NATOs topmøde denne sommer peger mod øget oprustning rettet mod et stormagtsopgør, det NATO kalder ‘systemisk opgør’, hvor de forsøger at dække NATOs offensiv og rivaliseringen om magt og ressourcer ind under ‘forsvar for demokratiske værdier’. Risikoen for storkrig udvikler sig til en konkret fare for menneskeheden.
Artikel fra den kommunistiske netavis Arbeit Zukunft
D. 14. juni fandt topmødet mellem stats-og regeringscheferne sted i Bruxelles. Her blev blandt andet præsenteret papiret ”NATO 2030: ”Forenet til en ny æra”. Heri blev ‘systemisk konkurrence’ tillagt stor betydning (§ 5).
Hvad indeholder NATO 2030-dagsordenen?
Mens militære operationer (såkaldt ”krisestyring”) i mange år har stået i fokus i det Globale Syd så rykker nu den såkaldte systemkonkurrence i forgrunden, dvs. konkurrencen mellem stormagterne USA, Europa, Rusland og Kina, nu kommer frem i forgrunden. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg opsummerede topmødets farlige budskab således:
”NATO er en alliance mellem Europa og Nordamerika, men vi er nødt til at tilpasse os et globalt sikkerhedsmiljø, som kan blive stadig mere konkurrencedygtigt. Vi er i en tidsalder med global systemændring.”
Fra Afghanistan til systemisk konkurrence
Som bekendt besluttede NATO at trække sine tropper tilbage fra Afghanistan i år. De tyske Afghanistankrigere er allerede blevet budt velkommen af Annegret Kramp-Karrenbauer ved en slags velkomstceremoni i Berlins Bendlerblock, hvor mindesmærket for de faldne soldater fra Bundeswehr også er placeret. Ikke desto mindre fortsætter NATO med at give de afghanske forsvars- og sikkerhedsstyrker uddannelse og også økonomisk støtte. USA har allerede startet militære operationer og overvågning.
Det er dog bestemt ikke en overdrivelse at se den vestlige tilbagetrækning af tropper som et slags signal for den endelige overgang til fasen med system konkurrence. Konflikterne i denne retning indtager det meste af pladsen i NATOs topmødeerklæring. Dermed fremføres tanken om, at den “regelbaserede internationale orden” (hvilket betyder “de vestlige demokratier”), som NATO ser sig selv som en garant for, er “truet” (§2). I følge Klaus Naumann, tidligere formand for NATOs militærkomité:
”Det er dog endnu vigtigere, at der opstår en konkurrence mellem mindst to modeller for verdensordenen: På den ene side er der den vestlige model baseret på et regelbaseret demokratisk grundlag … Og på den anden side er der den kinesiske model, som præsident Xi Jingpin udråbte på den sidste partikongres, som den nye model for verdensordenen. Disse to modeller vil konkurrere med hinanden, fordi de ikke kan forenes af én simpel grund: Den vestlige model lover individuel frihed, den kinesiske model gør det ikke. Verden er derfor på randen af en ny global kappestrid, som primært vil finde sted i Asien.”
I realiteten er det ikke nogle abstrakte “værdier”, der er årsag til den skærpede konflikt mellem stormagterne, men derimod forskellige, meget håndgribelige interesser.
Konkurrenterne Rusland og Kina
“Vores forhold til Rusland er så dårligt som det ikke har været siden afslutningen på den kolde krig,” sagde Natos generalsekretær Stoltenberg, før topmødet begyndte. I topmødeerklæringen bliver der slået fast at: “Ruslands aggressive adfærd udgør en trussel mod sikkerheden i den euro-atlantiske region.” (§ 3) Samtidig er det Rusland anklages for mht til oprustning langt overgået af NATO:
Omkostningerne ved den amerikanske atomvåbenoprustning i årene 2021-2030 er blevet revideret af den amerikanske revisionsret til op mod 634 milliarder dollars. Mens det russiske militærbudget udgør en tiendedel af dette.
