Oktober Radio: Hvem betaler krigens pris

Det første punkt i denne uges podcast fra Oktober Radio er sygeplejestrejken. Herefter kommer udsendelsen ind på Den såkaldte krig mod Terror, og imperialismens nederlag i Afghanistan. Til sidst er der et afsnit om nye tendenser i det område der kaldes neurale netværk.

I denne uge meddelte regionerne, at de opgiver et nyt forsøg på en forhandlingsløsning. Der er ikke nogen penge, siger de, men arbejdsgiversiden har heller ikke tænkt sig at gå tilbage til Folketinget og få åbnet pengekassen. Man har altså ikke rykket sig et komma siden konflikten startede.

Dansk sygeplejeråd udsendte fredag et åbent brev til Statsministeren hvor de skriver: Kære Mette, vil du ikke nok hjælpe: Ophæv mæglingsskitsen til lov og giv en lille skilling oven i…

”Arbejdsgiverne i regionerne har opgivet at nå frem til en forhandlet løsning mellem parterne. Vi er nået til samme konklusion. Derfor er der ikke længere tvivl om, at vi har brug for hjælp udefra.” Skriver forbundet bl.a.

Altså en invitation til et indgreb, der ikke vil afhjælpe et klap. Der er ikke nogen ambition hos regeringen om et stærkt offentligt sundhedsvæsen. Der er alene den ambition hos regeringen, som der er hos det danske borgerskab.

De små indrømmelser der omtales som et “velfærdssamfund”, er kommet igennem politisk kamp. Men det er ikke engang tilladt at kæmpe ordentligt for sin sag, når man er ansat i sundheds og plejesektoren. Fordi man ikke må strejke når det handler om liv og død. Til gengæld må politikerne gerne skære ned og underbetale de ansatte. Derfor er ”den danske model” i praksis død og borte.

Nederlaget i Afghanistan

Søndag der stod Taliban pludselig i Kabul, og nederlaget en realitet. Den indsatte regering løb med det samme at den så Taliban i horisonten, og stak af med resten af pengene.

I bogen Den såkaldte krig mod Terror, der udkom i 2006 har Annisette fra Savage Rose skrevet en kort tekst, der meget rammende opsummere krigene:

Toget Kører

Efterårssolens orange lys glider hen over husmurene, gennem byens gader og lægger sig så til hvile på græsset, i de stadig grønne landskaber. Et blidt farvel til den sommer der fyldte os med energi, og fik græsrødderne til at gro.

Så meget er der sket siden dette års begyndelse, at det føles som om livet blev sendt afsted på et lyntog, og vi måtte løbe så hurtigt som vilde heste, jaget af fortidens programmerede cowboys, betalt af Hollywood, olie og kemi-industrier! Eller var det Bush´s bedstefars bank og invester-firma, der jo også sponsorerede Hitlers berømte krig? Toget kører! Små børn, kvinder, mænd, bedstemødre, bedstefædre, teenagere, stuvet sammen i vogne, påmalet med ”muslimer” på siderne. – Vi hører lyden! Vi ser billederne! – Menneskelig fornedrelse, tortur, massakre, udryddelse. Hørte du også det pæne nye udtryk ”etnisk udrensning” ?

– Beslutningen er vedtaget, dokumentet er underskrevet og udført! Det verdensomspændende rengøringsfirma, vinker tilfredst til dig fra skærmen i din stue. Toget kører. Nu, som dengang, med 40 millioner jøder og sigøjnere!

Finansfyrsterne lægger planer for de store nye tomme områder. Nye landskaber af byer bliver bygget så hurtigt som toget kører! Der er jackpot til de grådige og skrupelløse casinoejere. ”Hvor går det godt”! – Se nu bare hvor det går, f.eks. i New Orleans. For nogle år siden, beboet af den fattigste sorte befolkning i USA – hvor er de nu ?

Det er ikke en dårlig gyserfilm, men virkelighedens store smertelige skrig der giver ekko. Også i lille Danmark. Toget kører, hurtigere og hurtigere. Fattige, jøder, sigøjnere, palæstinensere, muslimer, grønlændere, filippinere, og…..

Jamen er vi ikke de rige ? Har vi ikke velfærd ? – Vi kan da låne! Hvem har da pengene ? Toget kører, og bag skrivebordene sidder de, dødens købmænd og lægger de næste planer!

Jeg mærker vreden
mærker smerten
mærker din hånd
mærker en verden
jeg hører den kalde
fra toget der kører
vi ved det kan standses
det er nu
det skal gøres!

Kærlig hilsen Annisette

Vi skal huske folk på, at kampen mod krig har været der hele tiden, og har sagt sandheden. Har fortalt hvem der er de skyldige, og hvem betaler krigens pris. Det er modstanden mod krig, der har svarene.

De skyldige, der nu går fri igen, og sidder og klapper hinanden på skuldrene og græder krokodilletårer inde i tv, mens de spiller sørgemusik under flugten fra Kabul. Nederlaget er smerteligt, og det har været en økonomisk udskrivning af de helt store. Men intet er ændret, arbejderklasen betaler.

De nye F-35 bombeflyvere står klar på fabrikken til at blive sendt til Danmark. Regeringen og industrien pønser på nye krige om geopolitiske interesser og kampen om kontrol med ressourcer.

Neurale netværk og ambitionerne om en universal robot

Til sidst i udsendelsen omtales en ny type af computersoftware, der tilsyneladende kan få en robot til at udføre mange flere af de rutineopgaver, der i dag må udføres af mennesker. Eller det er i hvert fald ambitionen hos flere store firmaer. Seneste hos Tesla, der har annonceret at de er meget langt med at få biler til at køre af sig selv, og den teknologi vil de inden for få år kunne sætte i andre maskiner.

De neurale netværk der skal bruges til at genkende objekter på video og billeder, trænes på gigantiske mængder af data på verdens hurtigste supercomputere. Mens resultatet er ligesom et stykke software, et program der kan køres lokalt i en enhed som en telefon eller en bil.

Det er ikke lige med det samme, at ambitionerne får nogen som helst betydning i praksis. Men, der er et potentiale. Altså man kan se at i teorien så kan det lade sig gøre. Det kan være indenfor nutidens videnskab at få maskiner til at udføre simple menneskelige opgaver, som man tidligere havde troet, at ikke kunne lade sig gøre.

Om det i praksis er muligt at videreføre deres fremskridt på andre former end en bil, vil vise sig. Helt sikkert er det at der bruges masser af penge på at udvikle en egentlig robot, som kan indgå i fremtidens arbejde, eller underholdning. Japan fremviste under Olympiaden en prototype der kunne spille basket.

Det mest skøre er, at fordi maskinen kommer i en menneskelig form, så tror økonomer straks at den kan tilføre noget af værdi. Det er jo arbejdskraft det der giver tingene værdi. Men de glemmer at det alene den menneskelige arbejdskraft. Det er altså f.eks. ikke solens arbejdskraft. Det er heller ikke vandets eller vindens arbejdskraft. Det er den menneskelige arbejdskraft.

Uanset hvilken form automatiseringen antager og hvor mange arbejdere der bliver fyret, så vil der ikke komme nogen som helst økonomi mellem denne robot og mennesket, ligeså lidt som der er penge mellem et æbletræ og jorden.