OK2018: Nej tak til spage resultater

Af Kommunistisk Politik

Der er nu indgået et forlig på hele det kommunale område – og jubelen vil nærmest ingen ende tage Detaljerne er ikke oplyst, før en massiv ja-kampagne er gået i gang med henblik på de kommende urafstemninger Der er grund til at slå lidt koldt vand i blodet

Kommentar

Når det kommer til de konkrete resultater, så virker de på flere område ganske beskedne. Dette er ikke den konflikt, der vil blive husket som vendepunktet frem mod kortere arbejdstid, eller ordentlige normeringer.

Det er i virkeligheden svært at se, at der overhovedet er opnået egentlige sejre. I stedet virker det, som om at det konkrete indhold mere er en form for status quo. Og selvom dele af forringelserne fra lærerkonflikten er rullet tilbage, er det jo langt fra en tilbagevenden til ordentlige normeringer.

Derudover er der ikke en ordentlig løsning på uligeløn. Der er ikke fra fagforeningerne sat nogle krav på bordet, der kan vise vej til at udligne lønefterslæbet i de udprægede kvindefag,som pædagoger og sygeplejersker.

Det egentlige krav burde være separate løft til bestemte faggrupper på 3-4000 kr. om måneden – og dertil den almindelige lønstigning i procent.

Kigger man på lønstigningen i procent – 6,1 procent sat af til generelle lønstigninger over tre år, mod en forventet inflation 5,3 procent – er det i virkeligheden ikke en reel reallønsfremgang, men blot at man følger inflation, spekulation i huspriser og de løbende forringelser og prisstigninger i den offentlige tryghed og service.

De endelige tekster fra overenskomsterne og løntabeller er ikke fremlagt, så der må tages forbehold for unøjagtigheder.

Det helt store drama kom til at omhandle den betalte spisepause, og her er det vigtigt lige at gøre holdt og forstå nogle begreber.

Lønnen for det arbejde man udfører er i daglig tale blevet sat lig med det antal timer man udfører et stykke arbejde. Således kan man få den tro, at der er en lige sammenhæng mellem arbejde og timer og produkt og løn.

I virkeligheden er den løn, som man får som ansat kun udtryk for en beskeden del af den værdi, man i arbejdstiden tilfører et produkt. Og alt efter virksomhedens art, har lagt de fleste arbejdere tjent deres egen løn hjem på ganske kort tid om formiddagen – og går således glad og gratis på arbejde resten af dagen, mens han tjener penge hjem til aktionærerne. Og det gælder også for ansatte i det offentlige. Så længe man kan sige, at der er tale om samfundsmæssigt arbejde.

Hvis vi med disse briller kigger tilbage på spørgsmålet om betalt spisepause eller arbejdstiden i det hele taget, så er der altså tale om, at folk ikke modtager betaling for det de producerer, og derfor heller ikke for det antal timer de gør det. Derfor er der heller ikke nogen reel sammenhæng mellem en betalt frokost, og om man arbejder samtidig med man spiser.

Det egentlige krav burde derfor være reduktion i arbejdstiden, og samtidig ret til at afholde uforstyrret spisepause i arbejdstiden.

Den tekst, der er blevet formuleret ind i protokollater i overenskomsterne om en forståelse af den ”betalte spisepause”, er derfor behæftet med en reel forringelse, fordi man er gået med på begrebet forstyrret spisepause i det hele taget. Det er elastik i metermål, og det er her Dennis Kristensen og LO svigtede totalt, samtidig med at de knuste sammenholdet blandt de offentlige fagforeninger.

Tomme tønder og enhed og kamp på gaden

Det viste sig at nogle af de der normalt råber højest som FOA og Jan Hoby, næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger), tog rollen som ”de ansvarlige”, og dels pressede forligsmands-institutionen til at forlænge konflikten med yderligere 14 dage, og dels forsøgte at sprede misinformation imod andre faggrupper. I sidste ende gik FOA solo og splittede sammenholdet på det regionale område, og truede med at gøre det samme på det kommunale.

Se

Jan Hoby forsvarer enegangslinjen

Men det er især blandt alle faggrupperne på gulvet, at der er vokset en solidaritet frem, og den er i direkte modstrid med de pinger der sidder i toppen og tror de kan bestemme over medlemmerne som var det en idiotisk partiforening – og bagefter blot henvise til næste overenskomst og næste folketingsvalg.

Denne konflikt – og det er en konflikt, selvom der ikke har været nogle ude og strejke – har givet en opblomstring af solidaritets-manifestationer. hvor alle faggrupper har været med. Hele landet har været med på gaden. Og det er ikke noget, som man kan tage æren for i fagforeningstoppen. Der er et kæmpe ønske, en vilje blandt folk til at deltage og til at råbe op. Og derfra er der ikke langt til at mobilisere og til at kæmpe for virkelige forandringer.

Det vigtigste resultat, der er kommet ud af konflikten indtil nu, er derfor en fornyet selvrespekt mellem og for alle ansatte i hele den offentlige sektor, og en begyndende forståelse for, hvor vigtig solidariteten er fra den kæmpende fagopposition og fra de mere aktionsduelige kræfter fra stilladsen m.fl..

Uden de kampvillige havde det ikke udviklet sig, og døgnmanifestationerne ved forligsinstitutionen var aldrig kommet i gang. De mange markeringer har givet et indtryk af potentialet i en samlet bevægelse. Og der er ingen tvivl om at denne mobilisering på gader og stræder i hele landet har tvunget regeringens krav om yderligere forringelser tilbage. For nu.

Aktivistisk handlingsfællesskab

Et aktivistisk tværfagligt handlingsfællesskab i opposition til pinger op pampere slår så småt sprækker i den neoliberalistiske diskurs og bryder frem båret af ønsket om enhed, solidaritet og kamp.

I den anden ende samme kamp står den sociale bevægelse, og kampen imod udsultning og nedskæringer på den offentlige sektor.

For den helt store understrøm af modstand mod nedskæringer og de absurde systemer folk møder i kommunen findes ikke kun blandt ansatte eller fagligt aktive. Den er vokset frem i det meste af befolkningen.

Denne kamp om den offentlige sektor som sådan har på en måde nået et nyt niveau igennem konflikten. Først og fremmest ved at solidariteten med offentligt ansatte primært er knyttet sammen med helt konkrete ting og områder som børnepasning, sundhedsvæsen og uddannelser og omsorg – mens moderniseringsstyrelsen og politikerne og hele eliten af konsulenter og regnearksgeneraler er trukket frem som dem man er imod.

At klassekampen er skærpet, og kampen for de varme hænder og ordentlige forhold for de ansatte er kommet i fokus i solidariteten under konflikten er derfor også en styrkelse af de sociale bevægelsers krav om en ordentlig behandling.

Slaget er nu på vej ind i næste fase og kampen om den offentlige sektor og ordentlige arbejdsforhold er langt fra overstået, men vil tværtimod blive yderligere skærpet.

Se også

Fortsat solidarisk OK2018 – Stem Nej!
Arbejderpartiet Kommunisterne 27. april 2018

 

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  27. april 2018