Hænderne væk fra det østlige Middelhav – Stop med at puste til ilden i Libyen!

Tyrkiets regering overvejer at sende tropper til Libyen. Beslutningen vil blive taget d. 2. januar. Tyrkiets Arbejderparti fordømmer denne indblanding, der kun vil puste til ilden i regionen og øge faren for krig og konflikt.

Af Tyrkiets Arbejderparti (EMEP)

Mens olie og gas allerede stort set er fordelt mellem imperialistiske og regionale magter har Erdogan-regeringen, i et forsøg på at drage fordel af landets geografiske placering, underskrevet en aftale om undersøiske grænser med Libyen. Diskussioner om at sende tropper til Libyen er allerede i gang.

Da regionen allerede har vist sig imødekommende overfor en række glubske interesser er det stort set umuligt at finde en problemfri kurs frem; at lade Tyrkiet indgå i dette kviksand i regionen er at invitere til forudsigelige problemer.

Regionen, hvortil de tyrkiske undersøgelses- og boreskibe ikke nåede frem i tide er allerede overrendt af de store imperialistiske lande og de regionale reaktionære magter. Israel og Ægypten udvinder allerede olie; Cypern har allerede underskrevet en aftale med internationale monopoler.

Mens stort set alle interesserede lande har forsøgt sig med at få placeret militære baser i Cypern eller allerede er repræsenteret militært i det østlige middelhavsområde, forsøger Tyrkiet at bryde isolationen gennem aftalen med Libyen.

I det østlige Middelhav har Erdogan-regeringen ikke mulighed for at udnytte modsigelserne mellem de imperialistiske magter Rusland og USA, som de forsøgte i Syrien. Rusland, som Tyrkiet havde gode relationer til i Syrien støtter ikke den internationalt anerkendte Tripoli-regering – i modsætning til Tyrkiet, men general Khalifa Haftar’s tropper i Benghazi.

Tyrkiet er tvunget til at vælge i konflikten mellem disse to kræfter; tyrkiske arbejdere står overfor at blive kastet midt ind i en ny krydsild, ansigt til ansigt med deres allierede i Syrien.

Disse udviklinger peger på det tyrkiske lederskabs desperation ifht at vinde magt og indflydelse i regionen, men viser også hvor afgørende dette er for den hjemlige politik. For at imødekomme de økonomiske og politiske forventninger forsøger enkeltmands-regimet, der tabte sin legitimitet og opbakning hjemme, at opildne modsætninger og konflikter udenfor landets grænser.

Tyrkiets interesser, og andre regionale folks interesser vil ikke blive fremmet af kampen for at opdele Middelhavet, der kun øger risikoen for nye krige og konflikter. At sende flåden til Middelhavet og tropper til Libyen får de regionales folks fremtid til at balancere på en knivsæg.

Den tyrkiske regering må forst og fremmest opgive interventionerne, der vil føre til konflikt i regionen. Ved at gøre sig til en del af konflikten, frem for at skabe mulighed for fred og demokrati angriber ledelsen solidariteten mellem folkene i regionen.

Tyrkiets arbejdere ønsker ikke at tage del i en krig i Libyen; de vil fortsætte kampen for fred, frihed og demokrati.
Vores parti vender sig imod at sende tropper til Libyen og forsvarer folkenes ret til at leve sammen i fred. Alle de kræfter der befinder sig i det østlige middelhavsområde i forsøget på at opdele det
bør trække sig tilbage. Områdets fremtid bør afgøres af befolkningen i regionen.