Myten om det amerikanske demokrati brød sammen – Til kamp for et arbejderklasse alternativ

Af J. Palameda 31. maj. 2020
Fra avisen Red Phoenix, USA

I går aftes (30.maj red.) så man USA’s store fortælling om USA’s ytringsfrihed, kompromispolitik og demokrati bryde sammen og gå op i ild, røg, peberspray, udgangsforbud og politimishandling. Det fremgik hævet over enhver tvivl, at det eneste der holder den amerikanske regering på plads er politiets og militærets vold.

Protesterende i Chicago 30. maJ

Nationalgarden var tilkaldt til 9 stater og områder, og der var annonceret udgangsforbud i 25 byer i 16 stater. Overalt i landet fra Huntsville, Alabama til Fayetteville, Arkansas til New York City og til Los Angeles, Chicago og videre frem, fortsatte de protesterende, der har desperate økonomiske forhold, mens en ineffektiv regering kom med udtalelser på måder, vi ikke har set før og forsvarede sig imod politiets aggression, plyndrede butikker og slog generelt bare fra sig.

Mange kloge hoveder som CNN’s Don Lemon, kunne ikke tro deres egne øjne. De kunne ikke forstå, hvorfor det amerikanske projekt var mislykket. For bare 5 år siden Hvor Barack Obama var præsident, var høflighed den herskende stemning, selvom den var blevet misbrugt af republikansk ekstremisme.

Disse talende amerikanske politiske overklassehoveder som lever og har deres loppetjanser i lækre lejligheder eller forstadspalæer, troede, at alt var på rette spor. Dette lands arbejderklasse har i adskillige årtier vidst, at dette ikke har været tilfældet.

Livet i USA efter den kolde krig

At nogle liv er mere værd end andre har været en universel amerikansk sandhed, fra folkedrabene mod USA’s indfødte til udnyttelsen af sort slavearbejde til at opbygge landet med profitering af immigrant arbejdskraft samtidig med at de fyrer op under fremmedfjendtlighed og udvisningslove. Dette er vævet ind som en del af samfundet i USA.

De riges enorme paladser, den spottende “middelklasse livsstil” og alle de ting mange amerikanere tænker adskiller dem fra resten af verden, blev bygget på ekstrem udbytning i selve USA og med en morderisk imperialisme og kolonialisme ude i verden. Mord og udnyttelse af indvandrere og farvede folk er et kendetegn for USA’s historie.

Men med Reaganomics (nyliberalismen) begynde myterne fra New Deal æraen om at den amerikanske nation som skulle været blevet stærk på grund af dens forskelle og medfølelse at smuldre selv for den hvide ”middelklasse”, når de blev stillet overfor den enkle sandhed om amerikansk brutalitet. I adskillige årtier har den amerikanske regering temmelig åbent myrdet sit eget folk, sendt jobs til udlandet og begået vidt dokumenterede grusomheder der er fordømt ikke kun af venstrefløjen, men også af flere borgerlige internationale organer.

Livs forskellige værdi er blevet et gennemgående træk i næsten ethvert aspekt af vore liv som arbejdere i 2020, og er tilstede ved enhver interaktion vi har med statslige institutioner.

Politi giver hånd til kvinder i demonstrationer, med overvejende hvide, og river børn væk fra immigrant mødre. “Vore” tropper skal støttes lige indtil de kommer tilbage fra imperialistisk krig og er fyldt med traumer. Nogle arbejdere arbejder på fuld tid og har fordele, andre der udfører nøjagtigt det samme arbejde, er på deltid og står overfor en bankerot på grund af mindre sundhedsmæssige problemer. Mens jobbene for dem der arbejder i hvide skjorter pumpes op, forsvinder jobbene for dem med blå skjorter.

Vi har alle set så mange ubevæbnede sorte mennesker blive dræbt, at vi ikke længere husker deres havne og historier. Selv reaktionære som Rush Limbaugh, der er de første til at forsvare politibetjente, havde svært ved at forsvare Derek Chauvin. Samtidig med at nationale ledere under dække af pandemien har udviklet genåbnings strategier for hvor mange liv de kan ofre for aktiegevinster.

“Nej, den voksende folkelige forståelse af at arbejderklassens og farvedes liv vurderes mindre værd end aktiegevinster er vokset ud af deres handlinger”

Det er vigtigt, at det blev et at de resultater, der blev skabt. Vi kan alene bebrejde denne åbne foragt for arbejderes og farvede folks liv på Trump og heller ikke Reagan. Bill Clintons deregulering af spekulation i aktier og obligationer var ansvarlig for sammenbruddet i 2008, hvor millioner mistede deres hjem, mens Wall Street blev reddet af Obama.

Obama deporterede over 2 millioner indvandrere, dræbte tusinder af uskyldige civile i Mellemøsten med droner og gjorde kun lidt for at begrænse den nyliberale ødelæggelse af landdistrikterne og politiets brutalitet mod afro-amerikanere.

Det var Obama der trak the Patriot Act loven tilbage og gjorde det muligt for den udøvende magt at tilbageholde “terrorister” på ubestemt tid uden anklager, en politik som Donald Trump nu forsøger at bruge som våben imod “antifa”.

Det var Obama som straffede folk fra arbejderklassen med ekstra skatter, hvis de ikke købte en sundhedsforsikring med en 10.000 dollar fradragsberettigelse. Det var demokratiske borgmestre bl.a. i Los Angeles, Atlanta, New York, Chicago, der satte politiet og deres brutalitet ind mod folk i de sidste få dage, udstedte udgangsforbud og nægtede at holde politiet ansvarlige. Det var den demokratiske borgmester Lori Lightfoot i Chicago, der kaldte demonstranter “kriminelle” og arresterede mere end 1000 efter at have fanget dem i en fælde i centrum af byen. Det var Army Klobuchar der ikke fik retsforfulgt George Floyds morder.

Nej, den voksende folkelige erkendelse af at farvede folk og arbejderklassens folks liv betyder mindre end aktieoptioner, blev et at de resultater, der blev skabt. Dette er grunden til at folk som CNNs Don Lemmonser rundt om i verden ikke kan forstå hvad de ser – demokratiske partiledere og moderater rundt omkring i landet har brugt de sidste årtier på at skabe denne vrede, der nu først begynder at manifestere sig, stående til ansigt til ansigt med en gammel fjende: højrefløjens ”lov og orden”.

“Lov og orden” truslen


Lov og orden kampagne badge fra 1968-valget 

Som arbejdere er vi nødt til at lære af tidligere kampe for borgerrettigheder og reformer i USA. I 1968, da oprør rystede landet, reagerede Richard Nixon ved at udarbejde en præsidentkampagne for “lov og orden” for at “vende tilbage til normalitet”, ironisk nok det samme som Bidens nuværende platform. Men det er Trump der positionerer sig som kandidat for denne politik i disse dage, som fantaserer om at skyde dem der plyndrer butikker, anklager antifa for at være en terrororganisation og angriber “ballademagerne” i Washington, DC. Det fungerede spektakulært for Nixon, der let vandt valget, på trods af at den flagrante racist George Wallace huggede ind skar ind på republikansk territorium og fik 13% af stemmerne.

“Der er en stærk understrøm i dette land der læner sig op ad fascismen og vil forsvare hvidt overherredømme for enhver pris på bekostning af grundlæggende demokratiske rettigheder “

To år senere, i 1970 støttede over 60% af amerikanerne ifølge Gallup drabene på de uskyldige studenter ved Kent State, hvoraf en bare var på vej til sin klasse.

Fred Hampton blev myrdet dette år med koldt blod og de Sorte Pantere blev tilintetgjort af FBI ínfiltration og COINTELPRO-intensiveret kamp. Der er en stærk understrøm i dette land, der læner sig op ad fascismen og vil forsvare hvidt overherredømme for enhver pris på bekostning af grundlæggende demokratiske rettigheder.

De vil i samme åndedrag med den ene hånd svinge med et Gadsden flag og med den anden forsvare politiets peberkugler imod mennesker, der sidder på deres egen veranda. Forrige gang var denne ”lov og orden” politik en succes for regeringen og splittede den folkelige bevægelse.

Når folkets magt vokser som det skete i slutningen af 1960’erne vil disse kræfter i USA bemyndiget af deres præsident slå til mod de folkelige bevægelser med dødelig styrke. Vi har allerede set, at amerikanske fascistiske bevægelser er kommet til og har placeret sig for at “forsvare virksomheder” og standse plyndringer og uden at tilkendegive sig som åbne nazister, men som almindelige amerikanere, der beder om lov til at vende tilbage til normaliteten med “lov og orden” Vi må forberede os på at bekæmpe dem på enhver måde.

Endnu engang for arbejderdemokrati

Men historien foregår ikke i en cirkel – alligevel kan den fortælle os om vores tidligere kampe og stridsspørgsmål. I 1964 argumenterede MalcomX i sin berømte tale “Stemmesedlen eller kuglen” for at borgerrettigheds aktivister burde bruge stemmesedlen, hvis den kunne bruges med autoritet og kæmpe for en stemmeseddel, der kunne bruges til noget, hvis det ikke var tilfældet.

I et præsidentvalg mellem to seksuelle misbrugere, med 40 million arbejdsløse, stående overfor miljø katastrofe og sygdom har folk i USA fra Fayetteville til New York City, startet denne proces.

Dermed har arbejderne i dette land vist deres enorme magt og bragt hele byer til standsning, sådan som Joe Hill vidste de kunne.

Vi er i de tidlige stadier af denne proces, og bevægelser, hvor forskellige ideologiske strømninger lige nu veksler på gaderne i byerne over hele landet. Folkets magt er ofte rå og uorganiseret, som Frank Chapman, formand for NAARPR udtalte om læren fra Chicago begivenheden den 30. maj.

Den folkelige bevægelse bliver nødt til at tage kampen op mod anarki og uhæmmet individuel plyndring.

Den må ikke isolere sig fra arbejderklassen og de farvede samfund eller fremstå som fremmede udefra der trænger ind i deres kvarterer og bevægelser, en situation 60’ernes anti-krigsbevægelse ofte fandt sig selv i. Den må klart identificere sig som arbejderklasse for arbejderklassens interesser og gøre klart hvem der er fjender.

Bevægelsen må målrette sin militants mod politiets steder og udbytterne og sende et politisk budskab mod hvidt overherredømme og for arbejdernes rettigheder på deres arbejdspladser og alle steder hvor arbejdere mødes – fagforeningsbygninger, sportsklubber, musikscener, klasseværelser etc.

Hvad vi alle har kæmpet for over hele landet, med alvorlig risiko, er et samfund, hvor alt menneskeliv er lige meget værd – hvor alle folks stemmer høres lige, hvor mordere sættes i fængsel, hvor folk bliver reddet før banker. For dette er vi blevet slået, tåregasset og skudt på med alskens ammunition. Men vi ved, på trods af hvad demokratiske borgmestre og politiets ledelse siger, så kæmper vi for et sandt, arbejderdemokrati, hvor politiet kontrolleres af samfundsforsamlinger, og hvor et hvidt overherredømme er aktivt udryddet og undertrykt, og vores demokratiske valg ikke er mellem to senile kriminelle præsidentkandidater.

Den pris, vi allerede har betalt, har været høj, med journalister såret og gjort blinde og tusinder af aktivister er tævet, tåregasset, arresteret, skudt på og endda dræbt – og prisen vil fortsætte med at vokse. Men vi betaler den i respekt for ​fortidens befrielseskamp i dette land og med et håbefuldt hjerte for en grundlæggende omdannelse af det amerikanske samfund mod et fungerende demokrati.

Oversat fra 
The Mythology of American Democracy Came Crashing Down Last Night—Fight for a Working Class Alternative!