En kriminel imperialistisk politik – Af Kommunistisk Platform, Italien

Løkke-regeringen ønsker danske asyllejre placeret uden for EU. Baggrunden er EU’s kriminelle grænse- og flygtningepolitik. Den gennemgås i denne artikel fra APK’s tidsskrift Enhed og Kamp  2,2018.

Enhed og Kamp bringer udover danske bidrag en række oversatte artikler fra partierne i CIPOML – Den internationale konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer. Et af dem er Kommunistisk Platform, Italien.

 
Af Kommunistisk Platform – for Italiens proletariske kommunistiske parti

I de senere år har fænomenet migration nået bemærkelsesværdige dimensioner og involverer i praksis hvert eneste land i verden.

Ifølge data fra FN er det totale antal migranter i verden kraftigt stigende, fra 173 millioner i 2000 til 244 millioner i 2015. Migrationsstrømmen har især rettet sig mod OECD-lande og øges mere og mere.

Den grundlæggende årsag til massemigration

Hvad er årsagerne til den massive migration?

Folk flygter fra underudvikling, nød, sult, ekstrem fattigdom, massearbejdsløshed og arbejdsforhold med sultelønninger.

Folk flygter fra plyndringskrige, reaktionære borgerkrige og destabiliseringen af undertrykte lande, der bliver angrebet og udplyndret af imperialismen, særligt i Afrika og Mellemøsten.
Folk flygter fra politisk og religiøs forfølgelse, fra ustabilitet skabt af terrorangreb og fra vold begået af reaktionære og obskurantiske kræfter forbundet med oligarkierne, der har titusinder ofre.

Folk flygter fra landgrabbing, der har ført til, at millioner hektarer landbrugsjord er faldet under multinationales og de rige og magtfulde landes regeringers kontrol. Folk flygter fra afskovning og ødelæggelsen af miljøet, og fra vanskelig adgang til vand skærpet af tørke og epidemier.

Der er altså ikke kun en enkelt årsag, der kan forklare migrationsprocessen, hvor millioner af mænd og kvinder risikerer livet og ofte dør i forsøget på at krydse ørken og hav. Men alle de umiddelbare årsager er udtryk for én grundlæggende årsag: det kapitalistiske-imperialistiske system, der altid har forårsaget store migrationer, både inden for og mellem nationer, for at flytte arbejdskraften til de steder, hvor den mangler, så produktionen af merværdi kan øges.

Migrationen af millioner af mennesker øges i direkte forhold til skærpelsen af imperialismens modsætninger, særligt modsætningen mellem en håndfuld imperialistiske lande og folkene i de afhængige, semikoloniale og koloniale lande, der bliver angrebet, udplyndret og undertrykt.
Imperialismen er hovedårsagen, der tvinger flere og flere fattige og svage folk til at migrere.

På samme tid er imperialismen den væsentligste faktor til at trække migranter til de imperialistiske metropoler som en lavtløns-arbejdskraft, der bliver tvunget ind i krævende og farligt arbejde. Arbejde, der ofte afvises af den indfødte arbejdskraft. Migranterne bliver brugt til at øge monopolernes og de kapitalistiske virksomheders profitter, til at øge konkurrencen mellem arbejdere og til at fylde statskassen med skatter.

Udliciteringen af grænserne: For at udvælge, udnytte og slavebinde

Igennem de sidste ti år er migrationsstrømmen til EU vokset enormt i omfang og udtryk.
Omfanget af strømmen, mangfoldigheden i migranternes oprindelseslande og variationen i ruterne ind i Europa udgør en kompleks og omskiftelig situation, der påvirker ”Det Gamle Kontinent”.

De imperialistiske og kapitalistiske EU-medlemslande forsøger at kontrollere de modsætninger, der opstår i samfundet på grund af massemigration, ved at indføre en politik, der er karakteriseret ved inddæmning, diskriminering og udvisning af migranter. En politik, der gør, at retten til asyl ikke længere garanteres.

Denne politik svarer til kravene fra finansoligarkiets og dets regeringers fælles indbyrdes opfattelser (i dag er racisme en ”vare” af høj parlamentarisk stemmeværdi i lande fulde af utilfredshed over de hårde vilkår på arbejdsmarkedet og i folks hverdag), samt afspejler nødvendigheden af at udvælge arbejdskraft blandt migranterne (gennem at opdele dem i dem, der søger “politisk asyl”, og ”økonomiske migranter”, ved at samle informationer om deres uddannelsesniveau, deres faglige kvalifikationer og arbejdserfaringer osv.) og af at udskille dem, der kan indsættes i produktionen i de imperialistiske lande på baggrund af deres tekniske færdigheder og kunnen.

Et nøgleelement i EU-ledernes tilgang til inddæmning af og kontrol med migration er udflytningen af de ydre grænser, dvs. udlicitering af grænsekontrol til tredjepartslande.
Derfor ser vi, at kontrollen med de imperialistiske EU-landes grænser bliver flyttet uden for de egentlige landegrænser. Dette er et udtryk for finanskapitalens uundgåelige tendens til at udvide sit territorie ved hjælp af økonomisk, politisk og diplomatisk undertrykkelse af migranternes oprindelseslande.

Denne proces indeholder mekanismer for gradvis overdragelse af kontrol, overvågning og detention til politi og militser i de lande, der har fået ansvaret for at stoppe migranter, hvoraf mange er kvinder og børn, fra at nå EU. Et mål, der opnås ved at samle migranterne i et voksende netværk af koncentrations- og sorteringslejre, som ofte drives af menneskesmuglere.

Udvidelsen af grænserne foregår parallelt med undertrykkelsen af principperne i “Den Universelle Menneskerettighedserklæring” og Genevekonventionen, der blev skabt på foranledning af de EU-lande, der i dag ikke tøver med at bryde den.

Khartoum-processen og forbindelsen til despotiske regimer

Processen med at flytte grænserne og grænsekontrollen udenfor selve EU begyndte som en del af den såkaldte ”kamp mod illegal immigration”. Processen har gennemgået en række stadier, hvor det imperialistiske Italien har spillet en meget aktiv rolle som et land, der har været påvirket af migrationsstrømmen.

Den 28. november 2014, under det italienske EU-formandskab, var der en ministerkonference i Rom for EU-landene, landene ved Afrikas Horn (Eritrea, Somalia, Etiopien og Djibouti) og nogle af transitlandene (Sydsudan, Sudan, Tunesien, Kenya og Ægypten).

Konferencen udmøntede en aftale, kaldet ”Khartoum-processen”, der under dække af ”samarbejde og dialog” forsøger at flytte EU’s grænser til Afrika, til de lande. migranter rejser igennem, eller direkte til afrejselandene. Formålet er at blokere indrejse for både såkaldte ”økonomiske” migranter og for dem, der søger politisk asyl.

I overensstemmelse med dette synspunkt bliver der skabt relationer med reaktionære regimer, hvorfra hundredtusinder af mennesker flygter. Det ”demokratiske og inkluderende” Europa har ingen skrupler ved at indlemme autokratiske regimer som en del af udflytningen af grænserne.

For eksempel har EU og Italien (ligesom Israel) opbygget gode relationer med Isaias Afwerkis regime, der siden 1993 har styret Eritrea, et af de primære oprindelseslande for migranter, der søger beskyttelse. De fortsatte krænkelser, den katastrofale økonomi og den uendelige værnepligt har fået 400.000 eritreanere til at migrere indtil 2015. EU’s mål er at lukke Eritreas grænser, og midlet er ”hjælpepakker” på flere hundrede millioner euro.

Denne samme ide gør sig gældende for Sudan, et oprindelsesland, men i særdeleshed et transitland for flygtninge fra Afrikas Horn, der er i centrum for den europæiske og italienske strategi for udflytning af grænser. Sudan er styret af Omar al-Bashid, der er anklaget for krigsforbrydelser og folkemord i forbindelse med konflikten i Darfur. Han er endnu en ”god ven”, der beskytter EU og Italiens imperialistiske interesser til gengæld for millioner af euro og våben.

At ”samarbejde” med og finansiere regimer som i Eritrea og Sudan for at kontrollere migrationsstrømmen er ensbetydende med støtte til reaktionære og despotiske regimer, der fornægter menneskerettigheder og demokratiske rettigheder.

”Khartoum-processen” handler først og fremmest om kontrol gennem styrkede grænser og politistyrker, og ved oprettelsen af ”modtagecentre”, hvor flygtninge bliver udvalgt under påskud af at starte processen for anerkendelse af flygtningestatus. Migranter, der bliver stoppet syd for Sahara, risikerer at ende i disse lejre på ubestemt tid. Med udflytningen og udliciteringen af grænsekontrollen ønsker EU og Italien at skubbe ansvaret fra sig og dermed undgå at få beskidte hænder.

Fonden for afpresning og korruption

Et andet vigtigt skridt i denne kyniske politik blev taget på mødet om migration mellem EU og Den Afrikanske Union (AU) den 25. november 2015 i Valletta (Malta). 25 EU-lande samt Norge og Schweiz oprettede en EU Trust Fund for Afrika, EUTF.

Denne fond på 1,8 milliarder euro arbejder ud fra en berygtet logik. Pengene skal bruges til at styrke samarbejde og investeringer, ikke kun for at eksportere kapital, men også for at tvinge afrikanske stater til at samarbejde om at lukke grænserne og til at modtage statsborgere, som EU opfatter som uønskede.

Monetariseringen af forholdet med de fattige afrikanske lande har åbnet døren for et pressionssystem, der støtter reaktionære regimer og korruption, der undertrykker tusinder af verdens fattigstes basale rettigheder, der styrker lokaler tyranner, mafiaer og paramilitære bander.

Mange af de projekter, der bruger internationale samarbejdsmidler, handler ikke om udvikling, men om grænsekontrol og undertrykkelse af migranter.
F.eks. bliver midlerne til Sudan brugt til at sende materiel til identifikation og grænsekontrol, til at opbygge grænsepoliti og til at bygge flygtningelejre i Gedaref og Kassala.

Disse midler, der bliver kontrolleret af EU-borgerskabets EU-kommission, bliver brugt til økonomisk afpresning, ved at true stater, der nægter at lukke grænserne, og belønne stater, der undertrykker egne borgere og flygtninge, der bevæger sig gennem landet. Alt sammen i samarbejde med monopolernes Europæiske Union.

Politiken, der blev besluttet på mødet mellem EU og AU, handler om europæisk indblanding i afrikanske anliggender. Trustfonden, EUTF, har gjort ideen om, at migrationsmidler er betingede, til officiel politik. Derved er støttemidler blevet gjort til belønninger og afstraffelse i forhold til samarbejde om kontrol med migrationsstrømmen. F.eks. i forhold til procedurerne for udvisning og tilbagesendelse inden for et område som f.eks. ECOWAS (Economic Community of West African States), der forudsætter den fri bevægelighed af folk.

Et andet eksempel på af at flytte kontrollen med grænserne er aftalen mellem EU og Tyrkiet fra marts 2016 om at lukke ”Balkanruten”. Denne aftale mellem EU’s ledere og Erdogan betyder, at personer der ankommer ”illegalt” til Grækenland, bliver sendt tilbage til Tyrkiet. På den måde har EU overladt problemet med kontrol af Balkans grænser til Tyrkiet.

Aftalen indeholder mange handlingspunkter, med en betaling på seks milliarder euro. En kærkommen økonomisk støtte til Erdogans reaktionære regime, der leder Tyrkiet mod stigende fattigdom og arbejdsløshed og brutalt undertrykker de tyrkiske folks og migranters demokratiske rettigheder.

En model, der gentager og udvider sig selv

Efter at have præsenteret Migration Compact i Bruxelles i 2016, der fremhæver aftalen mellem EU og Tyrkiet som model for aftaler med oprindelseslande og transitlande på den centrale middelhavsrute, har den italienske regering samarbejdet med den tyske regering om at samle ti milliarder euro, der kan investeres i Tunesien, Senegal, Ghana, Niger, Egypten og Elfenbenskysten.

Pengene skal finansiere en omfattende udvidelse af grænsekontrol og tilbagesendelse af statsborgere samt folk, der har bevæget sig gennem landene. Den ”progressive” Renzi og Gentiloni er ligeglade med, om migranterne vil blive fanget under forhold, der er særdeles sårbare i forhold til deres rettigheder.

Efter lukningen af Balkanruten fokuserer EU med Italien i spidsen, der altid er hårdere presset på grund af migrationsstrømmen fra syd og manglende solidaritet fra nord, på at lukke ruten gennem Libyen, der bruges af 90 % af migranterne, der krydser det centrale Middelhav.

En aftale er med FN-støtte blevet indgået med al Saraj-marionetregeringen. Hovedpunkterne er en udbetaling på hundrede millioner euro, oprettelse og styrkelse af den libyske kystvagt, levering af ti patruljebåde, færdiggørelse af et kontrolsystem til Libyens landgrænser og oprettelse af flygtningelejr i et land, hvor migranter lider under tilfældige fængslinger, vold, tortur, mord og seksuel udnyttelse.

I maj 2017 mødtes indenrigsministrene fra Italien, Libyen, Tchad og Niger for at diskutere overvågning og blokering af Libyens sydlige grænser. Lederne af Tebu-, Suleiman- og Tuaregstammerne fra Sahara er også involveret i projektet. Italien ønsker at lukke migrationskorridorerne.

Nykolonialisme og ophævelsen af national selvstændighed

EU-aftalerne om migrationer er udtryk for de imperialistiske europæiske landes interesse i at blokere og udvælge migranter så langt fra egne grænser som muligt. Dette gøres ved at overlade kontrollen til de lande, migranter kommer fra og passerer.

”Fort Europa” og EU’s medlemslande fremstiller sig som forkæmpere for menneskerettigheder, men i praksis indgår de aftaler med vasaller og imperialistiske marionetter, der ikke respekterer grundlæggende rettigheder for hverken befolkningerne eller migranterne.

