Karl Marx og kvindespørgsmålet

Marx afslørede, at familien, ligesom alle andre institutioner og fremtrædelsesformer, undergår en konstant proces med forandring, der ændrer sig med de økonomiske forhold og de ejendomsforhold, der følger af dem. Endnu en ting fremgår tydeligt af Marx ’værker: Arbejderklassen er den eneste revolutionære klasse, som gennem at etablere socialisme er i stand til og må skabe de nødvendige sociale forudsætninger for den fulde løsning af kvindespørgsmålet.

Af Clara Zetkin
Artiklen har været bragt i APK’s magasin Enhed og Kamp

Den 14. marts er det 20 år siden, Karl Marx døde i London. Engels, hvis liv i 40 år havde været nært forbundet med Karl Marx’ liv i arbejde og kamp, skrev dengang til en fælles ven, kammerat Sorge, i New York: ”Menneskeheden er blevet et hoved kortere, og endda det mest betydningsfulde hoved, den har haft i vore dage.” Han ramte hovedet på sømmet med denne vurdering.

Det kan ikke være vores opgave inden for rammerne af denne artikel at diskutere, hvad Karl Marx som videnskabsmand og som revolutionær kæmpende har givet arbejderklassen, og hvad han har betydet for den. Det ville være at gentage det, som i disse dage har stået i den socialistiske presse om hans umådeligt rige, dybt videnskabelige såvel som praktiske livsværk og hans vældige, helstøbte personlighed, som han uden forbehold og uden tvivl stillede i arbejderklassens tjeneste. Til gengæld vil vi kort antyde, hvad den proletariske kvindebevægelse, ja, kvindebevægelsen overhovedet, især skylder ham.

Marx behandlede aldrig specifikt kvindespørgsmålet som et isoleret spørgsmål. Men han skabte de mest uerstattelige og vigtige våben til kvindernes kamp for at opnå alle deres fulde rettigheder. Hans materialistiske historieopfattelse har ikke givet os nogen færdige formuleringer vedrørende kvindespørgsmålet, men han har gjort noget meget vigtigere: Han har givet os den korrekte, præcise metode til at udforske og forstå det. Det var først med den materialistiske historieopfattelse, det blev gjort muligt for os at forstå kvindespørgsmålet i sammenhæng med den generelle historiske udvikling og i lyset af de generelle sociale sammenhænge og deres historiske nødvendighed og berettigelse. Den gjorde det muligt at erkende dets drivkræfter og de mål, de forfulgte, såvel som de betingelser, der er afgørende for en løsning af disse problemer.

Den gamle overtro om, at kvindernes stilling i familien og i samfundet var for evigt uforanderlig, fordi den blev skabt på moralske love eller ved guddommelig åbenbaring, blev smadret. Marx afslørede, at familien, ligesom alle andre institutioner og fremtrædelsesformer, undergår en konstant proces med forandring, der ændrer sig med de økonomiske forhold og de ejendomsforhold, der følger af dem. Det er udviklingen af ​​økonomiske produktivkræfter, der er drivkraften i denne forandring, ved at ændre produktionsmåden og sætte den i konflikt med det gældende økonomiske og ejendomssystem. På baggrund af de revolutionerede økonomiske forhold og sammenhænge bliver den menneskelige tanke revolutioneret, og det bliver menneskers bestræbelser på at tilpasse den samfundsmæssige overbygnings institutioner, således at de kommer til at svare til ændringerne i den økonomiske basis, og stræben efter at fjerne det, som er stivnet i ejendomsformer og magtforhold. Denne stræben kommer til udtryk gennem kamp mellem klasserne.

Fra Engels’ forord til hans skarpsindige studier ”Familiens, privatejendommens og statens oprindelse” ved vi, at de teorier og synspunkter, der er udviklet i denne bog, i høj grad stammer fra dele af Marx’ upublicerede arbejde, som vennen Engels som testamentarisk eksekutor forvaltede på genial vis.

Uanset hvilke dele der kan og må udskilles som hypoteser, er en ting sikker: Som helhed indeholder dette arbejde et blændende antal klare teoretiske indsigter i de komplekse forhold og betingelser, som de nuværende former for familie og ægteskab under indflydelsen af ​​økonomiske og ejendomsmæssige forhold har udviklet sig under. Denne indsigt lærer os ikke blot at vurdere kvindernes stilling i fortiden korrekt, men den giver os også mulighed for at forstå kvindernes sociale, juridiske og forfatningsmæssige situation i dag.

