Ilan Pappé: Fire lærdomme fra Ukraine

I denne artikel påviser professor og historiker Ilan Pappe Vestens racisme og hykleri omkring menneskerettigheder overfor flygtninge ovenpå den russiske invasion i Ukraine – sammenlignet med holdningen til flygtninge fra Mellemøsten og Vestens holdning til apartheid Israels krigsforbrydelser mod palæstinenserne. De 4 lærdomme er:
1): Hvide flygtninge er velkomne; andre mindre
2): Du kan invadere Irak, men ikke Ukraine
3): Nogle gange kan nynazisme tolereres
4): At ramme højhuse er kun en krigsforbrydelse i Europa

Af Ilan Pappe – Palestine Chronicle 4. marts 2022

USA To-day rapporterede, at et billede, der gik viralt af et højhus i Ukraine, der blev ramt af russisk bombning, viste sig at være et højhus fra Gaza-striben, der blev sønderbombet af det israelske luftvåben i maj 2021.

Det skete få dage før den ukrainske udenrigsminister klagede til den israelske ambassadør i Kiev over, at “du behandler os som Gaza”; han var rasende over, at Israel ikke fordømte den russiske invasion og kun var interesseret i at fordrive israelske statsborgere fra staten (Haaretz, 17. februar 2022). Det var en blanding af reference til den ukrainske evakuering af ukrainske ægtefæller til palæstinensiske mænd fra Gaza-striben i maj 2021, såvel som en påmindelse til Israel om den ukrainske præsidents fulde støtte til Israels angreb på Gaza-striben i den måned (jeg vil vende tilbage til den støtte mod slutningen af ​​dette indlæg).

Israels angreb på Gaza bør faktisk nævnes og overvejes, når den nuværende krise i Ukraine evalueres. Det er ikke en tilfældighed, at billeder bliver forvekslet – der er ikke mange højhuse, der er blev væltet i Ukraine, men der er en overflod af ødelagte højhuse i Gaza-striben. Det er dog ikke kun hykleriet om Palæstina, der dukker op, når vi betragter Ukraine-krisen i en bredere sammenhæng. Det er den overordnede vestlige dobbeltmoral, der bør granskes, uden et øjeblik at være ligeglade med nyheder og billeder, der kommer til os fra krigszonen i Ukraine: Traumatiserede børn, flygtningestrømme, bygninger ødelagt af bombning og truende fare for, at dette kun er begyndelsen på en menneskelig katastrofe i hjertet af Europa.

Samtidig kan de af os, der oplever, rapporterer og fordøjer de menneskelige katastrofer i Palæstina, ikke undslippe Vestens hykleri, og vi kan pege på det uden et øjeblik at forklejne vores menneskelige solidaritet og empati med ofre for enhver krig. Vi er nødt til at gøre dette, eftersom den moralske uærlighed, der underskriver den bedrageriske dagsorden sat af de vestlige politiske eliter og medier, igen vil give dem mulighed for at skjule deres egen racisme og straffrihed, da det vil fortsætte med at give immunitet til Israel og dets undertrykkelse af palæstinenserne.

Jeg opdagede fire falske antagelser, som er kernen i den vestlige elites engagement i Ukraine-krisen, indtil videre, og har indrammet dem som fire lektioner.

Lektion 1: Hvide flygtninge er velkomne; andre mindre
Den hidtil usete kollektive EU-beslutning om at åbne sine grænser for de ukrainske flygtninge, efterfulgt af en mere lukket politik fra Storbritannien, kan ikke gå ubemærket hen i forhold til lukningen af ​​de fleste europæiske porte for flygtninge, der er kommet fra den arabiske verden og Afrika siden 2015. Den klare racistiske prioritering, at skelne mellem de der søger overlevelse på baggrund af farve, religion og etnicitet er afskyelig, men det er usandsynligt, at det ændrer sig umiddelbart. Nogle europæiske ledere skammer sig ikke engang over at udsende deres racisme offentligt, som den bulgarske premierminister Kiril Petkov gør:

“Disse [de ukrainske flygtninge] er ikke de flygtninge, vi er vant til … disse mennesker er europæere. Disse mennesker er intelligente, de er uddannede mennesker.… Det er ikke den flygtningebølge, vi har været vant til, mennesker, vi ikke var sikre på med hensyn til deres identitet, folk med uklar fortid, som endda kunne have været terrorister…”

Han er ikke alene. De vestlige medier taler hele tiden om “vores slags flygtninge”, og denne racisme kommer tydeligt til udtryk på grænseovergangene mellem Ukraine og dets europæiske naboer. Denne racistiske holdning, med stærke islamofobiske undertoner, kommer ikke til at ændre sig, eftersom den europæiske ledelse stadig benægter det multietniske og multikulturelle samfund i samfundet over hele kontinentet. En menneskelig virkelighed skabt af mange års europæisk kolonialisme og imperialisme, som de nuværende europæiske regeringer benægter og ignorerer, og samtidig fører disse regeringer immigrationspolitikker, der er baseret på selvsamme racisme, som gennemsyrede fortidens kolonialisme og imperialisme.

Lektion to: Du kan invadere Irak, men ikke Ukraine
De vestlige mediers manglende vilje til at sætte den russiske beslutning om at invadere i en bredere sammenhæng – og åbenlyse – analyse af, hvordan reglerne for det internationale spil ændrede sig i 2003, er ret forvirrende. Det er svært at finde nogen analyse, der peger på, at USA og Storbritannien overtrådte international lov om en stats suverænitet, da deres hære, med en koalition af vestlige lande, invaderede Afghanistan og Irak. At besætte et helt land for politiske formål blev ikke opfundet i dette århundrede af Vladimir Putin; det blev indført som et påstået legitimt politisk værktøj af Vesten.

Lektion tre: Nogle gange kan nynazisme tolereres
Analysen formår heller ikke at fremhæve nogle af Putins gyldige pointer om Ukraine; som på ingen måde retfærdiggør invasionen, men har brug for vores opmærksomhed selv under invasionen. Op til den nuværende krise advarede de progressive vestlige medier, såsom The Nation, the Guardian, Washington Post etc., os om den voksende magt hos nynazistiske grupper i Ukraine, som kunne påvirke fremtiden for Europa og videre. De samme medier der i dag afviser betydningen af ​​nynazismen i Ukraine.

The Nation rapporterede den 22. februar 2019:

“I dag giver stigende rapporter om højreekstrem vold, ultranationalisme og udhuling af grundlæggende frihedsrettigheder løgnen til Vestens indledende eufori. Der er nynazistiske pogromer mod romaerne, voldsomme angreb på feminister og LGBT-grupper, bogforbud og statsstøttet glorificering af nazistiske kollaboratører.”

To år tidligere advarede Washington Post (15. juni 2017) meget indsigtsfuldt, at et ukrainsk sammenstød med Rusland ikke skulle tillade os at glemme nynazismens magt i Ukraine:

“Når Ukraines kamp mod russisk-støttede separatister fortsætter, står Kiev over for en anden trussel mod sin langsigtede suverænitet: Magtfulde højreorienterede ultranationalistiske grupper. Disse grupper er ikke blege for at bruge vold for at nå deres mål, som bestemt er i modstrid med det tolerante vestligt orienterede demokrati, Kiev tilsyneladende søger at blive.”

Men i dag indtager Washington Post en afvisende holdning og kalder en sådan beskrivelse en “falsk anklage”:

“Der opererer i Ukraine flere nationalistiske paramilitære grupper, såsom Azov-bevægelsen og Højre Sektor, der går ind for nynazistisk ideologi. Selvom de er højprofilerede, ser de ud til at have ringe offentlig støtte. Kun ét højreekstremistisk parti, Svoboda, er repræsenteret i Ukraines parlament, og har kun én plads.”

