Indsatsen for at stabilisere kapitalismen og en revolutionær krisepolitik – del 1

Af E. Holemast, Revolusjon, Norge

Denne artikel er i tre dele. Den første del beskriver krisepolitikken i foråret 2020. I del to ser vi på kriseløsninger fra reformisterne og forskellige venstrefløjspartier. I sidste del prøver vi at ridse elementer op i en klassepolitik for en revolutionær vej ud af krisen. Der er tale om en foreløbig analyse, som løbende bliver opdateret.
Udgivet i APKs magasin Enhed og Kamp, 3,2020. Her på KPnet bringes artiklen over tre gange.

1. Borgerskabet søger at stabilisere kapitalismen under Coronakrisen

Coronakrisen viser, at kapitalismen aldrig kan skabe sikkerhed for morgendagen. Krisen presser fagbevægelsen i defensiven. Arbejderklassen har akut behov for at finde ud af, hvor og hvordan den skal organisere sig til forsvar og modangreb.

Krisen rammer selvfølgelig arbejderklassen værst på alle måder, men også profitterne hos store dele af den herskende klasse smuldrer væk.

Lad os først se på, hvordan kapitalisterne tænker, at almindelige arbejdere og ansatte skal narres og tvinges til at bære tabene for dem. Borgerskabet har to hovedbekymringer: Den ene er, hvordan man redder det, der reddes kan af profitten for de store monopoler ved at vælte byrderne over på arbejderne. Den anden er at finde politiske og økonomiske foranstaltninger, som forhindrer, at massearbejdsløshed og ny fattigdom undergraver stabiliteten i det kapitalistiske system, dvs. forhindrer den økonomiske krise i at udvikle sig til en politisk krise.

Disse bekymringer er fælles for borgerskabet over hele verden. De greb, som den herskende klasse tyr til, kan og vil dog variere ud fra nationale omstændigheder. Her vil vi koncentrere os om, hvad den førende del af det norske borgerskab ser på som specifikke udfordringer, og hvordan de forbereder sig på at overvinde krisen.

Monetær oversvømmelse til kapitalisterne

For kun nogle måneder siden var det ufornuftigt at presse nogle ekstra millioner ud af staten til gratis tandregulering til børn eller til reduktion af færgetakster. Nu fosser milliarderne ud af statskassen (efter at ESA og EU har givet grønt lys).

Stortinget har vedtaget nye krisepakker og skattefritagelser, den ene efter den anden, der giver milliarder til virksomheder, flyselskaber og kommuner; i mindre grad også i form af nogle sociale ydelser til arbejdsløse og selvstændige, der står uden arbejde.

Lignende er sket før i kapitalismens historie.

’Under påskud af at ”opmuntre det økonomiske initiativ” betaler den borgerlige stat enorme summer til de store virksomhedsejere i form af subsidier. Når monopolerne er truet af konkurs, giver staten dem midler til at dække tabene, og deres skatterestancer opgives.’ (Lærebog i politisk økonomi, udgivet af SUKPb, 1954)

’Oppositionen’ fra højre til venstre, der nu er i flertal, begrænser sig generelt til nogle mindre sociale forbedringer, såsom at forlænge hele understøttelsesperioden for personer på dagpenge med et par uger. De rødgrønne har også forgæves stillet krav om, at selskaberne ikke skal betale udbytte til aktionærerne under disse omstændigheder. Det har regeringen ignoreret.

En enorm strøm af penge flyder til hotelbaroner, industrivirksomheder og stripklubber, mens det tager måneder, før hundredtusinder af hjemsendte modtager lønkompensation og dagpenge. Når pengene omsider havner på kontoen, er dagpengesatserne knap til at leve af – og de skal yderligere reduceres.

