Reformisternes opskrift for at hjælpe kapitalen ud af krisen

Af E. Holemast, Revolusjon, Norge

Denne artikel er i tre dele. Den første del beskriver krisepolitikken i foråret 2020. I del to ser vi på kriseløsninger fra reformisterne og forskellige venstrefløjspartier. I sidste del prøver vi at ridse elementer op i en klassepolitik for en revolutionær vej ud af krisen. Der er tale om en foreløbig analyse, som løbende bliver opdateret.

Udgivet i APKs magasin Enhed og Kamp, 3,2020. Her på KPnet bringes artiklen over tre gange.

Dette er anden del af artiklen “Indsatsen for at stabilisere kapitalismen og en revolutionær krisepolitik”
Se link til de øvrige dele nederst i artiklen

2. Reformisternes opskrift for at hjælpe kapitalen ud af krisen

Venstrefløjen kommer kapitalen til ideologisk og politisk undsætning

Traditionelt kræver LO og venstrefløjen løsninger a la Keynes. De kan prale af, at Erna Solberg ”giver den gas”, men beder om, at hun leverer endnu mere gas på statens vegne.

Redaktøren af Fri Fagbevegelse fremfører et typisk krav:

’(Men) vi må også sætte projekter i gang, der kan få det private erhvervsliv på fode igen. Børnevelfærd kan styrkes, skoler og færger kan bygges. Der er ingen åbenbar modsætning mellem den borgerlige regerings mål om ’effektiv drift og god økonomistyring’ og målet om at styrke og udvikle velfærdsstaten.’

Tanker om, at tiden kan være inde til at overveje et helt andet samfundssystem, er helt fraværende. ”Klasseperspektivet” begrænser sig til, at storkapitalen skal føle medlidenhed med sine undersåtter og ikke skrabe alle værdierne og hele statens pengesæk til sig. Det gælder om at få det private erhvervsliv på fode igen og håbe på, at der vil være nogle krummer til velfærd tilbage. Appeller om ”mere retfærdig fordeling” skal angiveligt forhindre, at der bliver alt for mange nye fattige.

LO og klubberne i værkstedssektoren støtter krav om skattelettelser og endnu mere gunstige afskrivningsregler for Equinor og Aker-koncernen, fordi ordrebøgerne snart er tomme. Kravet er beregnet til at forhindre masseopsigelser og mulige lukninger i værftsindustrien langs kysten og får støtte fra Fremskridtspartiet til Rødt. Kravet er forståeligt, selv om det går lige i kapitalejernes lomme.

Det handler om tusindvis af arbejdspladser, der har genereret milliarder i merværdi til Kjell Inge Røkke og hans lige. Ingen stiller alligevel Røkke & Co. over for valget mellem fortsat at garantere arbejdspladser eller at lade staten ekspropriere store dele af Aker-koncernen.

Borgerløn i stedet for velfærd

Krisen udløser opfordringer fra de liberale, grønne og det meste af ”venstrefløjen” om at indføre borgerløn for at afværge en fattigdomskatastrofe. I EU underskriver hundredtusinder et borgerinitiativ med krav om det samme. Tilhængerne af samfundsløn får naturligt nok følge af det yderste højre, da det var de højreorienterede ideologer og frontfigurer, der lancerede ideen mange generationer tilbage. Borgerløn er det samme som samfundsløn eller garantiindkomst, dvs. en garanteret mindsteindkomst for alle (Universal Basic Income).

Her skal vi ikke tage argumenterne mod borgerløn i sin helhed op, disse er tidligere omtalt. Vi nøjes med at slå fast, at borgerløn er et lokkemiddel for at afvikle alle sociale velfærdsydelser på sigt. Netop derfor bliver ideen omfavnet af det yderste højre og liberalister.

Måske kan en sådan garanteret minimumsindkomst redde nogle af de allerfattigste fra afgrunden. Over tid vil den imidlertid blive brugt til at afvikle alle eksisterende velfærdsordninger og dermed føre hundredtusinder mod den samme afgrund.

Nyt, grønt kriseforlig?

”Grøn” omstilling og et nyt kriseforlig er en anden af venstrefløjens kriseopskrifter.

’Venstrefløjen skal have større ambitioner end midlertidig krisehjælp til virksomheder. Vi har brug for radikale, men konkrete reformprogrammer bygget på samme som det norske ”Kriseprogrammet” og En norsk 3-årsplan fra 1933’, skriver Mimir Kristjánsson i indlægget ”Veien ut av krisa” i Agenda Magasin.

Ifølge Rødts mand i Rogaland skal arbejderbevægelsen – læs: de rødgrønne partier og LO – ’gribe denne mulighed og skabe et mere retfærdigt og mindre krisestyret samfund’, efter at virussen er slået tilbage. Også SV, Arbeiderpartiet og dele af Senterpartiet ønsker sig et nyt, grønt kriseforlig, der både skal redde klimaet og sikre norsk industri i fremtiden efter krisen. Rødt kalder det en ”grøn industriel revolution”.

Disse forestillinger om en ”grøn ny igangsætter”, hvor hele landet skal elektrificeres, er skildret i rosenrøde vendinger af blandt andet SV. Visionerne, der både er dyre og illusoriske, kræver en separat analyse. Her vil vi kun antyde, at planerne indebærer en alliance med de grådigste kraftbaroner, som vil gøre Norge til storeksportør af elektricitet. Regningen for denne ”grønne omstilling ” er, hvad almindelige mennesker får, samtidig med at naturen vil blive ødelagt af tusindvis af vindmøller.

I denne skal staten spille en vigtig rolle som tilrettelægger og investor, også gennem fortsat militarisering af økonomien. Disse ”røde” partier – også Rødt – ville før årsskiftet have et lige så stort eller større forsvarsbudget end det, højreregeringen har planlagt for 2020. Det til trods for, at Norge allerede ligger i toppen i NATO, når det gælder militærudgifter. I 2019 havde Norge 1.384 dollar i forsvarsudgifter pr. indbygger. I dagens kronekurs svarer det til 11.000 kr. (norske) for hver eneste nordmand.

For igen at citere Lærebog i politisk økonomi:

’Regeringerne i de imperialistiske lande giver monopolerne enorme ordrer på leverancer af krigsmateriel, udstyr og forsyninger, bygger krigsfabrikker på statskassens bekostning og overlader dem til monopolerne, dvs. de tager krigslån. Samtidig vælter de borgerlige stater alle krigsbyrderne over på det arbejdende folk. Alt dette skaffer monopolerne kolossale profitter.’

Historisk perspektiv

Når såkaldt marxistisk inspirerede partier som SV og Rødt fabler om at gentage krisepolitikken fra 1933, ser de naivt væk fra, at klassebevidstheden og styrkeforholdet mellem samfundsklasserne var på et helt andet niveau for 90 år siden. Ikke mindst var det strategiske udgangspunkt, at en socialistisk sovjetstat lyste som levende eksempel i øst.

Socialismen var det selvfølgelige mål for de fagligt organiserede arbejdere, inklusive dem, som følte sig knyttet til socialdemokratiet. De troede på de opportunistiske ledere, der lovede dem socialisme gennem klassesamarbejde i stedet for gennem revolution. Men klassebevidstheden og ønsket om et socialistisk samfund lå hele tiden underneden.

Alt dette vidste borgerskabet i 1930 naturligvis. Kapitalisterne og deres stat var i en defensiv stilling. De socialdemokratiske ledere rakte dem en udstrakt hånd for at give dem en udvej uden at give statsmagten fra sig, og borgerskabet tog den.

Det burde være unødvendigt at understrege, at det strategiske styrkeforhold i dag er et helt andet. Ironien er, at reformisterne kun kan få indflydelse med deres klassesamarbejdspolitik, hvis der er tendenser til revolutionært opbrud og skærpet klassekamp.

Sådanne tendenser er det ikke let at få øje på i det norske klassesamfund i dag. Det er en situation, der kan ændre sig, hvis de revolutionære er i stand til at udvikle den subjektive faktor, dvs. organiseret og systematisk opbygning af klassebevidstheden.

29. maj 2020
Oversat fra Revolusjon, Norge

Artiklen er i tre dele
Del 1 Borgerskabet søger at stabilisere kapitalismen under Coronakrisen
Del 3 Revolutionær krisepolitik – Hvad er det?

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne