Hvor har Kina været og hvor går det hen?

I juli 2021 har Kinas Kommunistiske Parti fejret 100 året for sin stiftelse. Men partiet er ikke det mindste kommunistisk, ligesom Kina ikke er det mindste socialistisk. Kun på overfladen er det et parti for arbejderklassen, mens dets ledelse er tæt forbundet med den nyrige kinesiske elite. Allerede i 1976 stod Kinas Kommunistiske Parti og Maoismen fuldstændig afsløret som revisionisme med et stormagtsprojekt, med retning mod at indføre kapitalismen i Kina i samarbejde med USA. Enver Hoxha, lederen af Albaniens Arbejdes Parti, skrev dengang i 1976 en skarp, og fremragende klarsynet analyse af Kina og Maoismen, og konkluderede:
Kina bevæger sig henimod en ny socialimperialisme, imod kapitalisternes magtovertagelse, både de gamle og de nyes, som Maos opportunistiske linje har holdt ved magten, beskyttet og styrket. Der må findes sunde marxistisk-leninistiske kræfter i Kina, men jeg er af den opfattelse, at de ikke kan identificeres med de såkaldte radikale. De »radikale« er imod de højreorienterede, men de er maoister, liberale, for to linjers sameksistens i partiet. Kun en magtfuld marxistisk-leninistisk omvæltning kan redde Kina fra kapitalismens genoprettelse.

Historien har vist hvor præcis denne konklusion var.

Af Enver Hoxha, april, 1976

Kina er blevet kaldt og kaldes stadig »Chung Kuo« af kineserne, hvilket på fransk hedder »I’Empire du Milieu« (sådan blev det også kaldt i gammel tid), hvilket betyder »Riget i Midten«. Men hvorfor »Riget i Midten«? Fordi i utallige århundreder på stribe (Tidslinje for Kinas historie) har kineserne betragtet deres land som ‘verdens centrum’. Dette ‘verdens centrum’ har haft en storslået og gammel kultur, ikke kun da Marco Polo så det i år 1271, men den kan være ældre selv end ægypternes og sumerernes, som ellers anses for at være de folk med verdens ældste kulturer.

Det er forståeligt, at dette ord »Chung Kuo«, som stadig bruges af kineserne idag, ikke blot er et simpelt traditionelt navn, men udslag af dannelsen af en verdensanskuelse gennem tusinder af år, gennem alle de kinesiske generationer, som, bevidst eller ubevidst, er bevaret selv idag.

De religiøse trosretninger Buddhismen og Konfutsianismen, som Mao Tsetung endelig huskede at ‘være opmærksom på’ og at ‘bekæmpe’ (og dette forbandt han med kampen mod Lin Piao) har indpodet ideen om ‘riget i midten’ i kineserne sammen med deres mystiske og filosofiske religiøse verdensanskuelse, deres former for organisation og ledelse og deres skrevne og uskrevne skikke. Det er forståeligt, at den gamle kinesiske kultur ikke blev det kinesiske folks kultur, men forblev mandarinernes kultur, og det skrevne sprog forblev et privilegie for kejseren og mandarinerne, for ‘krigsherrerne’, som undertrykte det kinesiske folk og sugede deres blod.

Mange gange gennem historien blev Kina angrebet af fremmede og kæmpede mod dem, men ofte udøvede de fremmede deres indflydelse, iværksatte deres egen organisation og lederskab. Imidlertid var de indtrængendes kultur, når den forlod sine spor, ikke i stand til at assimilere den rige og ældgamle kinesiske kultur. Naturligvis skete det modsatte.

Religionen skabte sin egen kult i Kina, dyrkelsen af Buddhismen, og forbandt den med dyrkelsen af »Riget i Midten«, grundlagde Konfutses teorier og forstærkede deres indflydelse blandt kineserne. Buddhismen og Konfutsianismen rejste had mod alt fremmed, ligesom de fremkaldte storhedsvanvid omkring alt, som var deres, hørende til »Riget i Midten«. Alt var sammenfiltret i disse religiøse og etiske anskuelser. Disse og århundrederne med stor fattigdom gjorde de kinesiske bønder – undertrykte af kejseren og feudalherrerne – fatalistiske, hårdtarbejdende og disciplinerede, patriotiske, hadefulde overfor fremmede, i nogen grad indadvendte og mistænksomme overfor andre, både lokale og fremmede. Enhver handling og tanke fra hans side blev formuleret og gjort på en sådan måde, at det var svært at forstå, hvad han virkelig tænkte og at følge tråden i problemet. Med andre ord havde kineseren ikke en frimodig og åben måde at tænke og handle på, men gjorde det ad rundkørsler og ad vildsomme veje, og ofte blev disse karaktertræk, som var af defensiv natur, forvandlet til hykleriske vaner.