Et sidste væsentligt punkt er at såkaldte hybridangreb, under tærsklen til klassiske krigshandlinger, nu er klassificeret som mulige udløsere af en alliancesag (§ 31). Og det betyder, beskriver “Augengeradeaus“ *: “Både et hybridangreb såvel som et massivt angreb på it- og kommunikationssystemer, dvs. et cyberangreb, ses af NATOs medlemmer som en mulig alliancesag – som så også vil kunne besvares med konventionelle våben.”
Der var knap nogen omtale af Kina i det sidste strategiske koncept i 2010 eller i tidligere topmødeerklæringer. Dette har ændret sig fuldstændigt. Kina er nu en hovedmodstander i “systemkonkurrencen”. Militært set lægger NATO frem for alt vægt på at bevare sin teknologiske overlegenhed: “Vi er fast besluttet på at bevare vores teknologiske forspring” (§ 37). Hovedformålet er her at fremme forskning inden for nye teknologier, især kunstig intelligens, og gøre dem anvendelige til militæret. Til dette formål er der blevet oprettet en “NATO Innovationsfond” til støtte for nystartede virksomheder, der arbejder med dual-use og disruptive teknologier (§6 d). (Se disruptive teknologier o.a.)
NATO erklærede også rummet for at være et bistandsområde (§33). Tagesschau.de skriver:
”Desuden besluttede topmødet, at angreb i rummet kan udløse bistandsklausulen i henhold til artikel 5 i den Nordatlantisk traktat. Her har alliancen længe været bekymret for, at Kina og Rusland, men også andre lande, har testet mulighederne for at forringe eller endda ødelægge satellitter. ” (bistandsklausulen, også kaldet NATOs musketéred: “Ethvert angreb på en allieret vil blive betragtet som et angreb på os alle” o.a.).
Geografisk lægger NATO tyngdepunktet for sin tilstedeværelse i den såkaldte Indo-Pacific-region, netop der hvor Kina også ønsker at udvide sin indflydelsessfære. Sådan skriver Karl-Heinz Kamp, tidligere leder af Federal Academy for Security Policy, bl.a. “… På sigt, men hvis den kinesisk-amerikanske bilateralisme (gensidige forhold) bliver en realitet, vil de store europæiske stater ikke være i stand til at komme uden om at udbygge deres færdigheder til den vidtrækkende magtprojektion, frem for alt i den maritime sektor. Det gælder ikke kun ud fra NATO’s perspektiv, men også udfra EU’s synspunkt, hvis EU ønsker at leve op til sin egen påstand om at være en ‘global spiller’.”
Fremtidsudsigter
Det står meget klart: NATO’s militære politik vil blive tilpasset endnu tættere til medlemslandenes globale interesser overfor deres imperialistiske konkurrenter. Det betyder øget risiko for krig, der hvor disse konkurrenters interesser støder sammen. En ny verdenskrig bevæger sig til at blive en konkret risiko.
NATO’s højoprustning betyder naturligvis også øgede budgetposter til landenes militær:
Målsætningen om 2% for militær oprustning i medlemsstaterne målrettes mere og mere. I topmødets sluterklæring hedder det, at 10 lande allerede ville overstige det i år, og at det forventes at være to tredjedele i 2024 (§35). For Tyskland betyder dette: i stedet for de nuværende 45,2 milliarder våbenudgifter (2020) vil dette stige til 66,8 milliarder for at nå målet på 2% – forudsat at BNP forbliver det samme.
Så der er al mulig grund til at forlange:
Tyskland ud af NATO!
Ingen forhøjelse af rustningsbudgettet!
*) Zeitung für militärische Nachrichten, verantw. Redakteur: Thomas Wiegold –
Augen geradeaus!
Kilde: IMI-Analyse 2021/32 – NATO-Agenda 2030
S.N.
Oversat fra Arbeit Zukunft
Læs også
NATO-topmødet 2021: Militarisering af medlemslandene og global offensiv
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