Tvangslove

Der er vedtaget en ny kriselov (i tillæg til de gamle NATO-love), som giver regeringen eneret til at indføre en række foranstaltninger uden først at have konsulteret Stortinget. Loven er i sig selv helt unødvendig for at bekæmpe virussen, da de centrale og lokale myndigheder allerede i Smittevernsloven (infektionsbeskyttelsesloven) har myndighed til at regere ved dekret for at beskytte folkesundheden.

Nye love kan dermed indføres, medmindre 1/3 af Stortinget modsætter sig dette inden for 24 timer, hvilket er praktisk vanskeligt og sommetider umuligt, når også Stortinget går på vågeblus under pandemien. Undtagelsesloven kan forlænges i én måned ad gangen.

Generelt har befolkningen og arbejderklassen accepteret fuldmagtslove og klasseforsoningsbudskaber af typen ”vi er alle i samme båd” uanset klasse. Halvanden million har også fulgt myndighedernes opfordring om at downloade en sporings-app, der kan misbruges for at overvåge den enkeltes bevægelser og omgangskreds. Lydigheden skyldes en kombination af frygt og lammelse, bortfald af sociale mødesteder og en udbredt tillid til, at myndighederne ved bedst ”trods alt”.

Der har været nogle mindre protester med krav om beskyttelsesforanstaltninger på arbejdspladsen, men i det store og hele har de tillidsvalgte været enige om at ”sætte andre konflikter til side”. De centrale overenskomstforhandlinger, der finder sted hvert forår, er simpelthen blevet aflyst og udsat til efteråret.

Intet beredskab

Der er imidlertid en udbredt fordømmelse af, at mange selskaber fortsætter med at udbetale udbytte – og den totale mangel på samfundsmæssigt beredskab. Norske korn- og medicinlagre har vist sig at være ikkeeksisterende.

Nu vokser også vreden over, at NAV ikke er i stand til at udbetale dagpenge, og over, at en af fire hugger de ansattes feriepenge.

De sidste 20-25 års nyliberale politik tvinger de offentlige hospitaler til at budgettere som private virksomheder. Manglen på elementært sundhedsudstyr og de næsten ikkeeksisterende nødlagre af fødevarer og medicin stikker alle i øjnene. Norge har en af de laveste selvforsyningsgrader i verden. Mindre end en generation tilbage var der tre til seks måneders nationale nødlagre af alle sådanne livsnødvendigheder i et karrigt land med kun tre procent dyrkbart areal. Dette katastrofalt dårlige beredskab har fået modstand og kritik, men alligevel er regeringen sluppet for at blive stillet til ansvar. Den profilerede statsminister og sundhedsminister (!) fra Høyre har tværtimod fået stærkt stigende opslutning om sit parti og en kaotisk regering, der oprindeligt var højst upopulær.

Dette fortæller sin egen historie om, at klassekampen og klassebevidstheden er på et lavt blus, og at mennesker i en krisesituation søger falsk tryghed hos det samme regime, der fratager dem sikkerhed i hverdagen og i fremtiden. Uanset om vi bryder os om det, så er det de sociale og politiske realiteter. Slagordene, propagandaen og det daglige arbejde for revolutionære i og uden for arbejderklassen skal tage udgangspunkt i disse realiteter. Tiden er ikke moden til at storme barrikaderne for at oprette proletariatets diktatur, for at sige det sådan.

Fejlagtig præmis

Virusudbruddet var den udløsende årsag til en krise, der er opbygget siden den forrige krise i 2008. Den viste igen sit ansigt i oliesektoren i 2014-2015, før udviklingen kom tilbage til ”det normale”. Det vil i høj grad sige en gældsdrevet vækst i forbruget, der sammen med en svag kronekurs har fungeret som elastisk system for norsk økonomi over flere år.

Norge har længe gået svanger med en krise i maven. Corona-pandemien var det, der skulle til, før vandet gik. Med denne ydre omstændighed har borgerskabet fået lagt præmis nummer ét for dets budskab: Krisen skyldes en uberegnelig virus og har ikke det fjerneste med kapitalismen som system at gøre.

Vil borgerskabet slippe af sted med at give Covid-19 hele skylden for den kapitalistiske systemkrise?

I de mest udsatte brancher som turisme var arbejdsløsheden ved begyndelsen af april på over 50 procent. I andre brancher er den langt lavere. Alligevel regner de borgerlige økonomer med en arbejdsløshed i gennemsnit på omkring seks procent for året som helhed. Det reelle tal bliver sandsynligvis lang højere. Allerede inden krisen indtraf, var en ud af ti unge mellem 15 og 25 år uden arbejde.

Når konsekvenserne i form af massearbejdsløshed slår ind for alvor, er det afgørende for magthaverne, at frustrationerne ikke bliver vendt mod de politiske myndigheder.

Nedlukning

Det ville være sket, hvis et uforberedt og delvis privatiseret sundhedsvæsen brød fuldstændig sammen med tusindvis af døde som resultat. I denne situation valgte kapitalens politikere at lukke landet ned for at forhindre spredning og slå virussen ned. Det skete den13. marts på trods af stærk modstand fra store dele af industrikapitalen. En del af denne modstand skyldtes utvivlsomt frygt for at miste kontrakter og markeder til udenlandske konkurrenter inden for samme branche, ikke mindst til svenske virksomheder, der fortsatte driften mere eller mindre som normalt.

Mellem de forskellige fraktioner i den herskende klasse har der hele vejen stået kamp om de politiske og økonomiske virkemidler. Det gælder inden for Norge såvel som i andre lande, hvilket viser sig i de helt forskellige strategier, der er valgt i Norge, Sverige og Danmark.

Alle de skandinaviske lande er kendetegnet ved en relativt set meget højere tillid til myndighederne og det politiske system end tilfældet er i lande som Italien, Grækenland og Frankrig. I Norge er dette en tillid, der er opbygget gennem en åben eller underforstået konsensus mellem samtlige partier repræsenteret i Stortinget. Den officielle myte, der ligger til grund for denne konsensus om klassesamarbejde, er, at enhver norsk regering i bund og grund ønsker at gøre livet bedst muligt for sine undersåtter, det handler kun om ”forskellige politiske valg”.

Norge økonomisk udsat

I økonomisk forstand, ikke når det gælder ofre for pandemien, har Covid-19 ramt Norge hårdere end de fleste andre europæiske lande. Den store forskel er den norske afhængighed af olieeksporten – og ikke mindst olieprisen. Derfor kan den nuværende økonomiske krise udvikle sig til at blive den værste siden 1930’erne.

Olieprisen ligger på 20-30 $ pr. tønde sammenlignet med næsten 70 $ ved årsskiftet. Dette har ikke kun påvirket hele olieindustrien, leverandørindustrien og statens indtægter fra oliebeskatning, men også den nationale valuta. Inden for en måned har den norske krone tabt et sted mellem 1/4 og 1/5 af markedsværdien sammenlignet med EUR eller USD. I løbet af kort tid betyder dette store prisstigninger på importerede varer.

For et ekstremt importafhængigt land giver dette dyrtid for almindelige mennesker og for importerede varer til industrien. Omvendt giver den svage krone gode profitudsigter for eksportbaseret proces- og forarbejdningsindustri. Problemet er, at bunden er faldet ud af eksportmarkederne.

Statskapitalismens vækst

En vej ud af tidligere kriser siden 1930’erne har været forskellige former for statskapitalisme. Efterkrigstidens Norge blev også bygget op på denne måde, med et stort antal statsejede virksomheder på områder som sværindustri og infrastruktur.

Ideologisk var denne periode præget af socialdemokratiet, som omfavnede økonomen John Maynard Keynes og hans anbefalinger om underskudsbudgettering og massive statslige indgreb i økonomien. Derudover stjal socialdemokratiske økonomer i nogle lande, som Erik Brofoss og Ragnar Frisch i Norge, elementer fra planøkonomisk tænkning baseret på de ubestridelige succeser i det daværende socialistiske Sovjetunionen.