Imidlertid undergik gennem århundrederne, og specielt i vor tid, karakteren, troen og skikkene i folket en grundlæggende udvikling, men uden fuldstændigt at løsrive sig fra deres gamle former. Selv efter den endelige frigørelse fra det fremmede åg, efter grundlæggelsen af Den Kinesiske Folkerepublik, og efter revolutionen, ledt af Kinas Kommunistiske Parti, forblev Kina stadig, i nogen grad, et ‘lukket’ land. Under dække af folkets demokratiske regime og under vejledning og lederskab af Kinas Kommunistiske Parti og Mao Tsetung, på trods af de radikale ændringer, som dets folk undergik, forblev Kina frygtsomt, oprettede ‘venskaber’ på dette eller hint kritiske tidspunkt, lukkede sine døre eller holdt dem lukkede for progressiv verdenskultur og forsøgte at gøre alt for at foretage hvert skridt i dets udvikling i en ‘lufttæt krukke’. Alt fremmed, inklusive den marxistisk-leninistiske teori, som var blevet optaget som ‘den ledende ide’, undergik forandringer i form af eklekticisme under påberåbelse af tilpasning til kinesiske forhold.

Selv efter revolutionens triumf havde den kinesiske kultur ingen livlig udvikling, ingen udrensning af gamle bagstræberiske og reaktionære teorier fandt sted, og sunde grundlag for en national og revolutionær kultur blev ikke lagt, som de skulle have været. Faktum er, at efter den Store Kulturrevolution, som var en revolution med andre mål, blev slagord lanceret og en række ‘revolutionære balletter’, som blev beskrevet, som om de var alt – som om de var grundlaget for en revolutionær kultur, blev skabt.

Hele den kinesiske kultur var, og er stadig, i den gamle konfutsianske kulturs vold. Hvad maoisterne kalder ‘revolutionær kultur’ er dag-til-dag journalistisk politisk propaganda. Skolerne enten forbliver lukkede eller lærer en form for kundskab, som er podet på den gamle stamme. ‘Kultur’ har været begrænset til kampen mod Kao Kang, Peng Teh-huai, Liu Shao- chi, Lin Piao og Teng Hsiao-ping for ikke at glemme Konfutse, under hvis kappe alle disse bosser har været rummet.

Den ideo-politiske aktivitet fra Kinas Kommunistiske Partis side er forbavsende (og ikke uden grund). Det er forblevet en lukket bog for fremmede, specielt for de broderlige kommunistiske og arbejderpartier. Jeg tror dette har sine egne årsager, som er spørgsmål om principper. »Vi skal vaske vores snavsede linned blandt os selv, og ikke udstille det for andre«.

Siden dets stiftelse og op til idag har Kinas Kommunistiske Parti gjort fejl på liniespørgsmål, som har sat umiskendelige spor og resulteret i, at partiet har en ustabil linie i hvilken højreopportunisme er udpræget. Men hvilke fejltagelser er i virkeligheden blevet gjort, og hvilken natur har disse fejltagelser? Der findes ingen dokumenter, ingen analyser af dette. Man finder politiske artikler med generelle formler og lister af navne på ‘de væsentligste anti- parti elementer’. Kinas Kommunistiske Parti har stadig ikke en officiel udlægning af dets egen historie. Der er artikler om isolerede episoder, skrevet uden noget ansvar, som cirkulerer i dag, men som kan blive tilbagetrukket i morgen, når andre artikler med anderledes ideer kommer ud. Kun beretningerne fra den 8., 9. og 10. kongres i dette parti er kendt offentligt. Alle disse, eller rettere sagt kun disse, bliver betragtet som korrekte, ingen del af dem er blevet tilbagetrukket, skønt de indeholder kolossale fejl. Alle disse beretninger bærer Maos navn, fordi de er produceret af Mao, Lin, Teng og Chou, så hvis fejlene i liniespørgsmål i dem bliver blotlagt, hvad vil der så ske med Maos autoritet, Mao, som har stået i spidsen for partiet?

Der er også de fire bind skrevet af Mao under krigstiden. Disse blev samlet ‘ordnet og pyntet’, som om de var baseret på den marxistisk-leninistiske teori. Disse skrifter kom ud adskillige år efter Kinas befrielse, og de siger, at de blev udgivet af den sovjettiske filosof Yudin, som var ambassadør i Kina. Der findes ikke andre værker af Mao. De fortsætter kampen med hans gamle eklektiske citater. Hvad har denne ‘store teoretiker’ lavet i alle disse år? Har han givet sine meninger til kende, har han talt, har han fundet løsninger på en række væsentlige problemer? Næsten intet desangående er blevet publiceret.

De propaganderer simpelthen ‘Mao-tsetung-tænkning’ som ligestillet med marxismen-leninismen, selv om de i virkeligheden er lakajer af Mao, som har placeret hans billede sammen med klassikerne efter Engels og før Lenin.

Hvad er resultatet af alt dette? En tilbageholdelse af sandheden om Kinas Kommunistiske Partis udvikling og kamp og en kunstig oppumpning af Mao Tsetung. Det anti-marxistiske kinesiske storhedsvanvid har udfoldet sig, dyrkelsen af Mao er blevet identisk med dyrkelsen af Konfutse. Alt hvad Mao gør, alt han siger er ‘rigtigt’. Alle må tro på, hvad Mao siger. Sund fornuft er ikke tilladt, kun fanatisme.

