Perspektiver for socialisme

Af Klaus Riis

Indlægget er bragt i APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp 2,2020 Holdt som oplæg på Novemberkonference i 2014

Behovet for et andet globalt samfundssystem end kapitalisme og imperialisme er skrigende.

Som Lenin sagde, betyder imperialisme reaktion over hele linjen. Reaktionen er bundløs og endeløs. Massernes fattigdom og elendighed kan altid blive større, undertrykkelsen hårdere, den åndelige formørkelse i form af religiøse doktriner eller kapitalistisk indoktrinering mere udbredt.

På knæ for Gud, Mekka eller kapitalismens guldkalv – det er én og samme ting: Find dig i de riges diktatur, i krigene, i elendigheden, i at udbytningen, udplyndringen og undertrykkelsen bliver værre.

Lad være med at protestere, lad være at gøre oprør!

For det koster og har altid kostet at stille sig på revolutionens og fremskridtets side.

Revolution og kontrarevolution i det 20. århundrede

Den verdensomspændende fakkel af håb, som Oktoberrevolutionen i 1917 antændte, skulle snart formørkes af imperialismens og reaktionens modoffensiv – af fascismens og en ny verdenskrigs sorte skygger. 30’ernes revolutionære kommunister betragtede sig som ’døde på orlov’. Men der var nu opstået et nyt og stærkt socialistisk land bygget på tsarismens ruiner og forvandlet til et moderne samfund med en væsentlig forbedret levestandard og relativ velfærd for alle.

Og socialismens, kommunisternes og de revolutionæres kamp og ofre var ikke forgæves: Den knuste fascismen og tvang imperialismen tilbage. Den skabte en verden delt mellem imperialismen og en ny socialistisk og folkedemokratisk verden, med Sovjetunionen og Kina foran og med en stadig voksende antikolonialistisk og antiimperialistisk bølge af nationale befrielseskrige og revolutioner på det asiatiske og det latinamerikanske kontinent, med Cuba som den første erklæret socialistiske revolution i Latinamerika.

Denne verdenshistoriske proces blev bremset under ’den kolde krig’ og sendt i modsat retning af den revisionistiske kontrarevolution efter Stalins død.

Men i tiden frem til 1989-91 og ’murens fald’ og Sovjetunionens sammenbrud var resultatet ikke givet. Faktorerne for revolution var stærke, ikke mindst i, hvad der blev kaldt ‘den 3. verden’. I Indokina og Afrika i form af befrielseskrige mod de gamle kolonimagter. I Latinamerika i form af guerillabevægelser og folkeopstande mod de amerikansk-støttede militærdiktaturer. Der var et håb om, at revisionismen kunne slås tilbage.

Mao Tsetungs Kina og Enhver Hoxhas Albanien viste vejen. De revisionistiske lande var ikke stabile, og med majoprøret i Frankrig i 1968 viste det sig, at revolutionen igen var på dagsordenen i Europa. Også i verdensreaktionens bolværk USA udviklede en revolutionær bevægelse sig i Vietnamkrigens kølvand.

For den ny generation af revolutionære var det ikke et spørgsmål, om revolutionen og et nyt socialistisk samfund ville komme, men hvornår og hvordan. Revolutionen var et spørgsmål, som var taget op til løsning, som kammerat Enver Hoxha sagde.

Der var en indlysende forståelse ikke bare for revolutionens nødvendighed, men også for dens akut påtrængende karakter. Og dermed igen af det nødvendige i en stor disciplin og offervilje fra kommunisterne og de revolutionære, og det kommunistiske parti – marxister-leninister – i særdeleshed.

Tre-fire årtier senere kan det være svært at forstå.

Marxismen-leninismens nødvendighed

Tilbage i 70’ernes begyndelse kunne kinesiske partifolk under besøg i Danmark finde på at foreslå deres danske kammerater at indlede en folkekrig fra en af de danske øer. Rådet blev taget til efterretning, men ikke fulgt.

Den revolutionære Che Guevaras forestillinger om, hvordan revolutionen kunne udvikle sig i Latinamerika med nogle hundrede modige guerillakæmpere som udgangspunkt, holdt heller ikke. De franske studenters parole om ’Fantasien til magten’ var for kulørt som revolutionsteori.

Der var ikke andet at gøre for de revolutionære end at vende tilbage til den teori, der havde skabt revolutionens og socialismens sejre i det 20. århundrede – marxismen-leninismen – og befri den fra de revisionistiske forvanskninger om fredelig og parlamentarisk overgang til socialismen.

