Den revolutionære Jesus og revisionisten Kristus

Af Interpres

roed_fane_martyr

I juledagene og under vintersolhvervet – årets korteste dag – kan der være grund til at fundere over hvad og hvem vi egentlig fejrer. Officielt fejrer vi at ’Kristus’ – den kristne kirkes profet – kom til verden.

Oprindeligt var “julen” ingen kristen højtid. Kirken overtog solhvervsfesten og kanoniserede “julehøjtiden” til fejringen af den kristne kirkes profet Kristus, søn af “Kirkens Gudfader”. Det er i hvert fald det vi får at vide af kristne præster, biskopper og andre i det klerikale hieraki i den protestantiske såvel som andre kirker.

Der er al mulig grund til at reflektere over. om den statsautoriserede forkyndelse af ’Kristus’ i folkekirken har noget at gøre med den virkelige revolutionære agitator kammerat Jesus’ lære.

Kammerat Jesus

Hvem var i virkeligheden denne Jesus, som præster såvel politikere og præsidenter stadig i dag omtaler som et forbillede og ikon for den verdensomspændende kristne bevægelse, som i dag tæller flere milliarder mennesker?

Menneskebarnet Jesus kom til verden i det af romerne besatte Palæstina, som barn af fattige jødiske forældre. Det var en tid, hvor det romerske imperium ekspanderede som regional “supermagt” omkring Middelhavet med krig, terror, besættelse og modstand.

Slaveriet var udbredt, ’Den stærkes ret’ var endnu mere udbredt og accepteret end i dag. Blodhævn: Ordene “Et øje for et øje og en tand for en tand” er kendt fra den tid.

Ganske vist vandt den jødiske bevægelse, som Jesus var et ægte barn af, stadig flere tilhængere netop fordi den satte solidaritet og kærlighed, især det som er blevet kaldt det elvte bud: “Du skal elske din næste som dig selv!” som rettesnor for samlivet mellem mennesker.

Derudover fordømmer Jesus de romerske guder som “afguder”, som hedningetro. Marx taler om falsk bevidsthed.

Kristendommen er altså monolitisk, den tolererer ikke ’afguds’-dyrkelse, hvad enten det er i form af mammon eller de ’afguder’, som blev dyrket i det romerske imperium. Allerede på Jesus tid var de jødiske ledere begyndt at kollaborere med den romerske besættelsesmagt. Jesus angriber det Hellige Tempel i Jerusalem i protest mod det klerikale lederskab, som har forvandlet templet til en markedsplads.

Den nye revolutionerende lære, som den omrejsende agitator og hans kammerater spreder i det romersk besatte Palæstina, vinder stadig flere tilhængere.

Den romerske “supermagt” og dens lakajer er bevidste om det revolutionære indhold i Jesus’ lære: at alle mennesker er lige, selv slaver bliver betragtet som mennesker, og ikke som de udbytningsobjekter som det romerske imperiums herskende klasser udsuger til sidste dråbe sved og blod.

Det vækker uro i de herskende kredse i Rom. Derfor sætter Romerriget alt ind på at knuse den nye bevægelse. Jesus’ tilhængere og den kristne bevægelse tvinges under jorden. Jesus bliver dømt til døden på korset som tusinder af andre modstandere og oprørske slaver i Romerriget.

Jesus bliver martyr for den revolutionerende bevægelse, han er en del af. Enhver dyrken af Jesus og den lære, de første kristne forkynder, forbydes. Jesus- bevægelsens ledere forfølges, fornedres, tortureres eller bliver dræbt – enten af løverne i Colosseum som underholdning for den romerske elite eller af de romerske fangevogteres brutale vold.

Gennem tre hundrede år lever og kæmper de første kristne under jorden. Alligevel vokser bevægelsen ud over alle grænser. Først 313 år efter kammerat Jesus’ fødsel tillades den kristne bevægelse i det romerske rige, da under kejser Konstantin.

Skurken Kristus

En udmærket inspiration til en refleksion over Jesus og den verdensomspændende bevægelse, den ’fattige jødedreng fra Palæstina’ satte i gang, er forfatteren Philip Pullmans værk ’Det gode menneske Jesus og skurken Kristus’.

