Brændpunkt Ukraine

Invasionen i Ukraine viser til fulde Rusland som aggressor og imperialistisk magt. Samtidig ligger der næste et tiårs militært pres mod Rusland bag fra USA, der har stor interesse i krigen, der splitter Rusland og EU og binder Europa endnu mere økonomisk og politisk til USA og svækker Rusland økonomisk og militært. Den direkte militære indblanding fra USA og NATO i krigen er betydelig.

Af Stig Brustad, Revolusjon

Der har været en stærk militær opbygning i og omkring Ukraine i næsten et årti.

Den russiske invasion af Ukraine ændrer i høj grad den politiske situation i Europa. Invasionen er i strid med international lov, og den viser til fulde Rusland som aggressor og imperialistisk magt. Invasionen er kulminationen på flere års sabelraslen, og er i realiteten en krig om interessesfærer mellem stormagtsrivalerne USA/NATO og Rusland.

Præsident Putin og den russiske ledelse bruger den såkaldte Karaganov-doktrin som grundlag for invasionen af Ukraine. Den går ud på, at Rusland skal forsvare etniske russeres menneskerettigheder i det, der er defineret som ’nærområdene’. Putin bruger russisk-nationalistisk og antikommunistisk retorik mod Ukraine, nægter Ukraine sin ret som stat og nation og lægger skylden på Sovjetunionen for at have gjort Ukraine til en selvstændig stat. Akkurat med hensyn til Sovjetunionen, har han en pointe, for det var som en del af det sovjettiske rigsfællesskab, at Ukraine blev konstitueret og opbygget som en stat i moderne tid. Samtidig er der tætte og langvarige kulturelle og politiske bånd mellem det russiske og ukrainske folk, og det, der senere blev til Rusland, blev i middelalderen historisk opbygget fra det gamle vikingekongedømme i Kyiv (Kiev).

Store landområder i det højt industrialiserede Donbass-område mod øst, såvel som det meste af det, som nu er Ukraines Sortehavskyst, har historisk set været russiske landområder, og blev overført fra Rusland til Ukraine ved oprettelsen af Sovjetunionen i 1922. Krim-halvøen blev overført fra Den Russiske Føderale Republik i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (SSSR) til den ukrainske SSR i 1954 af Nikita Khrusjtjov.

Store landområder i det, der nu er de vestlige dele af Ukraine, blev føjet til landet i perioden 1939 -1945, fra det, der i tiden mellem de to verdenskrige havde været polsk (Østgalicien), men til dels også tjekkoslovakisk og rumænsk territorium. I de foregående par århundreder var de fleste af disse områder blevet styret på skift af Rusland og Østrig-Ungarn, og var hjemsted for en række forskellige nationaliteter.

Uro og borgerkrig

Baggrunden for den krig, som nu foregår med store lidelser for det ukrainske folk til følge, er den politiske uro, der har været i Ukraine siden opløsningen af Sovjetunionen i 1991-1992 og de historiske og til dels nationale modsætninger mellem øst og vest i landet. Her spiller det kup, som vestligt orienterede politikere med støtte fra USA og EU gennemførte i 2014, en vigtig rolle. Derefter brød uroligheder ud og i realiteten borgerkrig i store dele af Ukraine. Åbent nynazistiske partier og militsgrupper som Svoboda og Azov-bataljonen stod frem på det nye regimes side, og Azov-bataljonen blev senere indrulleret i den ukrainske nationalgarde som en integreret del af statens militærapparat.

I forbindelse med dette kup blev de sproglige og kulturelle rettigheder for det russisktalende mindretal i Ukraine fjernet af den nye regering. Dette førte til gengæld til russisk annektering af Krim, med en folkeafstemning og integration i Den Russiske Føderation og oprør mod centralregeringen i de to østlige oblaster i Ukraine, Donetsk og Luhansk. Oprørerne her har siden holdt dele af disse to områder og erklæret disse som henholdsvis Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Luhansk. Lige før den russiske invasion af Ukraine blev disse to territorier anerkendt som selvstændige stater af Rusland. Dermed blev Minsk-aftalerne fra 2014 og 2015 om våbenhvile, decentraliserings reformer og lokalt selvstyre i Østukraine ikke kun begravet fra ukrainsk side, men også russisk side. De områder, som siden 2014 har været holdt af russisktalende separatister, har en samlet størrelse på godt 16.000 kvadratkilometer, lidt større end Agder fylke, og har en befolkning på lidt over 4 millioner mennesker.

Ukraine er det næststørste land i Europa i areal, på omkring 600.000 kvadratkilometer, og har en befolkning på 44 millioner. I årene siden de to republikker i Donbass blev udråbt, har omkring 500.000 af indbyggerne ansøgt om og fået russisk statsborgerskab. Krigshandlingerne i disse områder mellem den ukrainske hær og separatisterne havde fra 2014 og frem til den russiske invasion af Ukraine ført til næsten 15.000 dræbte, herunder 4.000 civile og 1,4 millioner fordrevne fra deres hjem.

Der har været en kraftig militær opbygning i og omkring Ukraine i næsten et årti, men det er mest den russiske styrkeopbygning, der har fået opmærksomhed i de norske og vestlige medier. USA-imperialismen er også stadig ude efter større markeder og omfordeling til sin fordel og har siden sammenbruddet af de socialimperialistiske regimer i Sovjetunionen og Østeuropa konstant ekspanderet østpå med NATO som redskab. Tre tidligere sovjetiske republikker og seks-syv tidligere Warszawapagtlande er blandt de lande, som i 1990- og 2000-tallet er kommet med i NATO, og der er etableret mange og store NATO- og amerikanske baser tæt på den russiske grænse. I denne del af Europa er det kun Hviderusland og Ukraine, der er tilbage som ’bufferstater’ mellem Rusland og NATO.

Ukraine er er land med rige naturressourcer, enorme landbrugsområder med især hvede- og solsikkeproduktion og store forekomster af kul, olie, naturgas, mangan og titanium.

USA’s, EU’s og NATO’s roller

Regeringen i Ukraine har siden 2014 ønsket, at landet skulle blive medlem af NATO. Landet er Enhanced Opportunities Partner i NATO, ligesom Georgien, Jordan, Australien, Finland og Sverige. Det betyder m.a.o. informationsdeling, fælles øvelser og interoperabilitet, når det gælder kommunikation og udstyr. Kyiv har i de senere år modtaget massiv politisk, militær og økonomisk støtte fra USA, EU og NATO.

Store dele af støtten fra USA har været i form af højteknologisk militærudstyr, som bl.a. missiler, kommunikationsudstyr, radar og satellitteknologi.

Gennem flere år har der også været militærrådgivere og instruktører fra de forskellige amerikanske våbengrene til stede i Ukraine. I den sidste tid har der også været instruktører fra Storbritannien og oven i købet nogle fra Sverige til stede i landet (og fra Danmark (o.a.)).

Efter starten på krigen mellem Rusland og Ukraine er våbenleverancerne til Ukraine fra NATO, EU og forskellige vestlige lande skudt kraftigt i vejret med massive tilførsler af ammunition, jord-til-luft missiler, panserværnsvåben (heriblandt 2.000 M72 fra Norge, som med dette brød sin egen beslutning fra 1959 om ikke at levere våben til områder i krig,) (fra Danmark 2.700 stk. o.a.) og nu senest kampfly.

Tyrkiet har allerede for flere år siden solgt overvågnings- og kampdroner til Ukraine, der er det samme våbensystem, som Aserbajdsjan benyttede med stort succes i den seneste krig mod Armenien.

Det vigtigste element i USA’s og NATO’s militære støtte til regeringen i Kyiv må nok stadig være den omfattende udlevering af efterretningsinformation og måldata, som går forud. Dette er samtidig direkte militær indblanding fra USA og NATO i krigen, men uden at nogen af parterne vil indrømme det.

Rusland har som angriber i krænkelsen af Ukraines suverænitet hovedansvaret for krigen og de lidelser, som finder sted netop nu. Samtidig har USA en nøglerolle som bagspiller i den krig, der finder sted, som militær men ikke mindst som økonomisk og politisk supermagt i tilbagegang.

Landet har på alle måder interesse i den krig, der nu raser, primært ved at forværre alliancen mellem Rusland og EU, binde Europa endnu mere økonomisk og politisk til USA og svække Rusland økonomisk og militært.

En anden alvorlig og mere langsigtet konsekvens af krigen, ud over store tab af menneskeliv, ødelæggelser og flygtningestrømme, er, at den i høj grad øger det militære og politiske spændingsniveau i verden.

Det har også store konsekvenser for forbindelsen mellem Norge og Rusland og fører til, at tilknytningen til USA, NATO og til og med EU her i landet på flere måder styrkes.

Se også artiklen Ukraina og det norske NATO-borgerskapet fra 2017

Oversat fra Revolusjon