Denne kapitalistiske hybrid, kaldt blandingsøkonomi, kunne aldrig blive mere end et kortvarigt mellemspil. Da grundlæggende infrastruktur og kostbare investeringer i sværindustri var på plads, krævede den private kapital friere spillerum.

Statskapitalismens fald

Det fik den i stigende grad fra slutningen af 1970’erne, anført af statsledere og markedsideologer som Margaret Thatcher og Ronald Reagan. Siden da er denne proces kun accelereret over næsten hele verden, kendt under navnet ”nyliberalisme”. Denne nyliberalisme går ind for mindst mulig statslig indblanding i alle sektorer med en delvis undtagelse for statens egne voldsorganer som politi og militær. Men også her kun delvis. Den amerikanske hær benytter for eksempel i stor udstrækning lejesoldater fra private ”sikkerhedsfirmaer” til sine militære operationer i udlandet.

Helt så langt er det endnu ikke kommet i Norge. Men udviklingen er kun gået én vej siden Gro Harlem Brundtlands første regering. Kåre Willoch, Jens Stoltenberg og Erna Solberg har siden sat et stadig højere tempo på kapitalens vegne. Høyres ældgamle liberalistiske budskab om, at staten skal holde fingrene væk fra den frie forretningsverden, er gradvist adopteret af socialdemokratiet.

Den norske statskapitalisme er gradvist afviklet, selvom staten fortsat spiller en central rolle i nøgleselskaber som Equinor, Telenor og Kongsberg Gruppen. Samtidig er denne rolle blevet mere og mere passiv, idet ”alle” er enige om, at staten ikke bør bruge sin ejerskabsposition til detaljestyring og politisk indblanding – bortset fra, når der er tale om investeringer i og samarbejde med lande og virksomheder uden for NATO-sfæren. Den norske stat har gradvist solgt sine aktiver i SAS. I 2012 og 2014 klagede Norwegian-chef Bjørn Kjos over, at SAS og Finnair var subsidieret ”op til ørerne” af regeringerne efter en nødredning. – Vores skattepenge skal gå til skoler, sundhed, ældrepleje og sådanne ting – ikke til at holde flyselskaber i live. Industrien skal klare sig selv, sagde Bjørn Kjos til DN 16.09.2014.

Nu opfordrer de staten

I krisetider får piben en anden lyd. Nu kræver privatkapitalister fra små virksomheder til storkoncerner støtte og hjælp fra den samme stat. De raser mod en stat, der ikke er aktiv og hjælpsom nok. Det gælder ikke mindst det kriseramte selskab Norwegian.

I modsætning til tidligere ønsker færre af de borgerlige økonomer, at staten aktivt skal gå ind i kriseramte virksomheder, sådan som staten f.eks. gjorde under bankkrisen i 1990-91, da aktierne i alle storbankerne blev nedskrevet til nul. Siden har staten solgt sig til DnB.

Storaktionærerne og de forskellige fraktioner inden for borgerskabet vil i det lange løb undgå, at staten igen træder frem som fælleskapitalist og majoritetsaktionær i virksomhederne. Det, de kræver af staten, er derfor kriselån og lånegarantier, skattelettelser og alle mulige finansielle lettelser. De kæmper mod statslig overtagelse af aktierne, selv når alternativet er konkurs. For de resterende kapitalistiske fraktioner betyder det, at en konkurrent er fjernet. Og med staten inde på ejerskabssiden hos konkurrenter vil der opstå ”uretfærdig konkurrence” mellem rivaliserende selskaber.

Eller som regeringen siger det i forbindelse med det reviderede nationalbudget (RNB): ’På vej mod den nye normal vil nogle virksomheder gå tabt. Andre kan måske holdes kunstigt i live et stykke tid med hjælp fra staten. Nogle vil overleve, fordi de får den hjælp, de har brug for.’

