50 år med EU-løgne

Den 2. oktober 1972 stemte Danmark om medlemskab af EF. Med en massiv kampagne, der spillede på frygten for højere toldpriser på daglige husholdningsvarer og risiko for at miste eksport og arbejdspladser, lykkedes det for den daværende socialdemokratiske Krag-regering at banke et ja igennem. Samtidig blev alle nej-sidens argumenter om suverænitetsafgivelse og udsalg af selvstændighed totalt afvist. Dette spil har siden gentaget sig hver eneste gang der skal stemmes om EU.

Efter årtiers gradvise udbygning af EU-staten, er der stort set intet tilbage som medlemslandene selv kan styre. De nationale parlamenter er sat fra bestillingen og erstattet af et uigennemsigtigt teknokratisk regime i Bruxelles, der fungerer som et redskab for industrimonopoler og storkapitalen, primært forankret i Tyskland og Frankrig.

EU kalder selv deres projekt for et forsvar for retsprincipper, demokrati og fred, men er i virkeligheden det modsatte. Nu sløret er ved at blive revet fra, og den egentlige imperialistiske karakter af unionen træder frem. En centraliseret magt, der ønsker kontrol over alt fra infrastruktur og handel til industripolitik, landbrug og fiskeri, energi og militær, den offentlige sektor og arbejdsmarkedspolitik.

Den økonomiske politik, som Mette Frederiksens regering netop har fremlagt i deres 2030-plan, hvor krav om mere arbejdskraft står i centrum, er ikke noget de selv har fundet på, det er politik dikteret af EU-staten, dansk og international monopolkapital. Helt ude af trit med de egentligt behov hos befolkningen og fremtiden.

I EU er der intet demokrati, intet kan ændres ”indefra”, fordi den økonomiske politik er traktatfæstet og angiver en bestemt retning for angreb på arbejderklassen, på løn og arbejdsforhold, på vundne rettigheder, som kollektiv ret til sundhed og skolegang.

Hvad der er helt gennemgående i EU’s historie, er løgnen. Unionen fremstilles som et folkeligt projekt, men stort set ingen befolkninger har fået lov til at stemme om de synes det er en god ide, og de gange det er sket er der ofte blevet stemt nej! Det er også sket i Danmark for 30 år siden i 1992, hvor Danmark som det eneste land fik lov at stemme om den vidtgående Maastrichttraktat, Traktat om Den Europæiske Union (TEU) – og stemte NEJ.

Det folkelige nej er dybt forankret i klassekampen og i befolkningen. Det kommer, når folket har fået rigeligt af liberaliseringer og nedskæringspolitik. Når man har gennemskuet magthavernes løgnehistorier og udsalg til fremmede magter.

Så er der en mulighed for at slå tilbage og vinde sejr over borgerskabet, og det så man jo også i England, hvor der pludselig var der en mulighed som for at stemme om medlemskabet.

50 år – det er mere end rigeligt. Det gælder om at finde en vej til at komme ud af, at få styrket EU-modstanden.

Hele fundamentet for en folkelig EU-modstand findes ude i virkeligheden, men organisatorisk skal den genopbygges, og det må ske på en klar EU-modstander linje. Det nytter ikke noget, at man bejler til socialdemokrater, som bare er lidt skeptiske over for et lillebitte komma. Det er blandt folk ude på gulvet, at konsekvenserne af EU’s politik mærkes, det er her EU-modstanden findes, og det er herfra den skal bygges op til kravet om Danmark ud af EU.