Jeg påpegede ovenfor, at mange fejl er blevet begået af Kinas Kommunistiske Parti på spørgsmålet om linien, lige fra dets start. Men på hvilket grundlag blev partiet dannet i Kina? Intet vides. Mao selv har ikke skrevet om det, eller har skrevet nogle få ting, men selv disse kendes ikke. De fire bind af Mao, som er blevet udgivet, handler om spørgsmål i partiets politik og linie, taler om dets organisation, og Mao forsøger der at omskrive Marx og Lenin, men han giver alt farve af en teoretisk lektion, der tager sigte på at uddanne kadrerne eller på at dukke op og fremstå som en anerkendt teoretiker. Partiets levende kamp, fraktionskampene, klassekampen indenfor og udenfor partiet bringes ikke frem eller fremlægges meget lidt i disse værker. Nej, selv om det påstås at være hans teori, er det ikke andet end tam omskrivning af Marx og Lenin. Stalins ideer kan ikke findes i disse bind. I Kina finder man kun Stalin som et portræt på Tien An Men pladsen.

Mange kliker har eksisteret i Kinas Kommunistiske Parti, og det fordi partiets grundlæggende linie ikke har været en fuldstændig marxistisk-leninistisk linie. Det må have været sådan lige siden partiets stiftelse, fordi dets ledende skikkelser, Mao, Chou En-lai, Chu Teh, for ikke at nævne Li Lisan og andre, ikke har været udviklede marxister og ikke har gjort sig ordentlige anstrengelser for at mestre marximen-leninismen. De ønskede Kinas nationale og sociale befrielse, men ideerne om kommunismen og dens ideologi kan ikke have været klar for disse kammerater.

Kina har været lukket inde i sig selv, har holdt Mao og Chou lukket inde i disse omgivelser. De så ikke ud over Kina, og sandelig var der i deres tidlige begreber, som ledte frem mod revolutionen, mange nationale, borgerlige, demokratiske, progressive og mystiske synspunkter blandet sammen. Vi ser ikke noget klart materiale fra Kinas Kommunistiske parti, som udtrykker i det mindste nogen kritisk holdning til Sun Yat-sens republik, som de taler godt om. Tingene fremstår dunkle, både dengang og nu, der er alle slags holdninger og fortolkninger, derfor, »bestem dig og foretag dit eget valg«. Det er væsentligst udlændinge, som har skrevet om denne revolutionære og progressive epoke. For kineserne begynder og ender Kinas morgengry og kamp med Mao.

Sun Yat-sen var en stor personlighed, som korrekt forstod værdien af venskab med Lenins Sovjetunionen, som udstrakte sin hånd og gav Kina hjælp og støtte. Kinas Kommunistiske Parti var netop blevet dannet på den tid, og selvfølgelig var dets indflydelse blandt masserne ringe, mens Sun Yat-sens og Kuomintang partiets indflydelse var stor. Vi kan ikke med sikkerhed sige noget om, hvordan Kinas Kommunistiske Parti handlede, forbandt sig med dem og kæmpede på den tid, eller vi kan kun tale på basis af, hvad udlændinge har skrevet, fordi kun de har lavet analyser, men deres analyser er ledt af andre principper og mål, som vi ikke kan basere os på. Kendsgerningerne bekræfter, at så længe Lenin og Stalin levede opretholdt og udviklede Sovjetunionen sit venskab med Kina og Kuomintang, både på den tid da Sun Yat-sen levede, og på den tid da Chiang Kai-chek erstattede ham.

De kinesiske kommunister samarbejdede på denne linie, men vi kan gætte os til, hvilke modsætninger der opstod, hvordan de opstod, i hvilken grad de blev udviklet, og hvorfor de opstod, fordi vi er marxister og ved, hvad Chiag Kai-shek repræsenterede. Sådan et studium og sådan en analyse er ikke blevet foretaget af Kinas Kommunistiske Parti, i det mindste ikke så vidt vi ved. Den kinesiske proletariske stat og Kinas Kommunistiske Parti har ikke skrevet det kinesiske folks historie. Alt hvad vi har læst om dette væsentlig problem, har vi læst fra fremmede borgerlige historikere, videnskabsmænd og sociologer.

Der er mange ting, vi ikke ved, men vi ved, at Kinas Kommunistiske Parti udbasunerer »in petto«*: Komintern gjorde fejl overfor Kina, Stalin gjorde fejl (og ifølge Mao har Sovjetunionens Kommunistiske Parti (bolsjevikker) erkendt fejlene), Sovjetunionen udstak direktivet om at Kinas Kommunistiske Parti skulle samarbejde med Kuomintang, når det ikke skulle have gjort det osv. osv. Alle disse ting hviskes i hjørnerne og rundt i korridorerne, og jeg tror, at de har til formål at ophøje Mao »som aldrig har gjort fejl«, og nedgøre Stalin »som gjorde fejl«.