Her karakteriseres den semitiske profet Jesus oprindelige- og altså virkelige ’Kristus’ fra det besatte Palæstina (Israel) – som et helt andet menneske end den Kristus, som præster, biskopper, kardinaler og paver har prædiket for os helt frem til i dag. (Note1)

I den kristne kirke-bevægelse, som Paulus (Note 2) stod som religiøs fader og delvis organisator af, bliver kammerat Jesus’ oprindelige kommunistiske lære revideret “til en religion som romervældets herrer kunne være tjent med”, som den danske forfatter Hans Kirk (Note 3) udtrykker det.

Paulus, som selv deltog i forfølgelsen af de første ’kristne’, søgte klasseforsoning mellem det udbyttede flertal af slaver, udstødte mennesker og det brutale romerske imperiums blodbesudlede herskende udbytterklasser.

Paulus’ hovedmål var gøre Jesus’ lære – den oprindelige kristendom -ufarlig for de herskende udbytterklasser. Derfor reviderede Paulus den af de romerske herskerklasser forhadte kommunistiske lære, som oprøreren Jesus fra palæstinensiske Nazareth prædikede. Paulus bekæmpede det revolutionære indhold i oprøreren Jesus’ lære gennem at sprede mysticisme og klasseforsoning.

Forfatteren Hans Kirk giver udtryk for kernen i Paulus´ lære som buddet om: “I Slaver: Adlyd jeres Herrer”.

I romanen “Vredens Søn” beskriver Kirk Jesus og hans disciple som ’ejendomsløse’ oprørere, modstandere af den romerske besættelsesmagt.  De kæmper for at opbygge det, som kunne kaldes ’retfærdighedens og barmhjertighedens rige’.

Jesus’ lære: En slags utopisk kommunisme

I Pullmans roman er Jesus Kristus ikke én person, men derimod tvillingerne Jesus og Kristus, to brødre med vidt forskellige egenskaber og værdier. Jesus skildres som en menneskeven, der kæmper for, hvad vi kunne kalde en utopisk kommunisme, der bliver til bibelens messias, mens Kristus udlægges som hans revisionistiske levnedsskildrer og en noget mere manipulerende, kompleks og nøjeregnende person.

’Selvfølgelig eksisterede kommunisme og kapitalisme ikke for 2000 år siden, sådan som vi forstår disse begreber i dag. Men hvis det, vi ved om Jesus’ direkte lære og liv, trækkes over i nutiden … vil Jesus over for valget mellem disse to ideologier, vælge kommunisme frem for kapitalisme’.

Under kommunismen fordeles det samfundsmæssige produkt så ’enhver yder efter evne og nyder efter behov’. I Apostlenes Gerninger (Kapitel 4:32-34) ’. . . siges det, at apostlene levede i ejendomsfællesskab og at alle derfra tog efter sit behov. Det ligger tæt på Marx-citatet: ’Fra enhver efter evne, til enhver efter behov’.’

I Markus-evangeliet (Kapitel 10:17-31) ’. . . befaler Jesus den rige and at sælge sin ejendom og give den til de fattige. Er dette ikke omfordeling af rigdommen?’

I Brevet til Korinterne (8:9) ’. . . siger Paulus, at Jesus ‘var rig, men blev fattig for jeres skyld, så I ved hans fattigdom kan blive rige.’ Skønt dette citat oftest udlægges i åndelig forstand, kan det lige så godt udlægges bogstaveligt som en afspejling af det tidlige kristne syn på pengerigdom.

I Markus (Kapitel 10:21-22 ) ’. . . så Jesus på ham, elskede ham og sagde: ‘Du mangler kun en ting: Sælg nu hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, og du vil blive belønnet i himlen – og kom så og følg mig.’ Da han hørte dette, blev han chokeret og gik bedrøvet derfra, for han havde megen ejendom.’

Jesus brød sig ikke specielt om de rige. Jesus underviste i omfordeling af rigdom. Jesus følte, at de fattige, de syge og samfundets udstødte var alles ansvar … ja, vi er vores brødre og søstres vogtere.

Vi revolutionære kommunister henviser til lignelsen om den barmhjertige samaritan. Kommunismen afspejler i langt højere grad end kapitalismen disse værdier.

