Udsmidningsminister Støjberg vil af med kvoteflygtningene – retter skytset mod somalierne

Efter at Danmark sidste år satte en bremse for nye kvoteflygtninge er myndighederne i gang med at finde ud af hvordan de kan slippe af med forpligtigelser overfor FN-flygtninge der allerede er modtaget fra konfliktområder i Mellemøsten og Afrika.

somalier-i-danmark
Det er senest kommet til udtryk i at Flygtningenævnet siden slutningen af april 2016 har vurderet, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Somalia ”ikke længere er af en sådan alvorlig karakter, at somaliere med deres blotte tilstedeværelse i landet risikerer forfølgelse og overgreb”.

Hvilket har fået udlændingestyrelsen til at vurdere ”at der ikke længere foreligger et beskyttelsesbehov i Somalia for personer, der ikke har individuelle konflikter med al-Shabaab.”

Og mens myndighederne er ved at afklare rækkevidden af den nye vurdering og Flygtningenævnet er ved at fastlægge en ny praksis, har integrationsminister Inger Støjberg i juledagene klart meldt ud at regeringen ønsker at sende de somaliske kvoteflygtninge hjem. ”Vi skal passe godt på mennesker, så længe de er forfulgt. Men bliver der fred i hjemlandet, så det er sikkert at komme tilbage, så skal man ikke opholde sig i Danmark. Så skal man hjem og bygge sit land op, siger hun.”

Og så tilføjer hun helt uden at kunne dokumentere det nærmere ”at Somalierne er blandt de flygtninge og migranter, som er faldet allerdårligst til i Danmark. Både hvis vi måler på kriminalitet og offentlig forsørgelse. Derfor mener jeg, at det er bedst for både dem og os, hvis flere kan vende hjem. Det gælder også for kvoteflygtninge.”

De nye danske vurderinger bekymrer FN’s vicehøjkommissær for flygtninge, der har skrevet til den danske minister, at somalierne bør blive i Danmark, fordi de som kvoteflygtninge er placeret i Danmark gennem FN’s Flygtningehøjkommisariat, UNHCR.

Og fordi sikkerhedssituationen i Somalia i virkeligheden langt fra er sikker. Der er ganske vist rolige uger og måske også gode perioder i enkelte byer på flere måneder. Men store dele af landet er ikke under kontrol af den indsatte regering.

Der er et virvar af udenlandske kræfter der blander sig både økonomisk og militært, og der er forskellige bevæbnede militser og terrororganisationer der bekæmper hinanden. En del af konflikten går tilbage til 60’erne den kolde krig, hvor de to supermagter på skift støttede og bevæbnede masser af de tidligere kolonilande i Afrika og Mellemøsten.

I 70’erne var Somalia en del af østblokken, men med myriader af bevæbnede revisionistiske og trotskistiske smågrupper. Og i 80’erne blev de i stedet venner med USA, efter de gik i krig mod Etiopien og fik en massiv tilførelse af våben.

Mens der i dag også er regionale magter som Tyrkiet og Saudi Arabien og Etiopien og Kenya der blander sig.

Et godt indtryk af tingenes tilstand kan man få ved at følge forsøget på at få valgt en ny præsident, et valg der i Somalia foretages af parlamentet. Parlamentet selv er blevet valgt af delegerede fra lokalsamfund, og har været kritiseret for omfattende snyd og korruption.

Blandt de næsten 20 der ønskede at opstille var stort set alle bosiddende udenfor Somalia, enkelte endda født og opvokset i Europa. Det forventes dog at valget kommer til at stå mellem fire spidskandidater løbet af januar.

Skal sikkerhedssituationen bedømmes er det jo ikke nok at se på om man er sikker i lufthavnen i Mogadishu, man skal man jo også kigge på om der reelt er nogle civile strukturer i landet, eller den indsatte regering er et korthus der holdes på plads af FN’s afrikanske styrker.

Den hårde tone fra ministeren mod de Somaliske flygtning og deres efterkommere, siger mere om ministeren end om flygtningene. Den somaliske gruppe er i virkeligheden på mange måder meget sammenlignelig med danskerne, bl.a. fordi de også kommer fra en traditionsrig handels- og søfartsnation, der er placeret på et geostrategisk knudepunkt, som alle gerne vil have en bid af.

Langt de fleste problemer med integration af flygtninge skyldes asylsystemets nedbrydende effekt og det, at landets elite i virkeligheden hader nødstedte kvinder og børn og kun drømmer om en verden med lydige, veluddannede og veltrænede kroppe til produktionen.

KPnet 10. januar 2017