Hvilke konklusioner kan vi drage ud af alle disse ting, omkring hvilke der ikke er foretaget nogen konkret analyse? Generelt set gjorde Stalin og Komintern ingen fejl hverken omkring den revolutionære kamp, eller omkring alliancen mellem Kinas Kommunistiske Parti og Kuomintang, mens Mao og Kinas Kommunistiske Parti gjorde fejl. De fortolkede og tilpassede ikke Kominterns linie korrekt. Alliancen mellem disse to styrker – kommunistiske og borgerlige progressive var nødvendig for Kinas befrielse fra kolonisatorene og det militaristiske Japan. Det er muligt, at der i denne kamp, i disse kontakter, blev gjort fejl fra folk som Bliichers side, og andre delegater fra Komintern, som viste sig at være trotskister og blev fordømt, men Kominterns linie, som havde til hensigt at skabe alliancen af de progressive kræfter i Kina, som bekæmpede Japan, var korrekt. Chiang Kai-shek forrådte, brød med kommunisterne, forsøgte at likvidere dem og svækkede og fordømte kampen mod Japan. Dette er et problem, som er kædet sammen med en mørk og kompliceret periode, og skylden for dette kan ikke lægges på Stalin eller Komintern, sådan som de kinesiske kammerater gør. »Stalin gjorde fejl« erklærer Mao, men i virkeligheden er det Mao Tsetung selv, som gjorde fejl, ikke alene på det tidspunkt men også nu, har han lavet mange fejl, som vi ser sammen med de bitre konsekvenser af dem. I Kina siger de stadig, at Mao aldrig har begået fejl, hverken igår eller idag, og han vil heller ikke lave nogen imorgen. For kineserne er dette tabu, men det er en anti-marxistisk erklæring.

Maos og hans kammeraters holdning overfor Sovjetunionen på Stalins tid gør én mistænksom. Den har ikke været korrekt og alvorlig. Vi ved i det mindste ikke af, at nogen uvilje er blevet udvist specielt mod Stalin, Sovjetunionen og Komintern på tidspunktet for Kinas befrielseskrig. Kang Sheng, en af de fineste marxistiske-leninistiske revolutionære ledere i Kina, var Kinas Kommunistiske Partis repræsentant i Komintern, og han havde aldrig et ondt ord at sige i den retning.

Vi i Albanien betragtede Kina efter befrielsen som en stat med folkets demokrati, ledt af et ærefuldt kommunistisk parti med en stor marxist-leninist i spidsen, som blev kaldt Mao Tsetung. Som alle vore lande, der blev befriet og etablerede folkedemokratiets orden, var Kina også nært forbundet med Sovjetunionen og Stalin. Senere lærte vi mange ting om Kinas Kommunistiske Partis op- og nedgange og Kuomintang, om ‘den lange march’, om Maos venskab med fremmede officerer og journalister, som amerikaneren Edgar Snow og andre, som opholdt sig i hans hovedkvarter; vi lærte om de ‘frugtbare’ kontakter mellem Mao og Chou og Vandermeyer og Marshall, som organiserede den amerikanske hjælp til Mao og Chiang, såvel som om de kinesiske lobbier i Washington. Selvfølgelig gjorde disse ting indtryk på os, men vi betragtede dem som ren og skær taktik, og ikke som en hældning mod Amerikas Forenede Stater, sådan som det blev tydeliggjort senere. Vi så Mao som en kommunist, hans parti som et kommunistisk parti og Kina som et socialistisk land, en ven af vores og først og fremmest af Sovjetunionen og Stalin.

Mens Stalin levede drog Mao en enkelt gang til Moskva, hvor han mødte og talte med Stalin. Vi ved ikke, hvad de talte om, men vi antager, at Stalin har budt Mao varmt velkommen og givetvis garanteret Kina al den hjælp de søgte. Kinas Kommunistiske Parti erklærede selv officielt, at »både Lenin og Stalin havde anerkendt, at zarregimet havde bemægtiget sig territorier i Kina, som skulle tilbageleveres, fordi de tilhører Kina«. Kineserne offentliggjorde disse erklæringer, da Kina gik ind i konflikten med Hrustjov-revisionisterne.

Såvidt som vi kan bedømme, behandlede Stalin Kina som et venligtsindet socialistisk land, behandlede grænseproblemet i en marxistisk-leninistisk ånd og betragtede alvorligt Mao Tsetung som en god kammerat. Imidlertid sagde Mao åbent på mødet mellem de kommunistiske og arbejderpartierne, som blev afholdt i Moskva i 1957, dvs. før mødet mellem de 81 partier for at understøtte Hrustjov, som forrådte marxismen-leninismen, på en hånlig og ironisk måde, at da han mødte Stalin følte han sig »som en ung elev foran sin lærer«. Med dette ønskede Mao at forsvare, og forsvarede i realiteten, Hrustjovs bagvaskelse omkring ‘Stalinkulten’, som angiveligt havde betragtet ‘denne store Mao’ som en lille dreng. Dette var et angreb, som Mao foretog på Stalin. Jeg siger dette i fuld overbevisning, for på mit første møde med Stalin, da jeg var så ung og fuld af følelser, behandlede Stalin mig, med sin venlige opførsel, med sin kærlighed og respekt for en kammerat, som en ligemand, og hans venskabelige konversation fik mig straks til at føle mig hjemme. På det møde gik Mao længere, han sagde, at Hrustjov gjorde ret i at likvidere Molotovs ‘anti-parti’ gruppe osv. og ydermere kaldte han Hrustjov »Lenin i vor tid«.

