Kapitalismen og dens stat sikrer ikke arbejdspladser

“Der mangler arbejdskraft” skriger arbejdsgivere og politikere. Billig arbejdskraft der kan sikre løntryk, mener de. Samtidigt angribes de arbejdsløse med nedbarberet og ureguleret understøttelse og kontanthjælp, mens løse ansættelser blomstrer. Dansk kapital og industri investerer i arbejdspladser i udlandet, mens staten bruger løndumpning på de store byggerier. Kapitalismen og dens stat sikrer ikke arbejdspladser – en revolutionær vej og fremtidsplan er nødvendig – og mulig.
Vi bringer her et udsnit fra APKs kongresberetning.

Dansk kapital og industri investerer ikke sine stigende overskud i arbejdspladser i Danmark. I det sidste årti er investeringer i industriel produktion og arbejdspladser i udlandet fordoblet, mens det er faldet herhjemme. Det sker på en baggrund, hvor Danmark er det land i Europa, der har outsourcet flest arbejdspladser i forhold til sin arbejdsstyrke.

Danske virksomheder investerer meget lidt i forsknings- og innovationsaktiviteter her i landet, i forhold til hvad de investerer i deres danske datterselskaber i udlandet, hvor den imperialistiske ”mind grabbing” af højtuddannet arbejdskraft er langt billigere. I stedet ser vi en større og større udvikling, hvor danske universiteter og uddannelsessteder skal levere gratis og statsfinansieret forskning til kapitalen, og hvor monopoler som Dansk Bank og Novo Nordisk opererer helt ned i den offentlige folkeskole.

Men der er ingen ende på, hvor langt ned regeringer, erhvervsliv og fagtoppen mener, at arbejdere og ansatte skal bøje sig under det hule slogan om at skabe danske arbejdspladser. Og selv når staten skaber arbejdspladser såsom nogle af Danmarks historiens de største infrastrukturbyggerier, Metroen, supersygehuse og Femernbroen, så udliciteres arbejdet til udenlandske kontrakter med importerede migrantarbejdere til helt andre løn- og arbejdsforhold og med social dumping.

En praksis, som både regering og Dansk Arbejdsgiverforening med EU-regler i hånden vil have skal vokse sig endnu større, både på det private og offentlige arbejdsmarked. Blandt chauffører, stuepiger, landbrugsmedhjælpere, lagerarbejdere, rengøringsassistenter og i masser af andre fag har arbejdsgiverne allerede hentet over 200.000 udenlandske migrantarbejdere ind. En praksis, den socialdemokratiske regering vil øge gennem reformer dikteret af Dansk Arbejdsgiverforening.

Kongresperioden har været præget af mange arbejdskampe omkring denne udvikling, især inden for byggeriet og transport, som samtidig har rejst den internationale solidaritet arbejdere imellem, uanset hvor man kommer fra.
Det bliver mere og mere vigtigt konkret at kæde kampen for arbejdernes rettigheder og forhold her i Danmark sammen med kampen mod regeringens fortsatte arbejderfjendske reformpolitik og kampen for at komme ud af det EU, som er og bliver EU-monopolernes fællesskab på ryggen af arbejderklassen.

Arbejdsgiverne, Folketinget og regeringen udnytter fortsat – med fagtoppens velsignelse og aktive indsats – myten om, at der mangler arbejdskraft, til at indføre nye nedskæringer i dagpengene, mere tvangsaktivering og store nedskæringer på jobcentrene for at få mere billig arbejdskraft. Der er fortsat en stor både officiel og skjult arbejdsløshed, der skal holde mindstelønnen nede. Det er også i den sammenhæng, de kommende reformer af dagpenge og sociale ydelser skal ses, hvor stadig flere skal rammes socialt hårdt af de tidligere ”ret og pligt”-arbejdsmarkedsreformer.

Det ”nye normale” arbejdsmarked med løsarbejde, dårligere løn- og arbejdsforhold, stigende arbejdstid og pensionsalder og fleksibilitets-stress har længe været under udvikling og været kendt. Nu har den fået tilføjet udbredt hjemmearbejde med flydende og 24/7 arbejdstid.
For arbejderklassen og store grupper af de offentligt ansatte vil der være store forsvarskampe for løn-, arbejds- og sociale forhold, der skal tages i de kommende år. Nødvendige opgør med en klassesamarbejdspolitik og et fagligt system, der står hindrende i vejen for, at det kan ske. Og man må udvikle den økonomiske faglige kamp til en politisk kamp mod den egentlige årsag: kapitalismen med dens forskellige repræsentanter.

En revolutionær vej og fremtidsplan er både mulig og nødvendig. Hvor kapitalismens udbytning bringes til ophør for at skabe plads til et nyt samfund. Det er den retning, vi må sætte for klassekampen i 2021 og frem. Det betyder, at det er arbejderklassens og de unges krav, interesser her og nu og for fremtiden, der må sættes i centrum.
APK vil på denne 9. kongres vedtage et politisk program for partiets arbejde på arbejdspladser, i fagforeninger og i arbejderklassen.

Denne tekst er en del af APK’s kongresberetning. Hele teksten kan læses her:
For en revolutionær vej ud af kapitalismens kriser – Beretning til APK’s 9. kongres. Del 1.

Læs også
Partiets arbejde i arbejderklassen, på arbejdspladser og i fagforeninger