Hårde tider kræver en hård kamp! – Inflation og høje leveomkostninger

Nødvendigheden af arbejderklassens styrkede kamp mod den kapitalistiske inflation og dens konsekvenser for den arbejdende befolkning udtrykkes i denne artikel fra Scintilla, avis for Kommunistisk Platform, Italien. En inflation der undergraver  almindelige menneskers levevilkår, hærger globalt og betyder massefattigdom mens monopoler skovler profitter hjem.

Inflationen har både sænket værdien af arbejdernes lønninger i de seneste måneder og betydet en generel langvarig stigning i forbrugerpriserne, som ikke har noget fortilfælde i dette århundrede. Inflationen var allerede begyndt at gøre sig gældende i 2021, startende med USA, men allerede i oktober sidste år var prisindekset også steget i Kina. Den militære invasion af det imperialistiske Rusland i Ukraine siden slutningen af februar har ført til stærke spændinger over prisen på gas og olie, der er genstand for al spekulation, samt hvede og andre råstoffer. Prisstigningen afspejles i alle varer, herunder brændstof, fødevarer og basale fornødenheder for arbejderklassen, tjenesteydelser (gas- og elregninger, transport osv.).

Til dato har inflationen i Italien overskredet 7%, og det er muligt, at den i slutningen af året vil nå 10%. Ingen forudsiger, at prisstigningerne snart vil ende, tværtimod! Mange kapitalister udnytter situationen og driver priserne, deraf deres profitter, op på bekostning af arbejdernes levestandard. Og samtidig er den kapitalistiske produktions generelle tendens ikke at hæve arbejdernes gennemsnitsløn, men at reducere den.

Inflation, dette fænomen, der er typisk for den kapitalistiske økonomi, har en dybtgående indvirkning i en situation som den italienske, præget af usikkerhed, deltid og lave reallønninger, som har været faldende i tredive år. Hvilket har skabt massefattigdom, der påvirker omkring 14 millioner ud af ca. 59 millioner indbyggere. Blandt dem millioner af indfødte og migrant arbejdere, der modtager sulteløn (en ud af tre arbejdere har en bruttoårsløn på mindre end 10 tusind euro), ofte i intense og meget lange arbejdsdage (op til 12 timer og endnu mere). Det er de sektorer i arbejderklassen, der er hårdest ramt af løbsk inflation.

Næste efterår, med de nye krav fra monopolerne, der leverer energi til uoverkommelige priser, vil mange ikke være i stand til at handle ind eller opvarme huset. Situationen for mange arbejdere og arbejdsløse, der allerede er tung, vil blive dramatisk. Holdningen fra arbejdsgiverne og de store aktionærer, der har opnået enorme profitter og udbytter, og som nu klager og hyler ad arbejderne, er klar: Ingen lønstigning, der ikke er forbundet med stigningen i udbytningen.

Men det er bestemt ikke de beskedne arbejderlønninger, der truer den kapitalistiske økonomi, men derimod dens uløselige indre modsætninger! Draghi-regeringen støtter på sin side storkapitalen med hundreder af milliarder euro og gennemfører “bonusforanstaltningen” over for arbejderne for at forsøge at støtte forbruget. En politik, der er helt utilstrækkelig til at håndtere den alvorlige situation, som millioner af arbejdere, udbyttede arbejdere og fattige pensionister oplever. Selv holdningen fra fagforeningsledere, der fortsætter med at fokusere på reformen af skattesystemet, løser ikke problemet med lave lønninger decimeret af inflationen.

For at overvinde disse holdninger og politik må vi give liv til en forenet kamp for vores klasseinteresser, der fokuserer på kravet om stærke lønstigninger, især for de dårligst betalte og lavtlønnede. Drivkraften for mobilisering på dette område eksisterer fra den gruppe til den anden, fra store til mellemstore og små virksomheder, fra den private sektor til den offentlige sektor.

Vi fremmer og deltager i massevis i arbejdspladsforsamlinger, fagforeningsmøder, udøver det pres vi kan på delegerede, kræver kollektivt gennemsnitlige lønstigninger på mindst 200 euro om måneden netto i alle runder af kollektive forhandlinger og mindst 300 euro for de lavere lønklasser. Nok med underbetalingslønnen til unge, løst ansatte, kvinder: lige løn for lige arbejde! Nok med de “en gangs” kontrakter, med de kontrakter, der glider fra år til år, med de legale tyverier også takket være fagforeningsbureaukratiernes godkendelse!

Denne utilstedelige praksis skal afvises også på grund af de stadig mere turbulente og farlige tider, vi lever i, af en konflikt, som de imperialistiske krigsanstiftere ønsker, og som ikke må betales af arbejderne! Selv under disse forhold må vi kæmpe beslutsomt for vores egne interesser. Hårde tider kræver en hård kamp! Jo mere vi beslutsomt og kollektivt kæmper for vores egne behov, jo vanskeligere vil det være for regeringen og arbejdsgiverne at fortsætte krigspolitikken!

Hvis vi ikke går tilbage til at slå til og demonstrere hårdt og beslutsomt nu, vil vi være i meget vanskeligere forhold i morgen. Det handler ikke kun om at øge lønningerne, men om vores liv, vores fremtid! Det er en vigtig kamp, hvor arbejderklassens afvisning af at betale prisen for krisen og krigen, af at støtte og samarbejde med borgerskabet, af at acceptere politikken med “national enhed” med arbejdsgiverne, med de rige og med krigsanstifterne kommer til udtryk. Hvilket underminerer grundlaget for det kapitalistiske system, der bliver mere og mere kriminelt og truende.

En uomgængelige kamp, der udspringer af selve vores situation som udbyttede lønarbejdere. Lad os huske Marx’ lære: “Hvis arbejderklassen gav efter for fejhed i sin daglige konflikt med kapitalen, ville den fratage sig selv evnen til at foretage enhver større bevægelse. Samtidig må arbejderklassen, uanset den almindelige trældom, der er knyttet til lønarbejdets system, ikke overdrive det endelige resultat af denne daglige kamp for sig selv. Det må ikke glemme, at det kæmper mod virkningerne, men ikke mod årsagerne til disse virkninger; der henviser til, at den kun kan bremse den nedadgående bevægelse, men ikke ændre dens retning; at det kun anvender lindrede midler, men ikke helbreder sygdommen. Derfor må den ikke lade sig opsluge udelukkende af denne uundgåelige guerillakrig, som uophørligt udspringer af kapitalens fortsatte angreb eller af ændringerne på markedet. Den må forstå, at det nuværende system med alle de elendigheder, det ophober på arbejderklassen, samtidig skaber de materielle betingelser og sociale former, der er nødvendige for en økonomisk genopbygning af samfundet. I stedet for det konservative slogan: “En rimelig løn for en retfærdig dags arbejde”, må arbejderne på deres banner skrive det revolutionære motto: “Afskaffelse af lønarbejdet som system”.

Oversat fra Scintilla, avis for Kommunistisk Platform – for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien