Det er virkelig i skærpede situationer fagtoppene i den kgl. danske fagbevægelse bliver udstillet: udsat for lakmusprøven – og dumper. 11. september blev udnyttet som et signal til befæstelse og erobringen af nye markeder, nye indflydelsessfærer. Denne erobringskrig for profit er kun lige begyndt. Derfor tales der også om “ondskabens akser”, “forebyggende krige” overalt på jorden – en USA terrorkrig der kan vare i årtier, hvis de ikke bliver stoppet.
Kommentar af Henning Paaske Jensen, APK januar 2003
Krig og forberedelse af krig er for fagtoppen og en lang række tjenstvillige hjælpere nedad i systemet ikke særlig relevant.
De gør alt for at udskille spørgsmålet som et særligt spørgsmål, der ikke er fagligt og derfor udenfor faglig regi. Pt. vover de ikke offensivt at bakke krigen op. Ja ser man på LOs, Metal,s og SIDs hjemmesider er det som om USAs krig mod Irak som præger alt i verdenssamfundet og vil have store konsekvenser for alle, ikke er eksisterende – For slet ikke tale om: Hvor mange resolutioner er der lavet mod USAs terrorkrig og lige nu i.f.h.t. krigen mod Irak. Men det er nok ikke for meget at forlange, men for meget at forvente. Længere nedad i rækkerne er det også yderst beskedent.
Men hvad skal man med en fagtop, der stort set holder kæft- tier og samtykker – når hr. kapital kræver oliekrig for at få del i rovet.
Hvad skal man med en fagtop, der handler og virker som monopoler og indordner sig under kapitalens lov:
Når tilbagevendende økonomiske kriser tager til og depressionen sætter ind, så ligger løsningen lige for: Flåning af arbejderne og deres forhold som indførelsen af en ny arbejdsmarkedsreform, krigsproduktion og krigsførelse. LO og Fagtoppene anerkender retningen.
Diskussionen i den faglige top kan, når vi skærer ind til benet højst dreje sig om: hvor meget skal arbejderne flås, hvor meget krigsproduktion skal der være og hvilke krige skal der føres.
Den nuværende erklærede “terrorkrig” blev erklæret på et underligt passende tidspunkt. Med økonomisk krise og recession i store dele af verden. Efter at Japan, Korea Indonesien, Brasiliens økonomier brast sammen kom turen til kapitalismens og imperialismens hovedlande.
USA og Tyskland. Lande man hidtil havde opfattet som lokomotiver i verdensøkonomien. Hele arbejderbevægelsens erfaringer viser at krise og udløsning af større krige har en nøje sammenhæng.
Men den 11. september, lige midt i den økonomiske krise havde fagtoppene handlekraft og kendte deres besøgelsestid – tog på EU plan initiativ til at være med til at hæve solidaritetsskiltet – solidariteten med USA.
Hvem har ikke i årtier haft behov for vores markante sympati, medfølelse og solidariske støtte?
Hvem har tændt Lys for det palæstinensiske folk, mod den terror og besættelse Israel med USAs støtte i årtier udsætter dem for.
Hvem i den faglige top har tidligere tændt lys for det Chilenske folk da USA bistod i mordet på Allende – fjernelsen af den folkelige regering og indsættelsen af fascisten Pinochet.
Den 11. september blev af det kgl. danske fagbevægelse benyttet til at understøtte USAs aggressioner rundt omkring i verden, og blev brugt som udgangspunkt til at banke arbejderklassens forhold og retssikkerhed årtier tilbage. Bl.a.indførelse af terrorlovgivning, som vil blive anvendt ved en kommende Ribus strejke.
11. september blev udnyttet som et signal til befæstelse og erobringen af nye markeder, nye indflydelsessfærer. Denne erobringskrig for profit er kun lige begyndt.
Derfor tales der også om “ondskabens akser”, “forebyggende krige” overalt på jorden – en USA terrorkrig der kan vare i årtier, hvis de ikke bliver stoppet..
En faglig kamp der ikke baserer sig på opgøret med hr. kapital, på alle områder og alle varianter af kapitalens handlinger, vil aldrig have reel fremgang. En faglig kamp som ikke ser kampen mod krigen, som en meget vigtig del af den faglig kamp, imødegåelse af nykolonisering, udbytning og undertrykkelse, har ikke nogen berettigelse på længere sigt.
En faglig kamplinje der ikke rejser perspektivet om afskaffelse af udbytning og indførelse af socialismen vil i længden ikke engang kunne forblive en kamp på stedet; men resultere i kapitulationsløsninger og accept af mindre onder og blive en ørkenvandring.
Løsninger vi kender alt for godt fra de partier, som ser redningsplanken i et langtrækkende samarbejde med det socialdemokrati der tidligere har været kapitalens foretrukne regeringsparti og kan blive det igen. Vi kan blot skæve til Tonny Blair i Labour partiet i England.
Dette er vigtige sammenhænge, der kan forstås af folkene på gulvet. Men det er holdninger som kraftig imødegås af fagbureaukrati og den del af arbejderklassen som på enhver arbejdsplads forsynes med ekstra krummer fra de riges bord i form af særlige privilegier. Arbejdsgivernes uundværlige hjælpere.
Udviklingen i den danske fagbevægelse må basere sig på græsrødderne, på gulvet. Det er især her krigsproblematikken må rejses og imødegås.
Det er et vigtigt emne for enhver forsamling på arbejdspladsen i klubberne og på generalforsamlinger i den kommende tid.
A.P. Møller er allerede gået i krig med troppetransportskibe som ved sidste Golfkrig.
Det er et vigtigt tidspunkt for den danske arbejderklasse og den faglige kamp, at føre krig mod krigen og deltage i de antikrigsaktiviteter der udvikler sig
Enhver klub, fagforening – ethvert Forbund skal have lov til at støtte op.
Men det er livsfarligt at gøre bevægelsen afhængig af det sker.
Hører du nogen kalde
på store og stærke mænd
så er det tiden at samle
alle de svage igen
Carl Scharnberg
Netavisen Kommunistisk Politik 26. januar 2003
Find andre artikler i temaet 20 års terrorkrig
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
