I dette åbne brev til Folketinget fremlægger medlemmerne af det nedsatte “Tribunal til undersøgelse af Danmarks krige” hvordan deres bestræbelser er stødt mod en mur af politisk afvisning fra de ansvarlige politikere.
Af advokat Bjørn Elmquist, overlæge Ole Hartling, speciallæge Bente Rich, jurist Preben Søegaard Hansen og professor Christen Sørensen.
Modet svigter for de politikere, der aktivt burde sørge for, at Danmarks
aktivistiske udenrigspolitik undersøges fyldestgørende.
Danmark venter fortsat på en egentlig dansk krigskommission. En fremsynet
klarlægning på linje med, hvad andre demokratier har gennemført. En omhyggelig
undersøgelse af, hvordan Danmark involveres i og optræder på den internationale
scene i krigssituationer.Irak- og Afghanistankommissionen blev nedlagt af regeringen Lars Løkke Rasmussen II, der erstattede den med en indskrænket historisk udredning, hvori det mest relevante er valgt fra. Nemlig de juridiske og folkeretlige spørgsmål og en
kvalificeret vurdering af forberedelse og resultat af Danmarks krigsindsats.Men det er tydeligt, at Danmark ikke magter en sådan demokratisk statusopgørelse.
Om de mere end 75 krigsbeslutninger siden 1990 har været et godt værktøj. Om disse ”militære bidrag” fortsat er det bedste, Danmark kan tilbyde – som det fastholdes i regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi.Dette er fastholdt, selv om der ingen vurdering er af, om Danmarks hidtidige krigsindsats har været prisen værd – ikke mindst i menneskelige omkostninger.
Danmark er tumlet ind på krigsskuepladserne, uden at hverken en sund
beslutningsproces eller en efterfølgende opsamling af erfaringer er tænkt med.
En række af landets borgere ønskede svar på disse spørgsmål og søgte under
navnet Tribunalforeningen at gennemføre en folkelig undersøgelse med fokus netop
på folkeret, statsret, krigens love og resultatet af Danmarks indsats.
For at sikre en bred og troværdig konklusion skulle selve undersøgelsen
gennemføres af et såkaldt tribunal, hvor fem fagpersoner uafhængigt og
selvstændigt stod for undersøgelsen. Og det er os, der skriver denne tekst. Under
arbejdet søgte vi at stille åbne spørgsmål med udgangspunkt i den aflyste Irak- og
Afghanistankommission. Vi opsummerede Kommissionens ubesvarede spørgsmål
således:
Var de krige i Irak og Afghanistan, som Danmark deltog i, lovlige i forhold til
international og national lovgivning? Overholdt danske soldater og andre af vore
officielle aktører krigens love i Irak og Afghanistan? Kan resultatet af undersøgelsen
få retlige konsekvenser for danske ministre, embedsfolk, officerer, militært personel
i øvrigt og andre?
Men det lykkedes os ikke som planlagt at afholde en høring med politiske, militære
og juridiske fagpersoner af passende faglig kompetence og tyngde. Bredt udvalgt,
så der var plads til at få alle synspunkter frem.
Først og fremmest svigtede de ansvarlige politikere. Nogle få sagde fra, mens
resten undlod at svare – med een positiv undtagelse, nemlig Mogens Lykketoft, som
gerne ville deltage. Alle de andre kontaktede partiledere og ordførere fra den tid vil
åbenbart ikke forklare deres beslutninger endsige stå til ansvar for dem, i en
offentlig og demokratisk sammenhæng. Det samme gjaldt samtlige de officerer og
centrale embedsfolk, vi kontaktede.
Først blev den officielle kommission nedlagt. Så tilbød vi et folkeligt,
nærdemokratisk projekt, som knap nok fik svar og derfor ikke kunne gennemføres.
Danmarks Radio blev udsat for samme mur af tavshed, da man sidste forår prøvede
at organisere en stort anlagt debatudsendelse.
Selv den indskrænkede historiske udredning møder hård modstand. Flere af de
samme politikere, som nedsatte den, nægter at bidrage med de nødvendige
dokumenter til undersøgelsen.
Modsat Danmark har mange af vore allierede i Irak og Afghanistan ønsket at lære
af deres erfaringer – England, Holland og Sverige. Norge undersøger rutinemæssigt
sine krige. Selv i USA har en senatskomité gennemgået CIA’s brug af tortur under
krigene.
Danmarks kommende historiske udredning er utilstrækkelig og bør omgående få en
juridisk efterfølger. En fortsat dansk fremfærd med militære bidrag på den
internationale scene vil kun fremstå legitim, hvis det sker på et solidt demokratisk
fundament.
Lars Løkke Rasmussen berørte selv denne utilstrækkelighed i sin nytårstale: ”Jeg
kan godt blive bekymret for, om alt det, der blev sat i søen i krigens kølvand, bliver
skyllet væk igen. […] Kan vi regne med, at den ordentlighed og den forpligtelse
holder, når færre husker historien – som andet end netop historie?”
De fraværende statusopgørelser har svækket Danmarks muligheder for at fremstå
som troværdig international mægler. Det er uærligt og umoralsk at forklare andre
regeringer, at de handler uansvarligt efter folkeretten, når Danmark ikke selv vil
undersøge sin egen involvering i krig.
Vores foreslåede folkelige Tribunal-høring var et regulært nødråb, som kunne have
inspireret og kastet noget lys over dette demokratiske underskud. Der er brug for,
at Folketinget beslutter, at det også i Danmark bliver fast praksis med en åben
evaluering af vore involveringer i krige.
Danmark skal lære af sine fejl for at forebygge nye. Til gavn for samfundet, til gavn
for den tillid, befolkningen skal have til beslutningstagerne, og til gavn for de lande,
hvor Danmark engagerer sig. En sådan eksaminering kræver mod af vore politikere
og især ansvarlighed.
En let forkortet version af denne tekst blev bragt i Weekendavisen den 18/1 2019.
Se Åbent brev og tekst i Weekendavisen i pdf
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
KPnet 18. januar 2019
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
