Kommunistisk samlermani? Af K. Dalgaard

Debat: Oktoberrevolutionen 100 år 2017 – og vejen til ét stærkt kommunistisk parti i Danmark

Af K. Dalgaard

 

roedt_flag_boersen


Man kan samle på mange ting; Sten, frimærker, Pokemons, og en masse andet. I Danmark er der 4 partier der kalder sig kommunister. Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPID), og Kommunistisk Parti (KP). Sidstnævnte KP har gjort det til sin levevej, at være dem der snarrådigt ved, at kommunister skal samles i ét parti.

Bevares. Kommunister bør samles og en kommunist er aktiv i det kommunistiske parti. Men snart 20 år efter splittelsen af DKP/ML, og snart 100 år efter Oktoberrevolutionens sejr i Rusland, er der nogle spørgsmål der må studeres, såfremt en samling er på tale.

1. Hvad er et kommunistisk parti?

Et kommunistisk parti er et parti der er kommunistisk og revolutionært af gavn, ikke blot af navn. Enhver kan stifte et parti og kalde det kommunistisk og opfordre til, at andre der kalder sig kommunister slutter op om netop dette parti.

I optakten til revolutionen i Rusland fandtes masser af partier, der af navn var både sociale og revolutionære. Det gik imidlertid sådan, at det var Lenins parti som i 1917 ledede denne første succesrige socialistiske revolution i historien.

Først og fremmest gik det sådan, fordi det parti havde en revolutionær strategi.

Ideer som ”antimonopolistisk demokrati” og andre typer overgange til socialisme der i dag er udbredte i DKP, KPID og KP, havde intet hjem i Lenins parti. Lignende ideer om samarbejde med klassefjenden, opgivelse af revolutionen(!), og andre kompromisser eksisterede der til gengæld flere af i de andre af periodens partier.

Hele tiden med den sejrrige Oktoberrevolution og første verdenskrig som optakt er et skisme i den internationale arbejderbevægelse.

I det russiske parti vandt den revolutionære del af partiet flertallet i årtierne efter århundredeskiftet. Bolsjevikkerne, der netop betyder flertal, holdt fast i en revolutionær teori og afviste de småborgerlige ideer i klassekampen. I Tyskland og andre vesteuropæiske lande gik det omvendt. Det internationalt betydende tyske parti støttede op til første verdenskrig en militær oprustning i fædrelandets navn og årevis med europæiske skyttegrave fulgte.

Spørgsmålet om revolution eller reformisme er altså ikke bare af betydning for revolutionens sejr men også graden af borgerskabets reaktionære udvikling.

Spørgsmålet om hvad et kommunistisk parti er, om et revolutionært parti eller et revisionistisk og derved reformistisk parti – såvel i teori som i praksis – er altafgørende. Altafgørende, og der kan dårligt bruges for meget tid på at studere indholdet af et kommunistisk parti.

Den fra KP gentagne råben om ”Samling af kommunister” og den evige sandhed ”Sammen er vi stærke” bliver til hult hykleri, og ellers rigtige sætninger bliver gjort til skadelige floskler.

Kan en samling af personer der kalder sig kommunister, men som afviser revolutionen være en samling af kommunister? Nej, det kan allerhøjest blive en samling af samlere som for borgerskabet udgør en cirka lige så stor trussel som en klub af frimærkesamlere der specialiserer sig i sovjetiske frimærker – og efter humør inkluderer cubanske, nordkoreanske eller venezuelanske frimærker i den socialistiske samling.

Til gengæld udgør det projekt for den kommunistiske bevægelse en trussel om yderligere forvirring. Forvirring om hvad et kommunistisk parti er, og en trussel om yderlige fastholdelse og udbredelse af reformistisk strategi.

Det kommunistiske parti er netop defineret ved indhold over form, ved at indholdet dikterer formen i det indbyrdes dialektiske forhold. Ved at formen underbygger indholdet, ved at partiet underbygger politikken når partiet har besluttet den. Ved at partiets form, som f.eks. partiets struktur og partilovene er dannet af en revolutionær strategi.


2. Et kadreparti eller et masseparti?

Dette spørgsmål har været rejst flere gange, i flere partier, i flere lande. Det hænger på mange måder sammen med det første spørgsmål og har rod i samme problemstilling, men det må stadig besvares særskilt.

”Masseparti” er igen en af parolerne fra KP gennem små 20 år. Ikke mindst formand Jørgen Petersen er fortaler for den ide. ”Masser af parti” eller ”Masser af partikammerater” lyder jo tillokkende, og den type af fortolkning kan der dårligt tales imod.

