Den røde tråd i den internationale kamp for revolution og socialisme

I år er det 100-året for stiftelsen af Den Kommunistiske Internationale, også kaldet Komintern eller Den Tredje Internationale. Det trækker nok ikke de store skåltaler i hele den borgerlige mediemaskine. Og ikke så mærkeligt. Borgerskabet var skræmt og er det fortsat ved tanken om den betydning, som Oktoberrevolutionen og det to år senere stiftede Komintern fik, den udvikling det skabte, og de revolutionære kræfter og den energi, der blev organiseret af de kommunistiske partier.

Af Dorte Grenaa
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Artiklen er bragt i APKs teoretiske magasin Enhed og Kamp 3,2019

Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer, CIPOML fejrede i 2014 sine første 20 år ved et storslået festmøde i Istanbul med 6000 deltagere. I år kan 25-året fejres

Runde jubilæer kan bruges til mange formål. Det kan være at mindes begivenheder fra ‘der var engang’ eller fejre milepæle i et liv. I den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse er det markeringer af begivenheder, der har fået en særlig eller verdenshistorisk betydning for arbejderklassens kamp for revolution og socialisme, som markeres og fejres. Det sker i respekt for de dyrebare og dyrekøbte erfaringer, der er gjort før os, og som er den grund, vi bygger videre på. Men ikke mindst for selv hele tiden at blive klogere på og vise, hvordan den marxistisk-leninistiske teori tilbage fra Marx, Engels, Lenin og Stalin udspringer af levende klassekampsbegivenheder og fortsat er det vigtigste redskab, vi har i dagens klassekamp og kampen for revolution.

Verden har forandret sig og gør det hele tiden, men vi lever fortsat i imperialismens og de socialistiske revolutioners epoke. Og vi kan som revolutionære og kommunister ikke være med til at forandre verden og skabe et samfund uden udbytning, og hvor arbejderklassen har magten, uden revolutionær handling, organisering, viden og teori. Eller uden det kommunistiske parti og den internationale klassekamp.

100-året for Den Kommunistiske Internationale, Komintern

I år er det 100-året for stiftelsen af Den Kommunistiske Internationale, også kaldet Komintern eller Den Tredje Internationale. Det trækker nok ikke de store skåltaler i hele den borgerlige mediemaskine, ud over måske et par nye uvidenskabelige afhandlinger lagt oven i stakken med historieforfalskninger af arbejderklassens revolutionære kamps historie. Netop Komintern og dets betydning er en af borgerskabets mest forhadte og udskældte kapitler. Og ikke så mærkeligt. Borgerskabet var skræmt og er det fortsat ved tanken om den betydning, som Oktoberrevolutionen og det to år senere stiftede Komintern fik, den udvikling det skabte, og de revolutionære kræfter og den energi, der blev organiseret af de kommunistiske partier.

CIPOML skriver i sin udtalelse 100 år for Den Kommunistiske Internationale og perspektiverne i dag:

Den stiftende kongres for Den Kommunistiske Internationale (Komintern) fandt sted i Moskva d. 2. juni 1919, under tilstedeværelse af Lenin, lederen af det bolsjevikiske parti og den første socialistiske stat.

Partierne i Den Kommunistiske Internationale blev uddannet og hærdet i den klassekamp, der fulgte efter Første Verdenskrig og den store depression sidst i 1920’erne, såvel som i kampen mod den opkommende fascisme og forberedelserne til en ny verdenskrig. Over hele verden stod de i forreste række i den globale antifascistiske kamp og skabte brede folkefronter. Da Anden Verdenskrig sluttede, blev de gamle kapitalistiske og fascistiske regimer i det østlige Europa væltet og erstattet med nye demokratiske stater. Den kinesiske revolution sejrede i 1949.

Den Kommunistiske Internationale spillede en afgørende rolle i disse udviklinger sammen med Lenins og Stalins Sovjetunionen. Komintern blev opløst i 1943, men ved afslutningen af krigen havde den internationale kommunistiske bevægelse aldrig stået stærkere.”

I dette nr. af Enhed og Kamp bringes to meget spændende, helt nye udgivelser omkring Komintern og dets betydning fra APK’s søsterpartier i Ecuador og Tunesien. De belyser Den Kommunistiske Internationales betydning for arbejderklassens kamp for revolution i henholdsvis Latinamerika og i den arabiske verden. Det er sider af Kominterns historie, der ikke tidligere har været beskrevet på dansk, og som giver historisk viden og et bagtæppe for dagens aktuelle klassekampe på disse kontinenter.

CIPOML 25 år

Arbejderklassens internationale kamp for forandring og socialisme har altid kaldt på behovet og nødvendigheden af en international organisering af arbejderklassens revolutionære kommunistiske partier. For 25 år siden, i august 1994, dannede en gruppe på 12 marxistisk-leninistiske partier Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer – kendt under den mere mundrette spanske forkortelse CIPOML. Det skete i Quito, Ecuador, og programerklæringen derfra – ”Kommunistisk appel til verdens arbejdere og folk”– (optrykt i dette nr.) har da også fået tilnavnet ”Quito-erklæringen”. Dens første sætning lyder: ”Så længe mennesket udbytter mennesket og kapitalismen truer vores eksistens, vil der være kamp.”