I Danmark via det såkaldte ’antimonopolistiske demokrati’, som fortsat prædikes af DKP, KPiD og KP, selvom det ikke giver nogen mening og ingen forstår det.
Det er sært, men det er ikke mindre sært, end at Enhedslisten gennem sine 25 års eksistens har påstået, at der er et ’revolutionært’ og ’socialistisk’ parti, uden at være i stand til at definere, hvad revolution eller socialisme er.

Det er ikke noget tilfælde, at den socialistiske bevægelse i Danmark i dag trasker efter begivenhederne, efter den spontane bevægelse, som et tarveligt halehæng. Den har ikke nogen revolutionær teori til at vise vej.

Marxismen-leninismen opfattes som forældet og doktrinær. Og først og fremmest som ubehageligt foruroligende. Men uden teori bliver den revolutionære praksis blind. I Danmark forsumper den til reformistisk klassesamarbejde eller totalt isolerede nålestiksaktioner uden konsekvens for andre end de implicerede og deres domme.

Dengang i 70’erne førte behovet for revolutionær teori som vejledning i en situation, hvor revolutionen føltes at stå for døren, til, at den unge generation af revolutionære igen omfavnede marxismen-leninismen og fornyede det kommunistiske parti i skikkelse af ml-bevægelsen på basis af erfaringerne fra det revolutionære DKP, fra Lenins og Stalins og Kominterns tid.

Kontrarevolutionerne i 1989-91 udskød behovet for revolution (og dermed revolutionær teori) på ubestemt tid. Faktisk erklærede borgerskabets ideologer, at historien var slut. Ingen revolutionær forandring var mulig eller ville komme.

De nye generationer af revolutionære måtte arbejde med mere langsigtede strategier. Nogle tilpassede sig de nye omstændigheder og ville opnå små resultater ad reformernes vej. Andre fokuserede på og lagde deres kraft i enkeltsager.

Den nyliberale kapitalistiske offensiv satte ind på alle felter – også i form af ubehersket antikommunisme og had til revolutioner, parret med krigsbegejstring og militarisering: Imperialismens ’nye’ verdensorden var en realitet, med dens endeløse krige, uløselige kriser og rystende elendighed i den største overflod, kloden har kendt – men en overflod forbeholdt nogle få griske multimilliardærer.

Det har selvfølgelig kaldt til modstand.

En ny bølge af antiimperialistiske og socialistiske revolutioner er undervejs, som går op mod imperialismens og reaktionens offensiv, kriser og krige.

Det er f.eks opsvinget for de folkelige revolutionære bevægelser i Latinamerika, som bragte antiimperialisten Hugo Chávez og ligesindede til magten. Det er ’Det arabiske forår’, som indledtes i Tunesien, anført af vores broderparti Tunesiens Arbejderparti. Og netop nu opstanden i Burkina Faso, anført af vores broderparti Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti, som det første tegn på et ’afrikansk forår’.

Eller i Europa, hvor EU’s magt udfordres ikke bare af græske og italienske masseprotester, men også af østukrainske folkerepublikker.

Vi lever ikke bare i ’interessante tider’ med krige og omvæltninger, som de gamle kinesere anså som en ulykke. Vi lever i revolutionære tider, ved overgangen til noget nyt, til et nyt kapitel i revolutionshistorien.

Den nye generation af unge revolutionære må forholde sig til det – og endnu en gang vælge den revolutionære kamps vej.

Derfor er der behov for at tænke revolutionsteorien og socialismeteorien – ikke mindst teorien om socialisme i et land, nemlig i Danmark – igennem igen.

Endnu mere påtrængende end dengang APK blev stiftet og vi vedtog partiprogrammet ’Manifestet for et socialistisk Danmark’, der skitserede det socialistiske danske samfund i store træk.

Ingen socialistisk kloning

Der findes ingen model for socialisme, der kan kopieres fra det ene land til det andet eller fra en historisk situation til en anden.

De historisk kendte socialistiske samfund som Sovjetunionen (1917-53) eller Albanien (1944-1991) kan og skal ikke kopieres. Det ville selvfølgelig være en ødelæggende dogmatisk fejl. Det er historiske eksempler på socialistiske samfund. De har haft og har betydning i verdenshistorien og også i dag, ikke mindst Lenins og Stalins Sovjetunion, hvor det socialistiske samfunds første verdenshistoriske erfaringer blev gjort.

Men bortset fra det absurde i socialismekloning gør den historiske, videnskabelige, teknologiske og kulturelle udvikling i sig selv det umuligt at forestille sig et socialistisk samfund i dag i de to historiske eksemplers billede.

