Indlægget bygger på indledningen til et protestmøde i Litteraturhuset i Oslo 8. oktober, holdt af Geir Hem, Stopp NATO
Har I hørt de glade nyheder?
At F-35A har afsluttet sin kernevåben test, og at US Airforce d. 1. oktober aktiverede sin første F-35A eskadrille på europæisk jord. Luftforsvaret udtalte til Teknisk Ugeblad tirsdag, at dette vil give endnu flere anledninger til fælles træning, samarbejde og integration, samt at det kan bidrage til at udveksle erfaringer, der kan understøtte en videreudvikling af F-35 som våbensystem.
Skrækscenarierne kommer nærmere og nærmere! Vi må stille spørgsmålet, om Norge fortsat skal være hægtet på denne oprustningsspiral – eller hævde vores selvstændighed og hæve stemmen for afspænding og nedrustning.
For der er sket en ændring i norsk forsvarspolitik. En ændring, hvor Norge eksporterer og importerer krigere. Den udvidede baseaftale er en del af dette.
En del af bagtæppet udgøres af USAs verdensomspændende net af militærbaser og USAs Nordatlanterhavsstrategi, hvor der udtrykkes behov for forstærkning af USAs militære muskler med vægt på ”mobilitet” og ”fleksibilitet”. Her kommer Norge ind i biledet med ønsket om havne, flyvepladser, lagringsfaciliteter og støttepunkter – læs baser.
Og de har været her før
Fly og marinefartøjer fra allierede har benyttet norske flyvepladser og marinebaser i flere sammenhænge. I 1950-erne og frem var der op mod 9 amerikanske base-støttepunkter i Norge. Det var ”Cooperative operational bases”. COBY blev de kaldt i de militære baglokaler. Og de var hemmelige. I 1960 etablerede USAs kystvagt stationer for navigation af amerikanske atomubåde (de såkaldte LORAN C-stationerne) i norske farvande.
På det seneste er der sket en optrapning
Værnes – Setermoen – Ørlandet, åbning af anløbshavne for atomdrevne ubåde, og øgning i flyvning med jagerfly i nord og trafik af krigsskibe. Og Norge skal styrke sin position som USAs øjne og ører – gennem overvågning og kæmpemæssig udbygning af radaranlæg.
Jeg mener, at der nu sker et kvalitativt skift i basepolitikken. Nu lægges rammerne for et mere formaliseret koncept. Det er alvorligt – og bogstavelig talt livsfarligt for befolkningen i Norge. At Norge bliver affyringsrampe og fungerer som et landfast hangarskib for amerikansk krigførelse øger spændingen, faren for at blive bombemål, og risikoen ved atomulykker.
Mange af indlederne i dag vil påvise hvordan det som sker, er brud på tidligere basepolitik, hvordan det truer norsk selvstændighed og suverænitet og kan tilsidesætte paragraffer i grundloven.
Centralt i mine øjne er det, at USAs krigsmaskineri under USAs kommando tillades at benytte norsk territorium som udgangspunkt for sine krigseventyr.
Ministre påstår, at aftalen ikke bryder med norsk basepolitik
Hvilke argumenter bruger de?
For det første henviser de til, at der i aftalen selv står, at den ikke indebærer ændringer i vigtige norske sikkerhedspolitiske principper, og at den tidligere norske basepolitik er gældende. Siden det står i aftalen, så må det jo være sandt.
Men en suverænitetsafgivelse bliver ikke mindre ved at fornægtelser tilføjes som bisætninger til reel suverænitetsafgivelse. Den faktiske suverænitetsafgivelse – og ’en anden stats’ ret til magtudøvelse på og fra norsk territorium – står i klartekst.
Et andet punkt, som regeringen trækker frem er, at ”det skal gøre det lettere for USA og allierede at komme os til undsætning i en krise- eller krigssituation”.
Ja – udenlandske baser i Norge vil jo oplagt gøre det lettere ’at komme hertil’ – de vil jo allerede være her. Men at bruge en sådan logik for at påstå at det ikke er baser, giver faktisk ingen mening. Det bliver bare en begrundelse for at baserne oprettes.
Udenrigs- og forsvarsministeren siger, at gennem aftalen, ”bliver sikkerhedsgarantien og forstærkningen troværdig”. Javist bliver den troværdig gennem baser på norsk jord. Pointen er at det bliver i overkanten troværdigt, bryder baseerklæringen og øger spændinger.
Mit udgangspunkt er, at de fleste af jer her i salen, er godt kendt med disse argumenter. Jeg vil trække en helhed, en sammenhæng frem, der viser hvorfor dette sker.
Der er tre hovedkomponenter i den menu vi bliver præsenteret for
Norske myndigheder og forsvarsledelsen, USA og NATO. Disse tre komponenter er godt integreret over lang tid.
På det seneste er det blevet tydeligt, at NATO ikke er rustet for fred og demokrati, men er klargjort til angreb. NATO og USA er ingen forsvarer og sikkerhedsgarant for små nationer eller en forsvarer for demokrati og folkeret– look to Afghanistan.
