Om den magtfulde protestbevægelse i Irak og Libanon

Af Frankrigs Arbejderparti (PCOF)

Det er for tidligt at tale om et ’arabisk forår’, svarende til det tidligere ’arabiske forår’ som havde sit udspring fra den revolutionære bevægelse i 2010 i Tunesien. Men der findes ubestrideligt dybgående bevægelser, der strækker sig fra Mellemøsten til Maghreb, fra Sudan til Egypten, fra Irak til Libanon og ikke at forglemme Algeriet, hvor bevægelsen er politisk mest fremskreden.

Selvom drivkraften er de sociale krav, men selvom disse bevægelser river brede dele af de nedre lag i folket med sig, selvom anklagerne om ’de herskendes’ korruption overalt er høje, så er interesserne og målene for de fattige lag ikke de samme. De fattige lever i elendighed, mens de ’midterste’ lag, der også er berørt af den økonomiske krise, stræber efter at genvinde tidligeres tiders forhold, hvor det ’gik dem godt’.

Fremfor alt skal man ikke glemme, at de imperialistiske magter og deres allierede, Saudi-Arabien og Israel i årevis har rettet deres angreb mod Iran og organisationer som den libanesiske Hizbollah. At det netop er disse magter, der er hovedansvarlige for den generelle ustabilitet i en region ødelagt af de krige de har ført der. Med andre ord: Det er vigtigt at forsøge at skildre de store udviklingslinjer der tegner sig, men lige så vigtigt at tage hvert lands særtræk med i betragtning.

Bevægelserne er opstået i lande, hvor autoritære regimer har hersket i årevis. Viljen til at jage disse regimer og deres topfigurer og ligesindede ’tyve’ og profitmagere ad helvede til er stærkere end kuglerne, tåregasskyerne, der dræber og sårer, og trodser truslen om hærens indgriben.

I mange tilfælde skaber dette, ikke mindst i hærens menige rækker samme bestræbelse, på trods af at de ledendes frygt for at denne forbrødring vil have uoverskuelige konsekvenser for dem selv.

Hver af disse bevægelser har – som en følge af historien, den økonomiske, politiske og sociale udvikling i det regionale miljø, og eksistensen eller manglen på progressive sociale og politiske kræfter – sine egne karakteristika. Men de har det til fælles, at de mobiliserer enorme masser der uge efter uge demonstrerer og besætter pladser og forsøger at rive flere og flere lag af befolkningen med sig. Endda landbobefolkningen, der betragtes som mere ’konservativ’ end bybefolkningen. For det meste er det ungdommen, mænd som kvinder, der er drivkraften i disse bevægelser.

Et andet punkt der må tages i betragtning er, at disse folkelige bevægelser finder sted på en baggrund af krige, der hjemsøger store regioner, og aldrig er langt fra de imperialistiske koalitioners kanoner og fly; krige, der ruinerer lande, fremkalder tilsyneladende uoverstigelige splittelser, der destabiliserer samfundet og altid er blevet ført i “krig mod islamistisk terrors” navn. Disse krige er blevet fremstillet som sejre, hvad de aldrig har været. De tjener kun til at retfærdiggøre de udenlandske væbnede styrkers permanente tilstedeværelse.
Men hvis de i går, i nogle tilfælde og i dele af befolkningen, blev betragtet som et ’nødvendigt onde’ til bekæmpelse af en tyrannisk magt, som IS i dag, så er de nu ensbetydende med udplyndring, splittelse og en forhindring for enhver forandring til gavn for folkene.

Irak blev frastjålet sine oliekilder, Syrien ligeledes – fuldstændig ligesom Libyen. Det er de amerikanske olieselskaber og deres (franske og britiske) partnere eller (russiske) rivaler, beskyttet af besættelsesstyrkerne eller deres lokale allierede, der drager fordel af det.

Størstedelen af befolkningen i disse lande er af muslimsk tro, indenfor forskellige retninger. Bevægelserne der udvikler sig forsøger at overvinde disse religiøse skel for at fremme en fælles identitet i den nation de alle tilhører og at komme væk fra de politiske religiøse hindringer, som de herskende kræfter forsøger at holde fast i, Vi er alle irakere, libanesere, sudanesere, algeriere forenede i kamp mod fattigdom, elendighed, korruption, mod den manglende frihed og fremtid, som klanerne og partierne ved magten har frataget os – sekulære som religiøse.

Gør vi os fri af disse tyve, som splitter os og efterlader os i kaos og elendighed og som har bestjålet os gennem de store udenlandske koncerner – så vil vi se, at det i høj grad er en fælles følelse der griber de titusinder, ja hundredetusinder af demonstranter, mænd og kvinder, der har rejst sig og ikke længere vil leve eller overleve som før.

Men dette lader sig ikke gøre alene ved at bekæmpe de konkrete autokratiske og korrupte regimer, kampen må også føres mod USA-imperialismen og dens imperialistiske allierede, som Frankrig og deres regionale allierede, de reaktionære monarkier og Israel.

Originalartikel fra La Forge, avis for Frankrigs Arbejderparti (PCOF) nov 2019

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater