Udtalelse fra det regionale møde af marxistiske-leninistiske partier og organisationer i Europa juni 2015
Arbejderpartiet Kommunisterne er medlem af Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer (IKMLPO/CIPOML). Denne forpligtende udtalelse for de underskrivende partier og organisationer blev vedtaget på den årlige regionale konference i Europa, der havde særligt fokus på udviklingen i EU og på det europæiske kontinent.
I årevis har EU og regeringerne i de forskellige lande pålagt arbejderne og folkemasserne en politik med nedskæringer og besparelser.
Resultatet af krisen i det kapitalistiske system, som forværres af denne nedskæringspolitik, er mere end 25 millioner arbejdsløse i EU, en massiv arbejdsløshed hvor især de unge er dømt til en usikker tilværelse, men også ældre arbejdere lever med truslen om fattigdom. Nøden bliver større overalt, i byerne og på landet.
Med nedskæringspolitikken nedlægger den såkaldte vækst flere og flere arbejdspladser, mens den beriger de rigeste og de store aktionærer. Den betyder mere usikkerhed, lønsænkninger, drastiske besparelser på de offentlige budgetter: social, sundhed, uddannelse, offentlig transport osv
Regeringerne gennemfører denne neoliberale politik og reformer på ‘ordre’ fra de store bosser og det finansielle oligarki, som ønsker at ødelægge de sociale og politiske goder, som arbejderklassen, de arbejdende og folkene har opnået i kraft af årelang kamp, og som de i dag går til modstand og kamp for at bevare.
De forskellige EU-traktater og politikker, især Maastricht-traktaten (og dens konvergenskriterier, som har indført euroen) har videreudviklet og uddybet denne politik vendt mod arbejderne og folkene. Det er sket under påkaldelse af dogmet om ‘fri og ubegrænset konkurrence’, der er synonym med organisering af alles kamp mod alle, med social dumping, og af dogmet om ‘liberalisering af arbejdsmarkedet’. hvilket betyder frihed for cheferne til at fyre, til ekstraudbytning af arbejderne og usikkerhed om fremtiden.
Disse love og reformer har forskellige navne i de forskellige lande, så som ”Hartz” i Tyskland. ’Macron’ i Frankrig, Renzis ’jobskabelseslov’ i Italien, Rajoys “lov om arbejdernes mobilitet” i Spanien. Det er alle reformer med samme formål, nemlig at sænke prisen på arbejdskraften og gøre det lettere at fyre folk, udvikle stadig mere fleksibilitet og undergrave arbejdernes kollektive rettigheder.
I de seneste år, har ’gældskrisen’ tjent som påskud og retfærdiggørelse af en politik med privatiseringer, drastiske beskæringer af de sociale budgetter, afskaffelse af sociale sikkerhedsordninger, i en situation hvor store dele af befolkningen bliver fattigere. Kvinderne, der arbejder i den offentlige sektor, er dem, der først bliver ramt af afviklingen af offentlige tjenester.
Det store flertal er ikke ansvarlige for gælden og gældskrisen. Den er et resultat af milliarder af offentlige midler brugt til at redde bankerne med bankpakker og til at hjælpe de store monopoler til at blive endnu større. De har tjent til at finansiere krige og oprustning og store offentlige anlægsprojekter, der har været ubrugelige for befolkningerne, men meget indbringende for de monopoler, der bygger og administrerer dem.
I alle lande i og omkring EU afvises EU’s og de nationale regeringers nedskærings- og reformpolitikker. Denne afvisning udtrykker sig i arbejdernes og folkenes modstand, i masseprotester, strejker osv, der bekæmper konsekvenserne af den neoliberale politik.
Det afspejler sig også ved valgene, hvor nedskæringsregeringer og –partier, uanset farve, i stigende grad afvises og sættes på porten.
Populistiske højrepartier og ekstreme højrepartier kan opsuge en del af den øgede utilfredshed med de partier, der har administreret nedskæringspolitikken, og opnår parlamentarisk fremgang med ’løsninger’, der skal lede utilfredsheden på afveje, og som undgår at angribe det kapitalistiske system og udvikler nationalisme, opsplitning og fremmedhad. Nogle af disse partier lægger ikke skjul på deres fascistiske rødder, mens andre tilslører dem med social demagogi.