De kan fortsat tjene til inspiration, deres positive erfaringer og pionerindsatser kan stadig bruges eller bygges på, de negative erfaringer kan der læres af, så de kan undgås eller virkningerne reduceres.

Men et socialistisk samfund i dag, der ser ud som eller ligner disse, er en umulighed. De var anderledes og langt bedre end de borgerlige propagandistiske skræmmebilleder, de nu fremstilles som. Det er deres historiske resultater og sejre, der skal fokuseres på: At de er eksempler på, at et andet samfund er muligt, og at det betyder fremskridt for nationen og den brede befolkning, at de viser, at arbejderklassen kan styre landet og produktionen –  og så videre.

De revisionistiske og pseudosocialistiske samfund, som opstod efter den revisionistiske kontrarevolution i Sovjetunion og den sovjetiske lejr i tiden efter Stalins død, viste sig som en historisk parentes (1953-89).

Men ved at klaske disse hybridsamfund på vej mod kapitalisme sammen med de ægte socialistiske samfund i Sovjetunionen (1917-53) og Albanien (1944-91) – som fremstilles som uhyggelige diktaturer og ved at parre disse dynamiske socialistiske samfund med de revisionistiske landes gigantiske bureaukrati og økonomiske og sociale stagnation, vil den borgerlige propaganda vende blikket fra den mulige revolutionære inspiration fra den historiske socialisme – og først og fremmest væk fra den videnskabelige socialisme, fra marxismen-leninismen.

Socialismens grundtræk

De to grundlæggende træk ved ethvert socialistisk samfund er, at arbejderklassen er ved magten, altså at ‘proletariatets diktatur’ er etableret, og at produktionsmidlerne (i hvert fald de afgørende) er samfundsejendom.

Arbejdernes klasseherredømme vil, som Lenin siger, antage forskellige former og udtryk fra land til land, afhængigt af dets sammensætning, historie og særlige træk.

At produktionsmidlerne overgår til socialistisk ejendom, og at produktionen organiseres, ledes og reguleres efter en samordnet samfundsmæssig plan, er sammen med proletariatets diktatur forudsætningen for, at socialismens økonomiske grundlov kan komme til at virke.

Denne grundlov består i, at den socialistiske produktion bestandig øges til at dække samfundets og de enkelte samfundsmedlemmers stadig voksende behov.

Dette betyder selvfølgelig ikke i, at det vil være en blind vækstøkonomi som den kapitalistiske, der ofrer de begrænsede ressourcer og de arbejdendes liv og helbred på produktion for profit, som aldrig kan være eller blive bæredygtig.

Den socialistiske produktion kan fungere uden kriser, uden spild og uden rovdrift, fordi den er samfundsmæssigt organiseret og opererer ifølge en plan, og ikke i de multinationale monopolers dødbringende indbyrdes konkurrence. Den kan fungere uden røverkrige om ressourcer, i fredeligt og venskabeligt samarbejde med andre nationer.

Den socialistiske økonomi vil i videst muligt omfang være selvbærende og i første række stole på de nationale ressourcer. Halvfabrikata skal ikke sendes den halve klode rundt med enormt spild for at gøres færdig til markedet. De negative erfaringer fra det revisionistiske Sovjetunionen og østlandene peger også på det.

Den vil selvfølgelig sætte hele samfundets interesser forrest. Udviklingen af samfundet som helhed – og en harmonisk udvikling af det – er den vigtigste forudsætning for alle dets medlemmers og alle dets deles udvikling, for tilfredsstillelsen af alle de voksende sociale behov – hvad enten det er infrastruktur, teknologisk fornyelse eller kulturelle og materielle behov.

Der er ikke et eneste kapitalistisk land, der er i stand til det. I alle lande forsømmes den samfundsmæssige udvikling til fordel for de riges profitter.

Den socialistiske økonomi sikrer velfærd til alle.

De kapitalistiske velfærdssamfund som det danske var som bekendt et biprodukt af socialismens sejre og fremgang, og nu er de ved at forsvinde i takt med imperialismens og reaktionens befæstelse af magten. Det socialistiske velfærdsamfund vil være det første samfund, hvor velfærden gælder for alle og er i takt med det historiske og teknologiske udviklingstrin.