De tidligere advarsler fra et medie som The Hill (9. november 2017), den største uafhængige nyhedsside i USA, er glemt:

“Der er faktisk nynazistiske formationer i Ukraine. Dette er overvældende blevet bekræftet af næsten alle større vestlige forretninger. Den kendsgerning, at analytikere er i stand til at afvise det som propaganda formidlet af Moskva, er dybt foruroligende. Det er især foruroligende i betragtning af den nuværende bølge af nynazister og hvide supremacister over hele kloden.”

Lektion fire: At smadre højhuse er kun en krigsforbrydelse i Europa
Det ukrainske styre har ikke kun en forbindelse med disse nynazistiske grupper og hære, det er også foruroligende og pinligt pro-israelsk. En af præsident Volodymyr Zelenskys første handlinger var at trække Ukraine tilbage fra De Forenede Nationers komité for udøvelse af det palæstinensiske folks umistelige rettigheder – det eneste internationale tribunal, der sørger for, at Nakbaen (Den etniske udrensning og fordrivelse i Palæstina i 1948) ikke nægtes eller glemmes.

Beslutningen blev initieret af den ukrainske præsident; han havde ingen sympati for de palæstinensiske flygtninges situation, og han anså dem heller ikke for at være ofre for nogen forbrydelse. I sine interviews efter det sidste barbariske israelske bombardement af Gaza-striben i maj 2021 erklærede han, at den eneste tragedie i Gaza var den, israelerne led. Hvis det er tilfældet, er det kun russerne, der lider i Ukraine.

Men Zelensky er ikke alene. Når det kommer til Palæstina, når hykleriet et nyt niveau. Et tomt ramt højhus i Ukraine dominerede nyhederne og foranledigede dyb analyse af Putin’s   brutalitet og umenneskelighed. Disse bombeangreb skal selvfølgelig fordømmes, men det ser ud til, at de, der leder fordømmelsen blandt verdens ledere, var tavse, da Israel jævnede byen Jenin med jorden i 2000, Al-Dahaya-kvarteret i Beirut i 2006 og byen Gaza i den ene brutale bølge efter den anden gennem de sidste femten år. Ingen sanktioner, overhovedet, blev endda diskuteret, endsige pålagt, mod Israel for dets krigsforbrydelser i 1948 og lige siden. Faktisk er det ulovligt i de fleste af de vestlige lande, som leder sanktionerne mod Rusland i dag, at nævne muligheden for at indføre sanktioner mod Israel og det fremstilles som antisemitisk.

Selv når ægte menneskelig solidaritet i Vesten er retfærdigt udtrykt med Ukraine, kan vi ikke overse dets racistiske kontekst og Europa-centrerede skævhed. Vestens massive solidaritet er forbeholdt den, der er villig til at tilslutte sig dens blok og indflydelsessfære. Denne officielle empati er ingen steder at finde, når lignende, og værre, vold er rettet mod ikke-europæere i almindelighed og mod palæstinenserne i særdeleshed.

Vi kan som samvittighedsfulde personer navigere mellem vores reaktioner på katastrofer og vores ansvar for at påpege hykleri, der på mange måder baner vejen for sådanne katastrofer. At legitimere invasionen af ​​suveræne lande internationalt og give tilladelse til den fortsatte kolonisering og undertrykkelse af andre, såsom Palæstina og dets folk, vil føre til flere tragedier, såsom den ukrainske, i fremtiden og overalt på vores planet.

Oversat fra Palestine Chronicle:
Navigating our Humanity: Ilan Pappé on the Four Lessons from Ukraine

Ilan Pappe er historieprofessor født i Haifa og er i dag tvunget til at arbejde fra udlandet på grund af hans vedholdende påvisning af, at det zionistiske Israel fra sin stiftelse og frem til i dag forfølger den etniske udrensning af Palæstinensere.