Men modstanden viser sig også på en progressiv måde ved at støtte kræfter, der tager kampen op mod den neoliberale nedskæringspolitik, mod livslangt gældslaveri, mod IMF’s, Den Europæiske Centralbanks , EUs og de europæiske imperialistmagters diktater.
Vi udtrykker vores solidaritet med det græske folks kamp og fordømmer EU-ledernes afpresning
Det var, hvad der skete i Grækenland, med Syrizas sejr i valget i januar. Bare det at udtrykke viljen til at ‘genforhandle’ gælden og bebude en afslutning af de enorme nedskæringer, som trojkaen har påtvunget Grækenland, har udløst en intens kampagne med pression og afpresning fra lederne i EU-landene og repræsentanterne for IMF og for EU’s institutioner for at gennemtvinge en fortsættelse af nedskæringspolitikken.
Disse ledere hadefuldhed viser, at de for enhver pris vil undgå, at en befolkning nægter at blive ved med at acceptere den nedskæringspolitik, som de pålægger ’deres’ befolkninger. De ønsker ikke, at folkets, arbejdernes, og de unges kamp i Grækenland skal tjene som et eksempel for andre befolkninger i EU. De ønsker at undgå enhver ’smitte’ fra denne modstand. Det er grunden til, at de ønsker at underkue den græske regering.
Det er ikke muligt at modstå denne pression uden en mobilisering af de græske arbejdere og det græske folk.
Men det er også nødvendigt at udvikle solidariteten, især fra de europæiske arbejdere og folks side. Vi arbejder hårdt for dette.
Vi må fordømme og lægge pres på regeringerne i EU-landene, især i de imperialistiske magter som Tyskland og Frankrig, for at de indstiller afpresningen af Grækenland.
Vi må kæmpe for at den græske statsgæld annulleres.
Vi må udvikle kampen mod den samme nedskærings- og ’reform’-politik i alle landene.
Ned med “Fort Europa”
Hver dag synker fartøjer fulde af flygtninge fra Afrika og Mellemøsten, hvilket medfører talrige menneskers død. Hvis de opnår at komme i et EU, som opbygger stadig flere mure og barrierer af politi og militær, bliver de chikaneret af politiet i alle EU-landene. De er tvunget til at leve skjult, under umenneskelige forhold.
De er også syndebukke for den yderste højrefløj og fascistiske partier og organisationer, der gennemfører racistiske og fremmedfjendske kampagner, der taler om ’farerne’ ved en invasion af flygtninge.
Alle disse flygtninge, mænd, kvinder børn, søger at undslippe elendighed og krige. De kommer fra Syrien, Østafrika, Sahel-landene – det vil sige fra lande, hvor imperialistmagter fører krig. Under påskud af ’krigen mod terror’ føres der krige for at kontrollere mineralressourcer, olie og strategiske regioner, krige, som er led i den indbyrdes rivalisering mellem imperialistmagter og deres lokale allierede.
Med andre ord: Krigsmagerne er de hovedansvarlige for denne immigration.
På den ene side udvikler befolkningerne, som i Italien, solidaritet ved at byde flygtninge velkommen. På den anden side udvikler regeringerne stadig mere reaktionære politikker for at ’bremse immigrationen’ og kriminalisere dem, der udvikler solidaritet med flygtningene.
Nej til krigspolitik og konfliktskabelse
Adskillige stater i EU deltager i imperialistiske krige i Afrika og Mellemøsten.
De europæiske imperialistmagters lederes beslutning om at integrere Ukraine i EU’s økonomiske og politiske indflydelsessfære, og NATOs øgede oprustning langs Ruslands grænser for at støtte denne plan samt støtten til de reaktionære og fascistiske kræfter i Ukraine. har skabt en meget spændt situation ved EU’s grænser.