Kamelen og nåleøjet

I Matthæus (19:24) ’siger Jesus: ’Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.’ Pointen var at det er meget svært for en rig person at komme i himlen.

Faktisk angiver Markus (10:17-22), at den eneste måde en rig person kan komme i himlen er, med Jesus’ ord, at ’sælge alt hvad du har og give det til de fattige’.

’Jesus advarede også mod kapitalakkumulation ved adskillige andre lejligheder. I Matthæus (6:19) siger han: ’Ophob ikke skatte til jer selv på jorden’, og nogle få vers senere (i Matthæus 6:24) siger han: ’I kan ikke tjene både Gud og Mammon’.

I Lukas 6:24 siger han ’Ve jer, som er rige’. Jesus misbilligede rigdom, fordi han mente, det var forkert, at nogle mennesker levede i ødsel luksus, mens andre sultede.

Ifølge Apostlenes Gerninger (2:44) søgte hans oprindelige følgere at efterleve denne lære efter han forlod dem. De dannede et samfund i Jerusalem, kendt som nazaræerne, hvor alle ’ejede alting i fællesskab’, og hvor alle nye medlemmer skulle sælge deres ejendom og give, hvad det indbragte, til en fælleskasse.

Det er selvfølgelig et trist budskab for de rige og velhavende i vore dages kapitalistiske verdensorden, og hvor mange gange møder man ikke folk, der forklarer, at ’nåleøjet’ var navnet på en trang port til Jerusalem, hvor det var meget svært at klemme en kamel igennem.

Eller  man hører den velhavende direktør:
-Ja, ja det er meget smukt med at du skal elske din næste og dele din rigdom med de fattige, sådan som Jesus og andre kommunister prædiker, men det er urealistisk og kan ikke lade sig gøre for mennesker er i grunden egoistiske. Direktøren taler naturligvis om sin egen egoisme, men forsøger at smøre hendes egen egoisme af på hele menneskeheden.

En ’forklaring’, man sjældnere hører i Danmark er, at ’kamel’ betyder ’reb’ – de to ord er nemlig næsten ens på græsk. Faktisk er enkelte manuskripter fra det 11. århundrede reviderede , så Jesus siger reb i stedet for kamel. Det var også en fortolkning, Calvin gik ind for. Hvis ikke man kan lide Jesus’ ord, så reviderer og tilpaser man dem bare.

’Forklaringen’ gør Jesus’ ord mere spiselige for de rige, der ikke vil opgive deres kapitalistiske ejendom. Hvis det er muligt for kamelen at klemme sig ind gennem den trange port, vil en velbjerget kapitalist eller middelklasseborger, middelmådig reformistisk politiker eller arbejderaristokrat også kunne klemme sig ind i nåleøjet ved at følge de ti bud.

I kontrast er det befriende at læse The Jerome Biblical Commentary, hvor der står rent ud: ’Kamel og nåleøje betyder nøjagtig, hvad det siger. Det refererer ikke til et reb eller en gyde i Jerusalem.’

I dette sidste er alle bibelkommentarer enige. Nogle få hævder, at den berømte nåleøje-port blev bygget i det sjette århundrede – de fleste hævder, at porten ikke findes. Alle er enige om, at der ikke var en sådan port på Jesus’ tid, og at hans ord skal forstås fuldstændigt bogstaveligt: Det er umuligt for en rig mand at komme i Himmelen.

Kamelen gennem nåleøjet var et standardudtryk for noget, der var umuligt og absurd. Skrifter fra den tid er fyldt med kameler og elefanter, der ikke kan komme gennem nåleøjer – også i Koranen. Næsten 600 år efter kammerat Jesus følger en anden semit – Muhammed – i Jesus’ fodspor

Langt de fleste klerikale ledere af islam fra Saudi-arabien til Irak, Iran og Indonesien har ligesom den kristne klerikale elite i vest foretaget en reaktionær revision af den oprindelige revolutionære bevægelses tanker om et kommunistisk fællesskab, for at tjene de reaktionære imperialistiske og kapitalistiske klasseinteresser, som hersker i verden i dag.

Originalartikel hos Interpres her

Interpres er en marxistisk-leninistisk blog med megen historisk dokumentation og aktuelle analyser, på svensk, dansk og engelsk.

KPnet 26. december 2016