Hvilke konklusioner kan vi drage af disse Maos handlinger?

At Mao var imod Stalin, og at han sammen med sine kammerater arbejdede på at opbygge en kult omkring sig selv. Målet var at Mao skulle overtage Stalins plads, ‘nedgjort og besudlet’ af forræderne, i rækken af store marxister i den internationale kommunistiske bevægelse. Han troede, at på grund af den hjælp, som han gav Hrustjov ved denne lejlighed, ville Hrustjov begunstige den nye Mao-dyrkelse, og Kina ville blive centrum for revolutionen. ‘Østenvinden blæser’, ‘Østen er rød’, ‘Mao Tsetung er verdens sol’ – dette var de slagord, kinesernes propaganda udsendte på den tid.

Men tingene gik ikke, som Mao tænkte og ønskede. Sovjetrevisionismen og Hrustjov gav ham en kold skulder. Mao og maoisterne forsøgte at undgå et sammenstød, men tingene kunne ikke tage nogen anden retning. Så ændrede Mao Tsetung sin taktik. Opreklameringen af dyrkelsen af Mao som ‘en stor marxist-leninist’, som kæmpede imod den moderne revisionisme, og først og fremmest mod Sovjets moderne revisionisme, og på samme tid kæmpede mod den amerikanske imperialisme og mod det reaktionære verdensborgerskab fortsatte. Sådan en kamp var korrekt, derfor støttede vi den og kineserne støttede os. Men i virkeligheden anvendte de ikke denne taktik udfra et klassestandpunkt, og ikke på en marxistisk-leninistisk måde. Med denne taktik ønskede og forsøgte kineserne at styrke Kinas position i den kommunistiske bevægelse og blandt folkene i verden som ‘en sand socialistisk stat, uforsonlig overfor klassefjenderne og fjenderne af folkene, som kæmper for frigørelse’. Imidlertid måtte Mao og maoisterne, indenfor partiet, kæmpe mod Liu Shao-chis, Chou En-lais, Teng Hsiao-pings osv. højreklike, som, under Maos skygge, kæmpede for at genetablere kapitalismen og sigtede mod at ændre politikken til venskab med hrustjovitterne.

Mao Tsetung befandt sig i dobbeltild, som han i virkeligheden selv havde antændt i forsøget på at gøre Kina til en stor verdensmagt. Således fandt han sig selv midt imellem sovjetrevisionisterne og den farlige Liu Shao-chi fraktion. Så lancerede han Kulturrevolutionen, om hvilken jeg ikke skal sige noget her, fordi jeg har sagt og skrevet en hel del om den.

Hvilken kurs valgte Mao (for det forekommer mig, at partiets linie ikke falder sammen med hans) for at nå til disse ikke-marxistiske standpunkter? Han begyndte at følge en konformistisk linie. Sålænge Stalin levede var Maos linie for ‘venskab’ og ‘beundring’ overfor Stalin. På det tidspunkt blev venskab med Sovjetunionen dyrket i Kina. Efter Stalins død viste Mao sig at være en opportunist og forsøgte at overtage Stalins plads i den internationale kommunistiske bevægelse. Smigeren fra hans side for at narre Hrustjov begyndte, og naturligvis rettede han sin kritik mod Stalin. I Peking i 1956 forsvarede han revisionisten og forræderen Tito overfor os, fordi han selv var en revisionist, en liberal, en støtte til Hrustjov.

Efter bruddet med Hrustjov, da Liu og Teng var ved magten og besad nøglepositioner i de centrale organer i Kina, blev der udgivet en række ideologiske artikler imod hrustjovrevisionismen. Dette var teoretiske artikler og ikke almindelig propaganda vendt mod revisionismen. Dette var selvfølgelig en god forandring, for ved at fremstille revisionismen teoretisk, blev Kinas Kommunistiske Parti uddannet. Men dette varede ikke længe. Artiklerne af denne natur forsvandt i skufferne, og der begyndte at opstå vaklen i linien. Kinas Kommunistiske Parti fortsatte ikke med at uddanne de kommunistiske masser på en korrekt marxistisk-leninistisk linie, men begrænsede sig til at udgive ideologiske artikler fra vort parti. Vi var tilfredse med dette, men vi ønskede ikke, at Kina skulle ophøre med at polemisere mod revisionismen og trække sig tilbage fra slagmarken, vi anså ikke dette for at være korrekt. Dette fremviste atter engang den liberale vaklen i Kinas Kommunistiske Partis linie. Meningen med udgivelsen af vores teoretiske artikler i den kinesiske presse var ikke at understøtte den marxistisk-leninistiske linie, men at skabe det indtryk, at Kinas Kommunistiske Parti ikke havde ændret sit syn på linien, at skjule den ændring i liberalistisk retning, som ‘partiet havde foretaget, og at efterlade det indtryk i verdensopinionen, at »Det er jeg, Kina, som dikterer disse artikler, som dikterer Albaniens Arbejdets Partis linie«. Og den borgerlige presse i hele verden sagde åbent, at »Albanien er Kinas satellit«, at »hvad Kina tænker, pålægger det Albanien at sige«, og at »Albanien er Kinas grammofon«. Dette var et uærligt og ikke-marxistisk standpunkt fra kinesernes side. Men da de marxistisk-leninistiske ideer fra vort parti blev propaganderet, sagde vi imidlertid: »Lad bare røgen gå til vejrs«. Men Kina lod ikke røgen gå til vejrs.