Dette har også stået klart lige fra NATOs start. ”At holde USA og Sovjet ude” blev der sagt ved grundlæggelsen.
Det er paradoksalt og tragisk, at forestillingen om NATO som en forsvarsalliance, og NATO og USA som sikkerhedsgaranter, ligger som en nærmest indiskutabel præmis i norsk forsvarsdebat – også når det gælder baseaftalen.
Norsk økonomi og finans har taget store spring – med olieproduktion, oliefonden og udenlandsinvesteringer. Det har lagt grunden for en ændring fra tidligere selvstændighed – og beroligelses perioder i forsvarspolitikken (også indenfor NATO-rammen) – til hvor vi i dag er blevet en mere aktiv andenpilot indenfor NATO – for opretholdelse af Vesten og USAs regelbaserede verdensorden. Vi optræder ikke alene som halehæng til USA, men er blevet en aktiv deltager ud fra økonomiske og magtpolitiske interesser.
Dette forhold kommer også til syne i den nye baseaftale. I høringsnotatet lægges det til grund som en tydelig politisk fordel: ”Allieret tilstedeværelse i Norge, så vel som en styrkelse af de transatlantiske bånd er en ønsket udvikling”.
Der bevæger sig altså en temmelig synlig elefant rundt i rummet – som hedder NATO. Det er nødvendigt at synliggøre elefanten, for at undgå at nye baseaftaler skal poppe op.
NATO er i sig selv en motor for oprettelse af baser på fremmed jord.
Regeringen og forsvarspolitikerne selv begrunder i høj grad aftalen med en styrkelse af ”Nato-kapaciteter”. Velkendt er Bakke-Jensens udtalelse på folkemødet i Tromsø i forbindelse med at Fylkesstyret der ville bremse anløb af amerikanske atomubåde. Citat: “Tromsø kan ikke melde Norge ud af NATO“.
Vist kan vi tillade fremmede baser uafhængigt af NATO-medlemskab, og vi kan sige nej – som NATO-medlem
Men NATO give en ramme, en anledning og er en tilrettelægger for baser.
Den udvidede aftale mellem USA og Norge er en bilateral aftale. Men det står i aftaleteksten, at den er (citat) ”baseret på, og udfylder vilkår i NATO SOFA”.
Eftersom Norge er NATO-medlem, så kobles aftalen direkte til NATOs rammeværk.
Krige i NATOs navn skal besluttes, og de enkelte land må vedtage at deltage og stille soldater og krigsudstyr til rådighed. Siden det forholder sig sådan, så har NATO oprettet sin egen aftale om praktisk troppe-forflyttelse. Det er ”NATO – SOFA”, men det er op til de enkelte lande at udspecifisere indholdet – som det også gøres i USA-Norge-aftalen.
Vær opmærksom på, at det bemærkes i høringsnotatet fra Forsvarsministeriet at – citat: ”NATO-landene har lagt til grund, at alle militære styrker fra NATO-medlemslande som befinder sig i et andet NATO-land, vil være dækket af NATO-traktaterne, herunder NATO SOFA, uafhængigt af om de er i landet på en NATO-mission eller i en bilateral eller multilateral funktion.”
I Regeringens høringsnotat er det forøvrigt fremhævet at ”NATO SOFA er det folkeretslige grundlag for allieret tilstedeværelse i Norge”. NATO-aftaler tages ind i en bilateral aftale som en folkeretslig reference. På regeringens hjemmeside henvises der til at: ”Det eneste organ i verden som kan gøre undtagelser fra suverænitetsprincippet er FN”.
Det er vigtigt at se på de forpligtelser som følger. Jeg vil advare stærkt mod et punkt:
Baseområderne kan blive platform for USA og NATOs atomvåbenparaply
Her er det vigtigt at lægge mærke til en udtalelse fra 14. juni som også Norge stod bag: ”NATOs kernefysiske afskrækkelses holdning er også afhængig af USAs atomvåben der er udstationeret («forward-deployed») i Europa og evnerne og infrastrukturen som de berørte allierede giver. Nationale bidrag fra dobbeltkompatible- (tilrettelagt for atomvåben) fly til NATOs kernefysiske afskrækkelsesformål er fortsat centrale i denne indsats. Alliancen bekræfter på ny nødvendigheden af at sikre den bredest mulige deltagelse fra de berørte allierede i de aftalte ordninger om fordeling af kernefysiske byrder for at demonstrere alliancens enhed og løsninger.”
NATO-lande skal, baseret på en fælles strategi, lægge logistik og infrastruktur til rette for aktiviteter. Eftersom atomvåben indgår i NATOs arsenal og strategi, betyder det at gøre klar til brug af atomvåben – som det siges i udtalelsen.
Den lukker øjnene som ikke ser, at når der åbnes for amerikansk militært udstyr og kampfly uden gode kontrolmuligheder på vores landområde – så er der en reel fare for opbevaring og transport af atomsprænghoveder på norsk territorium.
Det er på høje tid at adressere mere end nogle følgefejl af dette. Det kan faktisk tænkes, at ved ikke at trække frem, at elefanten ved navn NATO må ud af rummet, så svækkes modstanden mod at der etableres flere udenlandske baser, allierede støttepunkter og militær optrapning på norsk grund og i vore nærområder.
Jeg vil påstå, at de ’forsvarsvenner’, som kun lægger vægt på følgefejl og vigtigheden af et styrket nationalt forsvar, let kommer i defensiven hvis Norges allianceforhold ikke adresseres.
Det er nødvendigt at minde om dette. Jeg opfordrer derfor folk til at besøge ’Stopp NATO-standen’ og købe ”NATO-guiden” og melde sig ind i organisationen ”Stopp NATO”.
19. november arrangerer Stopp NATO et møde på Globaliseringskonferencen 2021. Overskriften er ”Fra Cold Response til varm solidaritet”. Der vil vi tage betydningen af at protestere mod NATOs gigantiske vinterøvelse op. Der er en sammenhæng mellem USAs baser og NATO-øvelser – der får de testet deres maskineri.
Norge er et lille land, og vi klarer os ikke alene – lyder det ofte i debatten – og at stormagtsrivaliseringen i nord begrænser Norges handlemuligheder.
Men hvordan forholder vi os til dette?
Skal Norge blive en del af og være en aktiv deltager i den rivalisering som netop begrænser vores handlemuligheder? Er det ikke klogt at bekæmpe al form for bandekriminalitet – og være med i en international fredsbevægelse mod stormagtsrivaliseringen og militariseringen?
Benjamin Franklin sagde: ′′De som opgiver den grundlæggende frihed, for at købe lidt midlertidig tryghed, fortjener hverken frihed eller tryghed′′.
Fredsvenner. Der er en sammenhæng mellem frihed og selvstændighed
Trump-perioden skræmte mange. Ved at afgive langsigtet råderet i fredstid, lægges landet åbent for uanet og ukontrolleret aktivitet i krigstid, og hvis vi skulle blive uvenner. Frihed er faktisk også retten til uvenskab – som vel bør forudsætte at modparten ikke skal ha lovfæstet ret til militærmagt i landet. Jeg nævner her ”lovfæstet”, eftersom det fremlagte høringsnotat henviser til at dele af selve aftaleteksten direkte skal lægges ind i norsk lov. Dette er ikke småtteri.
Nødvendigt med brede protester
Selv om jeg har omtalt NATO en del, så vil jeg understrege vigtigheden af at samle en stor og bred protest mod baseaftalen. Det er handlingsrum. Her kan der henvises til tidligere norsk basepolitik og atomvåben-begrænsninger – som jo netop blev vedtaget indenfor en NATO-ramme – knyttet til såkaldt ”beroligelse” overfor vor nabo i øst.
En protestbevægelse bør som hovedsag have ”Nej til udenlandske baser i Norge – og nej til en udvidet baseaftale mellem USA og Norge”. Det er der kampen står nu.
Forskelligt syn på sikkerheds- og forsvarspolitik og NATO, bør ikke stå i vejen for en bred mobilisering om det vi er enige om, og hvor der foreligger et skræmmende forslag fra regeringen. Det er også en forudsætning for at sige nej til aftalen på stortinget at også pro-NATO-partier stemmer i mod.
Vi er ikke alene
Der er protester flere steder i verden mod militære baser.
30. april havde ”Stop Air Base Ramstein” i Tyskland, det internationale netværk ”Nej til krig – nej til NATO”, det internationale fredsburo og en international kampagne mod militærudgifter (ccom) en international aktionsdag mod udenlandske militærbaser. Der er protester mod USAs militærbaser i Okinawa og modstand mod udvidelsen af USAs baser i Sydkorea og på Sicilien. I Grækenland har tusinder for nylig deltaget i omfattende protester.
På øen Vieques i Puerto Rico har fagforeninger, studenter, fiskere og bønder protesteret. Og aktioner er gennemført i Ecuador og på Filippinerne, på Hawaii og på Mariana øerne i Guam.
Bemærk for øvrigt at flere aktioner også har koblet miljø til protesterne. Baser – og aktiviteter knyttet til disse – har ofte vist sig som gigantiske miljøsvin for jord, luft og vand.
Protester mod USAs militærbaser i Norge er en del af en international protestbevægelse. Folk i andre lande vil også se på vore protester som en støtte til internationalt arbejde for fred og nedrustning.
”By the silence yoy know the importence” – Gennem mediernes og politikernes tavshed, ved man hvor vigtig sagen er.
Lad os bryde tavsheden! Nej til USA-Norge aftalen!
—————————————————————–
Inledninger og appeller fra protestmødet 8. oktober kan ses og høres her
Underskriftsindsamling mod baseaftalen kan findes her
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
