Jesper Morville på APKs Sommertræf: Brexit – de store perspektiver og muligheder

Flertallet for Brexit kom fra et bredt politisk spektrum, fra UKIP til kommunister og en samarbejdende Leave-kampagne. Først og fremmest havde det sin basis blandt arbejderne og i de fattige områder af landet. Jesper Morville beskriver baggrunden og de store perspektiver den britiske udmeldelse har – også for EU-modstandens muligheder i Danmark. Første skridt er en stærk underskriftsindsamling med kravet om en dansk folkeafstemning om at forlade EU og at få udbredt debatten om alternativet – et Danmark fri af EU

Af Jesper Morville, medlem af Folkebevægelsen mod EU’s landsledelse og internationale udvalg
Oplæg om Brexit ved APKs sommertræf i Nyborg 29. juli 2016

Hvem stod bag flertallet for at forlade EU?

De fleste af de store medier i såvel Storbritannien som i Danmark og andre europæiske lande har udråbt resultatet af den britiske afstemning om EU-medlemskabet den 23. juni som en sejr for højrefløjen. Det er lige så usandt som de samme hjemlige mediers udråben af Dansk Folkeparti som ”sejrherren” ved vores afstemning om retsforbeholdet i december. DF har trods alt ikke 53% af vælgerne bag sig!

Hos de to store, dybt splittede partier, var det lidt over halvdelen af de konservative vælgere, der stemte for at forlade EU og lidt under halvdelen af Labours vælgere; af de mindre partier stemte de fleste medlemmer af det højreorienterede UKIP for at forlade, mens store mindretal hos det liberale parti og De Grønne – begge officielt EU-tilhængerpartier – også stemte for at forlade Unionen.

Og ser man på den geografiske fordeling af hhv. remain- og leave-stemmer, er de største flertal for at forlade EU helt klart i de fattige distrikter med traditionelt labour-flertal: i det nordøstlige England og i industriområderne i Vestengland. I centrum af byer som Liverpool og Newcastle, hvor huspriserne er tårnhøje, at kun de rigeste har råd til at bo der, var der dog flertal for at forblive, mens ”leave”-stemmerne hentedes i alle områderne udenfor bycentrene.

Det fortæller lidt om, at ”leave”- stemmerne kom fra et bredt politisk spektrum, og at de alle, fra UKIP til det store labour-mindretal og kommunistiske stemmer, var nødvendige for det endelige resultat. Det understreges også af, at det lykkedes for mange af disse grupperinger, med vidt forskellige udgangspunkter, at arbejde sammen i tværpolitiske netværk uden at bruge kræfterne på de interne uoverensstemmelser; noget, der ikke er hverdagskost i Storbritannien.

Hvad handlede debatten om?

Ser man igen på de store EU-begejstrede medier, er det indvandrerfrygt og racisme, der var det absolutte hovedemne i valgkampen. Franz Krejbjerg og jeg havde glæden, sammen med Lave Broch fra Folkebevægelsen, at være i England et par gange under valgkampen og tage pulsen på den. Og vi kan trygt afvise det mediebillede!

Det er sandt, at indvandring var et vigtigt tema i valgkampen. Det er ikke så mærkeligt i et land med over en million indvandrere årligt. Den fejl, mange medier begår, er at tage det for givet, at debat om indvandring er lig med en fjendtlig holdning til indvandrere. Der var indvandrerfjendske grupper blandt de, der ønskede, at Storbritannien skulle forlade EU. Dem mærkede vi dog ikke noget til under vores turné. Men vi mødtes med mange, ikke mindst fra de EU-kritiske fagforeninger og fra De Grønne, for hvem den debat drejede sig om at bekæmpe social dumping og sikre, at arbejdskraft fra andre lande fik samme vilkår som britiske arbejdere.

Det britiske LO, TUC, var for forbliven i Unionen. Hovedårsagen til det, fik vi at vide, var daværende EU-kommissionsformand Jacques Delors´ evne til, under de dystre Margaret Thatcher-år, at ”sælge” EU’s nye ”sociale charter”, der senere blev indskrevet i Amsterdam-traktaten, som et positivt alternativ og ”sikkerhedsnet” sammenlignet med hendes angreb på alle sociale rettigheder. Men en håndfuld mindre fagforeninger, især transportarbejderne og andre, der allerede har mærket effekten af EU’s privatiseringskrav (privatiseringen af bl.a. jernbanedriften) kunne i deres kampagne henvise til Laval- og Viking- sagerne, hvor EU-domstolen i praksis har forbudt fagforeninger at aktionere for, at udenlandske kolleger får samme løn- og arbejdsvilkår, som de selv har tilkæmpet sig. For dem hænger kampen for en anstændig behandling arbejdskraften – også indvandrerne – nøje sammen med at komme ud af EU og genvinde kontrollen over egne vilkår. De har af erfaring lært, at EU aldrig kan reformeres i social retning, men tværtimod står som garant for neoliberal nedskærings- og privatiseringspolitik, som ingen faglige aktioner får lov til at anfægte.

Det understreges bl.a. i en folder fra TUA EU, Trade Unionists Against the EU, der også fastslår: ”No to EU Rail Privatisation – vote to leave the EU”.

I flere faglige kredse var debatten om TTIP også en øjenåbner, der havde gjort dem mere EU-kritiske. Det fagforeningsbaserede EU-modstandernetværk CAEF, Campaign against Euro Federalism, havde som en del af deres kampagne udarbejdet en glimrende lille pjece: ”Stop TTIP”. At Storbritannien nu pr. definition ikke bliver en del af TTIP er et væsentligt aspekt af afstemningsresultatet. Forhåbentlig kan det endegyldigt afspore forhandlingerne!

Flere af disse faglige og labour-netværk, der arbejdede for en udmeldelse, arbejde sammen, og var også i fællesskab tilknyttet andre tværpolitiske netværk. Det største, Vote Leave, take control, anslog også anti-privatiseringstoner i en folder: ”Red vores offentlige sundhedsvæsen – beskyt dit lokale hospital”. Den stillede spørgsmålet: ”Hvad er sikrest – at stemme for fortsat at sende millioner af Pund til EU hver uge, eller at stemme for at bruge pengene på det, vi selv vil prioritere, som vores offentlige sundhedsvæsen og Kræftens bekæmpelse?” Også her talte mange, læger og sygeplejersker, af egne bitre erfaringer med EU’s privatiseringskrav.

For mange af de, der stemte for at forlade EU, var der således en nøje sammenhæng mellem at genvinde demokratisk kontrol med landets styre og bruge den til at sikre fælles goder: et velfungerende offentligt sundhedsvæsen og beskyttelse af faglige rettigheder.

Det globale aspekt var i høj grad også med i leave-kampagnen. Det faglige materiale angreb Fort Europa, ligesom materiale fra de grønne EU-modstandere, Green Leaves gjorde (ikke at forveksle med den populære sang Greensleeves). Det tidligere medlem for De Grønne i Londons bystyre og nuværende medlem af Overhuset i Parlamentet, Jenny Jones (der også har modtaget Folkebevægelsens Træskopris) fastslår i sit kampagnemateriale, at ”EU kan kun blive en endnu mere anti-demokratisk, anti-økologisk, pro-vækst, pro-big business centraliseret organisation”, og uddyber, at ”EU bliver en diktatorisk gennemtvinger af nedskæringer og dereguleringer, der ikke tager hensyn til konsekvenserne for almindelige menneskers og for vores planet, og som vil afspore enhver folkevalgt regering, der vover at modsætte sig den neoliberale ideologi”.

Dette er vist eksempler nok til at påvise, at valgkampen var alt andet end en omgang højreorienteret, indvandrerfjendsk propaganda.

Om reaktionerne på afstemningsresultatet

De ekstremt arrogante udtalelser fra de to forhenværende udenrigsministre Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft om, at folk er for dumme til at kunne tage stilling til EU-spørgsmål, er dårligt nok en kommentar værd. Det var dog fornøjeligt at læse, at vores tidligere EU-parlamentsmedlem Ib Christensen, tillod sig at spørge dem om, hvad man så skulle mene om de skvadderhoveder, der stemte os ind i EF i 1972 og godtog EF-pakken i 1986?

Mere interessant er andre ledende politikeres forsøg på at ”fortolke” og ”forstå” den stigende EU-modstand i alle lande – og derved undgå flere folkeafstemninger, fordi de nok skal give folk et EU, de kan være glade for! Den nuværende udenrigsminister, Kristian Jensen, gjorde sig allerede inden den britiske afstemning klog ved at sige, at ”Hvis det europæiske samarbejde skal overleve og genvinde sin folkelige opbakning, er der brug for en beskæring af EU. Enhver havemand vil sige, at engang imellem skal buskadset beskæres for at kunne gro og være stærkt. … Der skal være mindre indblanding i landenes sociale systemer og mindre indblanding i landenes kulturelle forhold og mere respekt for, at landene selv kan vælge deres vej.” (Berlingske Politiko 23. april 2016)

Dagen efter den britiske afstemning medgav Lars Løkke, at ”i befolkningerne eksisterer der en skepsis mod EU. Det må vi som beslutningstagere i EU tage meget alvorligt. Det kræver en ekstraordinær indsats at genvinde borgernes tillid og opbakning til det europæiske samarbejde. EU skal fokusere på de store problemer, som optager Europas befolkninger, men holde sig fra områder, hvor medlemsstaterne kan gøre det bedre selv. … Vi har ikke været gode nok til at forklare fordelene”, slutter han. (Politiken 24. juni 2016)

Ved disse lejligheder nævnte ingen af vores ledende regeringsmedlemmer, at det, David Cameron bad de britiske vælgere om at sige ja til, netop var en aftale, han havde indgået i Bruxelles om at føre magt tilbage til medlemslandene og begrænse EU’s magt! At de områder, hvor han havde fået grønt lys til at lade London bestemme mere, mest handlede om sociale forringelser, især for borgere fra andre EU-lande, er noget andet. Det vigtige er, at vælgerflertallet ikke troede en døjt på, at man kunne forhandle sig frem til et ”slankere” og mere demokratisk EU. De vidste, at hvis man ville tilbageerobre sin demokratiske indflydelse, kan det kun ske ved at sige farvel til Unionen.

Situationen i Danmark

Det skal vi huske, når det forhåbentlig lykkes os at få en tilsvarende folkeafstemning om selve medlemskabet her i Danmark. Hvis det lykkes, vil Folketingets ja-flertal utvivlsomt også komme hjem fra Bruxelles med en aftale, der gør EU ”meget mindre centralistisk”. De engelske vælgere har vist, hvor meget tillid, man bør have til den slags løfter.

Men får vi sådan en folkeafstemning?

Folkebevægelsen har som bekendt, på vores hjemmeside og på gader og stræder, samlet underskrifter til fordel for den siden vores landsmøde i marts; en underskriftsindsamling, rigtig mange af jer også har knoklet for. I de sidste uger op til den britiske afstemning kunne man mærke, at flere og flere folk var blevet opmærksomme på, at det altså kunne lade sig gøre at vælge mellem at forblive i eller forlade Unionen. Og antallet af underskrifter steg hurtigt. Men der kræves selvsagt mere end det.

Enhedslisten har bakket op om idéen og har nu nævnt grundlovsdag 2017 som en god dato for en afstemning. DF støttede ikke på nogen måde kampagnen. Men efter resultatet af den britiske afstemning har de vist til dels ændret signaler.

Men vi må selvsagt også have en kampagneplan klar til den dag, afstemningen eventuelt kommer. I Folkebevægelsen fortsætter vi underskriftsindsamlingen for øget kraft; men vi ser også på, hvilke alternativer, det vil være nødvendigt at præsentere, hvis vi skal overbevise et flertal af vælgerne i dette land om, at der er en verden udenfor EU, og at den verden kan være meget meget bedre end et fortsat medlemskab af Unionen. Vi må håbe og give de bidrag, vi nu kan, til at Storbritannien får en fornuftig udtrædelsesaftale og eventuelt genindtræder i EFTA.

Både den islandske og schweiziske regering har udtalt sig positivt i den retning, mens den norske regering er mere skeptisk. For Danmarks vedkommende har flere opinionsundersøgelser vist, at hvis valget står mellem et styrket nordisk samarbejde, hvor de nordiske lande i fællesskab kan indgå samhandelsaftaler med såvel EU som med alle andre relevante lande, og en forbliven i EU, vil et flertal vælge at forlade Unionen. Og FN, Europarådet og mange andre samarbejdsorganer bør også styrkes – frem for at EU som en anden gøgeunge smider dem ud af reden.

Det er nyt og lidt spændende, at det nu er os, der er i offensiven, og at der for alvor kan konkretiseres alternativer til EU. Men slaget er langtfra vundet. Der er meget, vi først skal forsvare os imod. Og vi har brug for alle gode kræfter og samarbejdspartnere!

Den 25. august kl. 17-19.30 afholder Folkebevægelsen således i samarbejde med Afrika Kontakt, 3F København og Aalborg og 3F BJMF en konference om TTIP, TISA og CETA i landstingssalen på Christiansborg. Vores egen Rina Kari, Dennis Kristensen fra FOA, Ole Tange fra PROSA og mange flere medvirker. Man skal tilmelde sig og kan gøre det på Folkebevægelsens hjemmeside:  Den debat er ikke blevet mindre aktuel efter Brexit.

Og den 29. oktober planlægger Folkebevægelsens alternativudvalg en konference i Odense om netop alternativer til EU. Forslag til temaer og oplægsholdere er velkomne.

Jeg håbet se jer ved begge lejligheder.

Brexit var en modig og særdeles perspektivrig beslutning, der åbner mange muligheder. Som alle muligheder kan de bruges – og misbruges. Hvis vi står sammen, kan vi bruge de muligheder, det åbner, til noget rigtig positivt!

Jesper Morville
Medlem af Folkebevægelsen mod EU’s landsledelse og internationale udvalg.

Læs mere

Rødt og revolutionært sommertræf 2016

Vi vil også stemme!
Folkebevægelsen mod EU

KPnet 30. juli 2016