Kriserne står i kø i EU-Staten

Forhandlingerne om de kommende års EU-budget brød i sidste uge sammen, da ingen af regeringerne ønskede at samle milliardregningen for Brexit op. Der er heller ikke den store begejstring for at punge endnu mere ud til at udbygge den føderale EU-stat. Bag den ufrivillige pause i budgetforhandlingerne lurer desuden en hel stribe problemer, der trækker mørke skyer over hele unionsprojektet. Det giver en fornyet mulighed for at rejse kravet om at komme ud af EU.

EU – et monopolernes projekt i permanent krise 

Årerne siden finanskrisens gennembrud står som et tabt årti for mange mennesker i EU. Det er sagt og skrevet flere gange, at det for alvor er gennem de seneste årtier, at arbejderklassen fik øjnene op for, at deres børn ikke ville komme til at stå bedre økonomisk end dem selv, at løfterne om at EU ville betyde stadig bedre uddannelser og føre til et godt og trygt arbejdsliv intet var værd. Det er her man skal finde rødderne til Brexit.

Og EU gjorde ondt værre, da man under krisen i stedet for at give medlemslandene lov til at sætte gang i offentlige investeringer, og den nødvendige transformation væk fra fossilenergi til vedvarende kilder fra sol og vind, tvang alle lande ud i et spare-regime for at rede boligspekulanter og rådne banker. Resultatet var og er bl.a. at ungdommen fra Syd- og Østeuropa måtte udvandre for at finde arbejde, ofte ganske dårligt betalt og under usle forhold.

EU er alene af den grund ikke en stærk relation. ”Vækst og Stabilitetspagten” er blot et andet ord for at Tysklands kapital har triumferet, mens de fattigste lande mere eller mindre er fanget af frygten for en endnu hårdere økonomisk ulykke ved at stå udenfor ”fællesskabet”.

En anden krise er, at EU-landene satsede fuldstændig forkert på den teknologiske udvikling: Hele den nye verden med smarttelefoner, sociale medier og det meste af chip industrien, foregår på andre kontinenter. Der findes dog enkelte undtagelser som ARM processoren.

Også på teknologi til bygninger og huse, må den europæiske industri se sig slået. Googles smart Home med dimser produceret i Taiwan, er langt overlegne i både teknologi og kvalitet end lignende europæiske produkter.

Den europæiske tog-, bus-, bil- og lastbilindustri er også stået for sent op, og har et efterslæb indenfor moderne transport til Kina og USA. Mange hundrede tusinde jobs i motorbranchen skal transformeres. Og EU er helt sikkert ikke svaret. Her bekæmpes indædt alt der kan skade de eksisterende monopoler. I Danmark ved man kun alt for godt, at man ikke skal stole på europæiske togfabrikanter og brobyggere… Netop kvaliteten af IC4 er symptomatisk for den syge tilstand som det meste af EU’s industri befinder sig i. Det der leveres er i bedste fald utidssvarende og i værste fald dyrt ubrugeligt bras.

En tredje krise er at eurozonen ikke er lykkedes med at komme tilbage til målet om 2 procent inflation, og dermed mulighed for en rentestigning. Det, der skulle være en stærk konkurrent til den amerikanske dollar og et trumfkort for et stærkt EU på den globale scene, er blevet en pinlig fuser, der her ti år efter krisen har mistet troværdighed, og ikke mindst evne som instrument når næste krise kommer. Til dels hænger man i suppedasen, fordi der med indførelsen af euroen samtidig blev sat en stopper for alle medlemslandenes finanspolitiske instrumenter. Løsningen har ECB tænkt over, her overvejer man om inflation kan måles på ny måde. Den rigtige løsning ville være at køre hele euro-projektet og stabilitetspagten på lossepladsen.

EU har i den forløbne uge besluttet, at det skal være muligt at investere i uddannelse og nye teknologiske områder i de kommende 7 år. Den såkaldte strategiske innovations dagsorden (SIA), som ikke vil løse meget. Der ændres nemlig ikke fundamentalt på, at alt skal kontrolleres og aftales gennem EUs budgetter, og det vil blot sige mere af det samme: Industriens parter, altså de nuværende monopoler, får hånds -og halsret over hvilke områder, der skal støttes og hvordan.

EU er ikke et sundt forhold

Det er på mange måder en gåde, hvordan det er lykkedes for EU at dominere og nedbryde landenes selvstændighed. Den politiske elite sælger det hele med løfter om social ansvarlighed og grønne skove, og støtte til regionale projekter, men i næsten samme sætning kommer truslerne mod økonomisk og juridisk uafhængighed, hvis landene ikke går i den totalt modsatte retning. Det er ikke tegn på et sundt forhold.

Medlemslandene får konstant at vide, at det er deres egen skyld, hvis deres økonomi ikke er i balance, og industrien ikke er produktiv nok, osv. EU tager aldrig selv ansvaret for sine uduelige beslutninger. Det er en helt bevidst politik, beregnet til at fratage befolkninger evnen til at gennemskue, hvem der står med ansvaret for de problemer som landene er kommet ud i. Ifølge EU er det således de dovne grækere, der var årsagen til den græske bankerot, osv.

Regeringer og den politiske og økonomiske top bemandet med alle mulige reformister lover, at alt kan ændres bare man holder ud og stemmer rigtigt næste gang. Befolkningerne skal bare lige udstå denne krise, og så bliver alting bedre.

Når nedskæringerne rammer, slår de først ned på de dårligst stillede. Det sælges med den modbydelige logik, at det er for de arbejdsløses og syges egen skyld, så de kan hjælpes til at blive en aktiv og bidragende del af samfundet…

Det falder stadig ikke mange ind, at det er en mulighed at forlade EU og få selvstændigheden tilbage, og i det mindste få muligheden for at slås for at sikre ungdommen en fremtid, og de syge og fattigste en menneskelig behandling.

Jo længere forholdet varer desto sværere er det at komme ud. EUs metoder er ikke tilfældige, men velovervejede og systematiske. Udefra kommende globale trusler pustes op og egne fortrin og demokratiske fredelige sindelag hyldes til alle tænkelige tider. Vi stopfodres med en inter-europæisk romantik for at undertrykke medlemslandene selvforståelse og samtidig retfærdiggøre unionens fælles krigsoprustning og imperialistiske ambitioner.

I Norden ligger stadig flødeskumsfronten, men vi oplever et andet særkende ved EU, nemlig hvordan det over tid er lykkedes at slå en kile ind i det nordiske og arktiske samarbejde. Ved at svække medlemslandenes egne diplomatiske forbindelser og landenes ret til at tale på egne vegne i verden styrkes EUs dominans.

I stedet for at sige fra og tak for denne gang, har landene gradvist dukket sig og tilpasset sig de utålelige politiske krav. Det er tid for en ny retning. De mange kriser, vi ser, står i kø i EU og har hver deres potentiale til at vælte korthuset. Det starter med en beslutning om at forlade unionen – en beslutning om selvstændighed.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne