Situationen i Europa og vores opgaver – udtalelse fra CIPOML

Modstanden mod den arbejderfjendske politik og krigsforberedelserne vokser i hele Europa. Nye lag i befolkningen deltager i kampen mod konsekvenserne af nedskæringspolitikken, som De gule veste i Frankrig. Det skriver de marxistisk-leninistiske partier og organisationer i Europa i en resolution, som analyserer den aktuelle situation på vores kontinent.

Forsvar den offentlige service! Nej til EUs privatiserings- og nedskæringspolitik!
Foto: pcof.net

Vores marxistisk-leninistiske partier og organisationer i Europa har været samlet til møde i Spanien med vores broderparti PCE(m-l) som vært. Vi har indgående diskuteret den nuværende situation i Europa og vores opgaver.

Processen med at rejse den europæiske konstruktion, EU er i gang med krise i det kapitalistiske og imperialistiske system som bagtæppe. EU er en fuldstændig integreret del af dette system.

EU-projektets krise er udtryk for de modsætninger, som er indbygget i det kapitalistiske imperialistiske system:

• Modsætningen mellem arbejde og kapital
• Modsætningen mellem monopolerne og imperialist-magterne indbyrdes
• Modsætningen mellem imperialistiske kræfter på den ene side, og folkene og de undertrykte nationer på den anden

Europa udgør en slagmark mellem de vigtigste imperialist-magter USA, Kina og Rusland, som konkurrerer og slås med hinanden indbyrdes. De blander sig også i Europa for at forhindre, at EU udvikler sig som en imperialistisk konkurrent.

USA, der stadig er den største og mest aggressive imperialistiske magt, har lagt sig fast på en nationalistisk politik for protektionisme, som i alvorlig grad destabiliserer verden og fører til skærpede modsætninger mellem de imperialistiske magter. USA fortsætter med at øge spændingerne mellem sine europæiske NATO-allierede og Rusland ved at styrke den militære omringning i form af udstationering af missiler, flere tropper, store militærøvelser i de nordlige områder…

Også den økonomiske og politiske konflikt med den kinesisk imperialisme har stor indflydelse på EU. Kina fører en aktiv økonomisk politik med politiske og geostrategiske ambitioner om at udvide sin indflydelse i Europa og åbne nye markeder for sine monopoler. De såkaldte ”nye silkeveje” konkretiserer disse mål. Ved at udnytte EUs interne modsætninger indgår Kina aftaler med regeringer i lande som Grækenland, Italien, Ungarn, men også Frankrig og Holland om investeringer, men også med løfter om eksportmuligheder på det kinesiske marked. Denne politik skaber splittelse og politiske og økonomiske spændinger mellem de forskellige EU-lande, men også med den amerikanske imperialisme.

Kina udvider også sin indflydelse i Afrika. Landet udgiver sig for at bidrage til en ”retfærdig” økonomisk udvikling, især af de afrikanske landes infrastrukturer (veje, jernbaner, broer osv.). Kina tager kontrol over mineraler, olie og jord på bekostning af landbrugerne og fællesskabet i landområderne. De såkaldte ”lige relationer” er overhovedet ikke lige, og er i virkeligheden et dække over Kinas imperialistiske politik for udplyndring og nye eksportmarkeder. Under dække af ”ikke-indblanding i indre anliggender” støtter Kina reaktionære regimer, som undertrykker deres egne befolkninger.

Også Rusland er meget aktiv i forhold til at udnytte modsætningerne mellem europæiske imperialistiske og kapitalistiske lande, især i spørgsmålet om eksport af gas.

På grund af sin karakter og sammensætning af flere imperialistiske og kapitalistiske stater er EU underlagt loven om ujævn økonomisk udvikling, det kapitalistiske og imperialistiske systems følgesvend. Alle disse modsætninger udvikler og fremskynder hinanden. Det har f.eks. vist sig gennem den fortsat uløste Brexit-proces. Men uanset om Storbritanniens udmelding bliver realiseret eller ej, så er EU-konstruktionen objektivt svækket.

Krisen der plager EU stopper ikke uanset udviklingen frem mod stadig flere overnationale mekanismer, såsom de mange EU-agenturer for energi, transport, servicetjenester osv. Direktiver og love udstedt af EU-kommissionen og Det Europæiske Råd (ministrene fra EU-landene) fortsætter med at fremme en nyliberal politik til fordel for de store monopoler. Disse overnationale organer begrænser og hindrer national kontrol og regulering i medlemsstaterne i vigtige sektorer som finansiering, energi, transport osv.

Stadig flere arbejderfjendtlige og anti-folkelige tiltag, som øger social dumping, som sætter ”alle op mod alle” og øger konkurrencen mellem arbejdere, bliver sat i værk.

Tysk og fransk imperialisme giver indtryk af, at de fører an i EU-opbygningen for  monopolernes interesser. Men de konkurrerer også indbyrdes. I den aktuelle situation foreslår de at løse EU-krisen ved at udvikle den militær-industrielle base (fly, tanks, droner, raketter) med henblik på at udvikle en europæisk ”forsvarspolitik”. Indtil videre er politikken fortsat koordineret med NATO, specielt hvad angår diktatet om at bruge to procent af BNP på krigsbudgetter på bekostning af social- og velfærdsbudgetter. Den sørger også for at trække ”neutrale” EU-lande med i militariseringen gennem deltagelse i PESCO.

Denne tendens til militarisering udvikler sig over hele verden, og EU er aktivt med. EU bidrager ikke til fred, men er tværtimod en faktor for krig.

For at gennemtvinge de reaktionære angreb mod arbejderne og folkene udvikler borgerskabet i de europæiske lande en politik for undertrykkelse af social protest. Vi ser en udvikling i retning af politistater med flere og flere undertrykkende love, færre og færre politiske og sociale rettigheder, flere og flere arrestationer af kæmpende arbejdere. Samtidig fremmer de reaktionære, fascistiske bevægelser og partier, som skal konkurrere ved valgene. Disse kræfter trækker veksler på krisen i de traditionelle højrepartier og socialdemokratiet, som alle støtter EUs nyliberale politik. Målet med disse ekstremistiske og ekstreme fascistiske partier er at skabe splittelse, at fremme racisme og fremmedhad ved at sprede reaktionær nationalisme.

”Afrika er vores fremtid”, hævder flere regeringsledere og EU. Med dette mener de, at Afrika er det eksklusive marked for deres produkter – og at mineralerne, vandet, maden, jorden, de afrikanske landes energiressourcer er til for de europæiske monopoler. De mener, at de har ret til at eksportere al slags affald (industriel, kemisk, kernefysisk affald). De betragter kort sagt Afrika som deres ejendom, og de vil ”forsvare” kontinentet mod andre imperialist-magters grådighed.

Flere europæiske staters militære tilstedeværelse i Afrika er stigende. Den franske imperialisme er den vigtigste militære styrke i Sahel og Sahara-regionen med tusindvis af soldater, baser osv. Frankrig presser EU og dets medlemmer til at sende tropper og logistisk støtte, til at bruge flere og flere penge i den såkaldte ”krig mod terror”.

Hele denne politik er den grundlæggende årsag til voksende elendighed, til den økonomiske krise, som rammer alle de afrikanske lande, med konsekvenser, som er katastrofale for arbejderne, bønderne, for det afrikanske folk.

Det er også den grundlæggende årsag til den store flygtningestrøm, der omfatter millioner af mennesker, primært i Afrika selv, og det mindretal blandt dem, som forsøger at krydse Middelhavet for at komme til Europa.

EU fører en aggressiv politik mod disse indvandrere. Unionen forvandler sig til en ”fæstning”, organiserer militær kontrol på havet og fremprovokerer tusindvis af dødsfald. EU øger også chikanen mod indvandrerne i Europa. Sådan er den ”europæiske solidaritetspolitik”.

Modstanden vokser i hele Europa

Vi ser, at arbejdernes og befolkningernes modstand vokser. Også kvinder og ungdommen rejser sig til kamp mod nedskæringspolitikken, som bliver ført af hvert enkelt borgerskab og af EU som helhed. Kampene for at hæve lønninger og pensioner, som er blevet sat ned som følge af den nyliberale politik, kampen for at forsvare den offentlige service (sundhed, uddannelse, offentlig transport, social velfærd) mod privatiseringspolitikken og nedskæringer i velfærdsbudgetterne, modstanden mod opsigelser, midlertidige job og usikkerhed er i vækst. Kampen retter sig også mod forsøgene på at indskrænke faglige rettigheder (kollektive forhandlinger), retten til at strejke, til at demonstrere.

Nye lag af befolkningen deltager i kampen mod konsekvenserne af nedskæringspolitikken, mod de hævede skatter, som hovedsagelig betales af arbejderne og de brede lag i befolkningen, således som vi kan se det i Frankrig med ”De gule veste”. Den organiserede arbejderbevægelse har interesse i at tage ansvar for de sociale krav fra bevægelser af denne type for at styrke den generelle bevægelse mod kapitalen og regeringerne, som tjener de store monopolkoncerner.

Modstanden bliver mødt med en aggressiv politisk og retslig undertrykkelse: Statens klassenatur og karakteren af volden, som den udøver mod arbejderne og de folkelige bevægelser, bliver stadig tydeligere. Samtidig ser vi at modstanden i mangfoldige former fra arbejdere, ungdom og folkelige lag styrker sin legitimitet.

Mobilisering af kvinderne for lige og bedre løn, for lige rettigheder, mod seksuel chikane, er under udvikling, som den massive 8. marts-mobilisering viste.

Ungdommen, specielt i Europa, er begyndt at stille regeringerne og de store monopoler til politisk ansvar for klimaændringerne og de katastrofale konsekvenser for befolkningerne især i de fattige lande. Dele af ungdommen fremsatte parolen ”Det er ikke klimaet, der skal ændres, det er systemet”. Dette er tydeligvis et første skridt i bevidstgørelsen om, at det er det kapitalistiske imperialistiske system, der primært er ansvarlig for miljøkatastrofen.

Der er også en stigende modstand mod udviklingen af racistiske og fascistiske kræfter i mange europæiske lande. Denne modstand udtrykker sig på forskellige måder og viser særlig styrke blandt mange unge.

Faren for imperialistisk krig frembringer også en større folkelig mobilisering. NATO-modstanden og bevægelsen mod amerikanske baser og atomvåben i Europa styrker sig.

Det er også vigtigt at udvikle modstand mod alle former for europæisk ”forsvarspolitik”, som i realiteten forsvarer monopolkapitalens interesser, især de militært-industrielle komplekser – mod befolkningen. Samtidig skal vi altid afsløre den politiske natur hos andre imperialistiske magter som Rusland og Kina, der også er del af den inter-imperialistiske kamp. Disse stater er hverken ”fredelige” eller ”mulige allierede” for krigsmodstanden og de anti-imperialistiske bevægelser.

I lyset af den skærpede klassekamp og af at de vigtigste modsigelser i vores epoke spidser til, lægger vi, som marxistisk-leninistiske partier og organisationer i Europa, disse presserende opgaver frem:

• At udvikle en aktiv politik for arbejderenhed på et klassegrundlag, for en kampenhed mellem arbejdere og brede lag af befolkningen mod monopolerne og kapitalens offensiv, mod imperialismens reaktion og krigspolitik
• At udvikle en aktiv solidaritet med verdens arbejdere og folk, især de der lider under og slås mod imperialistisk undertrykkelse, aggression og udplyndring
• Vi styrker vores støtte til det palæstinensiske folk og dets organisationer i kampen for deres nationale rettigheder, mod zionisme og imperialisme
• At fortsætte og styrke vores solidaritetsarbejde med befolkningen i Tyrkiet mod det reaktionære Erdogan-regime. Vi står sammen med de demokratiske, revolutionære og kommunistiske kræfter. Vi fordømmer Erdogan-regimets forsøg på at lukke munden på EMEPs ledere gennem retsforfølgelse og økonomiske sanktioner
• At bryde muren af tavshed omkring den legitime kamp, som Saharawi-folket fører for selvbestemmelse.

Vi retter en særlig opmærksomhed på og støtte til folkene og deres revolutionære organisationer, der kæmper for slippe af med reaktionære regimer, og som kæmper for brød, frihed og folkesuverænitet, sådan som det er tilfældet i dag i Algeriet og Sudan. Vi fordømmer alle forsøg på indblanding fra imperialistiske kræfter og reaktionære regimer og kræfter, som vil undertrykke disse stærke, folkelige bevægelser.

Vi støtter vores broderpartier i Afrika – specielt i Tunesien, Marokko, Burkina Faso, Elfenbenskysten og Benin – som kæmper for at give folkets kamp en revolutionær retning og at lede dem til national og social frigørelse og for forandring.

En af vores særlige opgaver er at udvikle vores organisationer, at opbygge fortropspartier for arbejderklassen og hjælpe til med oprettelsen af ml-partier og ml-organisationer i Europa og at styrke den internationale solidaritet.

Vi bekræfter vores deltagelse i den revolutionære kamp, for et revolutionært brud med det kapitalistiske imperialistiske system, for socialisme.

Madrid, maj 2019.

ML-partier og -organisationer fra Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Tyrkiet og Norge deltog på det europæiske møde.

CIPOML’s hjemmeside