Bornholms befrielse

Den 5. april 1946 – for 75 år siden – forlod den røde hær Bornholm. I følge de foreliggende aftaler mellem Vestmagterne og Sovjetunionen var hovedlinjen at fjenden (Nazityskland) skulle slås, hvor han blev antruffet. På Bornholm nægtede den tyske kommandant at overgive sig, hvilket som bekendt førte til direkte krigshandlinger, hvor både Rønne og  Nexø blev bombet. 

Kommunisthetzen og nutidens anspændte forhold til Rusland har gennem længere tid farvet eller rettere misfarvet synet på Den Røde Hærs 11 måneder på Bornholm 1945-46. Sovjet var ikke en besættelsesmagt på samme måde som Nazitysklands – og den adskiller sig reelt ikke fra den tilsvarende britiske i resten af landet omend den varede et par måneder længere.

Bornholm blev ikke besat af russerne, Bornholm blev befriet!

Vi bringer i den anledning en artikel fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag 1/2015,  skrevet af modstandsmanden Frede Klitgård som en kommentar til bogen “Bornholm Besat” af Jesper Gaarskjær, som bl.a. får dette skudsmål: I strid med alle historiske fakta og utallige artikler og bøger om emnet fremstiller han befri­elsen som det stik modsatte, nemlig besættelse. Dette postulat må siges at være et hidtil markant højdepunkt i den banale antikommunismes historie. Bogen er faktisk et stinkende opkog af alle tænkelige løgnehistorier og myter.

Bornholms befrielse

Efter en ganske kort pause – den tid det tog at læse et netop modta­get hastetelegram – genoptog den daglige danske radioudsendelse, der blev sendt tidligt om aftenen i den britiske radio BBC, nyhedsop­læsningen.

Den kendte danske radiospeaker – nu radiovært – Johannes G. Søren­sen åbnede igen for mikrofonen klokken 20.35. Bevæget videregav han den meddelelse om den delvise tyske kapitulation, der senere blev kendt som “frihedsbudskabet”:

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery (britisk general med tilnavnet Ørkenræven) har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

Den store jubel

Befrielsesbudskabet vakte en ube­skrivelig jubel overalt i landet og greb både store og små. Næsten fem års tysk tvang, mørklægning og vrede over terror med indsættel­se af mange dansk-tyske nazistiske dødspatruljer fik udløsning gennem stormende glæde, iblandet tårer. Mørklægningsgardinerne blev flået ned, og folk strømmede ud på gader og pladser, forenet i den overvældende glæde. De næsten 60.000 medlemmer af den hemme­lige hær fandt deres ellers godt gemte blå-hvid-røde armbind frem fra deres skjul og begav sig af sted til de aftalte mødepladser, hvor de fik udleveret våben og ammuniti­on. Det var “godter”, som britiske fly havde leveret ad luftvejen, og som nu skulle affedtes, efterses og klargøres.

Problematisk kapitulation

Under Anden Verdenskrig var det naturligt, at de antifascistiske kræf­ter, der med stor anspændelse og ofre bekæmpede aggressorerne i den fascistiske Berlin-Rom-Tokyo- Akse, koordinerede deres fælles kamp. Det foregik gennem fælles civile og militære stabe og med godkendelse af De Allieredes øver­ste ledere, Churchill (Storbritanni­en), De Gaulle (Frankrig), Roose­velt, (senere Truman, USA) og Sta­lin (Sovjetunionen).

De Allierede var ved mange møder blevet enige om, at ingen af dem ville handle på egen hånd, og at de ville insistere på, at fjenden skulle tvinges til altomfattende og betin­gelsesløs kapitulation. Montgomery brød denne aftale på et sent tids­punkt, hvor han og andre var i færd med at udvikle den såkaldte kolde krig, der gik ud på at svigte og iso­lere Sovjetunionen. Churchill gik så vidt, at han af slagne tyske nazi­tropper udrustede og trænede en vældig tysk hær på over to millioner mand, der i givet fald skulle sættes ind i en ny krig imod Sovjetunio­nen.

Churchill opererede med den 1. juli 1945 som en sandsynlig dato for det planlagte angreb.

Bornholm kom ikke med

Trods mange forsøg er det aldrig lykkedes at få klarlagt Churchills motiver til at undtage Bornholm fra den tyske kapitulation. Måske fordi han handlede selvrådigt og uden tilslutning af de øvrige kampfæller eller som sædvanligt ville have “noget at handle med”.

Ferieøen i Østersøen var blevet ladt langt tilbage, da Den Røde Hær stødte frem langs Østersøkysten, og var således blevet et akut sovjetisk interesseområde. Den 7. maj fløj sovjetiske fly over Bornholm og blev heftigt beskudt af tysk antiluftskyts.