Når parolen ”Masseparti” rejses konkret er der imidlertid tale om demagogi. Den besnærende tanke om flere skuldre til at bære vægten i partiet bruges til at nedbryde de revolutionære principper og til at afvise de krav som et kommunistisk parti stiller sine medlemmer.

Det parti som gennemførte revolutionen i Rusland var et kadreparti. Et parti der krævede af sine medlemmer at de var aktive og arbejdede for partiets politik. Det kommunistiske parti kan ikke leve med passive medlemmer, der henfalder til diverse borgerlig tankegods, uanset hvorvidt disse medlemmer betaler kontingent eller pynter på en medlems-statistik.

Opgaven for en kommunist er ikke at bygge et luftigt masseparti, der langsomt eller hurtigt udvandes politisk, uanset om medlemstallet pyntes eller ej.

Opgaven for en kommunist er at opbygge et stærkt kadreparti, der til stadighed søger at udvide sin medlemsskare i overenstemmelse med forholdende. Et parti som uden undtagelse vil opleve såvel medlems-mæssige fremgange såvel som tilbagegange, så længe partiet opererer under kapitalismen.

Det kommunistiske parti er ikke immunt for de økonomiske og politiske bølger, der skyller hen over det kapitalistiske samfund, og det vil påvirkes af disse. Prøvelsen for partiet er at navigere bevidst gennem flod og ebbe, og gennem storme og udenom vraggods fra andres forlis.

3. Hvad er erfaringerne med disse samlinger og massepartiet gennem 20 år?

Ved siden af de mere teoretiske spørgsmål er det relevant at forholde sig til dette spørgsmål. Det er relevant, fordi KPs ledelse nu i 20 år har stukket blår i øjnene på sit eget parti, den kommunistiske bevægelse og den del af arbejderklassen der søger og mangler et stærkt parti.

I 1997 undergravede en klike i ledelsen af det hedengange Danmarks Kommunistiske Parti – Marxister-Leninister (DKP/ML) den daværende formand for partiet samt flere andre – og ikke mindst den revolutionære linje. Massepartiet erklæredes og alle kommunister skulle samles.

Første skridt mod samling og massepartiet var en splittelse af DKP/ML og en markant afskalning af af dygtige og erfarne partikammerater – i samlingens navn.

Hvor liberal og åben KPs ledelse end udlægger samlingsbestræbelsen, er der altså nogle, der ikke er velkomne – og som til dato ikke har adgang til Arbejderens spalter.

Hvor oprigtig KPs ledelse end kan lyde, bør omstændighederne ved de første skridt undersøges af de der ønsker en samling – inklusiv det konspirerende ledelses-spil som foregik ved splittelsen af DKP/ML.

Efter disse manøvrer udrensedes partiets historie og kendsgerninger blev gemt væk i arkiver som ikke lægges frem. Hvor er DKP/MLs historie? Er der et teoretisk opgør med DKP/MLs strategi? Alt er usagt og gemt væk under et falsk banner der læser ’samling’.

Senere bejledes stærkt til KPID. Disse samlingsbestræbelser førte til dannelsen af splittelsen af KPID – og gruppen der forlod KPID dannede gruppen der slet og ret hed ”Kommunistisk Samling”(KS).

Forløbet bød ikke på en åben selvransagning hos de tidligere DKP/Ml’ere. Alligevel lykkedes det at skabe en enhed på et grundlag, som kunne accepteres af revisionisterne fra KS.

Forskellige person-spørgsmål og historisk nag synes at have spillet en betydelig rolle, i forhold til hvem der gjorde hvad i situationen, og en politisk debat var svær at ane.

Det til trods var KS’ tilslutning til KP et eksplicit udtryk for, at de tidligere DKP/ML-ledere var gået over på et revisionistisk grundlag.

KS sluttede sig til KP, men en afskalning fortsatte af flere grunde i KP. Der var efter denne samling lige så mange partier som forinden, og KP blødte stadig medlemmer.

Siden har Jørgen Petersen som formand og en skrumpende del af tidligere DKP/Ml’ere i ledelsen fortsat flirtet med såvel DKP og som resten af KPID og løbende rejst parolen om samling – underforstået at disse partier skulle rykke til KP.

Snart har flirten været med DKP, snart med KPID, snart dem begge, og et langvarigt tand-udtrækkende spil uden nogen synlig politisk substans har været første punkt på KPs ledelses dagsorden i 2 årtier.

For nylig er KPIDs nuværende formand Arne Cheller blevet lun på KP, og der skal være tale om en ny samling.

