Af Mona Ljungberg, mitasyl.dk
Asylansøgere fra hele landet protesterede foran Christiansborg den 24. marts 2013 mod de lange ventetider og de bebudede strammere regler, som SR-regeringen har annonceret Det kommende folketingsvalg lægges af begge blokke op til at blive endnu et valg om flygtninge og indvandrere. (Foto: Annette Mørk)
Mona Ljungberg fra Mit Asyl beretter her om ‘Venstres vildeste asylløgne’
Efter mange år i asylcentre blev et lille antal asylfamilier i år 2008 ikke tilbudt asyl – men at flytte ud i egne boliger til en gennemsnitlig husleje på 35.000 kr. OM MÅNEDEN.
Boligerne svingede fra luksus, som boligen på billedet neden for, til over middel. Hvad den reelle husleje var, kan udlændingestyrelsen ikke svare på. De betalte bare.
Intet tyder dog på , at Venstres top og støttepartiet, Dansk Folkeparti var begyndt at nære varme følelser for asylfamilierne.
Nogle fakta om asylboliger under VK0-flertallet
I 2008 skete noget usædvanligt i dansk asylpolitik. Venstre havde stadig regeringsmagten. Venstretoppen var således også dem, der bevilligede penge til dette noget usædvanlige projekt.
Et lille antal på 15 afviste flygtningefamilier blev fra 2008 pludselig begunstiget med store fine nybyggede/nyistandsatte selvstændige huse eller tilsvarende lejligheder at bo i.
De nye boliger var 100 – 170 kvadratmeter (familierne på 3 – 7 personer). Hos en familie var badeværelset som i en luksusdrøm. Om end ikke alle boligerne var lige luksuriøse, var de alle mere vagante end en del børnefamilier i Danmark ville have råd til at betale. – Og egentlig også flygtningene selv, fik de en dag asyl og ret til at tjene penge, hvilket dog ikke var hensigten med de fine store dyre selvstændige boliger.
Migrationsminister Rikke Hvilshøj oplyste i pressemeddelelse af 23. oktober 2007, at en bevilling til egne boliger skulle sikre afviste asylsøgerfamilier med særlige behov:
…”Et godt fundament for deres fremtid i hjemlandet”.
Folk, der fik opholdstilladelse, fik små og utidssvarende boliger
.
Der var også familier, der havde takket nej til de fine midlertidige boliger. Vi var i kontakt med flygtninge fra Irak, der efter 6 – 10 års ophold i asylcentrene endelig fik genoptaget deres asylsag, og regnede med snarlig asyl. De orkede ikke at skulle flytte ind i en bolig for nogle få måneder, hvor fin den end var, og takkede derfor nej.
De kom dog til at vente endnu 1 – 2 år. Og da de endelig fik tilkendt asyl, kunne de ikke flytte fra centret direkte til en fast bolig. De skulle først rundt om en midlertidig utidssvarende bolig, og så flytte igen efter ½ – 1 år til en bolig af beskeden standard.
Asylfamilierne, vi var i kontakt med i de fine boliger, fik 1-3 år senere asyl eller anden opholdstilladelse og med asylet anvist boliger af mere beskeden standard.
Luksus med fremtidsudsigt til død, krig og tortur
Af gode grunde blev de fine boliger dog aldrig det gode fremtidsfundament i hjemlandet for de afviste asylfamilier. Dels fordi, de fredelige forhold i Danmark ikke kunne flyttes med dem til krigsramte og diktatoriske stater så som Irak, Syrien, Somalia, Afghanistan og Iran.
De afviste asylfamiliers særlige behov var sådan set heller ikke en bolig, men ”asyl”. Selvfølgelig havde de behov for ordentlige boligforhold, men det er jo ikke et ”særligt” behov, for det har vi alle, og behov for udsigt til en tryg fremtid.
Udsigt til tryghed og en fremtid havde de afviste asylfamilier hverken før eller efter de flyttede ind i de fine boliger. De havde så at sige fortsat kun udsigt til at blive udsendt til nød og lemlæstelser. Så derfor fortsatte de også med at have særlige behov for psykiatrisk hjælp, medicin osv. efter de var blevet begunstiget med store fine dyre boliger.