Et træk ved denne krise er altså kapitalens krav om, at staten skal stille op for virksomhederne og aktionærerne, samtidig med at staten ikke skal have så meget som en aktie til gengæld. Dette er en løsning, som alle kapitalens fraktioner stiller sig bag.

Hvad betyder det i praksis? Det betyder, at kapitalisternes stat låner velfærd og pensionspenge af dem, der giver staten driftsindtægter, nemlig almindelige mennesker. Men i modsætning til andre kreditorer får de mennesker, der betaler skatterne, absolut intet som symbolsk ”sikkerhed” for disse lånegarantier.

Hjemmemarkedet vinder

Nogle udvalgte brancher har tjent og tjener på krisen. Det er groft sagt al produktion til hjemmemarkedet, det vil hovedsagelig sige fødevareindustrien. Grænsehandelen til Sverige er stoppet, og folk handler mere, når de ikke længere kan gå på restaurant. Dermed har dagligvaremonopolerne øget deres omsætning markant. Tilsvarende gælder for en del netbutikker og mange former for transporttjenester. Andre ”vindere” er pensionskasser, livsforsikringsselskaber og Folketrygden. Dødsofrene for Covid-19 er især ældre pensionister og mennesker, der allerede er afhængige af forskellige velfærdstjenester.

Værst ramt er turist- og hotelbranchen, mens meget af fødevareindustrien har gode tider. I turistbranchen frygter halvdelen af selskaberne konkurs. Der er således kamp og konflikt i baglokalet mellem forskellige kapitalgrupperinger om, hvor hurtigt og hvor meget Norge skal ”åbnes op”. Nogle brancher har mere travlt end andre.

Den regerende fløj af ”globalister” inden for borgerskabet oplever en blå mandag, mens den stadig mindre del af industrien, der hovedsagelig producerer for hjemmemarkedet, fremstår som kortsigtede vindere. Det er et paradoks for den mest EU-begejstrede del af kapitalen, som har baseret hele sin profitmaksimering på at udvide eksportmarkedet ved hjælp af mange importerede produktionsdele og råvarer samt ”levering til tiden”.

Borgerskabet møder sig selv i døren, som vi har set, når det gælder statsstøtte til privatkapitalen, og hvordan den skal gives. Alle ideologiske fraser om, at staten skal holde fingrene væk fra erhvervslivet og ”den fri konkurrence”, er forstummet.

Men der foregår et hundeslagsmål om, hvem der skal have mest statslig støtte og krisehjælp. Kapitalgrupperne og investorerne ønsker selvfølgelig ikke, at konkurrenterne skal få overtaget, når det gælder at sikre profitten. Men de er naturligvis enige om, hvem der skal have regningen: du og jeg.

Spændeskruer

Den 7. april konkluderede et ekspertudvalg, at kriseforanstaltningerne koster det norske samfund omkring 24 milliarder kroner om måneden. Det er enorme summer. Alligevel vil det tage otte måneder, før summen er så stor som den, Equinor har spildt på deres eventyr i USA.

Et nyt problem melder sig snart: finansiering af det borgerlige statsapparats mange funktioner. Skatteindtægterne falder dramatisk og river grunden væk under statsbudgettet i indeværende år, et budget, der allerede er sprængt gennem ekstra kriseudbetalinger. For 2021 bliver underfinansieringen endnu mere dramatisk. Det vil betyde nye og mere kreative metoder for at opkræve skatter og afgifter fra almindelige mennesker.

’En del af befolkningens indtægter – først og fremmest indtægterne fra de arbejdende klasser – omfordeles gennem statsbudgettet og bruges i udbytter-klassernes interesser. På den måde bliver en del af arbejdernes og bøndernes indtægter, der går ind i statsbudgettet i form af skatter, forvandlet til ekstraindtægter for kapitalisterne og som indtægt for embedsmændene. Skattetrykket, som udbytterklasserne lægger på arbejdsfolk, stiger hurtigt.’ (Lærebog i politisk økonomi.)

