Parlamentsvalg i Tyrkiet: Erdogan har tabt – befolkningen har sprængt spærregrænsen

Valget d. 7. juni blev det valg, som Erdogan og AKP tabte og som befolkningen vandt. Spærregrænsen på 10 % blev sprængt og den progressive alliance HDP fik 80 pladser i parlamentet. Erdogan mistede sit absolutte flertal.
Af Tyrkiets Arbejderparti (EMEP)

Et vigtigt valg med potentielt vigtige politiske konsekvenser er blevet gennemført i Tyrkiet. Det regeringsbærende AKP er stadig det største parti med 40,7 % af stemmerne og 258 mandater, men partiet opnåede ikke absolut flertal.

Det socialdemokratiske CHP fastholdt deres 25 % og fik 132 pladser. Det fascistiske MHP opnåede 16,5 % og 80 pladser, mens HDP, valgalliancen, som vores parti er en del af fik 13,1 % af stemmerne og ligeledes 80 pladser i parlamentet.

Spærregrænsen på 10 %, der blev indført efter det fascistiske kup d. 12. september 1980 så i begyndelsen ud til at kunne forhindre repræsentationen af det kurdiske folk og arbejderklassen i at få plads i parlamentet.

Ved det seneste valg i 2011 måtte kandidater fra den nuværende alliance indgå i valget som uafhængigt opstillede i forsøget på at sprænge spærregrænsen på 10 %. De opnåede 6,5 % af stemmerne og 65 pladser i parlamentet. Ved dette valg 4 år senere er den spærregrænse som borgerskabet har beskyttet sig bagved blevet revet ned!

Så vel som at spærregrænsen er sprængt er også AKP’s leder, præsident Tayyip Erdoğan’s drøm om at skabe et mellemøstligt dktatur gennem en forfatningsændring og oprettelsen af et præsidentielt styre blev smadret.

Vi vil diskutere resultatet af denne ‘sprængning af spærregrænsen’ grundigere i de kommende dage. Den effekt det vil have på den politiske diskurs i landet og hvilken regering der vil komme tegne sig i parlamentet.

Men ikke desto mindre kan vi umiddelbart konstatere følgende:

1. Det står klart at et større antal mennesker for første gang har stemt på HDP. En stor del af befolkningen så en stemme på HDP som den eneste mulighed for at stoppe AKP og stemte derefter.

   Dette demonstrerer at folks kendskab til politik bevæger sig ud over partier tilknyttet klassen. Dette er vigtigt, da det viser muligheden af en politisk omstrukturering i landet.

2. Landet sagde ”nej” til et præsidentielt styre, hvor AKP bliver trukket rundt af Erdogans som hans private parti, mægtige paladser, bestikkelse og korruption, arrogance, egenmægtig regeringsudøvelse, religiøst-sekterisk udnyttelse af koranen, personlig længsel efter diktaturet, forsøg på at lukke munden på medierne…og hele Erdogans diktatoriske optræden.
3. Resultatet angiver mulighederne for et sekulært og demokratisk Tyrkiet, løsninger på det kurdiske og det alavittiske spørgsmål og udvidelse af frihedsrettighederne; såvel som det demonstrerer folkets besluttethed i forhold til at bekæmpe forestillinger om ‘at omlægge uddannelsessystemet efter religiøse retningslinjer’, ‘religiøs ungdom’, ‘konservativ genopbygning af landet’ og hele den linje der ligger tæt på Det Muslimske Broderskab.
4. Resulatet er udover at være et rungende ”nej” til AKP’s politik i Mellemøsten også et nederlag for de islamistiske organisationer og grupperinger der modtager ideologisk, diplomatisk (og økonomisk) støtte fra AKP’s regering. Resultatet er istedet en kilde til moralsk støtte og motivation for alle dem der kæmper for et sekulært og demkratisk Mellemøsten mod Sharia- lovgivning og religiøs terrorisme.
5. I betragtning af at dannelsen af en regering med basis i dette parlament er usandsynlig synes diskusionen om ”hurtigt nyvalg” ikke til at komme udenom. Valget d. 7. juni har afsluttet AKP’s æra. Uanset mulige koalitioner med andre partier eller forsøg på at danne en mindretalsregering er den ‘magtperiode’ der kunne benævnes Erdogans æra’ eller AKP’s æra for længst fortid.
6. Enten må Erdogan slå sig tåls med en præsidentpost, på samme vilkår som hans forgængere eller også vil præsidentembedet hurtigt udvikle sig til et problem, der trænger til ‘at blive løst’.

   Tyrkiet er ikke et rosenrødt land for de der har fået ‘et godt valg’. Fordi AKP og Erdogan – selv hvis de ikke har regeringsmagten – af al magt vil forsøge at fortsætte deres styre gennem præsidentposten og gennem deres folk i statsapparatet. AKP-regeringens nederlag betyder på ingen måde at den hårdeste del af opgaven er løst.

   Essensen af 7. juni valget er, at det blev det valg som Erdogan og AKP tabte og folkene vandt.

Netavisen 15. juni 2015