At der trods alt skulle gå så lang tid, før en ny – ikke Internationale, men international organisering på et marxistisk-leninistisk grundlag – så dagens lys, er grundigt beskrevet i dokumenter fra CIPOML og APK. I årtierne forud havde den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen lidt store tilbageslag. Den kapitalistiske genrejsningsproces, som for alvor tog fat efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres, banede også vejen for udviklingerne i Østeuropa og Sovjetunionen, forræderiet i Albanien m.m. Alt sammen båret frem af imperialismen, af de reaktionære, revisionistiske og prokapitalistiske kræfter.

Denne internationale politiske og ideologiske klassekamp greb også ind i de enkelte kommunistiske partier, hvor de revolutionære kræfter sloges for at overleve, hvor det blev helt afgørende at koncentrere mange kræfter ind mod revisionismens indflydelse og analysere såvel de positive som de negative erfaringer fra alle disse begivenheder. Mange steder, som herhjemme, måtte der dannes helt nye partier. Revisionismens knæfald gav ikke bare kapitalismen og imperialismen kunstigt åndedræt, de gav den både en blodtransfusion og organdonationen til at gennemføre Den Ny Verdensorden og nyliberalismens globalisering med en voldsom skærpelse af udbytningen og undertrykkelse. Arbejderklassens defensiv, som revisionisterne ynder at kalde det, blev skabt af deres eget forræderi.

I Quito-erklæringen fra 1994 hedder det bl.a.:

Oven på dette seneste angreb fra imperialismen og kapitalismen (der angiveligt skulle have udryddet marxismen-leninismen, den videnskabelige socialisme, kommunismen, arbejderklassens revolution og anti-imperialismen for altid) bygger vi os igen op på alle kontinenter. Vi, kommunisterne, vil dukke op igen i alle de strejkekampe, arbejderne gennemfører, i enhver folkelig mobilisering, i alle arbejderklassens og folkenes kampe for frihed og demokrati, i ethvert ungdomsoprør, enhver guerillabevægelse.

Vi vil organisere, vi vil forene os, vi vil drage lære af det, som er sket, og vil fortsat rykke fremad. Vi giver ikke op, før vi har fuldført vores historiske opgave.”

20 år efter var der dobbelt så mange partier spredt på alle kontinenter (minus Oceanien) i CIPOML, der således var vokset til en egentlig verdensbevægelse. Partierne udvikler fælles analyser og en grundlæggende fælles politik ved en årlig verdenskonference på skiftende kontinenter, samt årlige regionale konferencer. Her vedtages fælles dokumenter, erklæringer og udtalelser, som partierne hver især arbejder med at føre ud i livet. Der er vedtaget en fælles taktisk platform og fælles retningslinjer for arbejdet i fagbevægelsen, blandt unge og blandt kvinder, og senest for opbygningen af arbejderklassens kommunistiske parti. CIPOML afholder forskellige internationale konferencer og sikrer afholdelsen af de antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejr hvert andet år. Det udgiver et halvårligt tidsskrift, Unity & Struggle (Enhed og Kamp), der udkommer på en række sprog og findes på www.cipoml.net. I hvert nr. af Enhed og Kamp bringes oversættelser af artikler og analyser fra CIPOML’s tidsskrift, Unity & Struggle.

APK blev medlem af CIPOML ved partiets stiftelse i 2000. I anledning af 20-året blev udgivet pjecen ”20 års kamp for revolution og socialisme” med en række vigtige dokumenter. Flere dokumenter og links til CIPOML og partiernes findes desuden på APK’s hjemmeside www.apk2000.dk.

Og 100-året for Oktoberrevolutionen

Det første nummer af APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp udkom i november 2017 med et temanummer om Oktoberrevolutionens betydning i dag i anledningen af 100-året for Oktoberrevolutionen, hvor arbejderklassen og folket i det, der blev Sovjetunionen, tog magten. Temanummeret blev en hidtil uset samling af artikler om Oktoberrevolutionens betydning dengang og i dag og set gennem nutidens øjne fra marxistisk-leninistiske partier fra Europa, Latinamerika og Afrika. Det spænder over emner som Oktoberrevolutionen og det nationale spørgsmål, betydningen for kvindernes frigørelse, erfaringerne med sovjetterne i forberedelsen af revolutionen, betydningen af det kommunistiske parti, betingelserne for revolutionen og de opportunistiske strømninger, spørgsmålet om Stalin, flertallets revolution og ikke mindst Oktoberrevolutionens perspektiver.

I artiklen En arbejderrevolution i dag er både mulig og nødvendig skriver Klaus Riis fra APK:

“I hvert eneste samfund – Danmark medregnet – hober behovene for et nyt samfund sig op. Det er ikke muligt at vende tilbage til et gammelt Danmark, ikke engang til 60’ernes og 70’ernes kapitalistiske nordiske velfærdsstat. Fremtidens velfærdssamfund vil være et socialistisk Danmark.

Oktoberrevolutionen var ikke en enkel handling, men hele processen med at besejre den gamle herskende klasse og dens internationale støtter, ødelægge dets statsapparat og opbygge et nyt – med ekspropriation af produktionsmidlerne, hvor fabrikker, miner og storlandbruget blev samfundseje i stedet for privateje. Det var en proces, hvor arbejderklassen skulle lære at være den ledende og styrende klasse og tage kontrol med alle samfundsforhold og med livet. Men en sådan revolution er også den ubetingede forudsætning for, at der kan opbygges et socialistisk samfund.”

Quito-erklæringen afsluttes med en opfordring, der er en røde tråd i den internationale kamp for revolution og socialisme:

Lad os omsætte Marx’ og Engels’ historiske ord i handling:

Proletarer i alle lande, foren jer!

Se Enhed og Kamp 3,2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne