Der er udskrevet valg til det grønlandske landsting Inatsisartut tirsdag den 6. april, samme dag som kommunalvalget. De helt store emner handler om økonomi og her er ambitioner om udvidelse af minedrift blevet et af de spørgsmål, der er nået ned til danske medier. Men valget handler helt grundlæggende om Grønlands fremtid, og det grønlandske folks voksende ønske om at blive en selvstændig stat.
Der er nok af problemer at tage fat på i Grønland, ikke mindst er arbejdspladser og økonomien i fiskeriet helt afgørende. Det er langt den største industri med over 5000 mennesker beskæftiget, samtidig truer en lang række problemer. Det voksende fiskeri er ved at nå grænsen for, hvad der er bæredygtigt, men fiskeriforvaltning styret af kvoter indebærer en række andre problemer, hvor det især er de mindre fiskere, der bliver ramt.
Fangsten af den meget værdifulde hellefisk er de seneste år gået tilbage, og det er med til at give usikkerhed om økonomien i hele erhvervet. En nedgang i bestande og fangster, vil blive et problem for hele Grønlands økonomi.
Samtidig er Danmarks og EUs handelspolitik med til at overskuddet fra de værdifulde fangster forsvinder ud af landet. Løsningen kan derfor i praksis kun findes ved at Grønland bryder fri af de bånd som udlandet har langt på handel og finder deres egen løsning på en bæredygtig forvaltning af fiskeri og jagt.
Mineprojektet
Minedrift i Kvanefjeld er et andet vigtigt spørgsmål i valgkampen, og Greenland Minerals har fremstillet projektet som sikre indtægter i den offentlige kasse. Uden risiko for hverken miljø eller dyr og mennesker.
Det hele er dog forbundet med stor usikkerhed. Mineplanerne indebærer udvinding af diverse mineraler, men de kommer ikke rene ud af bjerget. Der er en blanding af forskelige meget giftige radioaktive stoffer. Størrelsen og renheden af de givtige mineralforekomster er ret usikre. Det betyder også ukendte udgifter til at forædle disse sjældne jordarter som mineselskaberne håber at finde.
Og sidst men ikke mindst er der spørgsmålet om opbevaring af restmateriale med potentielt radioaktive metaller. Hvem skal betale for det, når mineselskaberne har udpint minen og forladt området igen. Det er helt tydeligt at det bliver befolkningen, der kommer til at bære den egentlige risiko for forurening, og ødelæggelsen af deres levebrød. Mens eventuelt overskud vil forsvinde ud af landet.
Partiet Inuit Ataqatigiit (IA) har slået fast at de er modstandere af al minedrift med risiko for forurening med radioaktive stoffer. Og de derfor ikke vil fortsætte i en regeringens koalition, hvis Kvanefjeld projektet ikke skrottes. Der er dog også god grund til at tænke længere end dette. Erfaringen fra alle dele af verden er, at store udenlandske mineselskaber kun bringer problemer. Skal et mineprojekt lykkedes skal det baserer sig på egne kræfter og mulighed for at skabe arbejdspladser til Grønland selv.
Som Aaja Chemnitz Larsen, IA tidligere udtrykte det i et interview på KPnet op til Kvindernes internationale kampdag 8. marts:
“Der er stort ønske om arbejdspladser i Grønland, men spørgsmålet er om der overhovedet vil komme tilstrækkeligt med lokale arbejdspladser eller om der er tale om kinesiske arbejdspladser, og om der er de kompetencer der er nødvendige. Og der er en kæmpe bekymring for miljøet. Udvindingen af det radioaktive uran vil ske i en åben mine. Området omkring Kvanefjeldet er på Unescos liste over verdensarv, og det kan blive ødelagt af forureningen. Naturen, landbruget, turisterhvervet – menneskenes livsvilkår kan blive ødelagt.
Det er ikke det vi har brug for, vi har brug for diversitet og mangfoldighed, så flugten fra landet kan stoppes og der kan skabes en fremtid hvor de sociale problemer bliver løst. Og kvinder er helt centrale i denne udvikling”.
Lufthavnsprojektet
I 2018 vedtog Grønland at udvide Ilulissats og Nuuks lufthavne. Både Kina og USA viste interesse, men den danske stat udelukkede at andre kunne bidrage. Den danske stats bidrag er primært i form af lån.
Økonomien i projekterne var fra starten ganske uholdbare. Størrelsen og placering gør lufthavns udvidelsen relativt dyr, og der er desuden problemer med vejrforhold. Pengene skal i sidste ende hentes op af den grønlandske landskasse. Men den type kæmpe anlæg betyder i praksis udenlandske entreprenører og udenlandsk arbejdskraft kommer til at stå for det meste. Og der er ingen sikkerhed for at der kommer indtægter retur til Grønland.
Enhver kommende regering skal altså betale af på gæld til Danmark for anlægsinvesteringer, hvor indtægterne er usikre. Og der er god grund til at se på hele økonomien og financieringen igen, og bryde væk fra de bånd som Danmark har lagt ned over projektet.
Administrationen
Spørger man de unge i Grønland er der en voksende bevidsthed om at fremtiden er selvstændighed. Der er sket en gradvist bedre uddannelse, og derfor også en større selvsikkerhed overfor den danske overformynderiske administration. En fremtid som en selvstændig stat, er ikke det sammen som at Grønland skal bliver et stort naturreservat eller er frilandsmuseum, som nogle udenlandske miljøorganisationer har foreslået.
Alle stater er naturligvis i større og mindre grad forbundet af handel, og alle mulige andre former for samarbejdsaftaler. Et selvstændigt Grønland, med en selvstændig stat kan til gengæld vælge at gå sine helt egne veje, også når det kommer til administrationen, som i dag er opdelt i fem geografisk set gigant kommuner og traditionelle styreformer lokalt i de små bygder er forsvundet.
Fremtiden skal være op til grønlænderne selv.
Læs også Kpnet linket:
“Grønland har mange stærke kvinder” – interview med Aaja Chemnitz Larsen
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