Det vil ikke bare sikre de mere eller mindre elementære materielle og kulturelle behov som bolig, mad, klæder, elektronik, uddannelse, kulturelle faciliteter. Det vil også i kraft af produktionens organiserede samfundsmæssige karakter og den rigtige udnyttelse af de teknologiske muligheder reducere arbejdstiden for alle samfundsmedlemmer, så fritid og tiden til sociale og kulturelle aktiviteter øges og livskvaliteten forbedres.

Den socialistiske økonomi må rette op på ødelæggelserne, der er skabt af den kapitalistiske produktionsmådes anarki, som til stadighed bliver større, med dens globale fremmarch på alle kontinenter og polaregnene, i havet, luften og verdensrummet.

Fra klimaødelæggelser og dens virkninger som oversvømmelser og stormskader til rovdrift på ressourcer, ødelæggelse af urskove, forgiftning af jord, grundvand, havene og atmosfæren. Forpestede bymiljøer og tømte udkanter. Og ødelæggelse af mennesket i form af usund levevis påtvunget af forfalskede og forgiftede fødevarer, med fedme og sygdom som nogle af konsekvenserne.

Det vil kræve mængder af innovation, udvikling af ny og passende teknologi baseret på vedvarende energi og bæredygtige ressourcer. Og socialismen er i stand til at levere innovation, der langt overgår den begrænsede kapitalistiske innovation, der bestemmes af profitmulighederne og hellere laver produkter af begrænset holdbarhed end bæredygtig varighed.

Arbejdernes klasseherredømme: Virkeligt demokrati

Vi må også stille et andet spørgsmål: Hvad betyder proletariatets diktatur, arbejdernes klasseherredømme, i forhold til et socialistisk Danmark?

Det betyder, at arbejderklassen er organiseret som herskende klasse. Det betyder, at bourgeoisiet og dets lakajer fratages deres magt. Det betyder, at borgerskabets magtinstrumenter – hær, politi og statsadministration – erstattes med arbejderklassens magtorganer, som ikke har til formål at undertrykke befolkningens flertal eller føre krig mod og i andre lande.

Det betyder et udvidet og virkeligt demokrati i den forstand, at samfundet bygger på det store flertals interesser og opbygges efter en plan, som udarbejdes af og inddrager alle. Og ikke et formelt parlamentarisk demokrati, som blot er en facade og en fernis over pengenes og monopolernes og det regerende kapitalistiske mindretals magt.

Det betyder en udvidelse af civilsamfundet, og samfundsmedlemmernes kontrol og indsigt med alt og alle med magtpositioner. Det betyder retten til at sammensætte ledelser af enhver art, indbefattet på virksomhederne, og retten til at afskedige dem. Det betyder ansvar og kontrol.

Det betyder, at medierne bliver frie og ikke længere er organer for privatinteresser – at deres opgave bliver at støtte opbygningen af socialismen, bekæmpe dens undergravning og finde frem til sandheden, uden besmykkelse eller forvrængning.

Ytringsfriheden vil blive forsvaret og sikret og være tilgængelig for alle, og ikke alene for pengemændene og deres tjenere.

De politiske strukturer må omskabes til at tjene den socialistiske opbygning. Det skal ikke være muligt at finansiere politiske partier eller personer med privat kapital, indenlandsk eller udenlandsk. Valgene under socialismen må være demokratiske, frie og fair.

Internettet og mobiltelefoni – hurtig, omfattende og ubesværet kommunikation – er en nødvendighed for et dynamisk socialistisk samfund.

Vi værdsætter den almindelige stemmeret. Den er værdifuld, og vi har svært ved at forestille os et socialistisk samfund uden den. Eller indskrænkninger, selv for borgerlige kræfter.

Ligesom på en lang række andre felter kan et program for socialismen i dag ikke her komme med definitive anvisninger. En lang række spørgsmål må simpelthen besvares i løbet af den revolutionære udvikling, og til den tid.

Det er imidlertid en uundgåelighed, at når samfundets basis forvandles grundlæggende, må samfundets overbygning tilpasses til den nye basis.

Derfor må der under socialismen foregå en fortsat fornyelse og revolutionering af overbygningen, af de samfundsmæssige strukturer og institutioner.

Parti, klasser og masser  under socialismen

Et af de mest kontroversielle spørgsmål i teorien om revolutionen og socialismen er nødvendigheden af et parti, et revolutionært fortropsparti, der behersker den revolutionære teori og kan vinde arbejderklassen og brede folkemasser for det revolutionære projekt. De historiske erfaringer vejer tungt.

Lige så lidt som der er eksempler på fredelig overgang til socialisme, er der eksempler på en sejrrig revolution, der er fortsat med opbygningen af socialisme uden et marxistisk-leninistisk parti i spidsen.

