Boganmeldelse :  Intet nyt fra Vestfronten

Boganmeldelse :  Intet nyt fra Vestfronten ( Im Westen nichts Neues) af Erich Maria Remarque Udgivet 1928.
Af Oscar Serin

Denne er fra Gyldendal forlag 2019, oversat fra tysk af Tom Kristensen

Den store tyrkiske forfatter Yasar Kemal (forfatteren bag romanen Tynde Mehmet) skulle engang have sagt om denne bog, at det er den bedste og vigtigste roman i det 20. århundrede. Det er store ord, men når det kommer fra Yasar Kemal, er det troværdigt, og i sekundet efter at jeg hørte det, var jeg overbevist om, at den bog må jeg bare læse!

Erich Maria Remarque blev født i 1898 i byen Osnabrück. Han opvoksede under fattige forhold i en tysk arbejderfamilie. Han var i gang med læreruddannelsen, men afbrød den under første verdenskrig. I 1916, som bare 18 – årig blev han sendt til Vestfronten for at kæmpe for ’fædrelandet’ dvs. den første imperialistiske røverkrig mellem kolonimagterne. Efter 6 måneder i krig, blev han såret og tilbragte resten af krigstiden på lazarettet.

Efter krigen færdiggjorde han uddannelsen som lærer, underviste et par år, men forfatterdrømmen vejede tungest. Han slog igennem med denne bog, og temaet krig blev gennemgående i hans romaner. Remarque var pacifist og fredselsker. Det passede ikke ind i imperialisternes planer. Da nazisterne kom til magten, blev hans bøger brændt. Han flygtede til Schweiz og dernæst til USA hvor han fik amerikansk statsborgerskab.

Handlingen udspiller sig primært på den tyske vestfront, dvs. i Frankrig. Her skildres livet som frontsoldat i skyttegravene, og handlingen følger et par håndfulde unge mænd omkring de 18 år, der egentlig er små drenge, men som i løbet af få uger, forvandles til hærdede mænd, der oplever livets grusomheder på den mest vanvittige måde. Soldaterne mister kammerater, som får sprængt lemmerne, indre organer og hovederne af. De mister kammerater fordi de får infektioner og fordi behandlingen igangsættes for sent på grund af manglen på læger og sygeplejersker. Og vigtigst af alt fordi krigens vanvid producerer så mange sårede, at ingen læger og sygeplejersker kan følge med krigens ødelæggelser. Samtidig med ødelæggelserne knytter soldaterne et internt bånd med hinanden, som er stærkere end krigens formål og granaternes sprængkraft. De går i bogstavelig forstand igennem ild og vand for hinanden. Deres soldaterkammerater bliver til deres fædre, mødre, søstre, brødre og sjælevenner.

I begyndelsen af krigen har de fleste soldater fået at vide, at de kæmper for fædrelandet, fordi der er en ’ond fjende’ på den anden side. Langsomt men stædigt bider virkelighedens grusomheder sig fast i deres kroppe og sind, og soldaterne begynder indbyrdes at diskutere meningen eller rettere sagt mangel på samme med denne krig.

Bogen følger en gruppe soldater, men romanens hovedperson er jeg-fortælleren Paul Bäumer. På et tidspunkt under krigen får han orlov og mulighed for at besøge sin familie. Hans mor er kræftsyg, og familien er fattig. De har svært ved at betale for hendes behandling. Bäumer oplever, hvordan han er blevet revet ud af hans tidligere meningsfulde relationer, og ind i en meningsløs krig med en brutal hverdag. Fremmedgørelsen ødelægger hans sind, og meningsløsheden vokser sig større og større. Ingen i hans omgangskreds kan med deres vildeste fantasi begribe hvad der foregår på fronten. Nogle romantiserer livet som soldat, andre simplificerer den med deres kynisme.  Samtidig bliver vestfronten et sted hvor han på trods af galskaben finder mening.

Baümer vender tilbage til fronten efter orlov. Hans venner bliver såret. De bliver syge. De dør. Elendigheden på lazarettet.  Lidelserne. Mødet med de udsultede russiske krigsfanger – alt sammen æder ham op. Men selvom fronten er et sted, som han er fortrolig med, gnaver hans sind efter en dybere mening – eller rettere hans sind vil ikke acceptere meningsløsheden med krig.

En fantastisk passage fra bogen lyder sådan her:

’Jeg er ung, jeg er tyve år gammel; men jeg kender ikke andet af livet end fortvivlelsen, døden, angsten og den tåbeligste overfladiskhed tæt op ad en afgrund af lidelse. Jeg ser, at folkene bliver drevet imod hinanden og tavse, uvidende, tåbelige, lydige, uskyldige dræber hinanden. Jeg ser, at verdens klogeste hjerner opfinder våben og ord for at gøre det hele endnu mere raffineret og endnu mere langvarigt. Og sammen med mig ser alle mine jævnaldrende det, her og ovre hos fjenden og i hele verden, sammen med mig oplever min generation det. Hvad vil væres fædre stille op, hvis vi engang rejser os, træder hen foran dem og kræver dem til regnskab? Hvad venter de af os, når der kommer en tid, hvor ingen krig findes? I flere år var det vores beskæftigelse at dræbe; det var vores første profession her i tilværelsen. Vores viden om tilværelsen indskrænker sig til døden. Hvad skal der senere ske? Og hvad skal der blive af os?’

Remarque har skrevet et gigantisk værk. Godt 200 sider langt er værket, men det er et meget kraftfuldt værk. Romanen er en kæp i hjulet på det system, der indkalder unge mænd som kanonføde i deres ambitioner om verdensherredømme. Aldrig før har krig været beskrevet så realistisk, levende og eksistentielt. Jeg er normalt ikke en person der har let til tårer. Der skal som regel ske noget stort før jeg fælder tårer. Alvorlig sygdom, ulykke og begravelse er sædvanligvis det som ryster mig. Men efter denne bog græd jeg i flere dage. Ikke sentimentalt, fordi Remarque er ikke sentimental. Men bogen gnavede sig bare dybt ind under huden på mig lige i solar plexus.

Bogen var dengang et kraftfuldt værk imod krig, og er det også i dag. På nøjagtig samme måde i dag, forsøger de såkaldte kloge herrer med NATO og EU at opruste og sende unge mænd i døden i kampen om verdensherredømme. En gal mands værk siger de, og refererer til Vladimir Putin. En gang sagde de Adolf Hitler. Så var det Saddam Hussein. Dernæst Ghaddafi. Bashar Al-Asad. Listen over en ’gal mands værk’ er lang, og den har ingen ende. Imperialistiske røverkrige har altid medført tragedier og meningsløshed for folkene i verden. Den største galskab man kan tale om i denne kontekst, er det system vi lever under.

Jeg garanterer dig, det er som med Dostojevskij. Man er ikke den samme, når man har læst Intet nyt fra Vestfronten.