Rivaliseringen mellem de imperialistiske magter skærpes – krigsfaren øges

Den økonomiske konkurrencekamp, der ligger indbygget i imperialismen skærpes, og modsætninger og konfrontation mellem de imperialistiske magter kommer dagligt til udtryk. Dette kan føre til en ekstremt akut tilspidset situation, inklusive risikoen for en ny verdenskrig.

Vi bringer løbende afsnit fra APK’s kongresberetning, del 2, der behandler den internationale situation.

Rivaliseringen mellem de imperialistiske magter skærpes – krigsfaren øges

Monopolerne og de imperialistiske lande samarbejder med hinanden om verdensdominans, om forsvaret af det kapitalistiske system, om den internationale orden, så de kan positionere sig, samtidig med at de konkurrerer om overherredømme, om tilegnelse af den rigdom, som millioner af arbejdere har skabt, om brugen af planetens naturressourcer og råstoffer, om markeder og indflydelsesområder, om maksimal profit. Disse modsætninger forekommer på alle områder, i handel, direkte investeringer og kreditter, i diplomati, i politik og i militære konfrontationer, i lokale krige.

Vi ser med fremkomsten af den økonomiske globale krise og imperialismens ujævne udvikling en stigende skærpelse af modsætninger mellem de imperialistiske magter om verdensherredømmet.

Trumps lancering USA’s nye imperialistiske strategi ”America first” 2018 med truslen om atomkrig har skærpet rivaliseringen og ikke mindst med Kina, som er USA’s største trussel. Efter Trumps kaotiske exit følger USA’s nuværende præsident Biden samme strategi. Den giver sig ikke bare udtryk i protektionistiske handelskrige, som de imperialistiske blokke drages ind i, men også en øget brug af krige pr. stedforstæder på flere kontinenter, i oprustning og militarisering.

På det økonomiske og handelsmæssige område forværres konfrontationen af interesser mellem de store imperialistiske magter dagligt, og imellem dem og de andre imperialistiske lande. Handelsfriheden, åbningen af grænserne til gavn for alle er fortsat blot ord og bogstaver, når det drejer sig om at forsvare monopolernes og de imperialistiske landes interesser. USA, Kina og EU har genetableret toldrestriktioner som en del af “handelskrigen”. Handelsaftaler og frihandelsaftaler er ikke andet end fordelingen af markeder og indflydelsesområder mellem de imperialistiske lande, især USA, EU, Kina og Rusland. Handelskrigen mellem Kina og USA har indvirkning på handelsforbindelserne og økonomien i en lang række afhængige lande, som er underlagt monopolernes gøren og laden. Trump-administrationen udvidede denne toldkrig til også at omfatte landene i EU og Canada.

Øget krigsfare

Aggressions- og plyndringskrigene, som er et udtryk for imperialismens natur, er et konstant element for at sikre sine positioner, der trues af andre magters indblanding. USA intervenerer militært og vifter med bannerne ”frihed” og ”demokrati” i Libyen og Syrien, mens det truer Iran, Palæstina og Nordkorea. Storbritannien, Frankrig, Tyskland Danmark og EU er åbent involveret i de samme lande og andre for at støtte USA, men også for at forsvare deres egne og EU’s interesser. Frankrig intervenerer politisk, økonomisk og militært i sine tidligere kolonier i Afrika. Det samme gør Danmark i Grønland og Arktis, i Mellemøsten og Afrika for at forsvare danske monopoler som Mærsks og Danfoss’ interesser.

Efter USA har mistet sin direkte indgangsdør til Asien gennem Afghanistan, har USA oprettet en ny imperialistisk alliance med Storbritannien, der drømmer gamle kolonimagtsdrømme, og med Australien. Den skal beskytte deres interesser i Indo-Pacific området (Det Indiske Ocean og det vestlige og centrale del af Stillehavet), blandt andet gennem en fælles oprustning i Australien af en stor atomubådsflåde, cyber- og teknologisk krigsførelse og langtrækkende missiler. Et klart skridt i rivaliseringen vendt mod ikke mindst Kina, men også Rusland og EU. EU har på sin side svaret igen med endnu en oprustning af EU’s militære apparat og kapacitet. Det er en farlig eskalering af krigsfaren for verdens folk.

Rusland er aktivt involveret i Syrien og Libyen for at forsvare sine økonomiske interesser og bryde USA’s militære omringning, på samme måde som i de centralasiatiske lande og lande i den transkaukasiske og europæiske region, der er medlemmer af CSTO. Japan er faretruende i gang med at genopbygge sit militær og ændre lovgivning for at gøre det muligt at operere militært uden for sine grænser.

Indtil nu har Kina ikke gennemført nogen militære interventioner, men det er den tredjestørste militære magt og bliver hele tiden oprustet og har den største hær, verden har set.

I alle de lande, der udsættes for militær intervention af de imperialistiske magter, bruger de lokale folk som soldater til at udkæmpe deres indbyrdes rivalisering.

Den skærpede rivalisering og militarisering har også strakt sig ud i rummet. Med krigsindustrien ved roret foregår der et gigantisk våbenkapløb og en modernisering af alle fire supermagters militære styrker til moderne angrebshære og militærdoktriner om at forsvare deres interesser overalt i verden.

Konkurrencen blandt monopoler og de imperialistiske lande er en objektiv kendsgerning, der er under fuld udfoldelse. Det kan blive en ekstremt akut tilspidset situation, inklusive muligheden for en ny verdenskrig. Koncentrationen og akkumuleringen af rigdom har gjort det muligt at danne de store monopoler og de imperialistiske magter, som et resultat af udnyttelsen af arbejdsstyrken hos milliarder af mennesker, der arbejder i imperialistiske virksomheder spredt over hele kloden. Denne rigdom er resultatet af den merværdi, som arbejderklassen i de imperialistiske lande, arbejderne i de udviklede kapitalistiske lande, arbejderne og befolkningerne i de afhængige lande har skabt.

Læs den samlede tekst her
Beretning til APK’s 9. kongres 2021 (del 2) om den internationale situation:
Stol ikke på imperialismen

Læs også
Beretning til APK’s 9. kongres (del 1):
For en revolutionær vej ud af kapitalismens kriser