Teorier om massernes spontane rejsning og muligheden af en spontan opbygning af socialismen er dømt til at lide fiasko og vil bringe en revolutionær proces i fare.

Revolutionen og socialismen er massernes værk, flertallets bevidste bestræbelse. Men uden det revolutionære parti til at vise vej er den dødsdømt.

Det er sandheden, selvom der ikke er mangel på folk eller organisationer, der prædiker spontan revolution eller lægger det revolutionære parti og revolutionens teori for had.
Lad os slå fast: Det socialistiske samfund gør op med alle de skævheder, som er et resultat af de tidligere klassesamfunds historiske udvikling – imperialismen indbefattet. Og socialismen er en historisk nødvendighed, som udspringer af det kapitalistiske samfunds egne iboende modsætninger.

Socialismen er et historisk overgangssamfund frem mod det kommunistiske samfund, samfundet uden sociale klasser og klassemodsætninger og derfor uden en statsmagt.

Socialismen søger at stille alle samfundsmedlemmer lige og give alle lige muligheder for uddannelse og udvikling, for et rigt personligt og socialt liv.

I første omgang må det ikke mindst fokusere på at udvikle arbejderklassen til rollen som samfundets ledende klasse.

Det fokuserer på at ophæve den sociale modsætning mellem kønnene, ophæve arbejdevindernes dobbelte undertrykkelse og sikre fuldstændig ligestilling mellem kønnene ved at give begge køn muligheder for at indgå fuldt ud i samfundet og produktionen og formindske opgaverne i hjemmet, samtidig med at der gives mere tid til familien for begge køn.

Et generelt højere uddannelsesniveau og stadige teknologiske forbedringer i produktionen og andre dele af samfundet skal være med til at formindske forskellene mellem intellektuelt og fysisk arbejde.

Socialismen modvirker alle former for diskrimination – fra alders- til ungdoms- og børnediskrimination- og diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse eller kulturel baggrund – gennem integration og særlige hensyn til overvindelse af forskelle i forhold til de sociale mønstre.

De nye teknologiske muligheder skaber samtidig nye perspektiver i forholdet mellem land og by, periferi og såkaldt udkant – med både en højre grad af urbanisering af ’landet’, med bibevarelse af grønne værdier, og ‘tyndere’ og ’grønne’ byer. Og hvorfor ikke skabe økologiske afgrøder og fødevarer både i byen og på landet?

Til syvende og sidst må det være det socialistiske samfunds mennesker, det kommende samfunds mennesker, der lægger planerne og træffer afgørelserne om, hvordan deres socialisme skal se ud.

Samfundstypen skaber mennesket, selv når det rækker ud over sin tid og kæmper for et andet samfund.

Stadig de sociale revolutioners epoke
Slavesamfundet, feudalismen og kapitalismen har skabt mennesketyper, der alle var præget af klassesamfundets fjendtlige modsætninger.

”Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed,” sagde Karl Marx.

Mennesket under socialismen er for første gang i historien befriet for kapitalens lænker. Det vil give nye mennesker.

Karl Marx fortsatte det angivne citat:
”På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, inden for hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner.”

Det er en sådan epoke, vi stadig befinder os  i.

Det er ikke vores opgave at lave et handlingsprogram for socialisme. Det kræver først en revolution.

Men vores diskussioner her og vores kongresproces kan være med til at åbne for en forståelse af socialismens perspektiver, i Danmark og i verden, og være med til at styrke forståelsen for den videnskabelige socialisme og trænge opportunistiske, reformistiske og utopiske forestillinger om socialisme uden revolution og uden at ekspropriere borgerskabet tilbage.

De kan også bidrage til at gøre vores forestillinger om det nye samfund lidt mere præcise og slå lidt af den rådende forvirring på flugt.

Forestillingerne om socialisme i Danmark er i høj grad formet af revisionistiske forvrængninger i forhold til den såkaldte ’reelt eksisterende socialisme’ i Sovjetunion og østlandene. Hhvis ikke generelt den er præget af antikommunisme, som er det borgerlige samfunds herskende ideologi. Eller af tilpas vage og tågede ideer og formuleringer, som ikke kan spænde ben for det parlamentariske samarbejde i den såkaldte ’røde’ blok.

Der er brug for en reel diskussion i den revolutionære bevægelse og blandt venstrekræfterne. Det er det, vi forsøger at bidrage til.

Se flere artikler fra Enhed og Kamp 2,2020