Hvad er prisen på forurening, tørke og oversvømmelser

Klimakampen bliver nødt til at forholde sig til fødevareforsyning, tørke, naturbrande, udsatte byer bed floder og kystbyer. Det er ikke for sent at handle, og det nytter at kæmpe.

Af Franz Krejberg, APK
– indlæg i tre dele om klimakampen i APK’s kongresdebat 2021.

Anden del handler om de argumenter som industrien og politikerne bruger for at forhale udfasningen af de fossile energikilder.

Første del kom ind på at omstillingen skal ske inden for de næste ti år, hvis de globale temperaturstigninger skal holdes under 1,5 grader. Men det er stadig ret svævende hvad dette temperaturmål egentlig betyder i praksis. Det er svært at forstå at temperaturstigninger betyder klimaforandringer.

Op til COP15 klimatopmødet i København i 2009 stod spørgsmålet om energipolitik og forsyningssikkerhed helt centralt. Forstået som at CO2-udledning var et spørgsmål der kunne løses gennem en forandring eller en transformation af den måde der produceres og bruges energi på. Og det blev igen reduceret til et spørgsmål om teknologiudvikling og markedsmekanismer.

Magthaverne har haft en stribe argumenter for at forhale omstillingen:

Det er for dyrt siger de. Men prisen for el og varme fra rene og vedvarende kilder er faktisk billigere. Anlæg er billigere, og vedligehold er billigere, og der kan sættes mindre lokale anlæg op, som betyder at der også spares på højspændingskabler osv.. Selv olieraffinaderier er gået over til at bruge solcellestrøm til deres opvarmning og pumper, fordi det er billigere. Alligevel kan man høre at borgerlige medier fortsat bruger Bjørn Lomborg til at forklare at det ikke kan betale sig at skifte. Når kapitalistisk markedstænkning overføres på videnskaben så fortolkes det på den måde at den der når længst ud med sit budskab, og vinder flertal i folkevalgte lovgivende forsamlinger, har ret. Men videnskab handler om beviser, og metoder, og ikke om markedskræfter og hvem der har råd til at betale for nyhedsdækning.

Vi har brug for mere tid til omstillingen siger de. Men det er faktisk meget hurtigere at sætte vindmøller og solceller op end et tilsvarende nyt kulkraftværk. Og landtransport kunne skifte til el med det samme, hvis man satsede på kollektive trafikløsninger i stedet for lastbiler og privatbilisme. Naturligvis vil det tager længere tid at skifte en milliard biler til el, end det tager at sætte gods tilbage på skinner og sikre ordentlige busruter. For hver dag der går hvor man fortsat investerer i fossile installationer, har man mistet dyrebar tid.

Vedvarende energi vil aldrig kunne dække behovet siger de. Men de helt centrale komponenter findes: Sol, vind, vandkraft, og batterier. Det kræver naturligvis investeringer i nye fabrikker, mens først og fremmest kræver det et brud med monopoler der sætter sig på helt central teknologi, og nægter at dele deres forretningshemmeligheder. Masser af tid er gået tabt fordi gigantiske milliardforetagender bruger tiden på at forhale at ren teknologi kan udbredes til hele verden.

Som vi har set de seneste år betyder de hastige klimaforandringer som følge af temperaturstigninger, at hverken natur eller samfund kan nå at omstille sig. Det helt centrale i diskussionen er derfor ikke omkostninger ved forskelige metoder til at producere energi, metoden kan ikke ses isoleret fra konsekvenserne. Det helt centrale er at standse al forurening øjeblikkelig, og hvis alle omkostninger ved forurening regnes med, så vil det også være billigere for samfundet. Men det er ikke det centrale hvad det koster hvis den billigste løsning ødelægger livsgrundlaget. Det indrammer også meget klart hvorfor markedsmekanismer og kapitalisen er så håbløst udueligt et system.

Det er ikke for sent at handle

Havde man taget videnskaben alvorligt i begyndelsen af 1970erne, havde løsningen været helt enkel: At gå væk fra de fossile brændstoffer, og skifte til rene vedvarende energikilder. Klimaet er naturligvis et større og langt mere komplekst system end det lokale vandløb. Men erfaringen kan godt bruges som illustration: Med det samme industrien stopper med at forurene, eller landbruget med overgøde, ”standser ulykken” så at sige, så begynder naturen at genfinde en balance. Det tager bare lang tid, og kræver samtidig at forurening ryddes op.

Selv efter at CO2-udledningen er stoppet, vil det tage en tid før temperaturstigningerne bremser op, og begynder at vende. Oceanerne fungerer som en kæmpe buffer for varmen, og ingen kan sige hvor lang tid der vil gå før Jorden vil finde tilbage til det klima der var for bare 50 år siden.

Derfor bliver klimakampen nødt til at forholde sig til fødevareforsyning, tørke, naturbrande, udsatte byer ved floder og kystbyer. De store floder, der har sit udspring i bjergene der forsyner marker og byer. Det er ikke for sent at handle, og det nytter at kæmpe.

I tredje og sidste del tager oplægget fat på hvad der kan gøres.

Du kan læse første del af APK’s kongresdebat om klimakampen her