Efter mange års kolonial og imperialistisk kontrol med Afrika og Mellemøsten, hvor befolkningerne blev undertrykt og landene udplyndret for rigdomme, fralægger EU og Italien sig nu ethvert ansvar. Samtidig glemmer de det forrige århundredes massemigrationer, der fortsætter i dag, og den massive ungdomsarbejdsløshed. Der er i dag ca. 5,2 millioner italienere i andre lande og fem millioner udlændinge i Italien.

Resultatet af disse aftaler er, at de ruter, migranterne bruger for at komme til Europa, er blevet stadigt længere og farligere. Blokeringen af ruterne er med til at knægte retten til asyl og humanitær beskyttelse under dække af at ”beskytte” de europæiske grænser.

Med eksternaliseringen af grænserne og grænsekontrollen bliver de imperialistiske staters styre udvidet, og de afhængige og semikoloniale staters selvstændighed bliver fuldstændig undertrykt.

På trods af denne politik, der kalder sig humanitær, fortsætter migrationsstrømmen, og den kontrol borgerskabet havde håbet på, har ikke manifesteret sig.

Derfor er direkte militær indgriben rykket frem med brug af flådefartøjer, helikoptere, rekognosceringsfly, droner, militærteknologi og soldater specialiseret i at blokere de både, migranter bruger, så de kan tvinges til at vende om på åbent hav, oprettelse af ”flydende hotspots”, hvor skibe fra humanitære organisationer bliver påtvunget retningslinjer, der fuldstændig ignorerer humanitære principper og årsagerne til massemigration.

Operationerne ”Mare Sicuro” (Sikkert Hav) og ”Sophia” ledet af Italien er yderligere skridt mod en militarisering af Middelhavet. Disse flådemissioner sigter mod at ophæve retten til færdsel i internationalt farvand samt at blokere migranter i Libyens territorialfarvande.

Ud over at være krigshandlinger mod migranter, der vil blive drevet ind i koncentrationslejre i et usikkert land og med udsigt til brutal vold, er den italienske regerings planer forspillet til nye katastrofale militære eventyr i Libyen, så den ”forfejlede” nordafrikanske stat kan blive delt og landets olie og naturgas fordelt.

På samme tid bliver der i EU indført lovgivning og udført en ideologisk offensiv, der spreder racisme og fremmedhad. Politikken om ”nationen først” bliver opfostret med støtte fra populister, chauvinister, det ekstreme højre og fascistiske partier og bevægelser for at dirigere de indfødtes utilfredshed over på migranter, der flygter fra krig og sult, så befolkningerne bliver splittet og undertrykt.

For migranters rettigheder, for solidaritet mellem udbyttede arbejdere og undertrykte folk
Migranter har fuldstændig ret, når de afviser de højere og højere mure, der bliver bygget for at holde dem ude, de diskriminerende politikker fra imperialisterne og deres vasaller, morderne og statens deportationer, de umenneskelige forhold på ”velkomstcentre” administreret af regimer og mafiaer, de uretfærdigheder og den vold, de er udsat for, og den racisme og fremmedhad, der bliver spredt af den herskende klasse.

Det er vores pligt at søge enhed og samarbejde med migranterne for at udvikle deres klassebevidsthed, for at støtte deres kamp for integration i de indfødtes organisationer, for at styrke deres deltagelse i klassekampen for alle undertrykte mod de undertrykkende.
Arbejderne i Europa og hele verden må forene sig for at stoppe imperialismens kriminelle og diskriminerende politik.

Vi kræver, at migranter får en værdig og respektfuld velkomst, der respekterer deres rettigheder.

Vi kræver, at der åbnes sikre passager for migranter.

Vi kræver ophævelse af racistiske love og regler rettet mod migranter.
NEJ til udrejsecentre og ”administrativ” detention.

Opholdstilladelse til alle ansøgere og transitdokumenter til migranter.
Politisk asyl til ofre for krig og fascistisk forfølgelse.

Regulering, ligeløn og rettigheder til migranter.

Intet samarbejde med reaktionære og fascistiske regimer!

NEJ til gendarmer fra EU og Italien ved de europæiske grænser!

NEJ til eksternaliseringen af grænserne og afvisningen af migranter!

NEJ til militæroperationer, imperialistiske krige og militariseringen af vores lande!

Lad os udvikle international solidaritet mellem udbyttede arbejdere og undertrykte folk!

Juli 2017

Bragt i CIPOMLs flersprogede internationale tidsskrift  Unity & Struggle nr. 35,2017

Tegn abonnement på kvartalstidsskriftet  Enhed og Kamp

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  9. juni 2018