Hrustjov faldt i 1964. Umiddelbart derefter kom Maos linie frem i dagens lys. Han troede, at det nu var blevet hans tur, og derfor befalede han, gennem Chou En-lai, som hastede til Moskva, at vi også skulle deltage i det revisionistiske ‘bryllup’. Vi afviste kategorisk dette opportunistiske skridt, og afviste også kategorisk det kinesiske forslag om »skabelsen af en anti-imperialistisk front sammen med revisionisterne«. Dette viste de kinesiske lederes brændende ønske om at opnå enighed med sovjetrevisionisterne, men som revisionister var deres mål, at de selv skulle være dominerende i denne sag. Men det kom ikke i stand.

Kulturrevolutionen brød ud. Denne revolution var resultatet af kampen mellem to højrefløje, mellem to liberale revisionistiske strømninger om, hvem der skulle have magten: Mao eller Liu. Mao sejrede i dette sammenstød og beskyldte Liu og Teng for at være ‘fjende nummer et’ og ‘fjende nummer to’. Mao inddrog Chou under sin tjeneste, fordi Chou, ligesom Mikojan i Sovjetunionen, var parat til at tjene alle. Mao dukkede op som ‘frelseren’ som en ‘revolutionær’, fordi han gennemførte ‘revolution’, og hans berømmelse som en ‘stor marxist-leninist’ tog til, fordi han sejrede over Liu Shao-chi.

Vi støttede Kulturrevolutionen, og vi var det eneste parti, som var på Kulturrevolutionens side. De kinesiske ledere anerkendte denne støtte og lavede megen propaganda ud af den.

Naturligvis var kulturrevolutionen, som jeg tidligere har sagt, ikke baseret på en klar marxistisk-leninistisk linie, fordi partiet blev ødelagt og masseorganisationerne eksisterede heller ikke. Kun hæren med Lin Piao forblev ubevægeligt pro revolutionen. Alt var i uorden, tingene fortsatte par inertie. Chou, som fulgte, hvorhen vinden blæste, holdt statens hjelm i den ene hånd og vinkede med den anden Maos »lille røde bog«, som Lin Piao havde udvalgt. Under kulturrevolutionen blev fremmedhadet udtrykt så stærkt, at udenlandske ambassadebygninger blev nedbrændt, diplomater pryglet osv.

I spidsen for disse beskidte handlinger, som mindede om Suhartos i Indonesien stod også Chou En-lai.

Deng, Liu og co. »blev besejret«, men det, som var blevet ødelagt måtte stykkes sammen igen, og rent faktisk var mange ting blevet knust. Revisionisten Chou En-lai bragte tingene i orden, angiveligt på baggrund af formand Maos instrukser, som på kulturrevolutionens tid skrev til sin kone, at »både de revolutionære og de kontrarevolutionære vil benytte mine skrifter«. Mao indrømmede selv, at han ikke havde en marxistisk-leninistisk linie, men to eller tilmed snesevis af linier, det samme som teorien om »at lade hundred blomster blomstre.«

Vores parti har gjort alt, hvad der står i dets magt for at styrke venskabet mellem vore to lande og to partier, men kineserne har mange gange afslået at udveksle arbejdsdelegationer mellem vore to partier. De forvandlede alle delegationer til »venskabs«delegationer til brug for massemøder, taler og skåler ved middage. Vi bemærkede, at de kinesiske ledere ikke ønskede at udveksle deres partierfaringer med vores parti og at de undgik politiske, ideologiske og organisatoriske diskussioner. Ligesom de øvrige kammerater fandt jeg under samtalerne med Chou og Yao Wen-yuan lejlighed til at tale om partispørgsmål ved at tage udgangspunkt i vores erfaring, men de fortsatte med at fremsætte deres fortærskede remser. Kun en enkelt gang kritiserede Chou, dette liberale og opportunistiske element, os, da han kom til vort land, nemlig at vores parti angiveligt ikke førte klassekamp. Da vi stillede ham overfor kendsgerningerne og fortalte ham, hvordan vort parti gennem hele sin eksistens havde ført en hård klassekamp i og udenfor vort land, såvel som indenfor partiets egne rækker, blev han tvunget til at undskylde sig og sagde: »Jeg kender ikke jeres partihistorie så godt som jeg burde«.