Venstres dyre asylboliger tildelt i en hastigt stigende finanskrise
Venstres pludselige boligbegunstigelse 2008 af en gruppe asylsøgerfamilier var besynderlig i mere end en henseende. De fine dyre boliger blev tildelt flygtningefamilierne under en finanskrise i hastig vækst både i Danmark og på verdensplan.
I 2007/2008 opstod ny global finanskrise. Store internationale finanshuse krakkede. I Danmark gik flere banker og virksomheder konkurs.
Asylsøgernes boligforhold før finanskrisen
I årene inden finanskrisens start havde Danmark haft opgangstider og forbrugerræs. Opsvinget skyldtes afdragsfrie lån og et kunstigt opskruet forbrug. Det var dog ikke asylsøgere, der fik afdragsfrie lån og forbrugte. Mange fik afslag på asyl og blev trængt sammen på meget lidt plads i asylcentre, og havde forbud mod at flytte ud, og tage arbejde med lønindtægt og forsørge sig selv.
Nogle er blevet varigt invaliderede af at blive holdt tvungen passive i årevis. I flere år var de også afskåret fra kontantydelser, og fik enten udleveret ugentlige madpakker eller tre daglige måltider mad.
Formålet var at stresse flygtningene. Stresspolitiken lykkedes også både i centrene og i de fine boliger. Stressen skabte dog ikke fred i flygtningenes oprindelseslande, men gjorde i stedet mange af flygtningene kronisk syge.
Hvorfor mon Venstres pludselige gavmildhed i en tid med finanskrise?
Hvorfor mon? Venstres Pludselige Gavmildhed?
Var venstre-toppen pludselig blevet gavmilde – eller?
Skulle boligerne tjene som udstillingsvindue til menneskeretskommissæren?
Skulle boligerne tjene til at opildne til flygtningehad?
Skulle boligerne redde nogle overbelånte husejere fra krisen?
Intet tyder på, at Venstre-toppen eller støttepartiet, Dansk Folkeparti, skulle være blevet mere venligt stemt og medfølende over for flygtninge. Hverken dengang eller nu.
Eksvis blev et større antal børnefamilier efter mange år i Danmark tvangstilbagesendt 2006/2007 til lande, ødelagte af krig, og hvor børnene ikke længere havde et tilhørsforhold. De udsendte familier måtte lide direkte sult og nød. Mange blev sendt ud i alvorlig sygdomstilstand.
De afviste asylfamilier, der i Danmark efterfølgende blev begunstiget med de fine dyre boliger, fik ikke lov til at have et øjebliks ro i boligen. De vedblev med at få breve fra Udlændingestyrelsen med udrejsepåbud og varsler om snarlig tvangsudsendelse. De skulle også fortsat møde hos politiet to gange om ugen. Familiernes unge måtte stadig ikke uddanne sig, men kun påtage sig ulønnet praktik. (Frisørfaget). Forældrene måtte heller ikke påtage sig lønnet arbejde.
Det var ikke alle afviste asylsøgere, der kunne komme i betragtning til en selvstændig bolig. En mulighed var, at den lille udvalgte gruppe af fine boliger skulle tjene som udstillingsvindue til de delegationer af menneskerettighedsråd og kommissærer, der af og til kommer for at inspicere forholdene for asylsøgere og flygtninge i Danmark.
Fra midten af 1990’er blev flygtningenes vilkår konstant forringet. I 2005 var de så ringe, at asyl og ordentlige boligforhold til asylfamilierne blev til et folkekrav. Et løfte umiddelbart før folketingsvalget 2007 fra daværende minister Rikke Hvilshøj imødekom delvis kravet om at behandle asylfamilierne ordentligt.
Men at bevilge så fine boliger, som nogle af dem var…hvis Venstre havde oplyst om det, ville de fremstå som sindssyge.
Hvis vores organisation havde oplyst om det dengang og udråbt vores kamp de forrige år som en sejr, ville folket rette skytset mod asylsøgerne og os. Vi valgte at oplyse som sandt var: de afviste asylfamilier, havde fået ordentlige selvstændige boliger som ramme om den frygt og livstruede tilværelse de fortsat levede i, eftersom deres behov var: asyl og retten til en fremtid.
Netavisen 25. marts 2015
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
