EUs forsvarsfond – et ta’-selv-bord for dødens købmænd

Ny rapport afslører at krigsindustrien selv bestemmer hvem der skal modtage milliarder fra EUs forsvarsfond

For et par uger siden mødtes EU regeringsledere i Frankrig og blev enige om at øge militærudgifterne. Man påstår, at det skyldes den helt nye situation, der er opstået med krigen om Ukraine. I virkeligheden har EU-landene længe planlagt at øge militærbudgetterne. Nu har en ny rapport fra Netværk imod Våbenhandel afdækket, hvordan EU er i lommen på våbenindustrien, der står til at modtage de mange skattepenge i et rent ta’-selv-bord.

Verdens mest magtfulde nationer rasler med sablerne, udvider værnepligten, oplagrer militært materiel og forbereder sig aktivt på krig – herunder Den Europæiske Union (EU) og nogle af dens medlemsstater. EU har udstukket en kurs for at etablere sig som en global militærmagt.

I et “skelsættende øjeblik” som reaktion på krigen i Ukraine meddelte EU, at det for første gang ville finansiere og levere dødbringende våben til et land, der er under angreb, gennem den europæiske fredsfacilitet (EPF). Selvom dette skridt er uden fortilfælde, er det ikke uventet. EU har fulgt en militær vej siden Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009, som udgør det juridiske grundlag til at skabe en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Mindre end et årti senere oprettede EU med et nyt udgangspunkt specifikke budgetposter for at afsætte midler til militærrelaterede projekter. Denne beslutning satte EU fast på en ny kurs, hvor internationale politiske og sociale problemer skulle løses ikke kun gennem dialog og diplomati, men også gennem truslen om militære løsninger.

Vi ved – fra Danmarks indkøb af nye F35-kampfly – at krig er for stor en forretning til at overlade til offentligheden og medlemslandenes demokratier! Statens indkøb af militært isenkram foregår derfor altid bag lukkede døre i hemmelige kommissioner, hvor industrien selv har et afgørende ord. Samme metode genfindes i EU.

En ny Rapport fra Det Europæiske Netværk imod Våbenhandel (ENAAT), har gennemgået budgetterne fra 2017 til 2020, og afslører hvordan EUs våbenindustri sidder med ved bordet, når der tages beslutninger. Det betyder at fordeling af 600 mio euro, eller omkring 4,5 mia kr. er skæmmet af interessekonflikter, korruptions anklager, og mangler at opfylde de mest grundlæggende etiske og juridiske standarder.

Rapporten finder, at 9 af de 16 repræsentanter til EU’s rådgivende organ om udmøntningen af militærbudgettet er tilknyttet våbenindustrien. Otte af disse virksomheder – Airbus, BAE Systems, Indra, Leonardo, MBDA, Saab, Fraunhofer og TNO – har indtil videre modtaget over €86 millioner eller 30,7 % af denne pengepulje, det endelige beløb vil sandsynligvis være meget højere.

“EU-beslutningstagning er blevet fanget af meget lukrative virksomheder, der udnytter politiske rum til egen vinding” advarer Niamh Ní Bhriain, programkoordinator ved Transnational Institute.

Fem af de otte største modtagere – Leonardo, Safran, Thales, Airbus og Saab – har været involveret i adskillige korruptionsbeskyldninger, mens de syv største modtagere er involveret i meget kontroversiel våbeneksport til lande, der oplever væbnet konflikt, eller hvor autoritære regimer er på plads og menneskerettighedskrænkelser er udbredt.

“At EU ville finansiere enheder involveret i kontroversielle våbenaftaler, producenter af atomvåben, eller som er blevet afsløret for korruption, rejser alvorlige spørgsmål om EU’s godkendelsesprocedurer,” understreger Alexandra Smidman, associeret forsker ved Shadow World Investigations.

EU finansierer nye våbensystemer, der ofte er afhængige af ‘smarte’ teknologier såsom ubemandede automatiserede systemer eller kunstig intelligens, som forbliver stort set ureguleret af EU. “Disse projekter er kontroversielle, fordi de potentielt kan ændre krigsførelsen og gøre krigens love forældede.” advarer Pere Brunet, forsker ved Delàs Center for Peace Studies.