Arne Cheller har ellers tidligere været imod en sådan samling og været bekymret for de tidligere DKP/ML’eres tidligere holdninger.

KP på den anden side er efterhånden så udvandet, og partiprojektet samt Arbejderen bundet så stramt op om omkring ”Samling”, at der ikke længere eksisterer meget valg. Partiet, der råbte samling, igen og igen, har løbende tabt medlemmer.

Især de unge kræfter men det begrænser sig ikke hertil, og partiet er blevet fanget af dets egen strategi.


4. Hvilke andre spørgsmål må rejses?

I det seneste nummer af Skub (Skub august, side 26) rejser Birgit Unnerup (BiU) nogle af de spørgsmål der må besvares.

De kan ikke alle gennemgås i denne artikel, men de er alle gode bud på spørgsmål, som bør debatteres for at afklare de reelle uenigheder partierne imellem.

Et forsøg på at undgå disse spørgsmål, dækker kun over politisk dobbeltspil og en art af principløs samlings-opportunisme.

Det første spørgsmål, BiU rejser, handler om Enhedslisten og dobbelt medlemskab. APK har ved nogle folketingsvalg siden sin stiftelse opfordret til at stemme på ‘modstandere af krig og EU’.

Ved de seneste valg, efter Enhedslistens støtte til Libyen-krigen og andre militære operationer, samt Enhedslistens stabile højredrejning og alibi for Socialdemokratiske regeringer, har APK opfordret til at stemme blankt eller på lokalt udpegede kandidater.

Dobbelt medlemskab er ikke en mulighed. Ikke på grund af loyalitetsgrunde, som BiU debatterer i sin artikel, men derimod af politiske årsager.

Strategisk må det også påpeges at rollen som halehæng, ikke kan være et kommunistisk partis opgave. Rollen som halehæng til Enhedslisten, der selv er et halehæng til Socialdemokratiet – og derigennem kapitalismens halehæng og alibi, er ikke en rolle der frister den revolutionære.

BiU rejser spørgsmål om hvilke lande der opfattes som socialistiske, både før og nu.

Denne debat, som kan være definerende for hvad socialisme er, er grundlæggende for hvad et kommunistisk parti arbejder for.

Af BiU rejses det faktisk i flere omgange med forskellige indgangsvinkler, der alle er inkluderet spørgsmålet; Hvad er socialisme?

En konference eller lignende form for åbent møde, der debatterer de spørgsmål, der rejses i den nærværende artikel, samt de spørgsmål som BiU rejser i sin artikel, vil være gavnlig og for alvor være en del af en afklaring af uenigheder.

Se
Birgit Unnerup: Uenighedspunkter i sammenslutningsprocessen
Skub, august 2016 (pdf)

5. Hvad så?

Det mest relevante spørgsmål af dem alle for de kræfter som har genkendt den reformistiske limpind. Både den 100-årige limpind hos de reformister der afviste revolutionen og valgte krigen i de første årtier af det seneste århundrede, og den 20-årige limpind hos de tidligere DKP/ML-ledere.

Det er et faktum at APK fastholder en revolutionær strategi og bevidst holdes på afstand af diskussioner om et kommunistisk parti. Dette sker ved udelukkelse fra Arbejderens spalter, samt ved at APKs holdninger og kritik kraftigt søges ignoreret på linje med med den revolutionære teori af Lenin der banede vejen for socialismen i 1917.

Det er også et faktum, at der findes flere kommunister og bevidste arbejdere, som enten er partiløse eller er medlemmer af partier, som er baseret på en revisionistisk og derved reformistisk grund.

For reelt at styrke den kommunistiske bevægelse må der søges dannet fora for en reel debat om kommunistisk teori og praksis.

For reelt at styrke den revolutionære og progressive bevægelse må der søges dannet fora for en reel debat om bevægelsens politiske opgaver.

Der må tages skridt til at disse fora på sigt kan udgøre en kerne i en enhedsfronts-bestræbelse uagtet hvilke partier deltagerne ellers er medlem af.

En sådan bestræbelse vil være af reel betydning for klassekampens udvikling i modsætning til mekaniske sammenlægninger af partier, eller rettere dele af partier.

En sådan politisk kampbestræbelse vil være levende og et udtryk for ægte kommunistisk politik.

K. Dalgaard er forfatter og redaktør af KPnetTV, medlem af Arbejderpartiet Kommunisterne
Se også

Revolution eller reformisme: Carl Madsen og ‘det antimonopolistiske demokrati’
Af Henning Paaske Jensen, Novemberkonferencen 2003

Mennesket er menneskets håb
Af Eric Skytte, 23. januar 1999

KPnet 1. september 2016