Ny nordisk socialdemokratisme

Af Dorte Grenaa, APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Der er en voksende interesse for socialismen og forståelse af, at kapitalismen og imperialismen ikke duer, ikke kan løse dagens store og voksende problemer. Men at det derimod er årsagen. Der er en søgen efter alternativer og veje til at nå dem.

APK er en del af den debat. I den står vi på den videnskabelige socialismens grund, med en strategi og program for arbejderklassens revolution, med arbejderklassen som den ledende og hovedkraften i klassekampen i dag, i revolutionen og som den nye herskende klasse under socialismen – alt sammen uddybet og konkretisereret i vores program ”Manifestet for et socialistisk Danmark”1.

Denne artikel ser på nogle få centrale teoretiske opfattelser om endnu en tredje vej og en ”pluralistisk” socialisme i teorien om ”nordisk socialisme”.

Enhedslisten har siden sin stiftelse ikke kunnet nå frem til fælles socialismeprogram med dens forskellige hovedstrømninger: Venstresocialisternes (VS) klasseløse demokratiplatform, DKP-revisionismens anti-monopolistiske demokrati og de trotskistiske strømningers udefinerede socialisme. Pelle Dragsteds debatbog ”Nordisk socialisme” er et forsøg på at skabe en fælles teoretisk platform for en tredje vej mellem kapitalisme og socialisme, mellem en reformistisk og revolutionær vej til forandring. Det er et forsøg på teoretisk at underbygge og give argumenter for den politik, som den ledende gruppe i Enhedslisten har udviklet og ført gennem mange år. Og samtidig et forsøg på at gribe ind mod en voksende erkendelse på venstrefløjen og i arbejderklassen af, at Enhedslisten ikke er eller har svaret.

Dragsteds hovedtese er, at det samfund vi lever i i dag, er en hybrid mellem kapitalisme og socialisme. Hvor begge dele eksisterer i Danmark! Hvor den kapitalistiske produktionsform og private ejendomsret fortsat er den dominerende, men at den sameksisterer med socialistisk ejerskab og socialistiske produktionsformer. Påstanden er, at det er muligt inden for rammerne af det kapitalistiske system at få de to til at bytte plads. Hvilket vil betyde en ny form for socialisme uden et opgør med kapitalismen, privatejendommen, den herskende klasse og dens stat: ”… et samfund og en økonomi, der er langt mere socialistisk og langt mindre kapitalistisk. Hvor en socialistisk og demokratisk produktionsmåde er lige så dominerende i økonomien, som den kapitalistiske produktionsmåde er i dag. Men uden et mål om at opnå en i mine øjne illusorisk ren samfundsform eller produktionsmåde.”

Mellem reform og revolution

Ifølge Dragsted er begge de to strømninger i arbejderklassen – den reformistiske og den revolutionære – løbet ind i en blindgyde, fordi de ikke har forstået hybridsamfundet og den fredelige demokratiske sameksistens under den hybride blandingsøkonomi. Da Enhedslisten jo er garanten for socialdemokratiske regeringer, placerer Dragsted Socialdemokratiet som en del af venstrefløjen og ikke et borgerligt reformistisk parti, der fører arbejdsgiverpolitik og imperialistisk krigspolitik. Så kritikken af reformismen er derfor begrænset til, at Socialdemokratiet ikke vil afskaffe den syge kapitalisme (som om nogen troede det) og ikke vil fremme det, Dragsted kalder socialistisk økonomi og ejerskab som fremtidens løsning.

Til kritikken af den revolutionære strømning må Dragsted benytte sig af et gammelt kneb, nemlig at blande alle de opportunistiske, trotskistiske og revisionistiske strømninger sammen med marxismen-leninismen. For derefter at bruge den moderne revisionismes og eurokommunismens fallitboer til at rette sit hovedangreb og kritik mod marxismen-leninismens revolutionære teori og konkrete erfaringer. Dragsted citerer og forklarer bevidst fejlagtigt både Marx’, Engels’ og Lenins opfattelser, måske i håbet om, at de færreste vil opdage det, men falde for, at det skal give et skær af videnskabelighed mellem de mange beskrivelser, anekdoter, tankerækker og name-dropping af filosoffer og teoretikere.

I et forsøg på at underbygge sin påstand om hybridsamfundet teoretisk fremhæver Dragsted, at han, i modsætning til alle os andre, har fundet ud af, at Karl Marx taler om, at forskellige produktionsmåder kan eksistere i samfundet samtidig. Men det gør Marx bare i en helt anden sammenhæng end den, Dragsted forsøger at skabe.

Forskellige produktionsmåder og ejendomsforhold er udtryk for de forskellige klasser, der eksisterer i det pågældende samfund. Det er ikke det samme, som at kapitalisme og socialisme eksisterer side om side under kapitalismen, indtil socialismen gradvist bliver fremherskende gennem presset fra de folkelige græsrodsbevægelser, fagbevægelsen og stemmesedlens revolution, der skal bringe partier, der lover dette, til magten og være garanten for, at det sker, sådan som Dragsted skildrer det. Det afgørende er, hvilken klasse der er den herskende og bestemmende for samfundsudviklingen i den konkrete periode, eftersom vi lever i klassesamfund frem til det endelige klasseløse kommunistiske samfund. Er det en udbytterklasse som den nuværende kapitalistklasse, eller er det arbejderklassen, der kan fordele samfundsrigdommene i fællesskab og bruge dem sammen med den tekniske udvikling til at løse de store problemer, som kapitalismens rovgriskhed efterlader os med?

Socialismen i sig selv er et overgangssamfund, der gradvist kan ryste rester og spor af tidligere udbyttersamfund af sig og endeligt besejre kapitalismen2. Forudsat at det er arbejderklassen og dens allierede, der sidder på magten, at der er en socialistisk stat af en helt anden karakter end den nuværende, gennem hvilken denne udvikling kan organiseres, og som kan holde den tidligere udbytterklasse nede og eliminere den som herskende klasse.

Spørgsmålet om magten, og hvilken klasse der er ved magten, er centralt her. Efter det lykkedes Khrusjtjov i spidsen for den moderne revisionisme at erobre magten i Sovjetunionen og det bolsjevikiske parti, og arbejderklassen ikke længere var ved magten, eksisterede der både kapitalistiske og socialistiske ejendoms- og produktionsforhold. Men kun i den tid, det tog at nedbryde socialismen og genoprette kapitalismen. Samfundet skiftede karakter, var ikke længere socialistisk, men statsmonopolkapitalistisk, indtil det brød sammen og kapitalismen blev fuldbyrdet genrejst.

Ser vi træk i dag, der indeholder kimen til nye socialistiske produktionsmåder og organiseringer? Ja. Der sker en stadig større samfundsmæssiggørelse af produktionen, af den tekniske udviklingsproces, af de globale monopolers kontrol med en sammenhængende kæde af arbejdskraft, råstoffer, transport, logistik og markeder, her i kapitalismens nuværende imperialistiske stadium. Den trækker så at sige kapitalisterne, mod deres vilje og bevidsthed, ind i en ny samfundsmæssig orden, der danner overgangen fra den fuldstændig frie konkurrence til den fuldstændige samfundsmæssiggørelse.3

Den høje grad af samfundsmæssiggørelse vil også efter arbejderklassens revolution kunne fremme opbygningen af socialismen. Det står i stadig større modsætning til ejendomsforholdene under kapitalismen, hvor rigdomme og privatejendom samles på stadig færre hænder. Det bremses af kapitalismens udviklingslove og kortsigtede profitanarki og er derfor ikke i stand til at løse de stigende problemer som de aktuelle kriser: klimakrise, energikrise, inflation, mennesker der fordrives og dør pga. hungersnød, naturkatastrofer, imperialistiske krige og stigende fattigdom. Det er en væsentlig modsigelse under kapitalismen og en del af den grundlæggende modsigelse mellem arbejde og kapital.

Dragsted forsøger at give indtryk af, at den revolutionære samfundsændring starter op fra nulpunktet, at udviklingen ses statisk som en række kasser med samfundsformer adskilt fra hinanden i pludselige brud. Og hvor et brud med kapitalismen vil efterlade alt i kaos og ruiner, og arbejderklassen vil stå tilbage med tomme hænder og lommer ude af stand til at bygge et nyt samfund i meget lang tid, og langt dårlige stillet end i dag.

Det er et skræmmebillede og står i modsætning til den revolutionære dialektisk-historiske materialismes opfattelse, hvor den historiske proces til alle tider på alle steder udvikler sig i en spiral, hvor ingen politisk proces gentager sig selv, og hvor arbejderklassen og folkene, den revolutionære arbejderklasse, forfølger og i fremtiden med stadig større overbevisning vil forfølge målet om befrielse fra kapitalismens udbytning og undertrykkelse.

Leninismen og revolutionen

Når den socialistiske revolution, som Dragsted også kalder den udenomsparlamentariske revolution, skal forkastes, går det virkelig stærkt, og der bliver trykket på gammelkendte tangenter. ”Ingen socialistiske revolutioner efter det leninistiske forbillede er endt med den slags demokrati eller egalitære samfund, som de, der kæmpede for dem, drømte om. Stort set alle er endt med despoti og brutal undertrykkelse.” Der røg så lige alle Oktoberrevolutionens og efterfølgende revolutioners erfaringer og resultater sammen med erfaringerne og resultaterne fra opbygningen af socialismen lige ned i anti-kommunismens stinkende skraldespand. Otte linjer i en 382 sider lang debatbog om socialisme.

Mon ikke kimen til en totalitær udvikling ligger i den leninistiske udgave af ideen om en udenomsparlamentarisk revolution, der indfører socialismen, uden at den er vedtaget i Folketinget gennem en lov? spørger Dragsted retorisk. Ud af historiens mange eksempler om fredelig overgang er det nok at huske på Chile4, hvor Allende forsøgte at gennemføre en revolution gennem parlamentet uden arbejderklassens magt, og som endte i et blodbad og fascistisk kup.

Leninismens revolutions teser fremstilles som en enkelt ide om opbygning af en konkurrerende dobbeltmagt i form af arbejderråd, ”en magt der ikke er bundet af nogen love”, der, når tiden er moden gennem en revolution, kan forkaste den eksisterende stat og placere magten i de nye råd og socialistiske stat. Der henvises til Lenins artikel om ”dobbeltmagten”5 uden at sige, at den handler om en specifik situation og erfaring i den russiske revolution, nemlig perioden mellem Februarrevolutionen i 1917, hvor zardømmet faldt og blev erstattet af en national-liberal provisorisk regering, og til at den syv måneder senere faldt ved Oktoberrevolutionen, der bragte arbejderklassen til magten.

At arbejderrådene – sovjetterne – spillede en afgørende rolle i forberedelsen, udviklingen og gennemførelse af Oktoberrevolutionen og senere opbygningen som den nye statsmagt, er der ingen tvivl om (hvilket der kan læses mere om i temanummeret om Oktoberrevolutionens erfaringer. Og hvis aktuelle betydning i klassekampen i dag belyses i dette nummer).

At leninismens revolutionsteori skulle være ubrugelig, skyldes ifølge Dragsted, at både Marx og Lenin tog fejl i deres teser om statens klassekarakter som den til enhver tid værende herskende klasses undertrykkelsesform og organisering af deres egne klasseinteresser. Hvorfor tog de fejl? Fordi ”etableringen af lige og almindelig valgret ændrede statens karakter fundamentalt”! Dragsted argumenterer med, at arbejderpartierne ved regeringsmagten dermed har kunnet bruge statsmagten til at indføre velfærdsstaterne og omfordele rigdommen. Hvilket kun kan give mening, hvis man tror, at magten ligger hos Folketinget, og at det har magt til at ændre statens klassekarakter.

Det særlige nordiske og socialistiske

Arbejderklassen har sine traditioner og revolutionære erfaringer at bygge på, men det er mange årtier siden, de faldt sammen med Socialdemokratiets forestillinger, der genoplives her.

Det, der trækkes frem som særligt nordisk og socialistisk, er den offentlige sektor ”… ejet og styret af demokratisk valgte organer – Folketing, kommune og regioner, dvs. indirekte af alle samfundets borgere”. Prøv at fortælle det til en sundhedshjælper eller en togfører, og se, hvor meget de er en del af et demokratisk ejerfællesskab. Det er ”vores solidariske skattesystem, hvor vi alle indbetaler en del til den fælles kasse for til gengæld at kunne trække ligeværdigt på velfærdssamfundets tilbud”. Hvilken virkelighed lever du i? fristes man til at spørge.

”Også i den private sektor har vi store lommer af demokratisk ejerskab, hvor det er brede befolkningsgrupper, der ejer og styrer virksomheder.” (!) Her nævnes Enhedslistens yndlingseksempel, landets største dagligvarekæde COOP. Det er ” demokratisk ejerskab i de fleste af vores forsyningsselskaber”, el-, varme- og fjernvarme- og boligselskaber. Hvilket de, der ikke længere kan betale deres varmeregninger og bliver smidt ud af deres bolig, nok ikke lige kan genkende. I finanssektoren er der ”milliarder af demokratisk forvaltet kapital i vores demokratiske pensionskasser” orealkreditinstituttet, Nykredit, samt en lang række forsikringsselskaber. Man forstår godt, at Dragsted meget klogeligt lader være med at prøve at forklare, hvori det socialistiske består, da de alle fungerer og drives efter den kapitalistiske markedsøkonomis principper, trods en årlig generalforsamling, lidt dividende og andet, og som en integreret del af den kapitalistiske økonomi.

