1. maj tale 2021 – Af Cathrine Pedersen, APK

Det er første maj, arbejderklassens internationale kampdag. En dag hvor vi – Arbejderpartiet Kommunisterne er på gaden. Vi er på gaden fordi kampen for et bedre liv og en bedre verden for folket og arbejderklassen, for de udbyttede, udpinte og undertrykte, er så nødvendig som nogensinde. Fordi vi VED at vi har en verden at vinde.

Det er i dag vi husker og fejrer at alle de andre dages protester og aktioner tilsammen udgør en kraft så stor, at den kan forandre verden. Vi husker i dag, at alt det som arbejderklassen ejer, er tilkæmpet gennem sammenhold og solidaritet. Gennem utallige navnløses ofre.

Vi husker også at vi aldrig nogensinde fik noget foræret. Vi husker forræderiet. Vi husker at der skulle være anstændige forhold for arbejdsløse og syge, vi husker at der skulle være daginstitutioner med voksne nok til at sikre børns trivsel. Vi husker at vi ville have et sundhedsvæsen som fungerede og som var for alle.

Folkeskoler, plejehjem for alle uanset økonomi. Vi husker at skiftende regeringer de seneste mange år har skåret og skåret og skåret i den offentlige sektor. Til et niveau hvor der er så få varme hænder at det er umuligt at opfylde et minimum af behov og hvor ansatte nedslides. Vi husker at der blev skabt krige for at tjene penge og at flygtningebørn blev sat i lejre med rådden mad. Vi husker at der var nogen som fik minkmillarder og andre som blev spist af med et honninghjerte som tak for at arbejde med livet som indsats.

Og mere end noget andet så husker vi i dag, os selv og hinanden på at den danske stat stadig i dag er en klassestat, en kapitalistisk stat som med Mette-Mor ved roret fører en skånselsløs og sort politik. En politik som degraderer de fleste, til tandhjul i profittens maskineri. Et system som er bygget til at skabe krise og krig. Sygdom. Ulighed og undertrykkelse. Jagten på profit står over alt andet, produktionen styres uden interesse for menneskelige behov, lønninger presses og arbejdspladser forsvinder.

Men når arbejderne ikke kan købe varerne, så lukker fabrikkerne og problemerne vokser. Det er en ond spiral som kun kan stoppes ved at stoppe den kapitalistiske produktionsmåde.

Coronakrisen har udløst nye og uhørte overgreb på arbejderklassen og folket. De danske store monopoler har haft direkte adgang til statens kriseberedskab og epidemilovene har med ganske få og letsindige pennestrøg stækket demokratiske rettigheder. Det er blevet muligt for staten at øge strafferammen for protester der er særligt uønskede.

Samtidig prøver staten med ’Magtfuldkomne Mette’ i spidsen i stigende omfang at disciplinere, kontrollere og ensrette dens borgere. Med nye angstprovokerende lovgivninger bliver omfattende kontrolforanstaltninger implementeret i den offentlige sektor.

Regeringen markerer på brutal vis deres magt og selvudnævnte ret til at kontrollere livsbaner fra vugge til grav. Med reformudspillet ’børnene først’ muliggøres en voldsom stigning i tvangsfjernelse af børn. Syriske flygtninge hjemsendes til død og ødelæggelse. Der drives klapjagt på syge og arbejdsløse. Ældre mennesker sygner hen i ensomhed og dør alene under besøgsforbud.

Klassestaten viser ingen blødsødenhed og ingen nåde

Dette på trods viser det sig at livet, opfindsomheden, protesterne, menneskeligheden ikke kan holdes nede men spirer overalt. Selv under en global coronapandemi lykkes det for arbejderklassen at organisere sig på nye måder, at samles og at kæmpe. Det lykkes at protestere. Det lykkes at sige fra. Når de lukker Fælledparken så står vi på Trianglen. Når vi ikke må forsamles, så mødes vi bag skærme. Når de møder os med deres klassestat, deres fremmedhad, deres splittelse og rænkespil, så svarer vi igen med solidaritet og sammenhold, med enhed og kamp.

Herfra skal til slut lyde en opfordring til at gå med i kampen for et andet samfund, hvor politikken styres af menneskets behov og ikke af jagten på profit. Med i kampen for socialisme. Med i APK, Arbejderpartiet Kommunisterne.
Rigtig god 1. maj