Kapitalen” 2 viser overbevisende, at uophørlige og uimodsigelige historiske kræfter arbejder i nutidens samfund for at revolutionere denne situation og retsstilling fra grunden af og gennemføre kvindernes ligestilling. Gennem en suveræn analyse af udviklingen og karakteren af ​​den kapitalistiske produktion ned til de mest raffinerede detaljer og ved at opdage dens bevægelseslov, dvs. teorien om merværdi, har Marx, især i de analyser, der vedrører kvinde- og børnearbejde, påvist, at kapitalismen har ødelagt grundlaget for kvindernes utidssvarende arbejde i husholdningen og derved opløst familiens forældede form. Og samtidig har gjort kvinder økonomisk uafhængige uden for familien og skabt et solidt grundlag for deres ligestilling som koner, mødre og borgere.

Endnu en ting fremgår imidlertid tydeligt af Marx ’værker: Arbejderklassen er den eneste revolutionære klasse, som gennem at etablere socialisme er i stand til og må skabe de nødvendige sociale forudsætninger for den fulde løsning af kvindespørgsmålet. Ud over det faktum, at borgerlige suffragetter og kvindesagskvinder hverken kan eller vil kæmpe for arbejderkvinderens sociale frigørelse, så er de også ude af stand til at løse de alvorlige nye konflikter, som vokser frem på baggrund den sociale og juridiske ligestilling mellem kønnene inden for den kapitalistiske orden. Disse konflikter vil ikke forsvinde, før menneskets udnyttelse af mennesket og de deraf betingede modsætninger afskaffes.

Det kommunistiske manifest”, Marx’ og Engels’ fælles værk, opsummerer kortfattet, hvad ”Kapitalen” lærer os på videnskabelig måde om familiens opløsning og dens årsager:

Jo mindre arbejdet kræver fagkundskab og legemlig styrke, dvs. jo mere den moderne industri udvikler sig, desto mere bliver mændene fortrængt af kvinder og børn. Forskel i køn og alder har ikke mere social gyldighed for arbejderklassen. Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og køn kræver forskellige omkostninger… ”

Bourgeoisiet har revet det rørende sentimentale slør af familieforholdet og reduceret det til et rent pengeforhold… ”

Livsvilkårene i det gamle samfund er allerede ophørt at eksistere for proletariatet. Proletaren er besiddelsesløs; hans forhold til kone og børn har ikke mere noget til fælles med de borgerlige familieforhold… ”

Hvad er grundlaget for den nuværende, den borgerlige familie? Det er kapitalen, den private tilegnelse. Helt udviklet findes den kun inden for bourgeoisiet, men den nødvendige baggrund er proletarens tvungne familieløshed og den offentlige prostitution… ”

De borgerlige fraser om familie og opdragelse, om det inderlige forhold mellem forældre og børn, bliver så meget mere modbydelige, jo mere storindustrien bevirker, at alle familiebånd ødelægges for proletaren, og børnene forvandles til simpelthen at være handelsvarer og arbejdsredskaber.” 3

Marx viser os imidlertid ikke kun, at den historiske udvikling forandres, men han fylder også os med den sejrrige overbevisning om, at den opbygger en nyere, bedre og mere perfekt verden.

I ”Kapitalen” kan vi læse:

Hvor forfærdeligt og modbydeligt det gamle familiesystems opløsning inden for kapitalismen synes at være, så skaber moderne industri det økonomiske grundlag for en højere form for familie og forhold mellem de to køn. Det gør den ved den afgørende rolle, den giver kvinder og unge og børn af begge køn gennem at inddrage dem i den samfundsmæssige organiserede produktionsproces uden for hjemmets sfære.” 4

Med stolt og overlegen foragt, tilbageviser Marx og Engels i ”Det kommunistiske manifest”, den beskidte mistænkeliggørelse, der kastes på dette fremtidige ideal med denne nådesløse karakterisering af de nutidige forhold:

En bourgeois ser i sin kone et rent og skært produktionsmiddel. Han hører, at produktionsmidlerne skal udnyttes i fællesskab, og kan naturligvis ikke tænke sig andet, end at fællesskabet også vil komme til at omfatte kvinderne.

Han aner ikke, at det netop drejer sig om at ophæve kvindernes stilling som rene produktionsmidler.

I øvrigt er der ikke noget, der er mere latterligt end vore bourgeoisers højmoralske forfærdelse over det officielle kvindefællesskab, som man pådutter kommunisterne. Kommunisterne behøver ikke at indføre kvindefællesskab, det har eksisteret næsten altid.

Vore bourgeois’er, som ikke er tilfreds med, at deres proletarers koner og døtre står til deres disposition – vi taler slet ikke om den officielle prostitution – finder den største fornøjelse i at forføre hinandens koner.

Det borgerlige ægteskab er i virkeligheden konefællesskab. Man kunne da højst bebrejde kommunisterne, at de i stedet for et kvindefællesskab, der på hyklerisk måde er skjult, skulle have til hensigt at indføre officielt, åbenlyst kvindefællesskab. I øvrigt er det en selvfølge, at når de nuværende produktionsforhold bliver afskaffet, så forsvinder også det kvindefællesskab, dvs. den officielle og den ikke-officielle prostitution, som er fremgået af disse produktionsforhold.” 5

Kvindebevægelsen skylder dog Marx meget mere end blot det faktum, at han som ingen anden person før ham kaster lys over den smertefulde vej i udviklingen, der fører kvinderne fra socialt slaveri til frihed og fra forkrøbling til et handlekraftigt og harmonisk menneske. Ved sin dybe, gennemtrængende analyse af klassemodsætningerne i nutidens samfund og dets rødder åbnede han vores øjne for de uforsonlige klassemodsætninger, som skiller kvinder i forskellige klasser. I lyset af den materialistiske historieopfattelse brister ”kærlighedsvrøvlet” om det store ”søsterskab”, som tilsyneladende slynger et forenende bånd om borgerskabets og arbejderklassens kvinder, som strålende sæbebobler. Marx har smedet og lært os at bruge det sværd, som har hugget forbindelsen mellem den proletariske og den borgerlige kvindebevægelse over. Men han har også smedet den kæde af indsigt, som ubrydelig knytter den proletariske kvindebevægelse sammen med den socialistiske arbejdsbevægelse og arbejderklassens revolutionære klassekamp. Således har han givet vores kamp klarhed, storhed og ophøjethed i sit endelige mål.

Kapitalen” er fyldt med en umådelig rigdom af kendsgerninger, erfaringer og inspiration vedrørende kvinders arbejde, kvindelige arbejders situation og retsbeskyttelse af kvinder. Den er et uudtømmeligt åndeligt artilleri for kampen for vores umiddelbare krav såvel som det ophøjede fremtidige socialistiske mål. Marx lærer os den rette forståelse af de små hverdagsopgaver, som er så nødvendige for at hæve kvindelige arbejderes kampkraft. Samtidig løfter han os også op til den faste, fremsynede vurdering af den store revolutionære kamp om erobringen af den politiske magt, for uden at opnå den vil et socialistisk samfund og befrielsen af kvinderne forblive fjerne drømme. Frem for alt fylder han os med overbevisningen om, at det er dette ophøjede mål, der giver værdi og betydning for vores daglige arbejde. Således forhindrer han os i at miste den store grundlæggende erkendelse af vores bevægelse i vrimlen af enkeltfænomener, opgaver og succeser og på grund af det daglige besvær tabe blikket for den brede historiske horisont, der afspejler begyndelsen af ​​en ny tidsalder. Ligesom han er den revolutionære tankes mester, forbliver han leder af den revolutionære kamp, i hvis slag det er den proletariske kvindebevægelses pligt og stolthed at kæmpe med.

Først offentliggjort i Die Gleichheit, 25. marts 1903

Noter

1 Clara Zetkin (1857–1933) leder i den internationale socialistiske kvindebevægelse. Grundlagde 1910 Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.

2 Kapitalen – en kritik af den politiske økonomi. Første bind udkom 1867

3 Marx/Engels, Det kommunistiske partis manifest, Rhodos 1970, s. 26,18, 32, 44,44

4 Marx: Kapitalen, Rhodos, bind 1, s. 697

5 Marx/Engels: Det kommunistiske partis manifest, s. 46

Artiklen har været bragt i APK’s magasin Enhed og Kamp 4,2018


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne