‘Under Sandet’: Årets danske film – men historieforfalskning

Af Franz Krejbjerg

Anmeldelse i det antifascistiske tidsskrift Håndslag 1, 2016

‘Under Sandet’ er et dansk-tysk krigsdrama fra 2015, som er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet. Filmen påstås at fortælle den ”mørklagte” sandhed om rydningen af miner på det stykke af Nazitysklands Atlantmur der lå i Danmark langs den jyske vestkyst.

Men det holder slet ikke, tværtimod bliver det endnu et eksempel på fordrejning og historieforfalskning. ‘Under Sandet’ er et uhyggeligt propagandastykke, der hyldes og fejres med tildeling af filmpriser.

‘Under sandet’ fik både en Robert og en Bodil som årets danske spillefilm 2016 men fortegner historien

‘Under Sandet’ er en ret typisk krigsfangefilm. En lille scene, hvor handlingen drejer om fanger og deres fangevogtere og det spil og relationen,  der udvikles imellem dem. Alle fanger bliver portrætteret som sympatiske, og der gøres meget ud af at præsentere fangerne på en måde, så man umiddelbart føler oprigtigt med dem. De ankommer snavsede og sultne. Og de er meget unge og nærmest børn.

Alligevel er de tyske fanger venlige, eftertænksomme og har håb og drømme for fremtiden. Og udviser opfindsomhed, og solidaritet med hinanden.

På den anden side vises fangevogterne fra den sejrende side: En ret opfarende dansk sergent, der af udseende er stor og muskuløs. Et par danske befalingsmænd, der underviser i minerydning og ellers holder en kynisk distance til både opgaven og dem, der udfører oprydningen. Der er ifølge filmen ikke en særlig grundig træning af de tyske fanger i at finde og uskadeliggøre minerne.

Et par engelske soldater af ukendt rang optræder i en enkelt scene som overfaldsmænd. Og i en birolle optræder en usædvanlig reserveret dansk bondekone og hendes enfoldige lille barn.

Vi må som publikum til denne beretning forstå det sådan, at filmens synspunkt er, at disse repræsentanter skal forestille den danske befolkning (bondekonen) og de danske befalingsmænd (den hidsige sergent og hans overordnede) og den allierede befrielsesmagt som overfaldsmænd.

Vi må også forstå, at organisationen bag løsningen af opgaven virker meget spinkelt sat op. Det er meget lidt, der vises af det kæmpe apparat på flere tusinde mand med forskelligt materiel, der reelt var. Vi holdes som publikum isoleret sammen med fangerne og deres fangevogter, i deres lille stykke af den umådelige sandstrand med tusindvis af skjulte miner.

Filmen er flot fotograferet, og den smukke naturlige kulisse ved Vesterhavet skaber på sin særlige måde en kontrast mellem handlingens dramatiske uhyggelige scener og den tilsyneladende idyl.

Det er ganske lidt der kan siges yderligere om handlingen, der udspiller sig i månederne efter befrielsen. Det farlige arbejde tager livet af de unge tyskere en efter en, og det er ganske hjerteskærende og trist.

Det er på den måde positivt at filmen omhyggeligt tegner et portræt af de tyske fanger som mennesker, som man faktisk når at føle med, inden filmen sender næste mand til himmels. Det er i grel modsætning til at filmen samtidig nærmest dæmoniserer alle andre. Bortset fra den danske sergent der har kommandoen, og som langsomt bløder op, som filmen skrider frem.

‘Under tvang’

Der bliver på intet tidspunkt lagt skjul på, at hensigten med filmen er at beskrive oprydningen på vestkysten,  som om det var et hemmeligt skjult forbryderisk kapitel om Danmarks rolle i efterkrigstiden. Tilsyneladende mener instruktøren, at overgreb på tyske børn var dagens orden.

Som inspiration til filmen er bl.a. en ganske lille bog på 100 sider ‘Under tvang’, fra 1998 af Helge Hagemann, som er inspireret af en overleveret fortælling om, at det livsfarlige arbejde med minerydningen blev udført under alt for stort tidspres. Det er også fra Helge Hagemann, at det påstås, at de tyske soldater var at betragte som krigsfanger.

Men instruktøren siger også, at han er gået tur på de danske kirkegårde langs vestkysten og har bemærket sig, hvor gamle de døde var. Og han har besøgt overlevende tyskere, der deltog i oprydningen, og har baseret dele af filmen på indtryk fra deres fortællinger.

Desværre er begge dele jo svært at eftergøre, men en systematisk gennemgang af alder på de mennesker, der døde som følger af ulykker ved minerydningen baseret på en optælling af inskriptioner på gravsten:  Det er da en ide, som kunne overkommes af lokalhistoriske initiativer.

Historie og Sagaer

Formidling af historiske begivenheder som drama har jo til alle tider været et hit. Det kendes i hvert fald også helt tilbage til de islandske sagaer.

Det er en formidlingsform af historiske begivenheder, der efterlader tilhørerne i fortællerens vold. Desværre er der ikke altid den nødvendige saglige distance, tit har fortælleren nemlig sin egen dagsorden.

Film kan i de rette hænder være et stærkt propagandistisk værktøj, og derfor burde der påhvile et særligt ansvar til de filmfolk, der vil dramatisere historiske begivenheder.

Det burde være indlysende, at hvis historien ikke genfortælles sagligt og korrekt, men i stedet forvrænges eller store dele forties, så mister vi noget alle sammen, nemlig evnen til at lære af historien.

”Under Sandet” kan ikke anbefales som historieformidling, den repræsenterer kun en flig af fortællingen om Atlantvolden og oprydningen efter anden verdenskrig i Danmark. Filmen har kun ét sigte: at formidle der blev begået overgreb mod tyske børnesoldater efter krigen.

Filmen er efter min mening simpelthen for tendentiøs, manipulerende og unuanceret til at stå som et historisk dokument for eftertiden.

Det skjulte der afsløres i ‘Under Sandet’ er ikke historien om Danmark, men instruktørens historiesyn.

Nogle fakta

Det tyske fæstningsværk Atlantvolden har været omtalt i flere numre af Håndslag – senest nr. 2 i 2011. Den strakte sig fra Norge til Spanien. Den var beregnet på at afskrække en allieret invasion og befrielse. Da nazismen endelig faldt, efterstod en kæmpe oprydning af ikke mindst nedgravede miner.

Den tyske besættelsesmagt havde bare langs den jyske vestkyst nedgravet mere end 1 landmine for hver eneste jyde , og dertil opførelsen af 2.000 betonbunkers til kanoner og andre våben.

Omkring 1,5 millioner miner gemte sig i det vestjyske sand. Mere end 70 mio. miner var udlagt langs den 5.000 km. lange Atlantvold.

I Danmark skulle der gå næsten 60 år før det sidste minefelt, Skallingen ved Blåvand blev erklæret minefrit i 2012.

Oprydningsarbejdet gik ellers i gang umiddelbart efter befrielsen. Allerede den 9. maj 1945 etablerede tyskerne Minenkommando Dänemark, idet den kapitulerede besættelsesmagt havde indgået en aftale om fjernelse af egne minefelter, som den internationale Geneve-konvention foreskrev.

De tyske soldater,  der deltog i minerydningen var altså slet ikke krigsfanger. Flere af dem havde meldt sig frivilligt til minerydningstjenesten.

Minerydningen var altså tysk ansvar, som foregik under britisk kommando og kontrol fra København, men med danskere som ledere af arbejdet i minefelterne.

Den farefulde minerydning krævede 149 ofre på dansk grund. Derudover anslås det, at 165 blev hårdt såret, og 167 lettere såret i arbejdet med at finde og destruere de tusinder af miner.

De tyske miner i danske farvande og på landjorden var en kostbar affære under besættelsen, men også efter befrielsen. Både  i forhold til menneskeliv og økonomiske tab.

Den 11. juni 1948 kl. 03.50 løb passagerskibet S/S Kjøbenhavn, der sejlede på ruten mellem Aalborg og København,  på en mine i Aalborg Bugt, øst for Hals. Det sank på 10 minutter.  Der var ca. 350 ombord.  Kun 42 passagerer og 6 besætningsmedlemmer omkom – på grund af sommertemperaturer og en hurtig redningsindsats.

Museet for Varde By og Omegn har købt kulisserne fra filmen. Det lokale dagblad JydskeVestkysten beretter, at museet i de seneste 10 år været i gang med at samle viden for at kunne fortælle om minerydningen, og at filmen bliver anledning til, at den første særudstilling på et nyt museum kommer til at omhandle det kapitel af historien.

Udstillingen bliver en del af en større fortælling om Atlantvolden på et nyt museum som er ved at blive bygget ved Tirpits-bunkere, Blåvand.

Se også

Tidsskriftet Håndslags hjemmeside

KPnet 6. marts 2016