Vi ser, hvordan NATO øger sit engagement i Europa, med støtte fra lederne af flere lande i Østeuropa, især Polen og de baltiske lande. Dette sker samtidig med, at de øger deres militærbudgetter.
Den amerikanske imperialisme har i mange år sat sine allierede under pres for at ’dele forsvarsbyrden’.
Faren for krig i Europa er reel.
Vi kræver at traktaten mellem EU og Ukraine ophæves, en traktat, der underlægger arbejderne og befolkningen i Ukraine EUs økonomiske og politiske diktat.
Vi fordømmer konfrontationspolitikken mod Rusland, og vi opfordrer til tilbagetrækning af NATOs øgede militære optrapning i regionen.
Vi opfordrer til at udvikle en bred folkelig mobilisering omkring parolen ’Ud af NATO’, der er USA-imperialismens og dens allieredes væbnede gren, hvilket vil være et vigtigt skridt mod dens opløsning.
Vi opfordrer til overalt at udvikle masseprotesten mod de voksende rustnings- og budgetter.
Vi fordømmer politistaten
De imperialistiske magters deltagelse i ’krigen mod terror’ i Mellemøsten, i Sahel, går hånd i hånd med udviklingen af mekanismer til overvågning og massekontrol og til stadig tættere koordinering mellem politi, civile og militære efterretningstjenester i tæt samarbejde med USA’s efterretningstjenester, især gennem NATO.
I alle lande kan vi se at der sker en kriminalisering af ’den sociale kamp’, at de demokratiske rettigheder begrænses, navnlig retten til strejke, til at organisere og til at demonstrere. Angrebene rettes især mod de kampvillige organisationer og faglige aktivister, der fordømmer klassesamarbejdet, som praktiseres af lederne, som ’forhandler’ med bosserne og regeringerne om gennemførelsen af nedskæringspolitikken.
Vi opfordrer til at fordømme og bekæmpe den fascisering af statsmagten, som er ved at udvikle sig.
Myten om et EU med fred og fælles velstand kollapser
Krisen i EU skærper modsætningerne i EU selv, mellem staterne, i hvert enkelt land, og især mellem de sociale klasser. Uligheden uddybes, spændingerne bliver stærkere
De økonomiske mekanismer udviklet af EU og i eurozonen forstærker den ulige udvikling kraftigt og rejser i stadig højere grad i offentligheden spørgsmålet om opretholdelse af eurozonen, som den er nu.
I de lande, hvor folk har givet udtryk for deres modstand mod medlemskab af EU eller indtræden i eurozonen udvikles modstanden mod EU. Lande som Island, der har overvejet EU medlemskab, har besluttet ikke at søge optagelse.
Overalt vokser modstanden mod EU, mod EU’s politik og EUs anti-demokratiske måde at fungere på. I stadig bredere kredse er denne modstand også rettet mod EUs udvikling til en imperialistisk blok i skarpere konkurrence med andre imperialistiske magter og på det økonomiske og politiske plan stadig mere aggressivt mod beherskede lande i Afrika, Asien og Latinamerika.
Overalt vokser bevidstheden om, at det ikke er muligt at ændre EU indefra og at udvikle det til en såkaldt progressiv institution til gavn for befolkningerne.
Vi forsvarer betingelsesløst befolkningernes ret at bryde ud af EU, euro’en og alle deres politiske og økonomiske mekanismer.
Paris, juni 2015
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, Danmark
Arbejdernes Kommunistiske Parti i Frankrig, PCOF
Organisationen for genopbygning af Grækenlands Kommunistiske Parti (1918-1955)
Kommunistisk Platform, Italien
Den marxistisk-leninistiske gruppe Revolusjon, Norge
Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister), PCE(ml)
Arbejderpartiet EMEP, Tyrkiet
Organisationen for opbygningen af Det Kommunistiske Arbejderparti i Tyskland (Arbeit – Zukunft)
Andre udtalelser fra mødet
Kommuniké fra det regionale møde i Europa juni 2015
Støt de norske havnearbejdere!
Netavisen 1. juli 2015
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