Alligevel overholder EU’s kontrol med at godkende finansieringen af dødelige våben ikke selv de mest grundlæggende juridiske og etiske standarder, og Ombudsmandens kontor udtrykker bekymring over, at der ikke er nogen detaljeret vurdering af deres overensstemmelse med international lov.

“Dette er en de facto deregulering af en af Bruxelles’ mest dødbringende pengepuljer,” tilføjer Joaquin Rodriguez, lektor ved det autonome universitet i Barcelona. Rapporten beskriver manglen på gennemsigtighed og demokratisk tilsyn med, hvordan EU-Kommissionens finansiering godkendes.

“I betragtning af, at disse projekter har til formål at skabe våben og andre militære systemer, der kunne bruges af hære i og udenfor Europa, er strengt offentligt tilsyn nødvendigt,” siger Laëtitia Sédou, programmedarbejder ved European Network against the Arms Trade.

Størstedelen af de midler, der indtil videre er tildelt, går til virksomheder beliggende i EU’s største våbeneksportlande, nemlig Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien, der får 68,4 % af budgettet.

“EU’s militærudgifter har eksplicit til formål at styrke Europas forsvarsindustri, som vil øge dens våbeneksport, sætte skub i et globalt våbenkapløb og føre til flere krige, ødelæggelse og død,” siger Mark Akkerman, forsker ved Stop Wapenhandel.

Tre case-studier eksemplificerer, hvordan militærudgifter bruges på nationalt plan i Frankrig, Irland og Holland.

Verden er endnu ikke kommet ud af pandemien, der har afsløret et gigantisk efterslæb i investeringer i et velfungerende offentligt sundhedssystem, uddannelse og i at forbedre adgangen til sociale ydelser. Når EU beslutter, at afsætte milliarder af euro til forsvarsprojekter, har EU derfor truffet et politisk valg om at prioritere allerede meget lukrative våbenvirksomheder frem for borgernes velfærd.

Læs den fulde rapport her:

Hvordan EU puster til flammerne og aktivt støtter et nyt våbenkapløb

Click to access FanningtheFlames.pdf

Udgivet af:

European Network Against the Arms Trade (ENAAT)

Stop Wapenhandel and Transnational Institute (TNI)

Baggrund

Den Europæiske Forsvarsfond (EUF 2021-2027) har et budget på 8 mia. € til forskning og udvikling (F&U) af militært materiel. Da det er for tidligt at analysere virkningen af EUF, som stadig er under udvikling, tager rapporten udgangspunkt i dens to forløberprogrammer: den forberedende aktion for forsvarsforskning (PADR 2017-2019) med et budget på 90 mio. EUR til finansiering af forsvarsforskning og programmet for udvikling af den europæiske forsvarsindustri (EDIDP 2019-2020) med et budget på 500 mio. EUR til finansiering af udviklingen af forsvarsmateriel og -teknologi.

Under disse budgetposter blev næsten 600 mio. EUR af de europæiske offentlige midler bevilget til private virksomheder, der producerer og eksporterer våben og militærteknologi, samt private forskningscentre blandt andre støttemodtagere. Disse pilotprojekter afslører dybt bekymrende tendenser med hensyn til europæisk drevet militarisme, som, hvis de gentages under EUF med et samlet budget, der er 13,6 gange så stort som forløberprogrammerne, potentielt kan føre til katastrofale resultater. Ved at øge finansieringen af militær F&U med massivt fra en budgetperiode til en anden er EU nu i stigende grad opsat på at investere i militært isenkram og avancerede teknologier snarere end på at opbygge eller opretholde fred.

Den Europæiske Forsvarsfond (EUF) og dens forløberprogrammer har udtrykkeligt til formål at styrke den “globale konkurrenceevne”, og det teknologiske industrigrundlag for EUs forsvar. Der tales ikke om den potentielle indvirkning af denne støtte politik, ud over det overskud, de vil generere. EU-landene benægter den kendsgerning at det uundgåeligt sætter skub i den europæiske våbeneksport og giver næring til det globale våbenkapløb, hvilket igen vil føre til flere væbnede konflikter og krige, større ødelæggelser, betydelige tab af menneskeliv og sende flere på flugt.