Af indlysende grunde findes der ikke et verdensmarked for elektricitet og dermed heller ikke en verdensmarkedspris. Det er jo ikke mulig at sejle rundt med strøm, og der er et stort energitab ved transport af elektricitet i kabler. Alligevel er netop det en hjørnesten i EUs energiunion. Der skal opbygges et fælles EU-el-marked med EU Agenturet ACER til at kontrollere, at EU’s indre marked for gas og el fungerer på storkapitalens præmisser. Løftet var at energi-union og privatisering skulle give lavere el-priser, men det modsatte er sket.
I 1998 besluttede det danske folketing at indføre EUs lov om liberalisering af energimarkederne. Den primære ambition for opsplitning og markedsåbning på el-området var, at alle el-forbrugerne – fra store industrier og virksomheder helt ned til den mindste husholdning – skulle få mulighed for selv at vælge el-leverandør.
EU forklarer i deres lovgivning, at principper om planlægning, brugerdemokrati, og nonprofit skulle afskaffes til fordel for international konkurrence og profit, fordi markedskræfter ”af sig selv” vil føre til nedskæringer og rationaliseringsgevinster. EU har flere gange presset på for også at bestemme over reservekapacitet i de enkelte lande. Lokal forsyningssikkerhed er nemlig i modstrid med de store private giganter, der fokuserer på at kunne sælge strøm til høj pris, når efterspørgslen er højest. Hvis de enkelte lande bare selv kan skrue op for deres egen strømproduktion, er dette lukrative marked for peaker kraftværker ikke nær så givtigt.
Også i Norge har stortinget vedtaget at EUs myndigheder skal bestemme el-prisen. Denne sag har i sidste uge været rejst ved retten, efter at organisationen ‘Nei til EU’, fik ret til at føre en sag mod den tidligere regering om hvorvidt de uretmæssigt har overført suverænitet med simpelt flertal. Dommen er ikke faldet endnu. (OBS dette afsnit beskriver ikke retssagerne helt præcist – læs note nederst i artiklen)
Læs mere om sagen her: https://neitileu.no/aktuelt/konsekvensene-av-acer-har-blitt-undervurdert
På papiret lyder EUs ambitioner om et fælles el-marked måske fornuftigt. Vindmøllestrøm kan bruges, når vinden blæser. Solcellestrøm kan bruges, når solen skinner. Men vandkraft fra Sverige og Norge kan fungere som kæmpe batteri. Men i praksis så er dette et billede på, hvad man kan med planlægning og ikke de fri markedskræfter.
Markedskræfterne fungerer sådan, at producenterne gerne holder produktionen af strøm tilbage indtil prisen er bedst. Kan man få en god pris for den norske vandkraft, så skal også de norske husholdninger bøde og betale ekstra! Med det frie marked kan man altså ikke slippe med at betale den reelle pris for strøm, der er meget lav, men skal betale markedsprisen.
For at EUs energimarked kan fungere i praksis, skal der også bruges mange flere højspændingskabler mellem landene. Men ud over at kablerne er meget dyre, så medfører transporten af strøm igennem disse også et energitab. Et energimarked hvor strømmen produceres i Norge og sendes ned gennem nettet til Tyskland eller England giver altså som udgangspunkt meget højere transmissionsudgifter.
Transmission af strøm er et helt selvstændigt spørgsmål, som endnu kun til dels er privatiseret, men da transmissionsnettet rent fysisk er som jernbaneskinner, så kan den strøm der transmitteres godt være privat som en privatbane. Det giver i praksis et virvar af forskelige private aktører der dels kan sælge strøm, producere strøm, sørge for transport af strøm. Mens selve det fysiske ledningsnet og de nødvendige transformerstationer lokalt endnu er underlagt et lokalt forsyningsselskab, så er de nationale og internationale ledningsforbindelse under et statsligt selskab.
Den enkelte forbruger skal desuden betale for egen ledningstilslutning, målere og alle mulige skatter og afgifter, der går til statslige puljer og som bl.a. netop finansierer de dyre internationale forbindelser, som markedet og EU kræver.
EU energimarked betyder altså at prisen på strøm bliver dyrere for de enkelte lande end den faktiske pris, det koster at producere strømmen. Og samtidig betyder det også, at der satses helt forkert, når der udbygges med ny vedvarende energi. I stedet for at opstille batterier i el nettet, så bruges pengene på højspændingsledninger i forventningen om at kunne tjene gode penge, når der er stor efterspørgsel.
Ingen af de private aktører har de rigtige incitamenter til at øge mængden af vedvarende energi produceret lokalt. Fordi der netop tjenes penge på, at der er for lidt kapacitet og en lang transport.
Læs også
| Note om restsagen i Norge:
Retssagen handler om, hvorvidt Stortinget kan fortsætte sin praksis med at afgive suverænitet til EFTA/ESA samarbejdet med kun simpelt flertal. Den norske forfatning har et særskilt afsnit om suverænitetsafgivelse, der kræver 3/4 flertal. Norske regeringer og det parlamentariske flertal har i årevis hævdet, at denne paragraf ikke er relevant, når suverænitetsafståelsen er, hvad de kalder «lite inngripende»; et udtænkt juridisk begreb, der ikke findes i Grundloven. Så Nei til EU anlagde sag i 2018 med påstanden om, at overdragelsen af suverænitet til EU og ACER er «mer enn lite inngripende», og at beslutningen derfor er ulovlig. Dette er ikke én sag, men to separate retssager. Myndighederne forsøgte at forhindre, at sagen overhovedet kunne behandles i retten, med begrundelser som «abstrakt interesse» osv. Så første runde handlede kun om retten til at føre retssagen, ikke sagens indhold. Nei til EU fik medhold i Højesteret i marts i år i at sagen kunne behandles i retten. Den juridiske proces i den aktuelle sag handler om hvorvidt Stortinget kunne afgive suverænitet i henhold til en grundlovsparagraf, der kun kræver simpelt flertal og ikke kvalificeret flertal (hvis denne procedure var fulgt, ville resultatet have været et norsk veto) . Retssagen i sidste uge var i den laveste retsindstands, byretten. Dommen falder om en måneds tid. Sagen vil – uanset udfaldet i Byretten – givetvis blive anket videre helt op til Højesteret. Der skal selvfølgelig meget til for, at Nei til EU vinder en retssag mod staten og den tidligere regering (det ville have enorme politiske følgevirkninger), men sagen skaber en stor politisk interesse, ikke mindst på grund af de høje elpriser. Og det sætter fokus på Norges forhold til EØS-aftalen. For medlemslande indenfor EU, som Danmark, er der på de fleste områder en større grad af automatik, når det kommer til at afgive suverænitet. EØS-aftalen medfører bl.a. at der ikke kan overføres lovgivningskompetence til EU, derfor skal Stortinget løbende tage stilling til, om nye direktiver er acceptable, i praksis at EØS-organerne i EFTA får bemyndigelse til at håndhæve implementeringen af EU-reglerne. |
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