At vi i de nordiske lande har haft en særlig situation i perioder efter Oktoberrevolutionen og 2. verdenskrig, hvor presset fra socialismen og arbejderklassen stod så stærkt, at befolkningen opnåede bedre sociale forhold end i de fleste andre kapitalistiske lande, betalt af et klassesamarbejde, der på sin side sikrede kapitalen enorme profitter, det er en hel anden historie.

Som særlig nordiske og vejen frem i dag nævnes også andelsbevægelsen og den kooperative bevægelse. De udgør et hovedelement i Dragsteds nye socialdemokratisme. De var progressive i deres historiske kontekst, da de opstod i starten af forrige århundrede. De betød fremgang for de enkelte små husmænd og bønder i deres private familiebrug og for grupper af arbejdere i byerne. Men socialistiske var de aldrig, og i dag lever vi i en hel anden tid, hvor den tidligere andelsbevægelse har udviklet sig til monopolgrupper som ARLA og Danish Crown.

Skønt Dragsted forsøger at gøre sin teori til et særligt nordisk fænomen, så er det en international modestrømning: at kooperativt ejerskab er den nye socialisme. Den er brudstykker fra den amerikanske venstrefløjs ideologer i Bernie Sanders tænketank om at tæmme monopolkapitalismen og indfører den gamle nordiske socialdemokratiske såkaldte velfærdsmodel, der brød sammen for årtier siden. Den er brudstykker fra Europæisk Venstrepartis parties rød/grønne anti-kapitalisme, der dybest set vil skabe en mere demokratisk konkurrencedygtig kapitalisme og som erfaringen fra Syriza i Grækenland, hvor de fik regeringsmagten viste sin uduelighed og kapitulerede overfor EU-monopolernes pres og svigtede arbejderklassen og befolkningen totalt.

Teorien indeholder den moderne revisionismes, eurokommunismens og det antimonopolistiske demokratis fejlslagne grundelementer – revolutionen og klassekampen erstattet af hele folkets demokrati og fredelig overgang og konkurrence mellem kapitalisme og socialisme. Endnu engang er arbejderklassen blevet umoderne og erstattet af hele befolkningen.

Det der i stedet er brug for er, at skabe større klarhed, viden og forståelse for hvad socialisme er- ikke fornyelse af socialdemokratiske varianter. Noget reelt til at have troen, håbet og drømmen om en anden fremtid i, der kan skabe revolutionær energi og kraft. For at lære den revolutionære teori, den videnskabelige socialisme, at kende, må den indgå og bruges som en nødvendig bevidst del af den daglige klassekamp, hvilket er en væsentlig opgave for det kommunistiske marxist-leninistiske parti at arbejde for. Den må diskuteres og holdes op imod virkelighedens aktuelle og historiske erfaringer, opgaver og skiftende forsøg på afledningsteorier. Teori og ideologi er et klassespørgsmål – hvilken klasses interesser repræsentere de? Og for revolutionære og kommunister er det ikke et spørgsmål om at love guld og grønne skove og lette løsninger, men sikre arbejderklassen, dens parti og dens allierede de nødvendige redskaber til selv at skabe et revolutionært brud med kapitalismen og gribe magten til at skabe egentlig socialistisk samfund.

30.juli 2022

Læs også ”Demokratisk økonomi – økonomisk demokrati” i Enhed og Kamp nr. 3, 2019 og ”Kriseløsninger: Planøkonomi kontra en revolutionær vej” i Enhed og Kamp nr. 2, 2020.

Noter

1 APK’s principprogram

2 APK’s principprogram afsnit 5, Socialisme og kommunisme.

3 Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, afsnit 3.1 ”produktionens koncentration og monopolerne.

4 Chile: Drømmen om frihed, fred og demokrati blev knust

5 Lenin ”Om dobbeltmagten”, udvalgte værker bind 7.

Indlægget har været bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp, 3, 2022

Abonner på ENHED og KAMP
Se priser her