50 års EU-modstand: Tillykke til Folkebevægelsen mod EU

50 års kamp mod EU har også været en lang kamp for retten til tage demokratiske beslutninger på et oplyst grundlag, en kamp der lige så så aktuel og vigtig i dag som da Folkebevægelsen mod EU blev stiftet på en landskonference i Odense den 21.-22. april 1972 – et lille halvt år før afstemningen om dansk medlemskab. Regeringen forsøger nu med en chok-lyn afstemning den 1. juni at afvikle forsvarsforbeholdet uden plads til diskussion. De tror de kan presse og true befolkningen til at afskaffe Danmarks suverænitet og slutte op om en imperialistisk EU-hær.

Til efteråret er det 50 år siden at Danmark stemte om medlemskab af EF, og vi kan i dag konstatere at langt hovedparten af den lovgivning der gælder i Danmark, er en eller anden form for overnational EU-lovgivning. Bestemt af teknokrater og de europæiske monopoler.

Virkeligheden er blevet som modstanden forudsagde: EU er monopolernes værktøj vendt mod arbejderklassen, både i unionen selv og i resten af verden. Europas forenede stater tegner sig mere og mere tydeligt som et supermagtsprojekt, der forener landenes imperialistiske ambitioner.

Når EU selv skal sige det, så er tiden moden til at spille en større rolle på verdensscenen, en rolle der afspejler den økonomiske vægt som det indre marked med 447 mio. indbyggere samlet er udtryk for. Det er i disse planer EU-hæren kommer ind.

Hvad skal EU-hæren bruges til, og hvem bestemmer det? I praksis vil EU’s oprustning føre til øget krigsfare, for den skal bruges i kampen om kontrol og adgang til billig energi og råstoffer fra resten af verden, til fordel for EU’s stormagter.

Nogle særtræk ved 50 års folkeafstemninger

De folkeafstemninger Danmark har afholdt gennem de sidste 50 år har bl.a. været kendetegnet ved at der skulle tages stilling til et EU der endnu ikke var fuldt udbygget. Her i 2022 ved afstemningen om forsvarsforbeholdet står vi med en overnational konstruktion der i praksis er fuldt operationel.

I 1972 var der kun ganske få lande med og Romtraktaten der blev stemt om, formulerede ambitionen om en stadig snævrere Union. Ja-siden dominerede afstemningen med økonomiske argumenter og lokkede med at England jo havde besluttet sig for at gå med.

I 1986 havde vi folkeafstemningen om det indre marked. Denne gang handlede det om ratificeringen af en traktat der kraftigt udbyggede det eksisterende samarbejde, men hvad konsekvenserne ville blive i praksis, blev holdt skjult. Ja-siden talte igen om økonomi.

I 1992 handlede det også om ratificeringen af en traktat, men nu stod det sort på hvidt hvad EU drejede sig om – en fuldt udbygget EU-stat, inklusive hær, politi og retssystem. Denne traktat blev udgivet i et massivt oplag og det, og flere andre forhold betød at afstemningen blev en kæmpe sejr for nej-siden. Og et kæmpe chok for EU og borgerskabet.

Fra SF til Venstre gik Folketinget sammen om at få banket folket på plads, og det resulterede i 1993 i afstemningen om de 4 forbehold, der blev lokket og truet og tryglet igennem. I 1998 var der en meget teknisk traktat til folkeafstemning, og denne gang var unionsmodstanden splittet af flere omgange, og traktaten blev stemt igennem.

I 2000 blev der udskrevet den første afstemning om at afskaffe et af de fire forbehold. Euro- afstemningen blev lagt lige før at EU var klar til at sende den fysiske mønt på gaden, og Ja-siden gik i selvsving med den ene mere vanvittige påstand efter den anden om økonomisk ruin. Men Nej-siden holdt fokus på at bevare den danske krone og dansk selvstændighed, og vandt igen. Siden har vi set hvordan folketingsflertallet på alle måder har forsøgt at omgå resultatet ved at svinebinde dansk økonomi til EU’s diktat.

I 2005 stod slaget om Forfatningstraktaten, der kom efter EU’s kæmpe øst-udvidelse. Traktaten blev sendt til folkeafstemning, men Anders Fogh aflyste den igen fordi Frankrig, der havde deres første folkeafstemning om EU, stemte Nej. Herefter besluttede EU at skrive teksten om, men ikke at ændre indholdet. Det blev til Lissabon traktaten.

Denne traktat nægtede Folketinget at sende til Folkeafstemning. Befolkningen er altså aldrig blevet spurgt om at tage stilling til Lissabon traktaten der bl.a. beskriver EU’s udenrigs- og forsvarspolitiske samarbejde.

I 2014 var der en Folkeafstemning om EU’s Patentdomstolen, hvor Folketinget igen nægtede at forklare hvad det gik ud på. Den blev tabt.

I 2015 blev der udskrevet den anden afstemning om at afskaffe et af de fire forbehold. Det blev udlagt som en afstemning om EU’s politisamarbejde, men en lang og grundig debat gav en sejr. Også denne gang blev afstemningen lagt lige før EU ville implementere store ændringer på området.

Nu kommer vi så til 2022, og der er udskrevet den tredje folkeafstemning! om at afskaffe et af de fire forbehold. At der ville komme en afstemning på et tidspunkt, var ikke en overraskelse, heller ikke at den ville komme i den indeværende kommissions valgperiode. Fordi Ursula von der Leyen allerede da hun var Tysklands forsvarsminister talte for skabelsen af en EU-hær, og tydeligt formulerede dette som et af denne kommissions hovedopgaver.

Den organiserede danske EU-modstand i Folkebevægelsen står i en ny situation efter at Enhedslisten åbent er blevet tilhængere og liste N ikke længere har et mandat i EU-parlamentet. Men unionsmodstanden i befolkningen er ikke forsvundet, det viste afstemningen om forbeholdet i 2015.

Hvad der yderligere gør denne afstemning speciel i forhold til de foregående 50 år, midt i den ekstremt skærpede situation med krigen om Ukraine, så er det at denne gang ikke tages stilling til et EU som endnu ikke eksisterer eller til ratificering af en ny traktat. Denne gang skal der tages stilling til Lissabon traktaten som snart er 14 år gammel og alle de forsvarspolitiske tiltag der allerede er sat i gang. Det er den afgørende forskel.

EU-modstanden står altså med en bedre hånd, med både erfaringer fra 50 års ulykker, og den konkrete udmøntning af Lissabon traktaten. Plus det, at det allerede står klart i beslutninger og i budgetterne at der kommer en uhyre styrkelse af EU’s bevæbnede arm, bl.a. med udmøntningen af det nyligt vedtagne Strategiske Kompas.

Det er derfor at Regeringen har valgt en chok-lyn afstemning. De tror de kan presse og true befolkningen til at afskaffe Danmarks suverænitet i ly af en krigsdagsorden. Uden plads til diskussion om at en EU-hær og oprustning vil øge krigstruslen og være med til at eskalere uligheden i Europa og verden.

APK anbefaler et rungende nej den 1. juni!

Styrk EU-modstanden!

Danmark ud af EU!

Hvorfor NEJ d. 1. juni:
STEM NEJ d. 1. JUNI! Bevar forsvarsforbeholdet!