Oktober Radio: Arbejdskampene i 1980erne

Usendelsen d. 29. maj 2021

I den forløbne uge døde tidligere statsminister Poul Schlütter, og dem han gjorde til millionære, og de historieløse medier, har stået på nakken af hinanden for at hylde ham som frelseren. Det parlamentariske cirkus skal vi ikke dvæle ved i denne udsendelse, men vi taler om enkelte nedslag i klassekampen i 80erne der bør huskes som centrale for Danmarkshistorien. Langt mere væsentlige end ministre og borgerskabets kransekagefigurer.

Arbejderstrejker i 1982 og 1985
Schlütter regeringen tiltrådte den 10. september 1982 og indførte med det samme et spare regime. Et af de første skarpe svar kom fra havnearbejderne. Deres tre måneder lange strejke fra december 1982 til februar 1983, havde baggrund i flere forskelige omstændigheder, men blev udløst af at Schlüters regering gennemførte en ændring af reglerne for udbetaling af supplerende dagpenge. Et forslag der fik direkte indflydelse for løsarbejdere, og daglejere. Havnearbejdere var på den tid ikke garanteret arbejde, for planlægning af ankomst af afgange med transport skibe skete ikke så nøjagtigt som i dag. Til gengæld var der så ekstra travlt når skibene var landet. Den gang mødte havnearbejderne ind tidligt om morgenen og ventede i kø, var der arbejde, så var det godt. Og dem der ikke var arbejde til den dag, de blev sendt hjem og måtte komme igen dagen efter.

Havnearbejderstrejken var en konflikt med flere voldsomme kampe mellem politi og arbejdere i alle store havne og ved landegrænsen i forbindelse med blokader. At kampen ikke kun handlede om dagpenge kunne ses af, at der i hele verden var konflikter der mindede om den danske, hvor de store transportfirmaer forsøgte at presse lønningerne ned, og flytte en del af arbejdet væk fra havnen, og indføre nye arbejdsmetoder og transportformer.

Konflikten i 1985 står som et højdepunkt i klassekampen i Danmark i 80erne.
I 1985 brød overenskomstforhandlingerne sammen, og forligsmandens mæglingsforslag blev underkendt af både fagbevægelsen og Arbejdsgiverorganisationerne. Derefter blev hele landet blev ramt af de varslede strejker og lockouter. Efter kun et par dages strejke valgte Poul Schlüter at fremsætte et lovforslag med et regeringsindgreb i konflikten, der lagde sig direkte på arbejdsgivernes krav. Og altså også underkendte forligsinstitutionens mæglingsskitse.

Regeringens lovindgreb blev accepteret af fagbevægelsens top, men arbejderklassen fortsatte strejkerne, og udvidede strejkerne med blokader og demonstrationer. I København så man nogle af de største demonstrationer i fredstid, og meget militante aktioner hvor alle veje over kanalen til Christiansborg blev blokeret. Blokader og aktionerne blev koordineret af tillidsmandsfora i alle store byer. Her skulle man samtidig kæmpe mod en stribe forskelige socialdemokratiske og revisionistiske strømninger der forsøgte at ligge konflikten ned.

Det var i denne situation Arbejderen, det dengang  revolutionære DKPmls dagblad fik sin ilddåb. På få år var avisen gået fra at være en ugeavis, med beskedent oplag, til at udvikle eget trykkeri og udvide redaktionen, så der kunne udgives en avis fem dage om ugen. Under konflikten blev alle sejl sat til, for at distribuerer avisen rundt til alle store byer og direkte ud på morgenblokader. Samtidig udkom flere af de traditionelle aviser slet ikke, da de var ramt af konflikt. Det var i tiden før Internet og sms’er og mobiltelefoner, Arbejderen var samtidig den eneste avis der talte arbejderklassens sag, og afslørede de forskelige rævekager som fagtoppen var i gang med at røre sammen. Det blev det værktøj for den kæmpende arbejderklasse i praksis.

Kampen om Hviderusland
Til sidst i udsendelsen taler vi kort om en mystisk militær opperation i Hviderusland hvor et fly, på vej fra Grækenland til Letland, blev tvunget til at lande og gøre holdt på landingsbanen i Hviderusland i flere timer, før det fik lov til at fortsætte.

Ombord på flyet var en passager der var efterlyst af Hvideruslands politi, og som blev taget ud af flyet og tilbageholdt. Samtidig udsendte Hviderusland en absurd påstand om en bombetrussel.

Den slags statsovergreb mod internationale flyforbindelser er sket flere gange, ikke mindst af USA og deres tætte allierede, men denne gang udløste det en markant protest fra EU. Den pågældende passager var nemlig en af EUs gode venner. Vi må konkludere at alle parter i denne sag er skurke, og det udstiller EUs dobbeltmoral når de på den ene side ser gennem fingre med overgreb på den internationale flytrafik når det sker fra USA og allierede, mens Hviderusland nu nægtes flyrejser over EUs territorium. Sanktionerne mod regimet i Hviderusland kan ikke adskilles fra Natos og EUs øgede oprustning, der er vendt mod Rusland.