Heller ikke Kinas linje for isolering på den internationale arena anså vi som korrekt. Vi havde officielt fremlagt vores synspunkter til Li Hsien- nien, idet vi fremhævede at kampen mod de to supermagter måtte føres uforsonligt, samtidig med at Kina burde åbne sig imod folkene og andre stater, fordi vi på denne måde ville splitte vores hovedfjender og besejre deres bagvaskende propaganda imod vore lande. Kineserne fastholdt imidlertid deres positioner og fulgte ikke denne fornuftige vej, som var i Kinas interesse, i vores interesse og i verdens folks interesse. Kineserne forbløffede os med deres standpunkter. I dette tilfælde viste de sig at være sekteriske i stedet for liberale. Liberalisme og sekterisme er som broder og søster. Kina forbiså fuldstændig Europa, indtog et fjendtligt standpunkt overfor landene i Asien og havde stillet anerkendelse af Taiwan som en del af Kina som forudsætning for oprettelse af normale forbindelser med de forskellige stater. Samtidig offentliggjorde det en propagandaartikel i »Renmin Ribao« (Folkets Dagblad) om Afrika og de latinamerikanske lande hvert fjerde måneår.

På den internationale arena var Kinas politik en forbenet, sekterisk, storhedsvanvittig, fremmedfjendsk isolationspolitik, som bevægede sig til kanten af uudtalt »gul rascisme« så at sige.

Mens vi havde bekymringer over alt dette, eksplodere bomben med Kissingers hemmelige besøg i Kina og hans hemmelige samtaler med Mao og Chou. Kina indledte en ny politik af tilnærmelse til amerikanerne, som skulle gå endnu langt videre end dertil, helt frem til tilnærmelse til fascisterne, Franco i Spanien og Pinochet i Chile.

Det blev åbenbart, at de grunde som havde »forhindret« Kina i at indlede forbindelser med andre af verdens stater ikke havde været spørgsmålet om anerkendelsen af øen Taiwan som del af kinesisk territorium. Dette problem forsvandt som ved trylleri og Amerikas Forenede Stater påbegyndte sine forbindelser og aftaler med Kina uden indtil videre at have givet nogen indrømmelser med hensyn til Taiwan. Som kammerater modsatte vi os de hemmelige kontakter og aftaler med Amerikas Forenede Stater og Nixons besøg i Kina og fortalte dem, at det venskab, som kineserne indledte med den amerikanske imperialisme kun ville være til skade for Kina, socialismen og hele verden. Som jeg tidligere har beskrevet værdigede Mao Tsetung vores brev om dette spørgsmål såvel som andre breve om andre spørgsmål ikke så meget som et svar.

Hvorfor skete dette skift i Kinas orientering henimod den amerikanske imperialisme? Fordi Mao og Chou var revisionister. Liberale og opportunister, og fordi deres politik var en pragmatisk politik, som sigtede på at opbygge Kina som en supermagt. For at opnå dette måtte Kina ifølge Mao og Chou støtte sig på det revisionistiske Sovjetunionen eller på den amerikanske imperialisme. Kampen på to fronter betød intet for Mao. Ifølge ham »måtte Kina støtte sig på den ene supermagt for at bekæmpe den anden og have andre til at rage kastanjerne ud af ilden for sig«. Sovjetunionen gjorde nøjagtig det samme. Og det ville ikke forbinde sig med Kina, fordi Sovjetunionen naturligvis ikke ønskede at blive domineret af Kina. Mao var på sin side ude af stand til at opnå målet at få Sovjetunionen til at tjene Kina. Sovjetunionen vendte sig til Amerikas Forenede Stater, en velhavende supermagt, som det kunne modtage kreditter af og således oprette sit hegemoni. Amerikas Forenede Stater accepterede for sin part dette med henblik på at nyopdele indflydelsessfærerne med Sovjetunionen.

Kina gjorde intet originalt. Og da det indså at dets formål overfor Sovjetunionen var forfejlet, vendte det sig til Amerikas Forenede Stater, til Maos gamle venskab. Chou ønskede berømmelse, ønskede herredømme. De var revisionister begge to, både Mao og Chou. De forberedte denne nye politik. Der var imidlertid indre fjender af denne kurs og blandt de vigtigste Lin Piao. Så måtte han elimineres og han blev elimineret med anklagen om, at han var »en komplotmager, som ønskede at myrde Mao, men blev afsløret, satte sig op i et fly og satte kursen mod Sovjetunionen via Mongoliet. Imidlertid forulykkede hans fly og brændte op på de mongolske stepper.« Lin Piao dræbtes således om »sovjetisk agent«.

På Kinas Kommunistiske Partis 9. kongres, som afholdtes mens Lin Pia levede, var der tale om kamp på to fronter, mens der senere på den 10. kongres efter drabet på Lin Piao intet blev sagt om den udenrigspolitik, som han stod som forsvarer af.

