%.
Det er ikke om et halvt eller helt år vi har brug for pengene til mad, varme, husleje og el. Det er nu – nu hvor regningerne skal betales. Det er ikke midlertidige lappebeløb eller gavepakker, der hverken rækker her eller der, der er brug for. Det er lønstigninger, der dækker det store reallønsfald og varige stigninger på grundbeløbene på de offentlige ydelser og dagpengene.
Arbejdsgiverlogik
Åh nej, råber arbejdergiverne, de økonomiske vismænd, politikere og fagtop – pas på, det er lønstigninger der skaber inflation, det er en hel gal kurs, bid tænderne sammen i hårde tider, hykler de.
Hvilke lønstigninger? Spørger vi – dem vi ikke har fået?
Jamen vent lidt – siger eksperterne, lige om lidt så falder priserne igen, fordi nu falder råvarepriserne globalt. Hold ud.
Nåh, så det gør de. Men halvdelen af detailhandlen forventer, ifølge de samme eksperter, at sætte priserne yderligere op de næste tre måneder. Og ingen brancher forventer at sætte priserne ned.
Hvem skaber inflation
Det er indlysende hvem den stigende inflation rammer hårdt – den brede befolkning, arbejderklassen, de små erhvervsdrivende. De betaler omkostningerne og nedskæringerne rundt om i kommunerne.
Men hvem tjener på den? Det gør storkapitalen og monopolkapitalismen.
Inflationen i dag skyldes ikke længere kun, at der sendes flere penge i omløb end der er dækning for. Men i høj grad også kravene fra monopol-finanskapitalen om stadig værditilvækst.
Under imperialismen erstatter monopoler den frie konkurrence. Monopolerne dikterer høje priser som et af midlerne for dem til at opnå maksimal profit. Den prisstigning, som monopolerne pålægger samfundet, kræver en stigning i de penge, der er i omløb. Hvilket igen fører til en yderligere stigning i priserne.
Nu her under energikrisen er energiselskabet Ørsteds profit steget med 40 % alene i første halvdel af 2022 (i de to første kvartaler af 2022 beløber sig til 13,0 mia. kr., en stigning på 3,7 mia. kr. set i forhold til samme periode sidste år) Og hvem har betalt den?
Krig skaber inflation
Allerede inden krigen i Ukraine var inflationen voksende og i nogle lande langt voldsommere end i Danmark. Men imperialistisk krig betyder inflation og fattigdom. Det mærkes nu.
Der udstedes flere penge til at dække de voksende krigsudgifter. Og også den danske stat pumper milliarder ind i krigen i Ukraine og i NATO/EU-krigsoprustning. Den ekstraordinære store mængde penge, som den herskende klasse udsteder, fører igen til, at de bliver mindre værd. Altså stigende inflation, faldende realløn. Og vi kan se på de kommunale nedskæringsbudgetter og finansloven, hvordan en betydelig del af nationalindkomsten bruges til krigsudgifter og betales af sociale og offentlige nedskæringer.
Udsigt til stagflation
At barometeret går mod økonomisk krise, også i Danmark er ikke svært at se. De økonomiske vismænd spår nulvækst de næste tre år – men sammen med en voldsom inflation er det ikke bare stagflation (stagnation og inflation), men tilbagegang. Som resultat af det forudsiger de samme vismænd massefyringer på mere end 100.000 de næste 14 mdr.
Da der var opsving i økonomien, skulle vi holde tilbage, så det kunne forsætte.
Da der i stedet blev stilstand i økonomien skal vi holde tilbage for, at det ikke bliver værre
Og lige om lidt skal vi holde tilbage, fordi der er tilbagegang og krise.
Og hver gang stiger superprofitterne. Og hver gang falder reallønnen.
Så når arbejdsgivere og politikere siger, at der ikke er råd til reelle lønstigninger og højere sociale ydelser og dagpenge, så siger vi: Så må det ske på bekostning af profitten.
Hårde tider kræver hård kamp
Hårde tider kræver hård kamp. Hvis vi ikke slår tilbage og rejser krav og demonstrerer beslutsomt nu, vil vi stå i meget vanskeligere situation i morgen, som der så rigtig siges i APKs udtalelse: ”For en revolutionær vej ud af krisen”.
Det er nu kravene og kampen for dem må rejses. Løfter, lønkommissioner, ydelseskommissioner eller fagtoppens OK-forhandlings drejebøger vil ikke bringe den nødvendige forandring eller reallønsfremgang. Det viser erfaringerne kun alt for godt. Den kan kun skabes gennem klassekamp og aktiv deltagelse i den.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