Ingen direkte investeringer

Men hvis Oliefondet skal bruges til direkte investeringer i norsk økonomi, skal Stortinget lave Centralbankloven om. Sidste år lovfæstede Stortinget, at de ti tusind milliarder i Statens Pensionsfond Udland ikke skulle bruges til at investere i Norge. ’For at beskytte den norske fastlandsøkonomi investeres fonden udelukkende i udlandet’, som administratorerne i Norges Bank siger.

Den slags investeringer er det kun den meget mindre Folketrygdfondet, der er tilladt at foretage, og med stærke begrænsninger. Fonden må maksimalt eje 15 procent af aktierne i virksomheder med base i Norge.

Som vist tidligere har denne politik sammenhæng med, at borgerskabet længst muligt vil undgå, at staten genopstår som fælleskapitalist. Fra befolkningen, der får at vide, at staten, det er os, kunne det udløse krav om, at staten skal drive sin virksomhed på en måde, der faktisk gavner befolkningen.

Det vil også kunne vippe magtbalancen i borgerskabets egne rækker, hvor en fraktion i form af et politisk styret bureaukratborgerskab, der indkasserer merværdi på indirekte vis, får konkurrencefordele, fordi de har statens økonomiske muskler i ryggen.

EØS-aftalen er et af instrumenterne, der blokerer for, at en monopolitisk ”statsfraktion” styrker sin stilling inden for den herskende klasse. Også statslige lånegarantier skal først godkendes af ESA som gyldige kriseundtagelser med hjemmel i EØS-aftalen og EU-kommissionens regler.

Nedskæringer, nedskæringer og nedskæringer

Man behøver ikke stor fantasi for at forudsige næste trin, når konkurser og statsindgreb bliver dagens orden: nedskæringer i velfærdsydelser og dagpenge, og måske vil pensionerne stå for tur. Regeringen varsler allerede, at det skal være slut med de ”generøse” dagpengeordninger med 80 % af lønnen op til 300.000 kr.

Lønreduktion i forskellige former vil blive lanceret som en nødvendig næste fase i den ”nationale indsats”, der skal få den kapitalistiske økonomi på fode. Enkelte kommunalpolitikere har allerede lanceret forslag om ti procent lønnedgang for alle i kommunen. SAS er blandt de selskaber, der har bedt sine ansatte acceptere det samme. Foreløbig er de fleste af sådanne fremstød blevet afvist. Men der vil komme flere.

Et er allerede sikkert: Omfavnelsen af alle dem, der arbejder for en elendig løn, og som demonstrerede, at de var ti gange mere vigtige for samfundet end de fleste direktører – rengøringsfolk, postbude, chauffører og sundhedspersonale – er allerede glemt.

Kalkulerne for den nominelle lønvækst for 2020 er allerede nedjusteret fra 3,6 procent til 1,5 procent. Tallene er i udgangspunktet fiktive. 1,5 procent betyder i realiteten en negativ afvikling, blandt andet fordi mange importvarer vil stige dramatisk i pris. Bare summen af det såkaldte lønoverhæng og lønglidningen er på mindst 1,5 procent.

Kvæler den kommunale økonomi

Det stopper ikke her. Faldet i BNP for 2020 anslås til 4 procent. Hvis der ikke bliver lagt kampvilje for dagen, vil de allerfleste, der ikke er i brancher, som har formået at tjene på krisen, få reallønsnedgang.

Staten ønsker at bruge så lidt penge som muligt og sender kriseregningen videre nedad i forvaltningssystemet. Kommuner og fylkeskommuner (amter) mangler titusindvis milliarder for at holde skoler, velfærdsydelser og kollektiv trafik i gang.

29. maj 2020
Oversat fra Revolusjon, Norge

Artiklen er i tre dele
Del 2 Reformisternes opskrift for at hjælpe kapitalen ud af krisen
Del 3 Revolutionær krisepolitik – hvad er det?