Nu skal vi igen til at forhandle overenskomster. Det er ikke meget lærerne har opnået at tilbageerobre siden konspirationen mod dem i 2013. Hvor S-SF-R- regeringen, anført af S, i samarbejde med Kommunernes Landsforening (KL) og med stiltiende accept fra LO i en veltilrettelagt aktion stjal lærernes arbejdstidsaftale og 1 månedsløn med lockout. Det har kostet dyrt for medlemmerne, både på pengepungen, og i arbejdsbelastning, der er forøget med hvad der svarer til en dags ekstra arbejde om ugen.
Af Karna Larsen, folkeskolelærer
I 7 år har Danmarks lærerforening (DLF) gjort sig til overfor skiftende regeringer og KL for igen at blive betragtet som værdige forhandlingspartnere.
Det har kostet dyrt for medlemmerne, både på pengepungen, og i arbejdsbelastning, der er forøget med hvad der svarer til en dags ekstra arbejde om ugen.
Mange lærere kan ikke holde til dette, hvorfor de er gået ned til f.eks. en 30 timers stilling. Der reelt er en fuldtidsstilling til deltidsløn.
Derfor er kamp for højere løn højaktuel for lærerne, selvom de ikke er de lavestlønnede blandt de offentligt ansatte. Men det øgede arbejdspres får mange til at acceptere lønnedgang for at kunne holde sig gående.
Der har ikke været nogen intern debat om OK-krav til 2021- forhandlingerne. Toppen har allerede for længst meldt ud at de forventer at der kun bliver økonomi til en vedligeholdelsesoverenskomst, hvor vi holder reallønnen. Reelt har de seneste mange overenskomster været det, men nu melder man så åbent ud fra toppen, at man ikke har fantasi til at forestille sig at det kan blive anderledes.
DLF har meldt ud til deres medlemmer at de i tilfælde af (den usandsynlige) konflikt vil tilbyde konfliktstøtte i form af lån, der skal tilbagebetales.
Det ser ud til at være blevet foreningens faste model for arbejdskamp. Medlemmerne kan låne deres egne penge!
Efterhånden minder DLF mere om et investeringsselskab end en faglig organisation. Prioritering af hoteldrift, udlånsvirksomhed hvert 3. år og organisationspolstring.
Praksis omkring lån i stedet for konflikstøtte opstod som en nødprocedure omkring lockouten i 2013 for at undgå at DLF gik konkurs. Men fremadrettet må det være en opgave for fagbevægelsen at sikre sig at den bliver skattefritaget, så medlemmerne ikke skal låne deres egne penge.
Staten skal holde fingrene 100% fra medlemmernes strejkekasser!
Så må den del af kontingentet der er mulighed for skattefradrag på være den del der har med organisationernes daglige drift at gøre.
Gang på gang ender OK i en accept af status quo, der de facto bliver konstante forringelser af vores vilkår, fordi man lader arbejdsgiver diktere rammerne.
Senest har DLF med A20 (læs om aftalen her) accepteret at lærernes arbejdskamp pakkes væk i rituel lokal inddragelse, der er umådeligt ressourcekrævende med et minimalt udbytte, når det kommer til at mindske det daglige overforbrug af vores arbejdskraft som vi udsættes for.
OK-systemet er som det fungerer i øjeblikket usundt og utilstrækkeligt, og kan kun ved store tværfaglige kraftanstrengelser fastholde status quo, som er historisk ringe.
Skal fagforeningerne ikke hensygne til de samme gule forretninger, som de selv kritiserer, skal der simpelthen tænkes tilbage til fagbevægelsens rødder og rolle som opstod for at tage ledelsesretten og udbyttet af sit eget arbejde tilbage. Det vil engagere medlemmerne, der naturligvis både er drevet af egennytte og af samfundssind, men ikke skal udnyttes herfor, som det er sket under coronasituationen.
Marketingstrategier kan vi ikke bruge til noget, hvis vi skal undgå et arbejdsliv hvor vi bliver forbrugt og udbrændt. Det kan kun regulær og synlig landsdækkende arbejdskamp ændre på.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
