Ambitionerne for hvad der kan gennemføres ved forhandlingsbordet til OK21 er bitte små fra topforhandlernes side. Som Mona Strib siger det, så er hun glad hvis bare reallønnen kan sikres. Så skal der nås noget til OK21 skal der aktiviteter til fra græsrødderne – så de samlende krav bliver synlige, på gaden, i medierne, overalt. Det vil også give plads til at den kæmpe store solidaritet der kan udløses fra de private arbejdspladser og hele befolkningen kan komme frem for fuld tryk.
OK21 køres igennem i huj og hast, helst uden nogen for set sig om og opdaget hvad der foregår. Fra toppen er der rullet en forståelse ud der siger, at ’OK21 er tabt på forhånd’ – pga corona skal vi forvente nul og niks. Men det er kun et falsk argument for at acceptere løntilbageholdenhed og arbejdstider, hvor man skal stå til rådighed 24/7. Kampen for flere hænder, rimelige arbejdsforhold og en ordentlig løn er mere nødvendig end nogensinde. Den offentlige sektor vil kun blive mere og mere nedbrudt, hvis ikke vi siger fra. Det gælder arbejdsforholdene og hele kvaliteten.
Staten, KL og regionerne optræder fuldstændigt som en privat arbejdsgiver der vil have arbejdskraften så billig og tilpasningsparat som muligt, uden hensyn til at den offentlige sektor betales af befolkningen og bør udfylde befolkningens behov for sundhed og social sikring. Og uden hensyn til at de offentligt ansatte slides ned og overbebyrdes.
Det er netop nu, hvor hele corona-situationen har sat problemerne på spidsen og afsløret de kæmpemæssige huller i velfærdsdækningen, at kampen og solidariteten må bygges op.
Fagtoppen går til forhandlingerne med små forventninger, men trods dette modtager de en kolossal opbakning fra medlemmerne til at kæmpe resultater igennem. Husker vi tilbage til OK18 ender forhandlingerne med at det hele lægges ned i et råddent forlig. Tilbage står medlemmerne med håret i postkassen, med mindre der er bygget selvstændige aktiviteter, der ikke bare kan lægges ned igen fra toppen.
Selv afsløringen af de pressede og umulige arbejdsforhold bliver brugt som argument for løntilbageholdenhed. Fordi ’der ikke er penge nok’. Endnu en falsk modsætning. Sagen er, at de store virksomheders profit bliver sikret i coronatiden, men ikke den offentlige sektor. Det er et politisk valg, hvor kapitalen får, mens arbejderklassen betaler.
Aktivitet må der til
Utilfredsheden og kampviljen må samles med kravet om reelle og mærkbare resultater ved OK21, hvor de offentligt ansattes arbejdsforhold vil blive lagt fast for de næste 3 år. Det er alt for vigtigt til at vi bare kan nøjes med “sikring af reallønnen”. Der er brug for at de vigtigste og samlende krav slås fast og organiseres omkring, og om nødvendigt strejkes for – det er jo ikke alle offentlige ansatte der er sendt hjem.
Et fælles offensivt krav om 3000 kr mere i løn om måneden til alle offentligt ansatte er rejst af en række faglige afdelinger, et krav der går videre end dem forhandlerne har taget med til bordet. Det kan få en samlende effekt for de mange forskellige grupper. Hvis dette og andre krav følges op og gøres synlige på gaden, i medierne, på arbejdspladserne – så vil den kæmpe solidaritet der ligger fra det private område og resten af befolkningen også få en anledning til at komme til udtryk.
Stod det til flertallet i befolkningen får de offentligt ansatte meget mere end den nul-overenskomst der er lagt op til. Der er kæmpe muligheder i at gøre kravet om menneskelige arbejdsforhold, god løn og opgradering af hele det offentlige område til en samlende kamp.
Og hvad der bygges op nu i en fælles kamp for den offentlige sektor slutter ikke med OK21.
Se også
Lønnedgang for statsansatte midt i OK21
KPnet 8. januar 2021
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