Amerikas Forenede Stater blev domsmand over verden, den kunne manøvrere både overfor Sovjetunionen og overfor Kina, naturligvis i egen interesse. Amerikas Forende Stater overvejede sine standpunkter overfor dem begge omhyggeligt, og gør det fortsat, med henblik på at svække Sovjetunionen og for at manøvrere for også at bruge Kina imod Sovjetunionen. Og det er hvad der sker. Kina indstillede effektivt kampen imod Amerikas Forenede stater og intensiverede sin propaganda imod Sovjetunionen til det absurde. Jeg siger propaganda, for der er ingen ideologiske artikler fra Kinas side til afsløring af Sovjetunionen.

For øjeblikket er Kinas linje følgende: »Vores hovedfjende er Sovjetunionen«. Enhver som går imod Sovjetunionen er en vej af Kina, selvom han er fascist. Og imens Kina indtager en uvenlig holdning overfor vores land, som kæmper på begge fronter, imod Amerikas Forenede Stater og den sovjetiske socialimperialisme, er de pro- amerikanske revisionistiske stater, som har foretaget nogle anti-sovjetiske manøvrer blevet Kinas venner. Kineserne siger »Vi har denne holdning for at uddybe modsætningerne«. Men virkeligheden viser, at Maos Kina er i overensstemmelse med disse lande, fordi det har en lignende revisionistisk linje i ideologi og politik. Kina har udviklet sine forbindelser med alverdens kapitalistiske lande og officielt erklæret sig som medlem af den »tredje verden«. Kinas døre er blevet åbnet på vid gab for Amerikas Forenede Staters præsidenter, for monarker, prinser og prinsesser, premierministre, senatorer, parlamentsgrupper, forretningsfolk og alle og enhver. Kinas døre er kun blevet lukket for officielle albanske delegationer.

Det kinesiske folk nærer oprigtigt venskab overfor det albanske folk og Albaniens Arbejdets Parti. De kinesiske revisionister har stadig ikke vovet at angribe dette venskab. De vigtigste højreorienterede kadrer, som efter vores mening er ved magten og indtager stærke stillinger i Kina, angriber de økonomiske forbindelser, som findes mellem os. De opfylder ikke de kreditter, som de har bevilget os, de udsætter leveringstiderne til de projekter, vi opfører, indskrænker handelen og begrænser deres kontakter med vores land til et minimum. Med andre ord har de kinesiske ledere taget Hrustjovs vej imod os. De lærte af Sovjets blokade, som indførtes brutalt, mens deres blokade opbygges gradvist og tilsløres med hykleriske udtalelser og standpunkter, som for eksempel »Vi er venner, vi er fattige, vær gode og forstå os« osv. Hele denne forandring er højreorienteret, revisionistisk, socialimperialistisk.

Dette er Maos og Chou En-lais linje, som rehabiliterede Deng og traf forberedelser til at lade Deng efterfølge Chou, og Chou til at efterfølge Mao efter dennes død. Men personen »i midten« i »Riget i midten« døde først. Da han var død ville de radikale ikke anerkende Deng og begyndte at afsløre ham. Dette førte til, at to linjer, to rivaliserende grupper fremtrådte åbent i Kina, i parti og stat, og Mao befinder sig nu ved en skillevej. Men han er senil og kan ikke længere handle. Hvad han tidligere advarede Jiang Qing om i det brev han skrev til hende, at både de reaktionære og de revolutionære ville benytte »Mao Tsetung-tænkningen«, er nu indtruffet.

Der finder således kamp sted i Kina, men hvem vil sejre?! Ingen ved det. De »radikale« har kontrol med propagandaen alene, mens de andre kontrollerer udenrigspolitikken, økonomien og hæren, fordi intet i realiteten har ændret sig fra Mao-Chou-Dengs gamle kurs.

Deng er medlem af partiet og afsløres, men hans kammerater er ved magten og politikken med forbindelser med Amerikas Forende Stater blomstrer fortsat. Kina støtter også alle de reaktionære regeringer og stater. Kinas Kommunistiske Parti tilråder marxist-leninisterne, hvor de end befinder sig, at forene sig med deres hjemlige bourgeoisi, selvom det er et fascistisk bourgeoisi, og forsvare dets reaktionære alliancer, blot forudsat, at de bekæmper det revisionistiske Sovjetunionen.

Hvor bevæger Kina sig hen med denne linje? Henimod en ny socialimperialisme, imod kapitalisternes magtovertagelse, både de gamle og de nyes, som Maos opportunistiske linje har holdt ved magten, beskyttet og styrket.

Der må findes sunde marxistisk-leninistiske kræfter i Kina, men jeg er af den opfattelse, at de ikke kan identificeres med de såkaldte radikale. De »radikale« er imod de højreorienterede, men de er maoister, liberale, for to linjers sameksistens i partiet. Kun en magtfuld marxistisk-leninistisk omvæltning kan redde Kina fra kapitalismens genoprettelse.

Note
Teksten af Enver Hoxha er udgivet i bogen Betragtninger over Kina. Uddrag fra den politiske dagbog.

Oversat og udgivet på Forlaget Arbejderen i 1980. Bemærk at navne har fransk stavemåde.

* I hemmelighed (italiensk i originalen)