Den nazistiske tyske kaptajnløjtnant Gerhard von Kamptz, der var kom­mandant for øens tyske garnison på hen ved 25.000 mand, reagerede heller ikke på sovjetiske opfordringer til overgivelse. Sovjetiske fly bom­bede derefter havneområder i Nexø og Rønne, hvorved ni danskere, der havde negligeret russernes ad­varsler og opfordring til evakuering, blev dræbt, og der skete stor mate­riel skade med mange ødelagte huse.

Ved 19-tiden fulgte nye bombarde­menter og ny henvendelse til von Kamptz om at indlede forhandlin­ger om at opgive kampen.

Store ødelæggelser

Den bornholmske modstandsbevæ­gelse lagde pres på den halsstarrige tyske officer, men han afviste alt. Om formiddagen den 8. maj indled­te sovjetiske fly nye angreb på Røn­ne og Nexø.

I begge byer blev ca. 400 huse øde­lagt og næsten lige så mange beskadiget. Med svenske præfabri­kerede huse og omfattende økono­misk hjælp blev befolkningen sene­re genhuset.

Efter at den tyske totalkapitulation over for De Allierede var trådt i kraft den 8. maj, sejlede fem sovjet­iske torpedobåde med 100 marine- infanterister til Rønne i fuldt dags­lys og lagde til kaj klokken 15.30 uden tysk modstand. De tyske trop­per blev straks afvæbnet.

Dermed var Bornholm befriet, og det kom straks til glædesudbrud, selv om glæden var iblandet sorg og vrede.

Men vreden vendte sig retteligt imod den fanatiske tyske komman­dant, der ikke ville opgive kampen for en verden under hagekorset. Der udvikledes straks et udmærket samarbejde mellem den bornholm­ske modstandsbevægelse og Den Røde Hærs befrielsesstyrker.

Den omvendte krig

Under indtryk af Den Kolde Krig, der allerede var godt i gang, starte­de en voldsom kampagne imod “Russerne på Bornholm “. Bagved lå de gængse modstanderes indgroe­de antikommunisme og politiske uvidenhed. Befrierne blev fremstil­let som en bande uciviliserede for­brydere, der jog gade op og gade ned for at finde kvinder, de kunne voldtage, som med fryd slukkede tørsten ved at drikke petroleum, parfume, eddike, brillantine og fer­nis, og som røvede ure og andre værdigenstande fra de civile borge­re. Det viste sig senere, at det var ellers skikkelige bornholmske bøn­der og fiskere, som havde lokket russerne til at indtage de uappetit­lige væsker. 20 danskere blev straf­fet ved domstolene for at have stået bag den makabre “spøg”. Sovjetunionen gjorde end ikke tilløb til at omdanne Bornholm til en mili­tærbase med særlige havnefacilite­ter, artilleristillinger og andre mili­tære installationer og dementerede således alle påstande om “kommu­nisternes aggressivitet”.

Stalins “plyndringsrække”

En voldsom kampagne udfoldedes i internationalt regi. Et af de store slagnumre var, at “Stalin’’ havde udleveret rummelige rygsække til de sovjetiske tropper med opfor­dring til dem om at at fylde dem op med Vestens gode sager. Propagandaen flød over med luf­tige påstande om, at “Onkel Joe”, det vil sige Stalin i vestlig termino­logi, ville “oversvømme” og besæt­te hele Vesteuropa og gøre alle de befriede lande til vasalstater. Hvor russerne rykkede frem, blev det automatisk betegnet som “besæt­telse”, men hvor vestmagterne ryk­kede frem, blev det lige så automa­tisk betegnet som “befrielse”.

Det gjaldt også Grækenland, hvor den store modstandshær blev bru­talt angrebet og nedkæmpet ved hjælp af bl.a. græske landsforræ­dere i korps, modsvarende Hipo- og Schalburg-korpsene i Danmark. Under nedkæmpelsen af folkenes fælles fjende havde Den Røde Hær helt eller delvist befriet eller i nazis­tisk sprogbrug besat en lang række lande i Østeuropa, bl.a. Jugoslavien samt store dele af Kina og Korea, Finland og Nordnorge.

I forbindelse med De Allieredes fæl­les besættelse af Tyskland blev der i nogle år opretholdt flere korridorer, der blev benyttet ved transport af tropper og forsyninger til besættel­sesstyrkerne.

Det er en historisk kendsgerning, som alle kan efterkontrollere, at efter at have fået det civile liv bragt på fode og nogenlunde sikret blev de sovjetiske styrker trukket tilbage fra de nævnte lande. Her kan som eksempler nævnes tilbagetræknin­gen fra Nordnorge (Finmarken), Korea og Kina.

Britisk besættelse

De vestallieredes militære invasions­styrker blev ved nytårstid 1943-44 samlet under navnet SHAEF (Supre­me Headquarters Allied Expeditio­nary Forces). Organisationen søgte formelt samarbejde med de euro­pæiske modstandsstyrker, herunder de danske gennem Frihedsrådet, og ønskede også kommandomæssig kontrol over dem. Den danske jern­bane- og skibssabotage blev i vidt omfang afstemt efter SHAEF’s pla­ner og ønsker.

Ved kapitulationen kom en del brit­iske styrker til Danmark og satte sig på mange statslige funktioner. Als­gade Skole i København blev benyt­tet som midlertidigt hovedkvarter. Der blev bl.a. indrettet arrest og afhøringslokaler i forbindelse med pågribelsen af tyske og danske krigsforbrydere. Også Kastellet med dets arrestbygning blev anvendt.

De britiske udsendinge med ofte pompøse titler teede sig som småkonger og besættelsesmagt og blandede sig unødigt i mange dan­ske anliggender. Det skabte en del forvirring og fortørnelse hos den danske “befrielsesregering”, der ved kompromiser var blevet sam­mensat af ni modstandsfolk og ni repræsentanter fra de gamle polit­iske partier, altså også folk, der hav­de samarbejdet med Nazityskland. Først hen i oktober måned lovede Storbritannien efter pres fra den danske regering gennem udenrigs­ministeriet, at de ville indrømme Danmark fuld suverænitet, når de havde “løst deres opgaver”. Det vil­le ske inden for få måneder, lød det beroligende.

Stalins løfte

Som svar på den vedholdende antikommunistiske og antisovjetiske propaganda om, at russerne sikkert aldrig ville forlade Bornholm, men beholde den som “en prop” i Øster­søen og derfra kontrollere et væl­digt område, udsendte den sovjeti­ske regering alias “Stalin” allerede den 23. maj denne erklæring:

“Øen Bornholm er en del af Danmark, og den er kun besat af vores tropper, fordi den ligger bag vores tyske okkupationszone. Øen er besat af Den Røde Hærs tropper midlertidigt, indtil de eksisterende spørgsmål i Tyskland i forbindelse med krigen er løst.”

I modsætning til den sovjetiske invasionsstyrke etablerede englæn­derne ikke noget nært samarbejde med modstandsbevægelsen, men kun med nogle få ledere.

Med rutinerne fra det britiske impe­rium og som en udløber af besæt­telsen af Tyskland var det helt naturligt for englænderne, at de uden overenskomst eller andre dik­kedarer invaderede Danmark og forblev der. Det var med god grund, at de betragtede det officiel­le Danmark som et tysk-nazistisk lydland, der skulle befris.

Det lyder måske utroligt, men med englændernes særlige sans for diplomatisk spil krævede de af den danske regering, at den satte rus­serne stolen for døren og krævede, at de straks skulle forlade Bornholm (mens de selv blev!). Briterne blan­dede sig godt og grundigt i danske anliggender! Der var ingen for­handlinger, men kun ensidige krav. Som et led i de løbende forhandlin­ger erklærede den sovjetiske rege­ring allerede den 5. marts 1946, at den var rede til at trække sine trop­per tilbage fra klippeøen:

“Når Danmark nu er i stand til med egne tropper at besætte øen Bornholm og dér oprette sin egen administrative myndighed uden nogen som helst del­tagelse af fremmede tropper og frem­mede administrationer, vil den sovjet­iske regering tilbagekalde sine tropper fra Bornholm og overdrage øen til den danske stat.”

Den 24. marts ankom en lille styrke danske soldater til Bornholm. De var iført kakifarvede britiske battledress og udrustet med britiske våben, så man kunne tro, der var tale om en britisk styrke.

Den 5. april 1946 tog den sidste sovjetiske kommandant, Aleksander Jakusjov, afsked med de sidste sov­jetiske soldater, og Bornholm var atter helt fri.

Det mange gange hysteriske postyr om Bornholm tjente udelukkende de bizarre antikommunistiske hold­ninger på den internationale scene og den almindelige “russerskræk”, der hele tiden blev rigeligt gødet, og som ofte lykkedes over for ringe skolede og naive mennesker.

Håndslag hjemmeside – Læs her

Tegn abonnement på Håndslag 4 numre årligt 150,- kr. her eller skriv til Håndslag mail: haandslag@gmail.com

Tidligere nr. kan bestilles via redaktionen – 30 kr. plus porto.