USA er fortsat verdens farligste imperialistmagt

Modsætningerne mellem de imperialistiske stormagter USA, EU, Kina og Rusland skærpes, men trods svækkelse er USA stadig verdens stærkeste og farligste supermagt, der kæmper med næb og kløer for at bevare sin position. Forholdet mellem NATO og EU er på den ene side præget af en arbejdsdeling og udvidede samarbejdsaftaler – og på den anden side har EU selv stormagtsambitioner, både økonomisk og militært.
Vi bringer løbende afsnit fra APK’s kongresberetning, del 2, der behandler den internationale situation. Læs også beretningens første del, hvor APK’s politik for at bekæmpe imperialismen behandles. 

USA er fortsat verdens farligste imperialistmagt

USA er fortsat den største imperialistmagt på grund af dens industrielle og økonomiske basis, med størrelsen af de lande og regioner, som er afhængige af den, på grund af dollar-våbenet, dets militærbaser over hele verden, og også som følge af en fortsat evne til at gennemtvinge sin vilje i forhold til Vestmagterne gennem NATO til trods for interesseforskellene mellem dem.

Trods sit nederlag i terrorkrigen mod Afghanistan, der har svækket USA-imperialismen, er USA fortsat verdens farligste aggressive og krigeriske imperialistmagt. Afslutningen på ’Trump-æraen’ og skiftet til Demokraternes Biden/Harris-administration har ligesom ved Obamas indskiften rejst illusioner om en fredeligere amerikansk udenrigspolitik. Den vil måske være mere forudsigelig, men har på ingen måde skiftet karakter af imperialistmagt, der slås for sin verdensdominans.

Kun farven er ændret på rød/grøn EU-imperialisme

Det er ikke kun supermagten EU selv, der forsøger at sælge sig selv som den fredelige magt og garant for udvikling. I Danmark har Socialdemokratiet, toplaget i fagbevægelsen og øvrige EU-tilhængere forsøgt at sælge den påstand. Markedsføringen af en rød/grøn variant, hvor EU-imperialismens natur kan ændres inden for EU’s egne rammer, er blevet stadig mere højlydt fra venstreopportunismens side med Enhedslistens og Europæisk Venstrepartis valgløfter og mere klare EU-politik.

EU er og bliver monopolernes EU. Som sælger sort energi som grøn vækst. Som vil lade befolkningerne betale for hele sin modernisering af energiforsyning og energinet til egen fordel. Som har skabt et arbejdsmarked, hvor det offentlige sundhedsvæsen er omdannet et en privatiseret serviceindustri for dem, der har råd, og efterladt et offentligt, der er ved at bryde sammen i mange EU-lande. Som driver lønninger nedad i konkurrence med amerikanske og kinesiske monopoler. Som har skabt statsopbygninger, der bygger mure med pigtråd og soldater for at holde migranter ude, og som strammer grebet om befolkningerne og nationerne stadig mere.

Samarbejde og øget rivalisering mellem EU og NATO

USA’s præsident Biden optrappede på den internationale sikkerhedskonference i februar i år 2021 koldskrigsretorikken mod Kina og Rusland. Allerede under Obama skiftede USA sit fokuspunkt i NATO til Stillehavsområdet. Samtidig forsikrede Biden, at USA er tilbage som aktiv verdensfører og leder NATO-alliancen – ikke mindst i forhold til EU og det europæiske kontinent. Omvendt erklærede den franske præsident Macron, at EU skal satse på at kunne forsvare sig selv militært, uafhængigt af NATO. Og ikke mindst under dække USA’s og NATOs nederlag i terrorkrigen tager EU’s militære opbygning yderligere fart.

Forholdet mellem NATO og EU er på den ene side præget af en arbejdsdeling, parallel udvikling og stadig fornyede og udvide samarbejdsaftaler. Og på den anden side af et EU med stormagtsambitioner økonomisk og militært. USA/NATO ønsker at udnytte EU’s kapacitet, men samtidig at holde det i et militært afhængighedsforhold. Samt sikre, at de øgede NATO-budgetter og oprustningsudgifter lægges hos firmaer i USA’s krigsindustri. EU har længe arbejdet på selv at blive en militærmagt med egen kapacitet, inklusive militær produktion, energi og råstofsikring.

Brexit har forskudt balancen mellem EU’s største imperialistiske økonomiske og militære magter. Storbritannien som USA’s og NATOs vigtigste støtte modsatte sig EU’s udvikling som selvstændig militærstormagt som erstatning for NATO. Især Frankrig men også den tyske krigsindustri arbejder på skabe enighed om EU’s ”Strategiske kompas”, hvor sikkerheds- og forsvarspolitikken hviler på et mere selvstændigt EU-militært apparat og selvstændig kapacitet.

Dansk imperialisme er fortsat først og fremmest loyal til USA-imperialismen og NATO. Den har samtidig en stærk tradition for at underlægge sig den på ethvert tidspunkt stærkeste militærmagt til at beskytte danske monopolers interesser og finansinteresser og deltager allerede på direkte og indirekte i EU’s militære opbygning og operationer.

Læs den samlede tekst her
Beretning til APK’s 9. kongres 2021 (del 2) om den internationale situation:
Stol ikke på imperialismen

Læs også
Beretning til APK’s 9. kongres (del 1):
For en revolutionær vej ud af kapitalismens kriser